Utah Valley University (UVU) er et offentligt universitet i Orem, Utah, USA. UVU tilbyder kandidat- og bacheloruddannelser, samt kortere videregående uddannelser og efteruddannelser. Skolen, som tidligere hed Utah Valley State College, opnåede universitetsstatus i juli 2008. Med over 46.000 studerende i efteråret 2024 er UVU det største universitet målt på antal studerende i Utah og et af de største i Rocky Mountain-regionen i USA.
Historie Skolen blev grundlagt i efteråret 1941, da Utah State Vocational Office samlede flere føderale uddannelsesprogrammer på et campus i Provo, lige vest for Brigham Young Universitys campus. På dette tidspunkt var skolen kendt som Central Utah Vocational School. Skolen voksede i de følgende årtier hvilket medførte adskillige ændringer og navneskift. I 1963 blev navnet ændret til Utah Trade Technical Institute.
I 1967 blev skolen omdøbt til Utah Technical College i Provo og fik for første gang bemyndigelse til at udstede associate degrees (typisk 2-årige videregående uddannelser). I 1977 begyndte institutionen at flytte til sin nuværende placering ved krydset mellem vejene I-15 og University Parkway i Orem. I 1987 blev den til Utah Valley Community College. Da den var et community college, havde skolen 8.000 indskrevne studerende, og den voksede med cirka 3.000 studerende om året. I 1993 blev skolen omdøbt til Utah Valley State College (UTSC) og begyndte at tilbyde fireårige grader. Utahs lovgivende forsamling godkendte i februar 2007 (med virkning fra 1. juli 2008) at ophøje UVSC til et universitet, hvilket gav skolen mulighed for at begynde at tilbyde kandidatuddannelser, selvom skolen fortsat lægger vægt på sine to- og fireårige uddannelser.
Den 1. juli 2008 skiftede UVSC navn til UVU, og blev dermed officielt et universitet. UVU er den største arbejdsgiver i Orem med over 1.900 fuldtidsansatte undervisere og medarbejdere og over 3.300 deltidsansatte. I efteråret 2018 rapporterede Utah System of Higher Education (USHE), at UVU for fjerde år i træk var det største universitet i delstaten med 39.931 studerende, foran University of Utah.
Astrid S. Tuminez er institutionens syvende rektor og den første kvindelige rektor. Tuminez blev valgt af Utah State Board of Regents i 2018 og efterfulgte Matthew S. Holland.
Mordet på Charlie Kirk
Den 10. september 2025 blev Charlie Kirk, en amerikansk højrefløjsaktivist og medstifter af Turning Point USA, skudt og dræbt på campus under et arrangement for hans "The American Comeback Tour". Ifølge Associated Press kom skuddet fra Losee Student Success Center, cirka 110 m fra det sted hvor Kirk holdt tale. Kirk blev straks kørt til Timpanogos Regional Hospital og erklæret død senere samme eftermiddag. I kølvandet suspenderede Utah Valley undervisningen og aktiviteterne på alle campusser, inklusive deres satellitlokationer indtil 15. september.
Referencer
Kategori:Universiteter i Utah