Henrik Stampe (28. januar 1713- 10. juli 1789) var en dansk jurist, generalprokurør og statsminister.
Efter at have bestået teologisk embedseksamen i København studerede Stampe filosofi, jura, matematik og fysik i Marburg og endte med at gøre jura til sit hovedstudium. Fra 1741 professor i filosofi ved Københavns Universitet efter at have tabt konkurrencen om et professorat i retsvidenskab til Peder Kofod Ancher. Fra 1753 professor juris og samme år tillige generalprokurør, hvilket gav ham sæde i kancelliet. Generalprokurøren var datidens juridiske konsulent for konge og regering, og han havde desuden sæde i Højesteret.
Stampe er særligt kendt for sine erklæringer, en række juridiske responsa, han udarbejdede i sin egenskab af generalprokurør, og som siden er udgivet og prises for deres eksempler på dygtig forvaltning i enevældens Danmark. Selvom enevældens embedsapparat var snørklet og havde personsammenfald i mange embeder, holdt Stampe efter inspiration fra Montesquieu fast i, at i hvert fald den dømmende magt måtte være adskilt fra den udøvende, og Stampe var således en af de tidligste fortalere for retssikkerhed.
Barndom og uddannelse Stampes forældre var provst Jens Stampe (død 1733), præst i Hammer, Horsens, Sulsted og Ajstrup menigheder i Aalborg Stift, og Christine Amalie født Thestrup, en datter af biskop Frants Thestrup. Stampe var den ældste af 8 søskende og var en fjern efterkommer af Erik Klipping gennem sin fars familie.http://www.samsoeroots.dk/tng/getperson.php?personID=I071115&tree=tree2 Som dreng gik han i Aalborg Katedralskole, hvorfra han 1728 dimitteredes til Københavns Universitet.
Efter at han havde taget teologisk embedseksamen i 1731, blev han af sin morfader beskikket til konrektor ved Aalborg Skole (1734), og her virkede han som ung lærer indtil 1737, da han med tilladelse til at lade sit embede bestyre ved en vikar rejste udenlands for at uddanne sig i de retninger, der lå ham nærmest.
Først og fremmest tænkte han her på at lægge sig efter den Wolffiske filosofi, der allerede tidligere havde grebet ham. I næsten 2 år opholdt han sig da hos Wolf ved universitetet i Marburg, og foruden i filosofi uddannede han sig under opholdet der også både i jura, fysik og matematik. Han synes på denne tid at have været noget i tvivl, om han skulle vælge jura eller matematik til hovedstudium. Det blev dog retsvidenskaben, der gik af med sejren.
Efter opholdet i Marburg rejste Stampe til Paris og siden til England; men et brev fra hans velynder grev Johan Ludvig Holstein kaldte ham hjem, da der her syntes at åbne sig lejlighed for ham til videnskabelig virksomhed.
Ansættelse ved Københavns Universitet Andreas Hojer var nemlig død (1739), og hans plads skulle besættes ved konkurrence. Til den meldte da Stampe sig sammen med ikke færre end 5 andre. Udfaldet af konkurrencen blev (1740) for Stampes vedkommende, at han vel ikke fik den juridiske professur, der blev givet til Kofod Ancher, men blev udnævnt til professor i filosofi. Dette lå ham vistnok ingenlunde fjernt; men hans hu stod dog til juraen, og det var derfor meget heldigt for ham, at Holstein, der var universitetets patron, ønskede, at han skulle holde private juridiske forelæsninger.
Dette gjorde han i en årrække med overordentlig stor iver og med stort udbytte både for sig selv og for sine tilhørere. Imidlertid var han (1743) blevet både medlem af det juridiske fakultet og af Konsistorium, hvilket sidste stod i forbindelse med, at han også blev universitetets sekretær. I 1751 forbandt han med disse stillinger også at blive kvæstor ved universitetet.
Omsider udnævntes han 16. februar 1753 til juridisk professor, og det så nu ud, som om han på forskellige måder var forsvarlig knyttet til universitetet; men ejendommelig nok, samme dag, han blev juridisk professor, udnævntes han til den vigtige stilling at være generalprokurør og dermed desuden til at have sæde i Kancelliet, et vidnesbyrd om, i hvilken grad hans gamle velynder Holstein, der var kancelliets præsident, havde sin opmærksomhed henvendt på ham.
Naturligvis var det umuligt samtidig at være generalprokurør og at virke med kraft som universitetsprofessor; men Holstein fik det indrettet på bedste vis for ham. Mens han nemlig slap for i fremtiden at holde forelæsninger imod at betale en mindre sum til en vikar, beholdt han for øvrigt professorembedets ret betydelige indtægter i forening med sin lønning som generalprokurør. Visse forretninger vedblev han stedse at røgte ved det juridiske fakultet, ligesom han stadig var medlem af Konsistorium indtil året 1785 og tillige bevarede kvæstorforretningerne indtil året 1784.
Generalprokurør Hans rolle i lovgivningsarbejdet Hans fortsatte virksomhed ved universitetet vedrører os dog ikke her. Det er hans arbejde som generalprokurør, der fra året 1753 træder i forgrunden. Således som denne embedsmand på denne tid var stillet, bestod hans gerning væsentlig i at være en slags konsulent for de forskellige Kollegier, især for danske Kancelli, ved at afgive erklæringer over juridiske spørgsmål, der rettedes til ham, samt i at udarbejde udkast til love enten efter opgivne momenter eller uden sådanne.
Enhver vil kunne forstå, at i en fremragende jurists hånd måtte et sådant embede kunne få stor betydning, og der er da ingen tvivl om, at Stampe i tiden fra 1753-70 har været den vigtigste mand i kancelliet.
Mens man sædvanlig i de tider ved kollegiernes historie lider af vanskeligheden ved at skelne, hvad der har været de enkelte kollegiemedlemmers særlige del i det, der er udrettet enten af godt eller af mindre heldigt, er det anderledes med Stampe. Udbyttet af hans gerning ligger tydelig og klart i de efter hans død i følge hans egen beslutning udgivne Erklæringer, hvorved han i høj grad har sat sig selv et monumentum ære perennius (minde for evig tid).
Hvad der udmærker dem, er for det første store formelle fortrin. De indtager, rent stilistisk set, en høj plads i den tids prosalitteratur her hjemme; i den grad er fremstillingen naturlig og klar, samtidig med at sproget er ualmindelig godt og tit påfaldende livligt, når man tager de med nødvendighed jævnlig temmelig tørre emner i betragtning. Hovedsagen er imidlertid naturligvis de fortrinlige juridiske udviklinger, de indeholder, der bæres af en mærkelig bon sens (sund fornuft) og af et klart blik for det praktiske livs krav.
Det er dog ikke den rent juridiske side af dem, der i denne skildring skal fremdrages. De er nemlig tillige såre vigtige ved det billede, de giver af Stampes opfattelse af vigtige statsforhold og samfundsforhold og af hans virksomhed for deres udvikling.
Stampe var så fuldt som nogen her hjemme en varm tilhænger af enevælden og overbevist om det fortræffelige ved statens forfatning med dens kollegiestyrelse. Men han stod derfor på ingen måde uden for adskillige af de fremskridtstanker, der på den tid var satte i bevægelse ad statsvidenskabelig eller filosofisk vej. Man kan således ikke være i tvivl om, at han på flere punkter var påvirket af Wolf, når denne på den ene side betonede det almene vel som statssamfundets opgave og tillige fremhævede menneskenes naturlige lighed og frihed. Der var herved fremdraget meget vigtige synspunkter til bedømmelse af adskillige stats- og samfundsforhold, og tanken om det store hensyn, der skyldtes folket midt i den enevældige stat i modsætning til den tidligere stærke fremhævelse af fyrstens dynastiske interesser, var herved kommet til at ligge ligefor.
Borgerlig frihed og myndighedsadskillelse Under påvirkning af disse bevægelser i datiden var Stampe ligesom Jens Schielderup Sneedorff, Tyge Rothe, Frederik Lütken og andre stærkt gennemtrængt af tanken om den ret til borgerlig frihed, som de enkelte borgere i et land havde, og han mente også, at den dansk-norske stats lovgivning sikrede folket en sådan. Værnet for denne frihed og den dermed forbundne sikkerhedsfølelse lå efter hans opfattelse i den trygge adgang til lands lov og ret, der kunne sikre borgerne imod vilkårlighed, fra hvilken side den så kom. I det han mente, at det særlig var kancelliets opgave at våge over, at undersåtternes ret på dette område blev agtet, kan man sige, at han også opfattede det som sin personlige pligt, og den gennemførte han trofast, hvor der var lejlighed dertil.
Et hovedpunkt var her, at der værnedes over adskillelsen imellem den udøvende og den dømmende myndighed, en adskillelse, som ikke længe i forvejen Montesquieu med stor kraft havde ført ordet for i sit berømte værk om Lovenes Ånd. Den ene gang efter den anden førte Stampe en levende kamp imod embedsmænd omkring i landet eller imod regeringskollegier, som han mente gjorde sig skyldige i at gå uden for deres område ved at blande sig i domstolenes gerning og udvirke kendelser ved kongelige resolutioner i stedet for at lade afgørelsen ske ved domstolene.
Stampe kunne ved sådanne lejligheder bruge det skarpeste sprog. I det han ville arbejde for, at den ved lovgivningen fastslåede rettergang blev stillet på den plads, der tilkom den i samfundet, værnede han da også med iver om appellationsinstitutionen. Han bekæmpede af al magt, at en sag, der var pådømt ved en lavere domstol, bag efter kunne indankes til endelig afgørelse ved en kongelig resolution, den skulle gå til den højere retsinstans. Naturligvis værgede han derfor med stor styrke om Højesteretsdommenes uforanderlighed, med undtagelse af at selvfølgelig kongen måtte have benådningsret. Kun i visse enkelte tilfælde mente Stampe, at der kunne fældes domme ved kongelige resolutioner.
Lighed for loven og bondeven Der kan ingen tvivl være om, at ligesom den begrundelse, han gav af hele dette punkt, har sin store interesse, således har hans varme kamp for domstolenes ret og ukrænkelighed haft betydning med hensyn til Danmarks indre politiske udviklings historie. Hånd i hånd hermed kan det fremhæves, at han med ikke mindre styrke ville have alles lighed for loven slået fast. Det måtte, udtalte han, gøres klart, at "Kongen har lige stor Omsorg for alle sine Undersaatter, fra den højeste til den laveste, og forskaffer dem alle lige Sikkerhed for deres Liv og alt, hvad dem tilhører".
Det had imod vilkårlighed, der gik igennem alt dette, lod ham blandt andet i flere henseender være en skarp kritiker af den behandling, som bønderne blev genstand for fra herremændenes side, og han havde et klart blik for, at deres tilstand havde udviklet sig på en for dem såre sørgelig måde. Hertil kom, at han havde fremskredne meninger på det økonomiske område, i det han holdt for, at frihed langt bedre end tvang fremkaldte flid og opsving. Han var derfor bestemt af den overbevisning, at selvejendom burde udvikles så meget som muligt på landet, mens hoveriet fremkaldte dårligt arbejde, foruden at det gav plads for meget hårdhed og vilkårlighed. På flere punkter mødtes han altså med den bevægelse for bondestandens frigørelse, der var i fuld gang her hjemme allerede under Frederik 5..