Diamanti er en italiensk dramafilm fra 2024, der er skrevet og instrueret af Ferzan Özpetek. Den omhandler livet og kærlighedsaffærerne hos en gruppe kvinder, der arbejder i et stort kostumefirma i Rom, der er tilknyttet filmindustrien.Diamanti. Opslag på kino.dk, besøgt 28. oktober 2025.
Handling
Filmen handler om en halv snes kvinder, der arbejder på den prestigefyldte systue Canova i 1970’ernes Rom, hvor de syer kostumer til film og teater. Titlens "diamanter" er kvinderne, hvoraf nogle er uslebne, andre afrundet efter mange års slid. De to søstre Alberta og Gabriella Canova leder systuen, og syerskerne er en blandet flok. Filmen viser en række nedslag i deres personlige og ikke uproblematiske liv, samtidig med at man følger nogle af systuens store ordrer. Det gælder blandt andet kostumerne til en ny film, der skal være et periodestykke uden at virke bedaget, hvorfor kostumerne på én gang skal være tidstypiske og moderne. Filmen har en rammehistorie, hvor Özpetek i indledningen selv samler sine skuespillerinder om et bord i en frodig gårdhave og fortæller om sin nye film, der skal handle om kvinderne på en systue. Til sidst viser han rundt i det - næsten - tomme hus, hvor handlingen har udspillet sig.Diamanti. Opslag på filmdistributørens hjemmeside, besøgt 28. oktober 2025.
Medvirkende
Luisa Ranieri som Alberta Canova Jasmine Trinca som Gabriella Canova Stefano Accorsi som Lorenzo Luca Barbarossa som Lucio Sara Bosi som Giuseppina Loredana Cannata som Rita Geppi Cucciari som Fausta Anna Ferzetti som Paolina Aurora Giovinazzo som Beatrice Nicole Grimaudo som Carlotta Milena Mancini som Nicoletta Vinicio Marchioni som Bruno Paola Minaccioni som Nina Elena Sofia Ricci som sig selv Lunetta Savino som Eleonora Vanessa Scalera som Bianca Vega Carla Signoris som Alida Borghese Kasia Smutniak som Sofia Volpi Mara Venier som Silvana Giselda Volodi som Franca Zinzi Milena Vukotic som tante Olga Ferzan Özpetek som sig selv
Modtagelse
Filmen var en stor succes i Italien, hvor den solgte over 2,1 millioner billetter for en værdi af over 16 millioner euro.
Danmark
Politiken gav filmen fire hjerter ud af seks. Anmelderen skrev, at den var en hyldest til de store kostumedesignere og til alle arbejderne i skrædderstuen, men at den først og fremmest var en film med rigtige mennesker og konflikter, og ærkeitaliensk.Michael Bo: Filmen er alt andet end Nordic Cool – og jeg elsker det. Anmeldelse på politiken.dk 29. oktober 2025.
I Information skrev Christian Monggaard, at det var en dejlig film - ikke uden drama og tragik, og fuld af liv, varme og personer, som man nyder at være i selskab med.Christian Monggaard: ’Diamanti’ fører publikum ind i en taktil og betagende verden af kostumer og kvinderne bag. Anmeldelse på information.dk 29. oktober 2025.
Kilder
Eksterne henvisninger
Kategori:Italienske film fra 2024 Kategori:Dramafilm fra Italien