Franz Anton Mesmer (født 23. maj 1734 i Schwaben, død 5. marts 1815 i Meersburg) var en tysk læge, der i anden halvdel af 1700-tallet opnåede stor berømmelse og betydelig kontrovers for sine behandlinger baseret på teorien om animalsk magnetisme, også kendt som mesmerisme. Hans idéer regnes i dag som en vigtig forløber for studiet af hypnose.
Baggrund og uddannelse Mesmer blev født i en romersk-katolsk familie. Hans far var skovfoged i tjeneste hos biskoppen af Konstanz. Mesmer modtog sin tidlige uddannelse hos munke og ved jesuitiske universiteter, før han i 1759 begyndte studier i jura og senere medicin ved Universitetet i Wien.
I 1766 erhvervede han doktorgraden i medicin. Hans afhandling var stærkt inspireret af den engelske læge Richard Mead og fremsatte den tanke, at planeternes tyngdekraft påvirkede et usynligt fluidum i menneskekroppen og dermed menneskers helbred.
Animalsk magnetisme I 1770’erne udviklede Mesmer sin teori om animalsk magnetisme, ifølge hvilken et usynligt stof (et ”fluidum”) fandtes i og mellem alle levende væsener og fungerede efter magnetismens love. Sygdom opstod, mente Mesmer, når dette fluidums frie gennemstrømning blev hæmmet. Behandlingen bestod i at fremkalde såkaldte ”kriser” – ofte tranceagtige tilstande ledsaget af kramper – gennem berøring, håndbevægelser eller nærvær af magnetiserede genstande. Mesmer anvendte oprindeligt magneter, men opgav dem senere, da han mente, at det var hans egen personlige magnetisme, der frembragte virkningen.
Mesmer praktiserede først i Wien, hvor hans dramatiske optræden og offentlige demonstrationer bragte ham i konflikt med de etablerede lægekredse. I 1778 forlod han Wien efter anklager om bedrageri og slog sig ned i Paris, hvor han hurtigt tiltrak stor opmærksomhed fra offentligheden.
I Paris behandlede han både individuelle patienter og større grupper, som blev forbundet via jernstænger og reb omkring et kar med magnetiseret væske. Mange patienter rapporterede stærke fysiske og psykiske reaktioner, herunder kramper og ekstatiske tilstande.
Mesmers metoder var stærkt omdiskuterede. I 1784 nedsatte Ludvig XVI to kongelige kommissioner for at undersøge, om det påståede magnetiske fluidum eksisterede. Blandt medlemmerne var Benjamin Franklin, Antoine Laurent de Lavoisier og Jean-Sylvain Bailly. Kommissionerne konkluderede, at der ikke fandtes noget sådant fluidum, og at behandlingernes virkninger derfor måtte forklares ved patienternes forestillingsevne og suggestion. Rapporterne bidrog afgørende til Mesmers fald i anseelse.
Den svenske forfatter Per Olov Enquist beskriver Mesmers metoder i romanen Magnetisørens femte vinter (1964).
Senere liv Efter kommissionernes afgørelse trak Mesmer sig gradvist tilbage fra offentligheden. Han lukkede sin klinik i Paris, opholdt sig en tid i Wien og rejste derefter rundt i Europa, før han slog sig ned ved Bodensøen. Han levede sine sidste år stille i Meersburg, hvor han døde i 1815.
Selv om teorien om animalsk magnetisme blev forkastet, fik Mesmers arbejde stor betydning for den senere udvikling af hypnotisme. Undersøgelser af trancefænomener blandt hans efterfølgere banede vejen for en mere videnskabelig tilgang i 1800-tallet, særligt gennem den skotske læge James Braid, som introducerede begrebet hypnose.
Referencer
Kategori:Læger fra Tyskland Kategori:Hypnotisører