Brigadegeneral Susanne Bach Lausten, R.1, (født 2. september 1961) er en dansk overlæge med speciale i kirurgisk gastroenterologi, der siden 2023 har været Generallæge for Forsvarets Sanitetskommando (FSK), og dermed Danmarks øverste militærlægefaglige embedsmand. Hun er forsvarets første kvindelige generallæge, og den første siden myndighedsdriften blev løsrevet fra generallægeembedet, så det fremadrettet har større fokus på at fungere som forsvarschefens sundheds- og sanitetsfaglige rådgiver, at have ansvar for at give faglige direktiver for udviklingen af sanitetstjenesten i hele Forsvaret samt at styrke samarbejdet med det civile sundhedsvæsen.

Lausten har en lang karriere i det danske forsvar, og kommer fra Flyvevåbnet. Hun er forhenværende chef for Udviklingsdivisionen samt for Militærmedicinsk Udviklingsafdeling, begge i Sanitetskommandoen, samt chef for Infirmeri Midtjylland. Hun har været udsendt flere gange, senest som militærlægelig rådgiver i 2022 i forbindelse med NATO Mission Iraq (NMI), og tidligere som feltlæge i regi af Operation Inherent Resolve. Før sin karriere i forsvaret arbejde Lausten som speciallæge på Aarhus Universitetshospital.

Fødsel og uddannelse Susanne Bach Lausten er født den 2. september 1961.

Hun er uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet og fik udstedt sin lægeautorisation den 1. juli 1989. Hun fik ret til selvstændigt virke den 5. marts 1998. Hun blev speciallæge i kirurgisk gastroenterologi den 28. januar 2006. Hun har to efteruddannelser fra Forsvarsakademiet.

Karriere

Aarhus Universitetshospital Fra 1989 til 2007 var hun yngre læge i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Hun var overlægevikar på Færøerne i 2004.

Hun var i en lang årrække tilknyttet Gastro-kirurgisk afdeling L på Århus Kommunehospital. Her var hun en del af et forskerhold, der arbejde sammen med Hammersmith Hospital i London, for at udvikle og administrere nogle af de første behandlinger af leverkræft med genterapi.

Hun blev overlæge i 2007. Hun var også blandt den forskergruppe, der i 2007 introducerede dobbelt-ballon enteroskopi (DBE), en metode, hvor man i modsætning til den tidligere kapselundersøgelse, er i stand til at udtage vævsprøver eller udføre behandling undervejs i undersøgelsen. Teknologien skal hjælpe patienter med svulster og blødninger i tyndtarmen og den eventuelle behandling, består typisk af at standse blødninger eller fjerne små svulster og polypper.

På Aarhus Universitetshospital var Bach Lausten særlig tilknyttet specialiserede fedmeoperationer. I 2015 var hun medunderskriver på et kritisk indlæg til regionsrådet, i forbindelse med en planlagt flytning af alle fedmerelaterede operationer til Regionshospitalet i Viborg. Hun fik orlov fra Aarhus Universitetshospital i 2015. Hun var derefter, fra 2015 til 2019 overlægevikar på Dronning Ingrids Hospital, Grønland, samtidig med, at hun fik en stilling i forsvaret.

Forsvarets Sanitetskommando thumb|Logo for Forsvarets Sanitetskommando (FSK). I 2015 påbegyndte Lausten sin karriere i forsvaret. Hun tiltrådte en stilling som chef for Infirmeri Midtjylland, og hun blev major i Flyvevåbnet. Hun bestred posten indtil 2018, og hun var fra 2017 til 2018 udsendt som feltoverlæge (Senior Medical Officer) til mellemøsten under Operation Inherent Resolve. På hjemkomsten i 2018, blev hun forfremmet til chef for Militærmedicinsk Udviklingsafdeling, en nyoprettet afdeling under Forsvarets Sanitetskommandos Udviklingsdivision. Embedets lægelige grad er stabslæge af 2. grad, med distinktioner som en oberstløjtnant. Fra 2019 til 2021 tog hun desuden en master i militære studier fra Forsvarsakademiet.

Hun udtalte i 2019, at militærlægers screening før udsendelse bør ændres, så læger får automatisk adgang til soldaters sundhedsdata og medicinkort. Udgangspunktet er bl.a. en hændelse under hendes udsendelse som feltlæge i slutningen af 2017, hvor en soldat med blindtarmsbetændelse viste sig at være i blodfortyndende behandling uden at det fremgik af den journal, hun havde adgang til. Efter hendes vurdering ville soldaten ikke være blevet godkendt, hvis medicinen var kendt. Lausten fremhæver, at den nuværende praksis, som involverer fysisk og psykisk helbredstjek kombineret med samtale, i betydelig grad beror på selvoplyste oplysninger, som kan være ufuldstændige, og at uerkendte forhold kan være livsfarlige for soldaten, kollegerne og opgaveløsningen (fx ved blødning under skade). Formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, satte sig imod forslag, fordi han mente det ville være en overtrædelse af soldaternes ret til privatliv. Lausten sagde, at hun anerkender privatlivsproblemet ved bred adgang til historiske helbredsoplysninger, men fastholder, at hensynet til at undgå udsendelse af personer med fx PTSD eller risikofyldt medicinering vejer tungere.

I 2022 blev hun Chef for Udviklingsdivisionen under FSK, som en stabslæge af 1. grad, med distinktioner som en oberst. I 2022 var hun yderligere udsendt som militærlægelig rådgiver i forbindelse med NATO Mission Iraq (NMI).

Generallæge (2023–) Lausten tiltrådte 1. maj 2023 som generallæge ved Forsvarets Sanitetskommando. Udnævnelsen skete i forbindelse med en ledelsesjustering i Sanitetskommandoen, hvor generallægens sundhedsfaglige rolle blev adskilt fra myndighedsdriften (myndighedschef blev brigadegeneral Jesper Momme), og hvor chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen, formelt udnævnte de to chefer. Som generallæge fungerer Lausten fortsat som forsvarschefens sundheds- og sanitetsfaglige rådgiver og har ansvar for faglige direktiver for udviklingen af sanitetstjenesten i hele Forsvaret. Hun tog fra 2023 til 2024 en lederuddannelse på Forsvarsakademiet (Forsvarets chefkursus).

I maj 2023 udtalte generallæge Lausten i anledning af partikelforurening i telte i Camp Valdemar, Letland, at udsendte, der efter hjemkomst får lungesymptomer, bør kontakte lokalt infirmeri for undersøgelse og registrering. Samtidig anførte hun, at en direkte sammenhæng mellem opholdet og mulig lungepåvirkning kan være vanskelig at dokumentere.

I et kommentarindlæg i Ugeskriftet for Læger under titlen "Lægers plads er der, hvor de gør størst nytte" den 28. februar 2025, afviste generallæge Lausten påstanden om, at militærlæger per definition kompromitterer lægeetikken, og fremhæver i stedet militærlægen som en etisk modpol i et hierarkisk system, forankret i lægeløftet og Genève-konventionerne. Hun placerede militærmedicin som en historisk og praktisk drivkraft for civil akut- og katastrofemedicin (bl.a. triage, blødningskontrol, hurtig evakuering og damage control surgery) og som en humanitær kapacitet i internationale operationer, hvor lægefagligheden anvendes dér, hvor behovet er størst.

Den 30. juni 2025 udtalte generallæge Lausten til DR i forbindelse med Forsvarets ændrede optagelseskrav, at helbredsvurderingen fremover i højere grad skal være individuel og nuanceret frem for kategorisk afvisende. Ændringen indebar en lempelse af udvalgte fysiske og psykiske helbredskrav (bl.a. vedrørende ADHD, allergier og angst) og blev ifølge Lausten begrundet i både personelmangel og et ændret opgavebillede, som gør en mere fleksibel rekrutteringspraksis nødvendig.

Forskning og forfatterskab Hun er bl.a. medforfatter til bogen Akutbogen (2017). Nedenfor er en række udvalgte videnskabelige artikler, hvor Lausten er forfatter eller medforfatter:

Hædersbevisninger

Nationale

70x70px Ridder af Dannebrogordenen (2017). 70x70px Ridder af 1. grad af Dannebrog (2019). 70x70px Forsvarsministerens Medalje for Særlig Indsats. 70x70px Forsvarets Medalje for International Tjeneste, Irak.

Udenlandske eller organisationer

70x70px NATO Non-Article 5 Medal for NATO Mission Iraq.

Referencer

Kategori:Læger fra Danmark Kategori:Militærlæger Kategori:Personer i Rangfølgens klasse 2

Kategori:Alumni fra Aarhus Universitet