Halvdan Svartes saga er en saga om småkongen Halvdan Svarte, som traditionelt bliver tilskrevet som hersker over Østlandet, Vestfold og Opplandene i første halvdel af 800-tallet. Fortællingen er skrevet af Snorre Sturlason. Halvdan Svartes saga er den anden saga i Snorres store værk Heimskringla, eller Sagaene om de norske kongene.

Den første saga i Heimskringla er Ynglingesaga, en mellemstor saga om mange sagnkonger, som nedstammer fra de nordiske guder, indtil småkonger siver kom fra Svitjod og slog sig ned på Østlandet. Halvdan Svarte er således af Ynglingeætten, og denne saga viser til Halvdans afstamning. Halvdan Svarte er en faktisk og historisk person, og hans betydning kendes ved, at han var far til Harald Hårfagre, den første som regnes som konge over hele Norge efter rigssamlingen i 872.

Hævd på kongedømmet Norge Ifølge sagaen havde Halvdans Svartes hustru Ragnhild en drøm, hvor hun syntes, at hun stod ude i sin have og tog en torn ud af særken. Mens hun holdt den, begyndte den at vokse, opad til grene og nedad, til den slog rødder. Den voksede videre, til den var højt oppe i luften og videre, til hun ikke kunne se toppen, og grenene var så lange, at de bredte sig ud over hele Norge og endnu længere.

Halvdan Svarte havde også en drøm om, at hans hår vokser i forskellige lokker af forskellig længde. Nogle nåede ned til læggen, andre ned i jorden.

Den første drøm giver associationer til tundraen, og den anden får sit ekko i Harald Hårfagres saga, hvor kongen sværger, at han ikke ville rede eller skære håret, før Norge er samlet til ét rige. En vis mand tolker Halvdans drøm, som det ofte sker i sagaerne, og mener, at det betyder, at en stor æt skal komme fra ham, og som skal råde for riget.

Hår og skæg havde betydning for den frie mands stand, status og tilhørsforhold. Eddadigtet Rigs vandring fra Ældre Edda peger i strofe 15 på, at den frie bondes kendetegn var, at skægget var klippet, og at han havde pandehår. Arkæologien har ofte fundet rigt dekorerede kamme i gravhøje. Hår var knyttet til guddommelig kontakt.Hoftun, Oddgeir, Norrøn tro og kult ifølge arkeologiske kilder, side 283-285. Oslo 2001.

Drømmeindslaget er tendentiøst, men har en vigtig funktion for Snorres komposition. Hans hensigt med Heimskringla er at vise og bevise, at Halvdan Svartes æt har en egen ret til den norske trone frem for alle andre. Mange norske historikere har accepteret denne påstand uden større debat, men en del historikere har peget på, at de hålogalandske jarler faktisk havde samme hævd, men at Snorre undertrykker kilderne til disse, undtagen når han citerer Eyvind Skaldaspillirs store kvad "Háleygjatal", som viser, at også jarlsætten var ‘konger’ med afstamning tilbage til Odin.Sturlasson, Snorre, Snorres kongesagaer, side 9, 111, 152. Oslo 1979.

Halvdan Svartes saga er en af de korteste sagaer i Heimskringla, knap fem sider. De første to handler om, hvordan Halvdan bekriger med andre småkonger og vinder og arver landområder. Han er ikke bare sejrherre, men taber mod Gandalvsønnerne og må flygte til skovs. Han kommer alligevel tilbage, efter at han igen har samlet folk, og vinder et slag over brødrenes hær.

Trolddom Snorre beskriver Halvdan som en klog mand, som ikke blot satte love, men også overholdt dem selv. Da han får en søn, den kommende Harald Hårfagre, skriver Snorre på sit karakteristiske vis, at "hans mor var svært glad i ham, men hans far mindre".

At Halvdan ikke nærede de varmeste følelser for sin søn udtrykkes ved, at sønnen må flygte, da Halvdan beskylder en same for trolddom for, at maden var forsvundet, og Harald tager samen i forsvar. Samer eller finner repræsenterede udgård og sejd, og trolddom var knyttet til disse. Det lille indslag peger frem mod en tilsvarende episode, som får stor plads i Harald Hårfagres saga: Haralds fascination af Snøfrid Svåsedatter, samekvinden som han får fire sønner med, men som han sender fra sig, da han indser, at hun har "fortryllet" ham.

Det mytologiske optrin bliver fulgt af det, der bliver beskrevet som "det glade budskab": Halvdan Svarte har kørt på slæde over isen, isen går itu, og han drukner.

Delt grav, delte kilder Efter at Halvdan er død ved Røykenvika på Hadeland bliver liget delt og begravet flere steder; Romerike, Vestfold, Hedmark, Ringerike og Hadeland har alle deres Halvdanshauger (Halvdanshøje). Derefter arver den flygtede søn Harald faderens rige.

Sæmund Frode var den, som først konstruerede den norske kongsæt, men førte ikke slægten længere tilbage end til Halvdan Svarte. Den anonyme forfatter af Fagrskinna går længere tilbage til Gudrød Veidekonge. Det var Are Frode, som førte slægtslinjerne helt tilbage til de første Ynglingekonger i Svitjod. Snorre Sturlasson benyttede alle disse kilder til sin saga, men påfaldende nok har han ikke et eneste skjaldekvad at støtte sig til som ‘sandfærdig’ kilde. Halvdan Svarte altså på kanten af sagnene, og de forskellige kilder strides og modsiger hinanden om, hvilke landområder Halvdans rige bestod af, bortset fra at det lå østpå og "oppe i fjeldene", hvilket svarer til Oppland.

Kilderne er også uenige om Halvdans hustru Ragnhild. Sæmund Frode oplyser, at hun kom fra Sogn, mens Fagrskinna – som Snorre bygger på – knytter hende usandsynligt til danske Ragnar Lodbrogs æt. Grunden er, at det dermed giver Harald Hårfagre en fornem æt på begge sider, både på sin mors og fars side.Krag, Claus, Norgeshistorie, «Vikingtid og rikssamling 800-1130», bind 2, Oslo 1995, side 75, 76, 78

Referencer

Kategori:Kongesagaer