Juridisk immunitet (af lat. immunitas, frihed; immunitet mod retsforfølgelse) er en særlig retsbeskyttelse, hvorefter en person eller en enhed helt eller delvist er fritaget for at blive holdt retligt ansvarlig for lovovertrædelser, enten uden videre eller kun med særlig tilladelse. Immunitet kan omfatte strafferetlig forfølgning, civilretligt ansvar (at være genstand for søgsmål) eller begge dele. Begrundelsen er typisk, at hensynet til bestemte samfundsmæssige mål, fx statsmagtens funktion eller internationale relationer, anses for at veje tungere end hensynet til at pålægge ansvar i det enkelte tilfælde. Den britiske filosof har beskrevet juridisk immunitet som "den modsatte side af en juridisk magt".Dudley Knowles, Political Obligation: A Critical Introduction (2009), p. 26. Blandt de mest fremtrædende former er parlamentarisk immunitet, suveræn immunitet (ansvarsfrihed), vidneimmunitet og diplomatisk immunitet.
Danmark
Kongehuset
Efter Grundlovens § 13 er kongen ansvarsfri og kan hverken retsforfølges for offentlige eller private handlinger. Dette privilegium udstrækkes til de øvrige medlemmer af kongehuset i kraft af Kongelovens artikel 25, der fortsat er gældende, hvorefter "prinserne og prinsesserne af blodet skal for ingen underdommere svare, men deres første og sidste dommer skal være kongen, eller hvem han særdeles dertil forordner". Bestemmelsen er traditionelt fortolket som gældende ikke alene for fødte medlemmer af kongehuset, men også for deres ægtefæller. I praksis indebærer ordningen, at kongen, med en ministers kontrasignatur, kan bestemme, at en lovovertrædelse begået af et medlem af kongehuset skal efterforskes og behandles ved domstolene som enhver anden sag.
Parlamentarisk immunitet
Medlemmer af Folketinget kan kun med Folketingets samtykke tiltales eller underkastes frihedsberøvelse, herunder anholdes, medmindre medlemmet er grebet på fersk gerning, jf. Grundlovens § 57. Bestemmelsen skal beskytte Folketingets arbejdsdygtighed mod en regerings vilkårlige indgreb. I nutidig praksis hæver Folketinget som regel immuniteten, hvis anklagemyndigheden finder grundlag for tiltale, men ordningen har haft særlig betydning i perioder med skarpe konflikter mellem den lovgivende og den udøvende magt. Immuniteten omfatter kun offentlige søgsmål. Private søgsmål kan anlægges frit, men fører sagen til frihedsberøvelse, kræves Folketingets samtykke.
Folketingsmedlemmer kan endvidere ikke straffes for ytringer fremsat i Folketinget, medmindre Folketinget giver samtykke til behandling af en injuriesag ved domstolene (Grundlovens § 57). Denne udvidede ytringsfrihed skal sikre, at medlemmer kan rejse enhver sag som led i kontrollen med den udøvende magt og fremsætte oplysninger og beskyldninger, der ellers kunne være ansvarspådragende. Bestemmelsen giver dog ikke ret til fornærmende udfald mod private, når dette ikke kan anses for led i varetagelsen af offentlig interesse.
Diplomatisk immunitet og eksterritorialitet
Diplomatisk immunitet bygger på folkeretten og indebærer, at diplomater og visse repræsentanter for fremmede stater, der opholder sig i en stat, er undtaget fra denne stats almindelige retshåndhævelse. Dette beskrives som eksterritorialitet: den pågældende befinder sig fysisk på statens territorium, men er ikke underlagt dens normale jurisdiktion.
Referencer
Kategori:Juridiske begreber