Flensborgbevægelsen var en politisk bevægelse, der forud for genforeningen i 1920 argumenterede for, at Flensborg skulle med i folkeafstemningen om 1. zone sammen med resten af Nordslesvig samt at lokale sønderjyske krav blev imødekommet gennem kommunevise folkeafstemninger i Mellemslesvig. Kravet blev imødekommet, men et tydeligt flertal af vælgerne i Flensborg stemte for at høre til Tyskland.
Flensborgbevægelsen opstod i januar 1919, hvor den udskiltes fra Dannevirkebevægelsen. Den var på sit højdepunkt i 1920 en bred folkebevægelse i såvel Sønderjylland som Danmark.
Efter folkeafstemningerne i Slesvig i februar-marts 1920, som var fastlagt i Versaillestraktaten, arbejdede Flensborgbevægelsen videre for at få Flensborg indlemmet i Danmark. En mellemslesvigsk delegation blev i maj 1920 sendt til Paris i et sidste forsøg på at påvirke de allierede magter og den internationale kommission (CIS), som administrerede området midlertidigt. Delegationen anfægtede afstemningen i Mellemslesvig den 14. marts 1920 og fremhævede, at Flensborg havde stærke geografiske og økonomiske bånd til Danmark. Samtidig arbejdede bevægelsen for enten at få ændret grænsedragningen direkte eller at få oprettet en mellemslesvigsk fristat under international kontrol med henblik på en senere ny folkeafstemning 15 år senere. Forslagene mødte imidlertid betydelig modstand, især fra britisk side, og bestræbelserne på at få Flensborg indlemmet i Danmark mislykkedes endeligt.
Blandt de fremtrædende repræsentanter for Flensborgbevægelsen var historikeren Vilhelm la Cour og Flensborg Avis' redaktør Ernst Christiansen. Kunstneren Harald Slott-Møller var også engangeret i sagen ligesom den konservative politiker John Christmas Møller var det. Derudover nærede statsminister Niels Neergaard stor sympati for bevægelsen, som også kong Christian 10. støttede.
Referencer
Kategori:Etableret i 1919 Kategori:Sønderjyllands historie (på tværs af landegrænser) Kategori:Sydslesvig