Niels Christian Nielsen Sæderup (født 16. marts 1895 i Nørholm Sogn, død 17. december 1953 i Esbjerg) var en dansk skolelærer, skoleinspektør og politiker. Han var medlem af Landstinget for Socialdemokratiet fra 1951 til 1953.
Uddannelse og lærergerning Niels Sæderup blev uddannet lærer fra Hjørring Seminarium i 1916. Han gennemførte Statens Lærerhøjskoles 1-årige kursusi 1936-1937. Sæderup var lærer ved Ryomgård Realskole 1919-1925, Høng Realskole i 1926, Vejgaard Vestre Skole 1927-1928 og ved Vejgaard Østre Skole 1928-1937. Han var skoleinspektør ved Vestre Skole i Esbjerg fra 1938 til sin død i 1953.
Politik Niels Sæderup var i 1940 medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i Esbjerg. I 1953 var han formand.
Han blev ved landstingsvalget 1951 valgt til Landstinget for Socialdemokratiet i 5. Landstingskreds. Teknisk set blev han ikke valgt i første omgang, idet han var en af 14 kandidater, hvoraf der skulle vælges 13, som var ligestillede med 63 stemmer hver. Ved den gennemførte lodtrækning, kom Niels Sæderup sidst, og blev derfor ikke valgt. Imidlertid havde Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en valgteknisk samarbejdsaftale, hvorefter den radikale kandidat Frederik Kristiansen skulle overlade sit mandat til en socialdemokrat, hvis han blev valgt ved lodtrækningen. Niels Sæderup blev genvalgt ved det sidste landstingsvalg i 1953.Danmarks Statistik: Rigsdagsvalgene og folkeafstemningerne i april og maj 1953, Statistiske Meddelelser 4. række, 154. bind, 1. hæfte, Det statistiske Departement, København 1953, side 178
Familie Niels Sæderup var søn af husmand Anton Christian Nielsen Sæderup (født 1863) og hustru Petrea Nielsen født 1866). Han blev i 1931 gift med med kommunelærer Karen Krarup Jensen (født 1891). De blev skilt, og Niels Sæderup blev gift anden gang i 1941 med lærer Ingrid Rasmussen (født 1915). Han fik 4 børn med sin anden hustru.
Referencer
Kategori:Landstingsmedlemmer i 1950'erne Kategori:Landstingsmedlemmer fra Socialdemokratiet