Bodil Ishøy, født Bodil Nielsen (født 9. maj 1907 på Frederiksberg, død 15. august 1998) var en dansk billedhugger og elfenbensskærer. Hun var datter af forfatteren og kritikeren Harald Nielsen (1879–1957) og gymnastikpædagogen Nanna Conradine Lønborg (1881–1971) og halvsøster til retshistorikeren Thøger Nielsen (1919–1996).

Uddannelse Bodil Nielsen rejste i 1927 til England, hvor hun blev oplært i elfenbensskæring på Kunsthåndværkerskolen i London. Herefter videreuddannede hun sig i i Odenwald, et historisk centrum for tysk elfenbensskæring, og aflagde svendeprøve i 1930.

I efteråret 1931 blev hun optaget på Kunstakademiets Billedhuggerskole i København, hvor hun frem til foråret 1936 var elev af professor Einar Utzon-Frank. Under studietiden modtog hun Emma Bærentzens legat samt midler fra N. L. Reiersens Fond og Hielmstierne-Rosencrones Fond og foretog studierejser til Wien og Paris.

Karriere Bodil Nielsen debuterede i 1931 på Charlottenborg Forårsudstilling, hvor hun også udstillede i 1935 og 1941. I 1934 udstillede hun ved Royal Academy i London og var på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1937. Separatudstillinger afholdtes i 1941 og 1946.

Blandt hendes dokumenterede portrætbuster er et portræt af faderen Harald Nielsen fra 1934 samt buster af moderen Nanna Lønborg og af kammersanger Emil Holm (1867–1950), Statsradiofoniens første driftsleder og grundlægger af DR SymfoniOrkestret. Hun udskar desuden en række dekorative smykker i elfenben.

Værkstedet i Rødovre 23. december 1939 blev hun på Frederiksberg gift med billedhuggeren Børge Ishøy (1910–1979), der ligeledes havde været elev af Utzon-Frank på Kunstakademiet. Parret ledede sammen et værksted på Agerskovvej 61 i Rødovre, hvor de fremstillede brugsgenstande og smykker i ben og elfenben. Produktionen var sat i serie, men udført i høj håndværksmæssig kvalitet med fin stoflig behandling af materialet.

Parret fik sønnen Niels Ishøy (1940–2011), der virkede som tonemester på dansk film.

Efter Børge Ishøys død i 1979 fortsatte Bodil Ishøy sit virke frem til sin død i 1998.

Kilder Weilbachs Kunstnerleksikon, 3. udgave, København: Aschehoug Dansk Forlag, 1947–1952, opslag »Ishøy, Bodil«.

Eksterne henvisninger Bodil Nielsen Ishøy på Kendtes Gravsted Bodil Nielsen i Kunstindeks Danmark

Kategori:Billedhuggere fra Danmark Kategori:Alumni fra Det Kongelige Danske Kunstakademi Kategori:Personer fra Frederiksberg Kategori:Danskere i 1900-tallet