Mode i Europa i 1300-tallet var præget af begyndelsen på en periode med eksperimenter inden for forskellige former for beklædning. Dragthistorikeren James Laver mener, at midten af 1300-tallet markerer fremkomsten af en genkendelig "mode" i påklædningen,Laver, James: The Concise History of Costume and Fashion, Abrams, 1979, s. 62 hvilket Fernand Braudel også tilslutter sig.Fernand Braudel, Civilization and Capitalism, 15th–18th Centuries, Vol. 1: The Structures of Everyday Life, s. 317, William Collins & Sons, London 1981 De draperede dragter og lige sømme fra tidligere århundreder blev erstattet af buede sømme og begyndelsen på skrædderkunst, hvilket gjorde det muligt at tilpasse tøjet tættere til menneskekroppens form. Desuden gjorde brugen af snøring og knapper det muligt at opnå en mere tætsiddende pasform.Singman, Jeffrey L. og Will McLean: Daily Life in Chaucer's England, s. 93. Greenwood Press, London, 2005
I løbet af århundredet blev mændenes sømlængder gradvist kortere, og ved slutningen af 1300-tallet var det moderne for mænd helt at undlade de lange, løstsiddende overdragter fra tidligere århundreder (uanset om de blev kaldt tunika, kkjortel eller noget andet). I stedet blev fokus lagt på en skræddersyet overdel, der nåede lidt ned under taljen – en silhuet, som stadig kan genkendes i moderne herrebeklædning.Se diskussionen i Laver: The Concise History of Costume and Fashion
Stoffer og pelsværk
Uld var det vigtigste materiale til beklædning på grund af sine mange fordelagtige egenskaber, såsom evnen til at optage farve og sin gode isoleringsevne.Singman & McLean, ibid., s. 94 I dette århundrede begyndte den lille istid, og glasvinduer var sjældne, selv blandt de velhavende (de fleste huse havde blot træskodder om vinteren). Handelen med tekstiler fortsatte med at vokse gennem hele århundredet og udgjorde en vigtig del af økonomien i mange områder fra England til Italien. Tøj var meget dyrt, og ansatte, selv højtstående embedsmænd, fik normalt kun udleveret ét sæt tøj om året som en del af deres aflønning.
Bloktryk på stof var kendt gennem hele århundredet og var sandsynligvis blevet ret almindeligt ved dets afslutning;a) Donald King i Jonathan Alexander & Paul Binski (red.), Age of Chivalry, Art in Plantagenet England, 1200–1400, s. 157, Royal Academy/Weidenfeld & Nicolson, London 1987 og b) Arthur M. Hind, An Introduction to a History of Woodcut, s. 67, Houghton Mifflin Co. 1935 (USA), genoptrykt af Dover Publications, 1963 dette er dog vanskeligt at vurdere, da kunstnere ofte undlod at afbilde mønstrede tekstiler på grund af vanskeligheden ved at gengive dem. Broderi i uld samt silke- eller guldtråd blev anvendt som udsmykning blandt de velhavende. Edward 3. oprettede et broderiværksted i Tower of London, som formodentlig fremstillede de dragter, han og hans dronning bar i 1351 af rød fløjl, "broderet med sølvskyer og ørne af perler og guld; under hver anden sky en perleørn og under de øvrige en gylden ørn, hver ørn med et strømpebånd i næbbet med mottoet hony soyt qui mal y pense broderet derpå".Donald King i Jonathan Alexander & Paul Binski (red.), op. cit., s. 160
Silke var det fineste tekstil af alle. I Nordeuropa var silke en importeret og meget kostbar luksusvare.ibid., s. 95 Velhavende personer havde råd til vævede brokadestoffer fra Italien eller endnu fjernere egne. Moderne italienske silkestoffer fra denne periode havde gentagne mønstre af rondeller og dyr, inspireret af de osmanniske silkevævercentre i Bursa og i sidste ende af Yuan-dynastiets Kina via Silkevejen.Koslin, Désirée, "Value-Added Stuffs and Shifts in Meaning: An Overview and Case-Study of Medieval Textile Paradigms", i Koslin og Snyder, Encountering Medieval Textiles and Dress, s. 237–240
En mode med mi-parti- eller partifarvede dragter, fremstillet af to kontrasterende stoffer – ét på hver side – opstod blandt mænd i midten af århundredet,Black, J. Anderson og Madge Garland: A History of Fashion, 1975, , s. 122 og var især populær ved det engelske hof. Nogle gange var det kun hoserne, der havde forskellige farver på hvert ben.
Ternede og plaidmønstrede stoffer forekom lejlighedsvis. En partifarvet cotehardie afbildet på Sankt Vincent-altertavlen i Catalonien er rødbrun på den ene side og ternet på den anden, og rester af ternede og plaidmønstrede uldstoffer fra 1300-tallet er også blevet fundet i London.Crowfoot, Elizabeth, Frances Pruchard og Kay Staniland, Textiles and Clothing c. 1150 – c. 1450, Museum of London, 1992,
Pels blev hovedsageligt brugt som indvendigt for for varme. Inventarlister fra burgundiske landsbyer viser, at selv dér var en pelsforet frakke (af kanin eller den dyrere kattepels) blandt de mest almindelige beklædningsgenstande.Georges Duby (red.), A History of Private Life, Vol. 2: Revelations of the Medieval World, 1988 (engelsk oversættelse), s. 571, Belknap Press, Harvard University
Gråværk, egernpels, hvid på bugen og grå på ryggen, var særligt populær gennem størstedelen af århundredet og kan ses i mange illuminerede manuskripter, hvor den er gengivet som et hvidt og blågråt, blødt stribet eller ternet mønster, der foret kapper og andre ydre klædningsstykker. Den hvide bugpels med blot den svageste grå kant blev kaldt miniver.Netherton, Robin, "The Tippet: Accessory after Fact?", i Robin Netherton og Gale R. Owen-Crocker (red.), Medieval Clothing and Textiles, bind 1
Omkring 1380 opstod en mode blandt mænd for mørke pelstyper som zobel og mår, og egernpels blev derefter hovedsageligt forbeholdt formel ceremoniel brug.Favier, Jean, Gold and Spices: The Rise of Commerce in the Middle Ages, 1998, s. 66 Hermelin, med sin tætte hvide vinterpels, blev båret af kongelige, hvor de sortspidsede haler blev efterladt synlige for at skabe kontrast til det hvide og give en dekorativ effekt, som det ses på Wilton-diptykonet ovenfor.
Herrebeklædning Skjorte, doublet og hoser
Det inderste lag beklædning bestod af broger eller benklæder, et løstsiddende undertøj, som normalt var fremstillet af hør og blev holdt oppe af et bælte.Singman og McLean: Daily Life in Chaucer's England, s. 101 Dernæst kom skjorten, som ligeledes som regel var lavet af hør og blev betragtet som undertøj på linje med benklæderne.
Hoser eller chausses, fremstillet af uld, blev brugt til at dække benene. De var generelt stærkt farvede og havde ofte lædersåler, så de ikke nødvendigvis behøvede at blive båret sammen med sko. De kortere dragter i anden halvdel af århundredet gjorde det nødvendigt, at hoserne blev syet sammen til ét enkelt stykke, svarende til moderne strømpebukser. Ellers bestod de af to separate dele - hoseben - som hver dækkede et helt ben. Hoserne blev normalt bundet fast til bæltet på benklæderne, til selve benklæderne eller til en dublet.
En doublet var en knappet jakke, der typisk nåede til hofterne. Lignende beklædningsgenstande blev kaldt cotehardie, pourpoint, jaqueta eller jubón.Et berømt bevaret eksempel findes på tekstilmuseet i Lyon og kaldes "Charles af Blois' pourpoint". Det er fremstillet af omhyggeligt skræddersyet silkebrokade (i alt tyve stykker brokade) med guldtråde og foret med lærred af hør. Hele dragten er quiltet, sandsynligvis med bomuldsfyld. Beskrivelse og fotografier samt endnu et fotografi og flere i farver. Arkiveret 2009-10-19.
Disse beklædningsgenstande blev båret uden på skjorten og hoserne.
Tunika og cotehardie
En kåbe, tunika eller kjortel blev normalt båret uden på skjorten eller dubletten. Ligesom andre yderdragter var den som regel fremstillet af uld. Oven på denne kunne en mand også bære en overkjortel, en kappe eller en strudhætte.ibid., s. 97 Tjenestefolk og arbejdsmænd bar deres kjortler i forskellige længder, nogle helt ned til knæene eller læggene. Tendensen gennem århundredet var dog, at sømlængderne blev kortere i alle samfundslag.
I anden halvdel af århundredet ses hoffolk imidlertid ofte – hvis deres figur tillod det – uden noget uden på deres tætsiddende cotehardie. En fransk krønike beretter: "Omkring dette år (1350) begyndte mænd, især adelsmænd og deres væbnere, at bære tunikaer så korte og tætsiddende, at de afslørede det, som anstændigheden byder os at skjule. Dette vakte stor forundring blandt folk."Fortsættelse af en krønike af Guillaume de Nangis, Archives Nationales, Paris. Citeret i: Fernand Braudel, Civilization and Capitalism, 15th–18th Centuries, Vol. 1: The Structures of Everyday Life, s. 317, William Collins & Sons, London 1981
Denne mode kan meget vel have haft sit udspring i militær beklædning, hvor lange og løstsiddende dragter naturligt ikke var praktiske i kamp. På dette tidspunkt fortsatte de mest værdige personer, som kong Karl på illustrationen, med at bære lange kåber – selv om Jean de Vaudetar som kongelig kammerherre selv var en person af meget høj rang.
Denne opgivelse af den lange kåbe til fordel for en tætsiddende overdel over torsoen kombineret med benklæder eller bukser blev et karakteristisk træk ved europæisk herremode i de følgende århundreder. Indtil da havde mænd båret punge, fordi tunikaerne ikke havde lommer.
Gravmonumentet og de bevarede ceremonielle effekter efter Edvard, den sorte prins i Canterbury Cathedral, som døde i 1376, viser den militære udgave af samme silhuet. Over sin pladerustning er han afbildet iført en kort, tætsiddende våbenfrakke, jupon eller gipon, hvor originalen stadig eksisterer og tidligere hang over graven. Dragten bærer Englands og Frankrigs kvartérdelte våbenskjold, hvilket giver en virkning, der minder om en partifarvet jakke.
Våbenskjoldenes figurer er broderet i guld på stykker af lærred, som er applikeret på felter af farvet silkefløjl. Dragten er lodret quiltet, polstret med uld og foret med silkesatin. Denne type frakke, som oprindeligt blev båret skjult under rustningen, blev moderne som yderbeklædning fra omkring 1360 og frem til begyndelsen af det følgende århundrede. Kun denne og en børneudgave (i Domkirken i Chartres) er bevaret.Claude Blair i Jonathan Alexander & Paul Binski (red.), Age of Chivalry, Art in Plantagenet England, 1200–1400, Royal Academy/Weidenfeld & Nicolson, London 1987, s. 480. The effigy and arming-coat of the Black Prince
Som et tegn på, hvor hurtigt moden spredte sig mellem Europas hoffer, viser en illumineret ungarsk håndskriftskrønike fra 1360 meget lignende dragter som dem, der ses på Edwards engelske fremstilling.
Edwards søn, kong Richard 2. af England, stod i spidsen for et hof, som – ligesom mange andre europæiske hoffer i slutningen af århundredet – var særdeles raffineret og modebevidst. Han tilskrives endda opfindelsen af lommetørklædet; i husholdningsregnskaberne nævnes "små stykker [stof] til herr kongen, så han kan tørre og rense sin næse", hvilket er den første dokumentation for deres anvendelse.
Han uddelte juvelbesatte livrémærker med sit personlige symbol, den hvide hjort, til sine venner, ligesom det mærke han selv bærer på Wilton-diptykonet (ovenfor). På miniaturen (til venstre), hvor Chaucer læser op for hoffet, bærer både mænd og kvinder meget høje kraver og store mængder smykker. Kongen (stående til venstre for Chaucer; hans ansigt er blevet ødelagt) bærer en mønstret guldfarvet dragt med tilhørende hat.
De fleste mænd bærer chaperon-hatte, mens kvinderne har kunstfærdigt opsatte frisurer. Hoffets mænd nød at bære udklædninger ved festlige lejligheder; det katastrofale Bal des Ardents i Paris i 1393 er det mest berømte eksempel. Både mænd og kvinder bar rigt udsmykkede og juvelbesatte klæder. Ved Isabella af Bayerns indtog i Paris i 1389 bar Filip den Dristige, hertug af Burgund en fløjlsdoublet broderet med 40 får og 40 svaner, hver med en klokke af perler om halsen.Barbara Tuchman, A Distant Mirror, 1978, Alfred A. Knopf Ltd, s. 456, med henvisning til Vaughans biografi om Filip.