thumb|Haven ved Villa d'Este i Tivoli
En renæssancehave er en have eller park, der blev anlagt i renæssancens periode og stil. Da de første sådanne haver opstod i Italien, kaldes de undertiden italienske haver. Haver, der senere blev anlagt i Tyskland, Frankrig eller England, kunne dog have visse forskelle i forhold til de oprindelige italienske haver.
Designelementer thumb|De kunstfærdige spøgelses- og springvand ved Schloss Hellbrunn i Salzburg stammer fra den sene renæssanceperiode og blev bestilt af fyrsteærkebiskop Markus Sittikus von Hohenems i begyndelsen af 1600-tallet.
Renæssancehaver varierede i deres udformning på tværs af forskellige regioner, såsom Italien, Frankrig og tysktalende områder. Disse forskelle var primært påvirket af de omstændigheder, der omgav deres anlæggelse. Nye haver i Italien blev ofte etableret på tidligere ubebyggede landlige lokaliteter. Derimod blev haver i Frankrig og tysktalende områder ofte anlagt inden for eksisterende borge og paladser, hvor man udnyttede de tilgængelige arealer og ofte genanvendte tidligere befæstningsanlæg. Bygherrernes forskellige behov og præferencer bidrog også til variationerne. De franske haver blev ofte bestilt af medlemmer af den højere adel, mens anlæggelsen af haver i Italien i højere grad involverede den velhavende patricierklasse. Klimaet havde ligeledes betydning for valget af designmuligheder. På trods af disse regionale forskelle fandtes der fælles stilistiske træk.
Grundlæggende strukturer Stenbyggede afgrænsningsmure, som havde deres oprindelse i middelalderens havebrug, blev ofte anvendt til at indhegne haverne. Akser, såsom alléer, gangstier, kanaler eller arkader, blev indført som overordnede elementer, der strukturerede havens perspektiv under hensyntagen til stedets topografi og bygningernes arkitektur. Den overordnede plan bestod typisk af forskellige sektioner inden for haveanlægget, såsom lysthaver og nyttehaver, der var udformet til at spille sammen med hinanden og harmonere med det omgivende naturlandskab. I den klassiske renæssancehave fandtes ofte op til fire omtrent lige store rektangulære områder, kendt som All'italiana-Parterre, der var præget af stærke geometriske former såsom kvadrater, rektangler, diagonaler og cirkler. Disse områder var ofte omgivet af gallerier med pavilloner i hjørnerne. Et andet karakteristisk træk ved den italienske renæssancehave var grotten, et skjult og mystisk sted, der symboliserede en passage til underverdenen eller et hemmeligt tilflugtssted i haven.
Populære beplantningsformer i renæssancehaver omfattede knudeparterrer, bede, hække, alléer, pergolaer og espalierer. Haverne blev fremhævet med formklippede planter og dekorative elementer, ofte udført i buksbom. I visse komplekse haveanlæg, såsom dem der blev tegnet af Sebastiano Serlio, kan man observere tidlige elementer af labyrinter.
Almindeligt anvendte løgplanter omfattede hyacinter, liljer, forskellige arter af iris samt tulipaner. I Italien, hvor nedbørsmønstrene var uregelmæssige, var det almindeligt at dyrke disse planter i terrakottakrukker.
Terrasser Terrasser forbundet med trapper blev anlagt i overensstemmelse med ejendommens størrelse og terrænforhold. Den italienske villakultur blomstrede på de klimamæssigt gunstige bjergskråninger i Latium, Toscana og Ligurien. På grund af den udbredte malaria blev lavlandsområderne anset for uegnede. Selv i den venetianske terraferma, det eneste område i Italien hvor villegiatura (landophold) udviklede sig på fladt land, blev de tidlige villaer opført på de få eksisterende høje. Den terrasserede opbygning muliggjorde anlæggelsen af kunstfærdige trapper og belvederer, der tilbød vidtstrakte panoramaudsigter.
Vandkunst På grund af de meget varme somre i Italien var tilstedeværelsen af kilder og naturlige vandløb en forudsætning for haveanlæg. Vand fungerede ikke alene som middel til kunstvanding, men også som et centralt element i mange berømte renæssancehaver, hvor imponerende vandanlæg, kendt som Giochi d'acqua eller vandkunst, blev skabt. Disse vandelementer havde ikke blot praktiske funktioner, men udtrykte også en romantisk beundring for naturen. Efterhånden som renæssancehaven udviklede sig til manierismen, blev vandanlæggene stadig mere komplekse. Ud over bassiner og oversvømmede grotter blev der skabt springvand, kaskader og legende vandeffekter, såsom spøgefontæner, der overraskede besøgende ved at sprøjte vand på dem, når de trådte på en bestemt stenflise. Blandt de mest berømte eksempler på monumentale vandanlæg er kaskaderne ved Villa d'Este og Neptunfontænen i Boboli-haverne ved Palazzo Pitti i Firenze.
Andre elementer I haver fra senrenæssancen og manierismen forekom bevidste brud på princippet om harmonisk udformning. Dette kom blandt andet til udtryk i bygninger, der med vilje blev opført i usædvanlige vinkler (som i Sacro Bosco i Bomarzo), samt i anvendelsen af overdimensionerede masker i haven ved Palazzo Giusti nær Verona.
Afgrænsning i forhold til barokhaven Den udsøgte barokhave var en videreførelse og forfinelse af den harmoniske renæssancehave. Begge er udtryk for den samme grundidé, hvor haven opfattes som et samlet kunstværk. Geometrien fungerer som det forbindende element i anvendelsen af både sten og planter. Barokhaven udgjorde et storslået og offentligt rum med et tydeligt budskab, hvor alle enkeltelementer var underordnet den samlede komposition. Dette stod i kontrast til renæssancehaven, som søgte at skabe intime og afgrænsede rum. Derfor forblev renæssancehaven en løs sammensætning af individuelle, men indbyrdes sammenhængende haverum. Barokhaven var derimod et fuldt komponeret og centralt orienteret helhedsanlæg. Hvor naturen i renæssancehaven blev inddraget som et udtryk for den nye humanisme, påtvang barokhaven naturen rationalistiske strukturer. Den ældre havestil lagde vægt på fordybelse og koncentration, mens den nye udvidede både omfang og ambitioner.
I modsætning til renæssancehaven lagde barokparken ikke vægt på høje terrasser, belvederer og kunstfærdige trappeanlæg. Fokus var i stedet rettet mod omfattende skulpturel udsmykning. Visse elementer som grotter, kabinetter og lysthuse blev dog fortsat anvendt. Brugen af mursten i arkitekturen blev afløst af en plantebaseret arkitektur, hvor vegetationen spillede hovedrollen. Barokhaven byggede, i modsætning til renæssancehaven, på stillestående vandelementer. Knudeparterrer blev erstattet af indviklede broderiparterrer. Synsaksen blev det dominerende element i havens iscenesættelse, og alle blomsteranlæg og havekunstneriske designelementer tjente den samlede komposition. Barokhavens perfektion blev et symbol på det kongelige enevælde og stod i kontrast til renæssancens idealer. Desuden markerede barokhaven havekunstens etablering som en selvstændig kunstform på lige fod med andre kunstneriske genrer.
Vigtige renæssancehaver thumb|Haven ved Château d'Amboise med træer, buksbom og vinranker.
Det er usandsynligt, at oprindelige (rene) renæssancehaver i dag er bevaret i deres oprindelige form. Der findes rekonstruerede anlæg samt haver, hvor de grundlæggende strukturer er bevaret. Således kan mure, trapper, terrasser, springvand, grotter og endda skulpturer være autentiske. Opfattelserne af disse havers beplantning varierer dog. Haver er per definition forgængelige, da de planter og strukturer, som udgør dem, vokser, ændrer sig og til sidst forsvinder. Havens arkitektur er under konstant udvikling, og haver omformes løbende; efterfølgende epokers havekunst, såsom barokhaven og den engelske landskabshave, efterlod derfor ikke de dengang udbredte renæssancehaver uberørte.
thumb|Haven ved Villa d'Este i Tivoli: tværakse med fiskedamme, Neptunfontænen og et vandorgel
I begyndelsen af det 16. århundrede blev en betydningsfuld renæssancehave anlagt på området, hvor Cortile del Belvedere og det nuværende Vatikaniske Apostolske Bibliotek ligger. Denne have betragtes som det første eksempel på en renæssancehave, og dens anlæggelse og udformning er veldokumenteret. Den blev tegnet af Donato Bramante i 1503 på bestilling af pave Julius 2. og var inspireret af de arkitektoniske principper hos Leon Battista Alberti. Selvom Vatikanhaven ikke bestod længe, satte Bramantes nyskabende formsprog et varigt aftryk. I Frankrig blev Jean Androuet du Cerceau en af renæssancehavernes mest indflydelsesrige arkitekter. Omkring år 1500 blev den første franske renæssancehave anlagt ved det kongelige slot Amboise.
Blandt de berømte renæssancehaver fremstår Villa d'Este i Tivoli som et af de mest kendte eksempler i Italien. Den rekonstruerede park ved Villandry er derimod den eneste bevarede renæssancehave i Frankrig. I Tyskland har der været planer om at restaurere renæssancehaven ved Heidelberger Schloss (Hortus Palatinus), som engang blev hyldet som "verdens ottende vidunder" og i dag fremviser elementer fra en engelsk landskabshave. Renæssancehaven ved Schloss Berg i Saarland er ligeledes en populær turistattraktion. De såkaldte "hængende haver i Neufra" ved slottet i Neufra blev restaureret i 1988. Desuden blev en genopført renæssancehave på vestsiden af biskoppens palads i Kielce i Polen åbnet for offentligheden i 2003.
Moderne renæssancehaver En række steder man etableret renæssancehaver i moderne tid enten i forbindelse med herregårde der har tidligere har haft lignende haveanlæg eller som en del af botaniske haver. Disse tæller bl.a.: Den Gamle By i Aarhus Tirsbæk ved Vejle Fjord Ringve botaniske have i Trondheim Historisk Botanisk Have i Vordingborg
Se også Barokhave Italiensk have
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Typer af haver Have