Hans Christian Aage Kragelund (født 8. december 1894 i Hjørring, død 15. januar 1985) var en dansk filolog, gymnasielærer, universitetsunderviser, oversætter og skolebogsforfatter.
Biografi Kragelund var søn af amtsrådssekretær, senere overretssagfører Ejnar Kragelund (1863–1958) og lærer Anna Margrethe Frederikke Charlotte Sofie Borchsenius (1860–1896).
Han blev student fra Sorø Akademi i 1914 og afsluttede i 1921 sin cand.mag.-eksamen i klassisk filologi og tysk fra Københavns Universitet.
Fra 1920 var Kragelund ansat som timelærer ved Østersøgades Gymnasium, hvor han senere blev lektor. Han forblev ved skolen indtil sin pensionering i 1963.
Ved siden af gymnasieundervisningen havde han en lang tilknytning til Københavns Universitet. Fra 1927 til 1975 underviste han i elementært græsk og latin, og i perioden 1968–1975 var han lektor i klassisk filologi.
Han var medlem af styrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening fra 1935 til 1961, medlem af bestyrelsen for Foreningen af Danske Skolebogsforfattere fra 1950 til 1959 og formand for Dansk Oversætterforbund fra 1948 til 1970.
I 1955 blev Aage Kragelund udnævnt til ridder af Dannebrog.
Forfatterskab Kragelunds videnskabelige og litterære arbejde udsprang af den danske klassisk-filologiske tradition med rødder hos J.N. Madvig. Han kombinerede den klassiske filologi med interesse for dansk litteraturhistorie og oversættelseskunst.
Han udgav en række lærebøger til latinundervisningen samt tekstudgaver beregnet til skolebrug, blandt andet udvalg af græske historikere og en kommenteret udgave af Christian Wilsters danske oversættelse af Homers værker.
Til en bredere læserkreds oversatte han den græske hyrderoman Daphnis og Chloë af Longos, som udkom i 1941.
Et af hans væsentligste forskningsområder var den nyere latinske litteratur. I 1942 udgav han Dansk Digtning paa Latin gennem syv Aarhundreder, en antologi med danske latinske digte ledsaget af danske oversættelser.
I sine senere år koncentrerede Kragelund sig om Ludvig Holbergs latinske forfatterskab. Han udgav kritiske tekstudgaver med parallel dansk oversættelse og kommentarer af blandt andet:
Tre levnedsbreve (1965) Niels Klims underjordiske rejse (1970) Latinske smaaskrifter' (1974)
På baggrund af dette arbejde udgav han desuden en række litteraturhistoriske studier, herunder:
Ludvig Holberg, Citatkunstneren(1962) Holberg og Petronius' Satyrica (1977) Holberg og Cicero'' (1978)
I 1975 modtog han Holbergmedaljen for sit omfattende arbejde med forskning i og formidling af Ludvig Holbergs latinske værker.
Referencer
Kategori:Personer fra Hjørring Kategori:Studenter fra Sorø Akademi Kategori:Alumni fra Københavns Universitet Kategori:Magistre fra Danmark Kategori:Filologer fra Danmark Kategori:Gymnasielærere fra Danmark Kategori:Oversættere fra Danmark Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Modtagere af Holbergmedaljen Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)