Den Russiske Borgerkrig blev udkæmpet fra 1917 til 1922. Krigen var en russisk borgerkrig så vidt, at et af de vigtigste stridsspørgsmål var, om Rusland skulle have et bolsjevikisk eller et borgerligt (konservativt eller liberalt) styre.

Betegnelsen borgerkrig er til dels misvisende, idet krigsbegivenhederne skete mellem vidt forskellige grupper på samme tid. Foruden den egentlige russiske borgerkrig kæmpede mange forskellige folkeslag i Rusland. De havde været undertrykt i århundreder, var blevet nationalt bevidstgjorte i 1800-tallet og ventede blot på en lejlighed til at vinde deres selvstændighed. Den russiske borgerkrig gav dem gode muligheder.

Oversigt

De mange krige

Den russiske borgerkrig betegner ikke én, men flere samtidige krige på det gamle zarrussiske landområde: Kampe mellem den nye bolsjevikiske russiske regering og de hvide, der bestod af konservative, monarkister, liberale og socialister, som var modstandere af den bolsjevikiske revolution, bakket op af et mindre antal udenlandske styrker fra Japan, England, Canada, Frankrig og USA. Kampe mellem det bolsjevikiske regime og forskellige grupper, der kæmpede for national selvstændighed: finner, estere, letter, litauere, polakker, hviderussere, ukrainere, armenere, azerbadjanere m.fl. Kampe mellem de nationalt sindede baltiske folk og balttyskere, der ønskede at oprette deres egen stat, det Forenede Baltiske Fyrstedømme. Kampe mellem de "hvide" og anarkistiske ukrainere. Kampe mellem nationale grupper indbyrdes, blandt andet mellem polakker og litauere.

De mange fronter

Ej heller kan man tale om en enkelt front. Snarere var der tale om flere af hinanden mere eller mindre uafhængige fronter med hver sine særlige med- og modspillere. I hovedsagen kan skelnes mellem: Den arkhangelske front. Den finsk-karelske front. Den baltiske front. Den vestlige (polske) front. Den sydlige (ukrainske) front. Den kaukasiske front. Den østlige (siberiske) front).

Tidsmæssig inddeling

Forspillet: de russiske revolutioner (1917). Den tyske dominans (indtil november 1918). Centralmagternes sammenbrud og de deraf følgende begivenheder: bolsjevikkernes modoffensiver og sideløbende hermed de nye nationalstaters forsøg på at vinde deres frihed, hvilket først og fremmest lykkedes for småstaterne mod vest (november 1918 – oktober 1920). Sovjetstatens endelige dannelse, især på bekostning af de sydlige og østlige befolkningers frihedstrang (1920 – 1922).

Sammenfatning

I 1917 brød det gamle Russiske Kejserrige endegyldigt sammen. Rusland var en krudttønde, og allerede revolutionen i 1905 havde med al ønskelig tydelighed vist, at der var en stor indre modstand mod det gamle styre: oprør var brudt ud i stort set alle perifere dele af det gamle rige: Kaukasus, Sibirien, Polen og Baltikum, derimod fik oprøret aldrig rigtig tag i det gamle riges hjerte, der endnu fungerede. Revolution i 1905 mislykkedes, fordi hæren havde sluttet op bag zaren. I 1917 var det anderledes: store dele af hæren sluttede nu op bag oprørerne, oprøret var langt mere omfattende også i arealmæssig henseende: i Kronstadt havde matroser i søværnet gjort oprør, arbejdere strejkede og oprøret nåede i september til Moskva. Fra Moskva bredte strejkerne sig til Sankt Petersborg, derfra til Tallinn og snart videre. Trepov, der havde givet besked om at bruge alle de kugler, der var brug for, opgav og meddelte zaren, at oprøret var for omfattende til at blive slået ned. Zar Nikolaj 2., der var en svag natur, ville abdicere og udnævnte broderen Storfyrst Mikhail til sin efterfølger. Den tidligere finansminister grev Vitte kaldtes tilbage fra Japan og formåede zaren til at opgive abdikationen; til gengæld oprettedes et lovgivende organ, Dumaen, og alle menneskerettigheder garanteredes; men forhandlinger mellem Vitte og oktobrister samt kadetter mislykkedes. Oprørsbevægelsen voksede sig stadig større, stadig nye strejker indledtes og uroen bredte sig til landdistrikterne; nogen samlet ledelse for oprørerne fandtes ikke.Laaman, s. 16f Snart fik oprøret ved siden af den socialpolitiske tillige en national dimension. I første omgang forsøgtes den nationale dimension afdæmpet ved at give selvstyre (autonomi), men det rakte ikke længere. Det russiske zarriges nationale befolkninger var bevidstgjorte, og dermed var lunten for alvor tændt i den zarrussiske krudttønde.Laaman, s. 19ff Også selve verdenskrigen spillede ind: befolkningen kunne ikke indse årsagen til Ruslands deltagelse i krigen; ved begyndelsen af krigen var Galicien det eneste mulige krigsmål, der kunne opnå nogen folkelig forståelse. Men Tyskland – ikke Rusland – havde fremgang, Galicien havde alt for længe været afsondret for Rusland og gennemsivedes af fremmed kultur.Laaman, s. 22 Rusland stod tydeligt som en taber i krigen. Der var alt at tabe, intet mere at vinde.

Da først krudttønden eksploderede, blev situationen uoverskuelig: alliancer og fjender skifter gang på gang i takt med fremgang og nederlag for de forskellige grupper. Nye deltagere kommer til, andre falder fra. Udenlandske magter blander sig, hver støttede sine, ingen havde overblik over hvad, der egentlig foregår. Der var højkonjunktur for avanturister og chancemagere. Der gik syv år, inden krudtrøgen endelig lettede og et nyt mønster fremstod, og da var meget forandret: et nyt politisk styre havde taget magten i Rusland, nye stater var dannet, gamle magtherrer likvideret eller sat til side.

Revolutionernes år (1917)

Februarrevolutionen 1917 medførte, at mange etnisk-nationale grupper i det gamle russiske kejserrige krævede større selvstyre (autonomi) og til forskellige former for selvstændighedserklæringer: 17. marts 1917 dannes i Kijev Den ukrainske folkerepublik med fuldt selvstyre. 30. marts 1917 opnår Estiske guvernement selvstyre, og 16.-17. juni 1917 afholdes i Tallinn den Estiske Folkekongres. 12.-14. juli 1917 vedtages en deklaration i Uhtua om Karelens selvstyre. juli 1917 dannes i Minsk et Hviderussisk borgerligt-nationalistisk organ, Hvideruslands Rada (Råd). september 1917 dannes i Litauen det borgerlige Litauiske Råd.

Sommeren 1917 gennemfører det svage Provisoriske Styre i Petrograd under Kerenskij – tro over for Ententen – en offensiv, der hurtigt udvikler sig til en katastrofe. Et tysk modangreb medfører, at Rusland mister alle de områder, det havde erobret indtil 1916, ligesom moralen i hæren falder til et nulpunkt: massevis af soldater og officerer deserterer. I det sydlige Ukraine begynder en anarkistisk bevægelse under Nestor Makhno at afvæbne de deserterende soldater og officerer, der krydser Hajtjur-floden, og i Donets-området rammes industrien af gentagne strejker ledet af bolsjevik-kontrollerede fagforeninger.

Ruslands stadig mere udtalte opløsning ender med Oktoberrevolutionen i Petrograd, der hurtigt spreder sig over resten af landet. Det nye bolsjevikiske styre nægter i første omgang at anerkende noget eksisterende administrativt styre fra tidligere tid og opretter blandt andet en Ukrainsk Folkerepublik med sæde i Kharkov. Stridigheder med folkestyret i Kijev bryder næsten omgående ud og får til følge, at Ukraine erklærer sin uafhængighed (se nedenfor).

Krigen mellem bolsjevikkerne og Den Hvide Hær

Efter den bolsjevikiske magtovertagelse måtte modstanderne af det nye styre forsøge at organisere sig. Det skete i første række mod syd og mod øst.

Sydfronten dannes

Fra november til december 1917 påbegyndte general Mikhail Vasiljevitj Aleksejev i Novotjerkassk sammen med general Lavr Kornilov dannelsen af Den frivillige Hær bestående af officerer, kadetter, studenter og kosakker. Den 17. december 1917 (9. januar 1918) blev dannelsen af Den frivillige Hær officielt erklæret. Alekseev blev udnævnt til officiel leder, Kornilov til kommandør, general Aleksandr Lukomsky til stabschef, general Anton Denikin til leder af 1-ste division og general Sergej Markov kommandør af 1. officersregiment. Desuden dannedes et såkaldt Særligt Råd i hovedkvarteret, der blandt andet talte civile politikere som Peter Struve, Pavel Miljukov, Mihkail Rodzianko, Sergej Sazonov og Boris Savinkov.

I januar 1918 talte den frivillige hær omkring 4.000 mand og kæmpede mod bolsjevikkerne i samarbejde med enheder ledet af general Aleksej Kaledin. Nogen fremgang havde den ikke: i februar 1918 måtte Den frivillige Hær trække sig tilbage fra Rostov ved Don til Kuban, hvor man forsøgte at danne forenede kampenheder med Kuban-kosakkerne. Det lykkedes kun delvist: en mindre enhed med henved 3.000 mand under ledelse af general Viktor Pokrovskij sluttede sig til Den frivillige Hær den 26. marts 1918, hvorved den samlede hær nåede op på 6.000 mand. Et forsøg på at indtage Jekaterinodar mellem den 9. april og den 13. april mislykkedes og kostede Kornilov livet. Herefter overtog general Denikin kommandoen over resterne af Den frivillige Hær. I juni 1918 tilsluttede 3.000 mand under ledelse af Mihkail Gordejevitj Drosdovskij sig Den frivillige Hær, og den 23. juni 1918 påbegyndte Den frivillige Hær, der nu var nået op på 8-9.000 mand den såkaldte anden Kuban offensiv. I september 1918 var Den frivillige Hær nået op på 30-35.000 mand takket være mobilisering af Kuban-kosakker i det nordlige Kaukasus og tog navneforandring til Kaukasus Frivillige Arme.

Østfronten dannes

right|thumb|En propagandaplakat fra den Hvide Hær, der viser Trotskij som en jødisk djævel. Over billede står den ironiske tekst: “Fred og frihed i Sovdepiya" (Sovdepiya var et nedsættende ord for Sovjet-Rusland)

I Sibirien dannedes ligeledes hærenheder vendt imod det bolsjevikiske diktatur. I foråret 1918 dannedes her under ledelse af admiral Aleksandr Vasiljevitj Koltjak en undergrundsrørelse af tidligere hærofficerer og højreorienterede socialistiske styrker. Tilsammen dannede de en front i samarbejde med Den Tjekkoslovakiske Legion. Den Tjekkoslovakiske legion havde været en del af den tidligere russiske hær og talte i oktober 1917 omkring 30.000 mand, de fleste tidligere krigsfanger og desertører fra den østrig-ungarske hær. Legionen gjorde oprør i juni 1918, efter at en aftale med russerne om passage gennem Vladivostok faldt fra hinanden. Inden for en måned vandt legionen kontrollen med store dele af det vestlige Sibirien. To måneder senere havde de taget kontrollen med forsyningsvejene og dermed afskåret Rusland fra de vigtige krom-forsyninger fra Sibirien.

Bolsjevikkerne måtte også kæmpe mod en række nye regeringer i det russiske fjernøsten, dannet af konservative grupper, der ønskede at bekæmpe bolsjevikkernes revolution. I september 1918 blev disse selvbestaltede regeringer enige om at danne en ny provisorisk regering i Omsk, hvor også den, ligeledes anti-bolsjevikiske, sibiriske regionale regering havde hjemme.

Udenlandsk støtte til de hvide

I udlandet var reaktionerne på den kommunistiske magtovertagelse skarpe. Winston Churchill udtalte for eksempel, at Bolsjevismen skulle kvæles i dets vugge. Især Frankrig og England, men også andre lande, støttede den Hvide Hær, der bestod af konservative, monarkister, liberale og socialister, som var modstandere af den bolsjevikiske revolution, og som nu blev bakket op af et mindre antal udenlandske styrker fra Japan, England, Danmark, Canada, Frankrig og USA.

Oprindeligt gik de allierede ind i Rusland, i håbet om at genåbne den russiske front mod Tyskland. Efter at De Allierede havde besejret Centralmagterne i november 1918, trak de fleste sig ud igen. Japanerne blev i dog Fjernøsten i det håb at annektere området. Kun briterne fortsatte den militære bistand, hovedsageligt i form af forsyninger, under de vigtige kampe i 1919. Uden denne støtte, havde den Hvide Hær tabt krigen langt tidligere.

Det Socialrevolutionære Partis oprør 1918