Klabautermanden er en roman af Aksel Sandemose, oprindeligt udgivet som Klabavtermanden på dansk 1927, senere omarbejdet på norsk 1932, og denne udgave blev så oversat til dansk 1963. Romanen, som var den foreløbige kulmination på den unge Sandemoses sømandsromaner, blev i 1969 filmatiseret med Henning Carlsen som instruktør.
Handling Romanen består af seks dele, hvor del I og IV-VI beskriver korte optrin gengivet i overvejende lyrisk form, mens del II og især III er længere episke fortællinger, som begge foregår til søs på mindre sejlskibe og beskriver det hårde arbejde og den hårde omgangstone blandt søfolkene. I del III er en kvinde en vigtig del af handlingen, men i alle seks dele er kvinder den underliggende drivkraft bag mange af sømændenes handlinger og indbyrdes kampe.
Handlingen er ikke henlagt til nogen præcis tidsperiode, men dog til tiden før oceanlinere blev almindelige, dvs. før slutningen af 1900-tallet.
I. Brødre 1. Barnet og Hammermanden Esbern Arnakke er en dreng i konfirmationsalderen, som tænker tilbage på en drøm, han havde som barn, om nogle mænd, som i en skov om natten jagter en skygge med lys. Esbern glæder sig til at blive voksen, for så vil Ingeborg måske “smile til ham”.
2. En skude sank ved Arendal — thumb|På denne gamle tyske tegning har Klabautermanden sat sig på et sejlskibs bovspryd. En halv snes år senere er Esbern skipper på en skonnert, som i en orkan sejler kul fra Skotland til Oslo. Esbern sejler som en gal og på trods i det hårde vejr, for han har netop fået at vide, hans storebror skal giftes med hans elskede Ingeborg, den storebror, som altid, sammen med faderen, har været på nakken af sin lillebror Esbern. Så flækker storsejlet, og samtidig dukker en skygge op på vandet, en mand med en hammer, som går ombord, stirrer på Esbern og går videre. Det er Klabautermanden. Så forliser skibet.
II. Malstrøm 1. Had Ombord på skonnerten Guri, på vej fra Island til Spanien, står matrosen Esper Arre en dag ved roret, mens skipper og styrmand har set sig så gale på kokken, at de slår ham bevidstløs; Esper hader både skipper og styrmand. Esper og kokken opdager nu en blind passager, ved navn Esbern Arvika, som er stukket af pga “Noget med en veksel”. De vælger ikke at røbe denne Esbern, selv om de kan få problemer, hvis skipper opdager ham; de kan dog bruge den ekstra arbejdskraft, bortset fra Esbern finder søfolkenes arbejde i rigningen livsfarligt.
Esper vil nu tvinge Esbern til at arbejde, ved at sulte ham, ellers røber han ham. Esbern nægter, og sulter, men hjælper dog jungmanden med at smøre hans ryg, for manden har udslæt grundet den kønssygdom, han fik hos “Røde Marie i Marseille”. Styrmanden drikker en del, og en dag får han delirium og kravler op i rigningen på jagt efter et eller andet, så kommer der en vældig sø, og han falder overbord og drukner. Så bliver Esper forfremmet til styrmand, og straks fortæller han skipper om den blinde passager Esbern. Som skipper straks sætter i arbejde.
De næste måneder vokser Esbern med sin opgave og finder sin plads i hierakiet, under styrmanden, men over kok og jungmand. Esbern har endnu ikke arbejdet i rigningen, men en dag “puffede han jungmanden væk fra vantet og gik til vejrs for at bjærge bramsejlet”. Oppe i masten, og ude på råen, er han rådvild og skrækslagen i denne selvvalgte manddomsprøve, men pludselig griber han i panik impulsivt efter sejlet med begge hænder, og opdager, det er sådan, man gør: “var det det hele?” Han bjerger ene mand sejlet, og håber på de andres anerkendelse, men skuffes: de vender ryggen til ham.
Fire måneder efter styrmanden druknede bliver Esper Arre igen gjort til matros, da en ny styrmand påmønstrer. Esper er pirrelig, og grov mod kok og jungmand, men ydmyg over for skipper og den ny styrmand. Forholdet mellem Esper og Esbern er spændt, og “en aften i Boston” kommer de op at slås. Esper vinder først slagsmålet, men bliver så slået bevidstløs med Esberns merlespiger.
2. - og kærlighed Den ny styrmand er ung og usikker, og efterhånden udfordres hans autoritet af hans fire underordnede i en grad, så han ydmygende må bede skipper om hjælp. Skipper skælder ud på folkene, og slår løs på dem — men bliver meget overraskende selv slået, af Esbern, som har fået selvtillid som sømand. Men omgangstonen “på Guri havde altid været som på en sørøverskude. Nu blev den endnu værre end før”. I Halifax vælger derfor både Esbern Arvika og Esper Arre at rømme skibet.
De to bliver venner, bor og arbejder sammen de næste fire år, og i den tid ændres deres personligheder, idet Esper “blev mere rolig og mere sleben,” mens Esbern efterhånden var “den hurtigste i både ord og handling”. Et forår de bor på hotel i Oslo mellem hyrer, forelsker de sig begge i en pige ved navn Ingebjørg, som “blændede dem med sin varme livfuldhed”. Da pigen en aften skal på date med Esbern, efter den foregående aften at være udeblevet fra en date med Esper, bliver Esper jaloux. Han opsøger pigen, som tilbyder ham en date dagen efter, men nu er Esper ikke interesseret længere, han vil ikke dele pigen med sin ven. Mens han går rundt i gaderne, vokser hans had mod Esbern, og han husker tilbage til skonnerten Guri, hvor han hjalp Esbern, men også “engang for længe siden havde ønsket at dræbe Esbern”. Næste morgen mødes Esbern og Esper tilfældigt på gaden, og “Esper troede at Esbern havde set ham og kom for at håne ham. Han trak sin kniv og havde stukket den i Esbern til skaftet, før han vidste hvad han gjorde.”
Da Esper flere timer senere kommer tilbage til hotellet, er han sikker på, politiet står der for at anholde ham for drabet, men der er ingen, og han kan betale regningen og flytte på sømandshjem under falsk navn. Mens han sover, har han mareridt om “Ingebjørg som lå dér, nøgen og myrdet, men Esper måtte nærmere, for han var morderen”. Da Esper en uge senere får hyre på en skonnert, møder han dér en ung mand ved navn Espen Arnakke, hvilket slår ham helt ud. “Esper Arre forsvandt samme aften. Nogle uger senere blev hans lig fundet i Piperviken.”
III. Til døden skiller os 1. Den gamle vågner
Efter at være afgået fra Algier sejler briggen Ariel ud gennem Gibraltarstrædet, med den 65-årige skipper Asbjørn Bauta, styrmand Andersen og nogle matroser. Skipper har i Algier fået brev fra sin tyveårige tjenestepige Inger om, at hans kone gennem en snes år, Lene, er død hjemme i Helsingør, og nu tænker han tilbage, på sit slidsomme liv på søen, hvor han gradvist har arbejdet sig op, og på sit gennem mange år kærlighedsløse ægteskab. Styrmanden kritiserer skipper for at have købt for lidt proviant i Algier, fordi der var dyrt, så nu kan de risikere “at komme til Helsingør som de rene skeletter”. Skipper er rasende over at blive kritiseret, og indfører som straf sukkerrationering. Den finske matros Asthor spørger til sin danske kollega Tors fingerring, som han hele tiden går og drejer på. Og styrmanden spørger Tor, hvordan det går med den røde stjerne,, som Tor ragede sig til i New Orleans. Fingerringen minder Tor om hans kæreste Agda, som han endelig for nogen tid siden fik taget sig sammen til at skrive til og gøre det forbi med. Så fik han brev fra Agdas far, men åbnede det aldrig, gik en tid med det og smed det så over bord. Nu er Tor bange for de breve og kort han får, bl.a. fra hans bror, og smider dem alle uåbnede over bord.
Finnen Asthor “færdedes i to verdener, både i den de andre kendte, og i en som de kun kendte gennem hans omtale”, og således så han en nat en vistnok nøgen kvinde ombord på Ariel, måske skippers kone. Tor er skeptisk.
Det går langsomt nordpå, men vinden er imod, og provianten begynder at slippe op. Et par matroser beslutter sig tøvende for at klage til skipper, men da Asthor ikke vil gå med dem, vender de deres vrede mod skipper mod Asthor i stedet, og det ender i et forløsende slagsmål, se citat, for nu blev der “så mildt ombord i mange dage”.
Skipper er også mærket af ensomhed og længsel, og nu får han den fikse ide at gøre tjenestepigen Inger til sin ny kone. Så han sætter farten op, men der er stadig bidevind, og nu er den sparsomme proviant og drikkevandet blevet halvråddent og giver “opkastninger og jagende mavesmerter”. Så går vinden endelig om i syd, og Ariel stryger afsted, mens søfolkene afkræftede af sult passer sejlene. Man passerer Skagen, men da vind og strøm stadig er i syd, går der nu samfulde 29 dage, før man når Helsingør. Ved kajen kommer Inger ombord for at hilse på, og modet svigter skipper, som ellers havde tænkt sig straks at kaste sig begærligt over hende. Til gengæld kaster alle sig begærligt over mad og drikke, og sover i dagevis.
2. Kvinderøveren Hjemme igen hos tjenestepigen Inger har skipper Asbjørn Bauta svært ved at finde det rette øjeblik at fri til hende, som på sin side har svært ved at få sagt, at hun skal giftes med kornhandler Arresand. Da Bauta endelig på kluntet vis frier til hende, bliver hun slet ikke glad. Bauta fremturer med sit ønske, taler til hendes dårlige samvittighed og overdriver mht sin økonomiske formåen, men Inger siger nej. Bauta går i byen og drikker sig fuld, og sent på natten går han ombord på Ariel “med en tung byrde”.
3. Guds moder er i himmelen og kommer aldrig ned Briggen Ariel sætter det efterår kursen mod Pernambuco, og op gennem Kattegat holder skipper sig mest under dæk og lader “styrmanden lede det daglige arbejde helt på egen hånd”. Ombord er en utilfreds jysk sømand, som er bedre vant end dette lille skib med dets i hans øjne uerfarne besætning. Han bruger sin større erfaring til at drille og skose de andre, ved at bilde dem en historie ind om, hvordan køjer skal arrangeres, se citat, og han får bornholmeren Klaus gjort til grin foran alle de andre. Men så dukker styrmanden op og spørger, hvor pokker jyden er, for det “er hans tørn ved roret”: Under den livlige ordveksling har jyden glemt sin vagt, og al hån og drilleri rettes nu pludselig mod ham.
Lidt efter synes jyden, han hører en kvinde skrige. Han siger det til en matros, som ikke tror ham. Så kommer jyden i tanke om, skibsdrengen har sagt, han ikke længere skal gøre rent i skippers kahyt og at kokken siger, skipper, meget mod sædvane, nu spiser alene. Jyden fortæller nu alle om kvinden, han hørte. Men Klaus, som han tidligere generede, er mistroisk og skælder ham ud for at være et dumt kvaj og et “murmeldyr”, der går og fortæller skrøner, og den opfattelse af historien “om skrigene fra kahytten […] vandt stadig større udbredelse. Snakken døde hen.”
Så en nat står Asthor ved roret, da han hører nogen græde, og så ser han “et fortrukkent kvindeansigt”. Han kigger ned i skippers kahyt gennem en sprække i skylightet og ser det samme ansigt.
En “aften noget senere” virker himlen og vejret foruroligende, det trækker op til storm, og det overtroiske mandskab tror, vejrguderne har tænkt sig at straffe nogen på briggen Ariel, men hvem? Jyden fortæller igen historien om kvinden han hørte skrige, og nu “gjorde historien sin virkning”. Især da Asthor fortæller, han har set en kvinde i skippers kahyt. Asbjørn Bauta, som mærker alderen trykke, indser nu, han ikke kan få sin vilje med Inger, se citat, og at han har “begået sit livs største fejltagelse”. Mens han sover, lister Inger sig ud af kahytten, efter 25 dages indespærring. Oppe på dækket bliver mandskabet lammet over synet af den næsten nøgne kvinde, men snart tager de sig af hende og aftaler, hvor hun kan være. Inger fortæller om skippers overgreb. Og styrmanden siger, han nu er ny skipper.