Begrebet jeg-fortæller benyttes overordnet om en person, der i litteraturen både fortæller og er en del af handlingen. Men også personfortæller eller personbunden fortæller benyttes.Pico Stæhr (1989),s. 27 Det kan være en registrerende fortæller, men i en åben rolle. Ofte vil læseren blive engageret i denne fortæller, især hvis fortælleren er ramt af en tragedie. En anden problemstilling angår, at denne fortællertype kan træde ind i handlingen som tilskuer og træde ud igen uden at have registreret alle relevante fakta. Læseren må acceptere, at denne fortællertype ikke nødvendigvis er troværdig på grund af sin begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne.
Den registrerende fortællers pålidelighed kan understreges ved at anvende dagbogsformen, som forventes at vise det oplevede forløb. Det er normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en dagbog, hvorimod læseren må acceptere, at selvbedrag kan forekomme. En fortæller, der lider af selvbedrag, findes i Sildig Opvaagnen af Steen Steensen Blicher.Søren Baggesen: Steen Steensen Blicher – Forfatterskabet
Det er et kendt tema, at fortælleren selv er involveret i, ulykkelig over eller i affekt i forhold til hovedtemaet og derfor overser væsentlige pointer i begivenhedesforløbet. Dette "trick" skaber en sympati for fortælleren, som kan medvirke til, at læseren overser væsentlige fejl eller mangler i fortællerens beretning. Wayne C. Booth, The Rhetoric of Fiction, 2. udg. (Chicago: University of Chicago Press, 1983 ), s. 158–159.
Effekt Jeg-fortællerens centrale rolle er at skabe en identifikation til læseren. Hvis denne indlever sig i fortællerens oplevelser, kan det skabe en særlig spænding. I forhold til en alvidende fortæller giver det også begrænsninger, fordi jeg - fortælleren ikke kan videregive andre personers indsigt. Læseren bør være særligt opmærksom på fortællerens gengivelse af andre personers "tanker", da han/hun kun kan videregive deres handlinger og replikker objektivt.Wayne C. Booth, The Rhetoric of Fiction, 2. udg. (Chicago: University of Chicago Press, 1983 ), s. 158–159. Jeg - fortælleren kan skabe et spændingsfelt mellem fortællerens egne normer og værkets implicitte normsystem. Senere narratologisk forskning har nuanceret denne definition ved at skelne mellem forskellige former for epistemisk, etisk og perceptuelle spændinger. Dan Shen beskriver eksempelvis forskellen mellem forfatteren og fortælleren som en diskursiv brudflade, hvor fortælleren fortolker centrale forhold i fortællingen. Han argumenterer for, at det er nødvendigt at differentiere mellem stil, tilblivelsen, konteksten og intertekstuel reference, for at komme tættere på den implicitte forfatters normer og kunne redegøre for forholdet mellem den implicitte forfatter, fortælleren, karakterne og læserne. Dan Shen: ‘Unreliability’, The Living Handbook of Narratology (Hamburg University Press, 2011), afsn. 2–5.
Upålidelighed og utroværdighed Metodisk kan der skelnes mellem upålidelighed, der defineres som en tekstligt etableret usikkerhed ved fortællerens fremstilling og utroværdighed, der defineres som en person- eller karakterorienteret vurdering af fortællerens troværdighed. Upålidelighed angår derfor primært fortællingens diskursive funktion: fortælleren rapporterer, fortolker eller vurderer på måder, som teksten ansporer læseren til at korrigere. Utroværdighed angår derimod læserens vurdering af fortællerens karakteregenskaber, motiver eller moralske habitus. En fortæller kan derfor være upålidelig uden nødvendigvis at fremstå moralsk utroværdig, eksempelvis begrundet i naivitet, traume, manglende viden eller kognitiv usikkerhed.Greta Olson, ‘Reconsidering Unreliability: Fallible and Untrustworthy Narrators’, Narrative 11, nr. 1 (2003): 93–109, især s. 101–103. Den upålidelige fortæller har begrænset indsigt, er fejlbarlig eller labil, og læserens respons vil ofte være medfølende eller forstående. Den utroværdige fortæller er derimod præget af selviske motiver eller er problematisk i etisk henseende.
Former for upålidelighed Faktuel upålidelighed: Fortælleren gengiver begivenheder forkert eller husker selektivt. Fortolkningsmæssig upålidelighed: Fortælleren misforstår situationer, motiver eller sociale signaler. Perceptuel upålidelighed: Fortællerens sansning, hukommelse eller bevidsthedstilstand gør fremstillingen uklar.
Former for utroværdighed Faktuel utroværdighed: Fortælleren lyver om forhold, der er afgørende for forståelsen af plottets sammenhæng Etisk troværdighed: Fortællerens værdier eller vurderinger fremstår uforenelige med værkets samlede signaler. Udeladende troværdighed: Fortælleren udelader detaljer, han eller hun har kendskab til, således at læseren først senere i fortællingen forstår sammenhængen.
Eksempler
Den upålidelige og/eller utroværdige fortæller forekommer på tværs af genrer og perioder. I kriminalromanen kan upålidelighed og utroværdighed strukturere plottet og forsinke afsløringen af skurken. I den psykologiske roman kan samme begreber anvendes til at tematisere subjektivitet, erindring, traume eller selvbedrag. I begge tilfælde forskydes læserens opmærksomhed fra handlingens hændelsesforløb til de betingelser, hvorunder fortællingen produceres og forstås.
I Steen Steensen Blichers Sildig Opvaagnen er fortælleren — byens præst — både vidne, deltager og efterrationaliserende fortolker. Hans beretning er tilsyneladende en moralsk analyse af et tragisk trekantsdrama, men præstens egen følelsesmæssige involvering og hans sene, utilstrækkelige håndtering af den viden, han besidder, gør ham upålidelig. Upålideligheden ligger derfor ikke alene i mangel på information, men i den måde, hvorpå fortælleren forsøger at fremstille sig selv som moralsk ansvarlig, samtidig med at teksten antyder selvbedrag, fortrængning og muligt hykleri.Søren Baggesen (1965)For en indgående diskussion af præstens fortællerposition, se Niels Ingwersen, ‘Forfatterens mange stemmer i Blichers Sildig Opvaagnen’, Danske Studier.
J.D. Salingers Forbandede Ungdom (engelsk originaltitel:The Catcher in the Rye) fremstiller Holden Caulfield som en fortæller, hvis udsagn præges af affekt, sorg og begrænset selvforståelse. Hans vurderinger af omverdenen er ikke entydigt manipulerende, men de er subjektivt belastede og ofte selvmodsigende. Romanen viser dermed, at upålidelighed også kan udspringe af en eksistentiel og psykologisk sårbarhed.J.D. Salinger, The Catcher in the Rye (Boston: Little, Brown and Company, 1951), kap. 1
Edgar Allan Poes novelle The Tell-Tale Heart har en Jeg-fortæller, der forsøger at etablere en form for rationalitet, men den sproglige intensitet og den manglende proportionalitet mellem årsag og handling, gør dette selvportræt upålideligt. Edgar Allan Poe: ‘The Tell-Tale Heart’ (1843)
I Vladimir Nabokovs Lolita er fortællerens utroværdighed fortrinsvis retorisk. Hans raffinerede sprogbrug, intertekstuelle referencer og selvretfærdiggørende argumentation fungerer som strategier, der forsøger at skabe sympati hos læseren. Romanens særkende er spændingen mellem fortællerens selvforsvar og de moralske problemer, som hans fremstilling ikke kan bortforklare.Vladimir Nabokov: Lolita (Paris: Olympia Press, 1955), del I, kap. 1.
I Agatha Christie's The Murder of Roger Ackroyd er fortællerens utroværdighed en narrativ konstruktion, hvor fortællerens tilsyneladende nøgterne og dokumentariske stil skaber en illusion af troværdighed. Dr. Sheppards beretning er ikke kendetegnet ved åbenlys løgnagtighed, men ved en strategisk udeladelse af væsentlige fakta. Dermed illustrerer romanen, hvordan fortællerens udeladelser kan være lige så styrende for de informationer, læseren får, som det, der eksplicit fortælles.<ref> Agatha Christie: Hvem dræbte?. Carit Andersen (De trestjernede Kriminalromaner, bind 8); ny. udgave; 1966; originalen: The Murder of Roger Ackroyd (London: William Collins, 1926), kap. 27</ref>
Referencer
Litteratur Blicher, Steen Steensen: Sildig Opvaagnen. 1828. Baggesen, Søren: Den blicherske novelle. København: Gyldendal, 1965. Booth, Wayne C.: The Rhetoric of Fiction. University of Chicago Press, 1961/1983. Christie, Agatha (1926): The Murder of Roger Ackroyd. William Collins Christie, Agatha: Endless Night. Collins Crime Club, 1967. Donovan, Kemper og Catherine Brobeck: "And Then There Were 9: Endless Night by Agatha Christie." All About Agatha Christie, podcastafsnit, 28. august 2021. Nabokov, Vladimir: Lolita. Olympia Press, 1955. Olson, Greta: (2003) "Reconsidering Unreliability: Fallible and Untrustworthy Narrators." Narrative, vol. 11, no. 1, 2003. Encyclopaedia Britannica: "Narrator" og "Narratology" Pico Stæhr, Claus (1989): Lærerens håndbog i tekstarbejde, Alinea Salinger, J.D. The Catcher in the Rye''. Little, Brown and Company, 1951. Shen, Dan. "Unreliability." The Living Handbook of Narratology, 2011.
Kategori:Litteratur Kategori:Litteratur efter emne