Langebros Dampmølle, også kendt som Dampmøllen ved Langebro og før det som Grynmøllen ved Langebro, var et industrielt anlæg beliggende ved den gamle Langebro (ved Vester Voldgade)) i København. Bygningen blev revet ned i 1903 for at gøre plads til en udvidelse af gaderne Vester Voldgade og Kalvebod Brygge.

Grynmøllen ved Langebro blev iorinelig anlagt af købmand Johannes Seiling og skibskaptajn Peder Holm i henhold til et kgl. privilegium af 3. juni1779. Senere var den i mange år ejet af brygger Erich Møller. Den 25. marts 1832 blev den stærkt beskadiget ved en omfattende brand i anlægget. I forbindelse med dens genopførelse blev der installeret dampkraft i bygningen, hvorefter den blev kendt som Dampmøllen ved Langebro.

Historie Vandmøllen I 1762 opnåede Hans Holm kgl. privilegium på anlæggelse og 20 års drift af en vandmølle ved Møllebækkens udmunding. Dette skulle ske til "Nytte og Bekvvemmelse for Stadens Laugsvæsen, særligt Bagerne". Det viste sig dog snart, at vandkraften på stedet var utilstrækkelig til at drive mølleværket, hvorefter bygningen i stedet blev anvendt som pakhus. Det blev også overvejet at anlæggeet skibsværft til bygning af mindre skibe på stedet, men planerne blev opgivet på grund af brandfaren og nærheden til bryghuset.

Grynmøllen ved Langebro

I 1773 fik købmand Johannes Sailing og skibskaptajn i Asiatisk Kompagni Peder Holm af kongen skænket grunden til ejendom (idet Bygningen nu henligger uden ringeste Nytte". Ved kgl. privilegium af 3. juni 1779 fik de tilladelse til at anlægge en grynmølle på stedet. De opførte herefter en fire etagers bygning, hvis Mølleværk var drevet af en hesteomgang.

Møllen blev blandt andet leverandør til flåden. I 1806 fik den tillige tilladelse til at formale mel og skrå. Til gengæld måtte man stadig ikke formale malt på stedet, ligesom møllen af hensyn til konsumptionsskatten skulle være aflåst når toldbetjenten ikke var tilstede.

I 1815 blev grynmøllen ved Langebro (Vester Kvarter, matr. nr. 261) købt af grosserer Jens Harboe fra Christensens Sønner & Harboe, brygger Erich Møller og skibskaptajn Peter Petersen Kofoed (nevø til Hans Peter Kofoed). Sidstnævnte døde et par år senere. Erich Møller blev eneejer af foretagendet i 1825. Den 25. marts 1832 blev grynmøllen ødelagt af en omfattende brand i bygningen.

Dampmøllen ved Langebro

Ved genopbygningen af anlægget efter branden i 1832 blev der installeret dampkraft i bygningen. Den blev herefter kendt som Dampmøllen ved Langebro.

Efter Erich Møllers død i 1853 fortsatte hans arvinger foretagendet. Hans sønner Carl August Møller og Johan Lauritz Møller nævnes begge som dampmøllere. På et tidspunkt gik de i kompagniskab med en dampmøller Schmidt. Virksomheden oplevede et opsving ved indførelsen af næringsfrihed i 1850'erne, hvilket afstedkom et skifte fra "kundemaling" til "fuldstændigt handelsmølleri". I 1864 blev dampmøllen overtaget af H.J. Schmidt & Co..

De tekniske installationer blev moderniseret flere gange. I 1886 var dampmøllen udstyret med syv kværne og 13 valsestole på første loft. På andet loft var der installeret sortérmaskiner. På tredje loft var der både centrifugalsigter, fem kærnesorterere, én valsestol, fire raffinérmaskiner og tre automatiske vægte. På fjerde loft var der kærnesorterere, dunstsorterere og andre indretninger til udskillelse af klid fra kærner. Transporten mellem de fire etager blev endvidere faciliteret af et større antal elevatorer. Ikke længe efter var Langebros Dampmølle et af de industrielle anlæg, som N. Malmgreen medtog i Danmarks industrielle Etablissementer.

Nydbrydning Bygningen blev nedrevet i forbindelse med at Langebro flyttedes til enden af H.C. Andersens Boulevard i 1903. Nedrivningen gjorde det muligt at udvide den meget snævre passage for den tiltagende trafik ved Kalvebod Brygge og Vester Voldgade.

Toldvæsenet opførte endvidere i årene 1907–1908 en havnekontorbygning på en del af arealet. (Børsens Havnekontor). Bygningen blev tegnet af arkitekt Jens Christian Warming.

Referencer

Eksterne henvisninger Kilde

Kategori:Etableret i 1779 Kategori:Forsvundne bygninger, konstruktioner og anlæg i København Kategori:Industribygninger i København