thumb|Græshave Kirke har ikke noget tårn, men en fritstående klokkestabel.
Græshave er en landsby på det sydvestlige Lolland 11 km. fra Nakskov og 3½ km. nordøst for Dannemare. Udover Græshave Kirke fra ca. 1200 har landsbyen tidligere blandt andet rummet skole, telefoncentral, en saftstation forbundet med Nakskov Sukkerfabrik samt elværk.
Historie
Landsbyen nævnes første gang på skrift i 1390, hvor dens navn staves Grydeshaghen. Den senromanske Græshave Kirke er dog ældre, fra omkring 1200. Landsbyen ligger midt i Græshave Sogn syd for hovedgården Øllingsøgård og nord for hovedgården Bådesgård. Inden udskiftningen i 1787 lå landsbyens gårde tæt ved kirken. Ved udskiftningen flyttede nogle af gårdene længere vestpå.
Under stormflodskatastrofen 1872, hvor en stor del af det sydlige Lolland blev oversvømmet, mødtes vandene fra Rødby Fjord og fra Nakskov Fjord netop ved Græshave.
Græshave betegnes som en industrilandsby, fordi der i 1882 blev anlagt en saftstation i landsbyen i forbindelse med opførelsen af Nakskov Sukkerfabrik. Allerede på dette tidspunkt var der også en smedje og en skole i byen, og senere kom der butik, jordemoderhus, telefoncentral og et elektricitetsværk. I 1919 byggede man i landsbyen en ny skole, der blev tegnet af arkitekt H.C. Glahn fra Nykøbing.
Saftstationen fortsatte sit virke, indtil den ligesom Nakskov Sukkerfabriks fire andre saftstationer blev nedlagt, da fabrikken i 1956-1957 fik installeret diffusionstrug, som indebar en betydelig effektivisering af udvindingen af sukkersaft fra roesnitterne. Dermed førte trugene også til, at den danske sukkerproduktion blev samlet på betydeligt færre lokaliteter.
Administrativt/kirkeligt tilhørsforhold
Region Sjælland, Lolland Kommune Lolland-Falsters Stift, Lolland Vestre Provsti, Græshave Sogn
Kilder
Eksterne henvisninger
Materiale om Græshave på arkiv.dk
Kategori:Lokaliteter i Lolland Kommune Kategori:Lokaliteter på Lolland