Totalitær ideologi er en betegnelse, der i politisk teori og idéhistorie anvendes om ideologier, som søger at underordne samfundets politiske og sociale liv en omfattende ideologisk målsætning. Begrebet forbindes blandt andet med forestillinger om en altomfattende verdensforklaring, afvisning af politisk pluralisme og bestræbelser på grundlæggende at omforme samfundet. Der findes imidlertid forskellige videnskabelige tilgange til, hvad der kendetegner en totalitær ideologi, og hvordan begrebet skal afgrænses fra andre politiske ideologier.

Betegnelsen anvendes især i analyser af nazisme og stalinisme. Forskningen skelner mellem ideologiernes forestillinger og målsætninger på den ene side og de politiske regimers institutioner og faktiske magtudøvelse på den anden. Denne sondring er væsentlig, fordi ambitionen om omfattende samfundskontrol ikke i sig selv er tilstrækkelig til at identificere et totalitært politisk system.

Den politiske filosof Hannah Arendt fremhævede, at totalitær ideologisk tænkning forsøger at forklare historiske begivenheder gennem en konsekvent udledning fra én grundlæggende idé. Ideologiens indre logik kan derved få forrang frem for konkrete erfaringer og faktiske forhold. Ifølge Arendt får denne tænkemåde særlig betydning, når den forbindes med totalitær magtudøvelse og terror.

Politologen Juan Linz betragtede en eksklusiv og relativt sammenhængende ideologi som et centralt kendetegn ved totalitære systemer. Han understregede imidlertid, at ideologien ikke i sig selv er tilstrækkelig til at karakterisere et politisk system som totalitært. Den må ses i sammenhæng med magtkoncentration og organiseret politisk mobilisering gennem et masseparti og tilknyttede organisationer.

Politologerne Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski beskrev den officielle ideologi som ét af seks indbyrdes forbundne kendetegn ved totalitære diktaturer. Ideologien skulle omfatte væsentlige sider af menneskelivet og være rettet mod en grundlæggende forandring af det eksisterende samfund. Forfatterne understregede samtidig, at de enkelte kendetegn ikke isoleret kunne anvendes til at identificere totalitarisme; det var deres indbyrdes sammenhæng, der efter deres opfattelse udgjorde den særlige styreform.

Den norske historiker Øystein Sørensen har argumenteret for, at totalitære ideologier også kan undersøges som et selvstændigt fænomen, uafhængigt af om deres tilhængere har etableret et totalitært styre. Han har foreslået otte kendetegn ved en totalitær tænkemåde, herunder forestillingen om et fuldkomment samfund, ideologisk sandhedsmonopol, afvisning af politisk pluralisme og viljen til en revolutionær omdannelse af samfundet. Sørensens kriterier udgør hans eget analytiske forslag og skal ikke forstås som en alment accepteret definition.

Kendetegn

Der findes ikke én entydig og alment accepteret definition af totalitær ideologi. Forskellige forskere har lagt vægt på ideologiernes verdensforklaring, deres politiske målsætninger, deres forhold til konkurrerende opfattelser og deres anvendelse som grundlag for politisk magtudøvelse. Der er desuden forskel på at undersøge totalitære ideologier som selvstændige forestillingssystemer og at analysere ideologiens rolle inden for et totalitært politisk regime.

Den norske historiker Øystein Sørensen har opstillet otte kendetegn ved totalitære ideologier og de bevægelser, som repræsenterer dem. Kendetegnene beskrives blandt andet i hans artikel »Kommunisme og nasjonalsosialisme: to sider av samme sak?« (2010). Ifølge Sørensen mener sådanne bevægelser at have fundet vejen til et fuldkomment samfund. De forkaster det eksisterende samfund aggressivt og grundlæggende og tilstræber et revolutionært brud med den bestående orden. De hævder at besidde den eneste sandhed, afviser politisk pluralisme og har ambitioner om at omfatte og kontrollere alle sider af menneskelivet.

Sørensen fremhæver desuden, at indsigt i ideologien, i det mindste i en tidlig fase, anses for at være forbeholdt en udvalgt elite. Bevægelserne mener sig berettigede til at anvende alle nødvendige midler til at realisere deres mål, herunder vold og terror, hvis dette anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Personer og grupper, som hindrer realiseringen af målene, betragtes som fjender. Dette gælder både forsvarere af den eksisterende samfundsorden og tilhængere af konkurrerende totalitære ideologier.

Sørensens definition retter sig mod ideologiernes forestillingsverden og politiske ambitioner, uafhængigt af om de pågældende bevægelser har etableret et totalitært styre. Den adskiller sig dermed fra definitioner, der primært beskriver totalitarisme som et politisk system.

Politologen Juan Linz betragter en eksklusiv og relativt sammenhængende ideologi som ét af flere nødvendige elementer i et totalitært system. Efter hans opfattelse må ideologien ses i sammenhæng med et koncentreret magtcentrum og organiseret politisk mobilisering gennem et masseparti og tilknyttede organisationer.

Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski betragter ligeledes en omfattende officiel ideologi som et centralt kendetegn ved totalitære diktaturer. Ideologien forventes at omfatte væsentlige sider af menneskelivet og være rettet mod en fremtidig samfundsorden, der indebærer et radikalt brud med det eksisterende samfund. I deres analyse udgør ideologien imidlertid kun ét af seks indbyrdes forbundne karakteristika. De øvrige omfatter et masseparti, et system af terror, monopol på massekommunikation, monopol på væbnede magtmidler og central styring af økonomien. Forfatterne understreger, at de enkelte karakteristika ikke isoleret er tilstrækkelige til at identificere et totalitært system.

Historikeren Emilio Gentile skelner mellem totale ideologier og totalitære ideologier. En total ideologi omfatter en samlet forståelse af mennesket, historien og samfundet og betoner individets tilknytning til et kollektiv. En totalitær ideologi er efter Gentiles definition derimod knyttet til et revolutionært parti, der betragter sig selv som den eneste legitime fortrop for en bestemt klasse, nation eller racemæssigt defineret gruppe. Partiet kræver monopol på den politiske magt for at etablere en ny samfundsorden i overensstemmelse med sin ideologi. Gentiles definition understreger dermed, at en omfattende eller kollektivistisk verdensanskuelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at karakterisere en ideologi som totalitær.

De forskellige tilgange viser, at der må skelnes mellem totalitære ideologiers målsætninger og totalitære politiske systemers faktiske organisation og magtudøvelse. Ambitionen om en gennemgribende samfundsomdannelse gør ikke i sig selv et politisk system totalitært.

Sandhedsmonopol

Et centralt kendetegn ved totalitære ideologier er forestillingen om at besidde en sandhed, som ikke kan anfægtes gennem almindelig politisk debat eller konkurrerende verdensanskuelser. Ideologien gør krav på en overordnet autoritet til at fortolke samfundet og historien og til at afgøre, hvilke politiske og sociale målsætninger der er legitime.

Juan Linz beskriver den officielle ideologi i totalitære systemer som eksklusiv, relativt sammenhængende og mere omfattende end et almindeligt politisk program. Den fastlægger grænserne for acceptable politiske og intellektuelle opfattelser, mens afvigelser fra den ideologiske ramme kan blive mødt med sanktioner. Ideologien fungerer dermed både som en verdensforklaring og som grundlag for den politiske magts legitimitet.

Hannah Arendt analyserer den totalitære ideologiske tænkning ud fra dens påstand om at kunne forklare hele den historiske udvikling gennem én grundlæggende idé. Ideologien søger at udlede begivenhedernes betydning gennem en konsekvent logisk slutningskæde, hvor den oprindelige præmis ikke korrigeres af modstridende erfaringer.

Arendt identificerer tre elementer i denne form for ideologisk tænkning. For det første hævder den at forklare historiens samlede forløb, herunder fremtiden. For det andet søger den at frigøre sig fra den umiddelbart erfarede virkelighed ved at henvise til skjulte sammenhænge. For det tredje udleder den konsekvenser af en på forhånd accepteret præmis, således at logisk konsekvens får forrang frem for empirisk efterprøvning.

Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski fremhæver ligeledes den totalitære ideologis krav på sikker sandhed. De understreger, at politiske ideologier generelt indebærer en overbevisning om egne forestillingers gyldighed, men at denne overbevisning får en særlig omfattende karakter i totalitære systemer. Den officielle doktrin afviser grundlæggende det eksisterende samfund og fremstiller en ny samfundsorden som det ønskede endemål. Ideologien kan dermed få en næsten religiøs karakter, hvor troen på doktrinens gyldighed træder i stedet for kritisk undersøgelse og diskussion.

Hos Linz er vægten lagt på ideologiens eksklusive stilling inden for det politiske system, hos Arendt på den ideologiske tænknings indre logik og forhold til erfaringen og hos Friedrich og Brzezinski på den officielle doktrins omfattende krav på autoritet. Deres analyser behandler dermed forskellige aspekter af ideologisk sandhed og autoritet.

Det er imidlertid væsentligt at skelne mellem en ideologis påstand om at besidde sandheden og et politisk regimes faktiske mulighed for at håndhæve denne opfattelse. Denne overbevisning er dog ikke alene nok til at karakterisere en ideologi eller et politisk system som totalitært.

Antipluralisme

Totalitære ideologier forbindes med en grundlæggende modstand mod politisk pluralisme, forstået som anerkendelsen af, at forskellige grupper og individer legitimt kan forfølge konkurrerende politiske og sociale mål. Den ideologiske antipluralisme indebærer, at én bestemt opfattelse af samfundets indretning og udvikling tillægges en overordnet autoritet, mens konkurrerende politiske målsætninger afvises som illegitime.

Ifølge Øystein Sørensens definition betragtes ideologiske modstandere og grupper, der står i vejen for realiseringen af det ønskede samfund, som fjender snarere end som legitime politiske konkurrenter. Fjendebilledet kan omfatte både forsvarere af den eksisterende samfundsorden og tilhængere af konkurrerende totalitære ideologier.

Juan Linz beskriver, hvordan totalitære systemer søger at svække eller ødelægge selvstændige institutioner, interesseorganisationer og andre samfundsmæssige fællesskaber. Disse underordnes eller erstattes af organisationer, som er forbundet med det herskende parti. Den begrænsede pluralisme, der måtte bestå, findes derfor hovedsageligt inden for regimets egne institutionelle strukturer frem for mellem uafhængige samfundsgrupper.

Ideologiens krav på autoritet kan desuden skabe konflikter med uafhængige religiøse institutioner, kulturelle miljøer og andre fællesskaber, der bygger på selvstændige værdier og loyalitetsforhold. Linz fremhæver, at kunstnere, intellektuelle og religiøse institutioner kan komme i konflikt med regimets ideologiske målsætninger, når de fastholder uafhængige forestillinger om mennesket og samfundet.

Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski fremhæver den totalitære ideologis krav på omfattende politisk og social autoritet. I deres analyse adskiller den officielle doktrin sig fra almindelige politiske partiprogrammer ved at forkaste den eksisterende samfundsorden som helhed og fremstille en ny orden som det overordnede mål. Ideologiens krav på autoritet kan dermed komme i konflikt med selvstændige politiske og sociale opfattelser.

I deres beskrivelse af totalitære diktaturer indgår desuden et hierarkisk organiseret masseparti, der står over eller er tæt sammenvævet med statsapparatet. Dette indgår sammen med blandt andet monopol på massekommunikation og central kontrol med økonomien i det samlede mønster, som forfatterne anvender til at karakterisere totalitære systemer.