Enkelt overførbar stemme (engelsk: single transferable vote, forkortet STV) er en valgmetode baseret på præferencevalg, hvor vælgerne rangordner kandidaterne efter deres præferencer. Metoden anvendes navnlig i flermandskredse og er en form for forholdstalsvalg, der søger at skabe forholdsmæssig repræsentation uden at fordele mandaterne direkte mellem partilister.
Ved optællingen fastsættes en valgkvote, der som udgangspunkt giver en kandidat sikkerhed for at blive valgt. Overskydende stemmeværdier fra valgte kandidater kan overføres til andre kandidater efter vælgernes næste tilgængelige præference. Hvis mandater stadig er ubesatte, kan kandidaten med færrest stemmer udgå, hvorefter dennes stemmer overføres. Optællingsreglerne varierer mellem de enkelte STV-ordninger.
Metoden blev udviklet i midten af 1800-tallet af blandt andre den danske matematiker og politiker C.G. Andræ og den engelske jurist Thomas Hare. STV anvendes blandt andet ved parlamentsvalg i Irland og Malta og ved visse valg i Australien.
Princip og stemmeafgivning
Ved STV stemmer vælgeren på individuelle kandidater ved at markere sin første præference med tallet 1, den anden med tallet 2 og så videre. Kandidaterne kan tilhøre forskellige partier eller være uafhængige. Vælgeren kan således give præferencer til kandidater på tværs af partier. Om alle kandidater skal rangeres, eller om vælgeren kan nøjes med nogle få præferencer, afhænger af den konkrete valgordning. Ved valg i Irland er det tilstrækkeligt at angive én præference.
En stemme tælles først til vælgerens højest rangerede kandidat. Hvis kandidaten får flere stemmer, end vedkommende behøver for at blive valgt, kan en del af stemmeværdien overføres til næste tilgængelige præference. Tilsvarende kan stemmer fra en kandidat, der udgår af valget, overføres til vælgernes næste tilbageværende kandidat. Vælgeren afgiver altså én stemmeseddel, men dens stemmeværdi kan få betydning på flere trin i optællingen.
Valgkvote og stemmeoptælling
Valgkvote
I mange STV-systemer anvendes Droops kvote. Ved heltallige stemmetal beregnes den som antallet af gyldige stemmer divideret med antallet af mandater plus én, hvorefter der rundes ned til nærmeste hele tal og lægges én til. I en valgkreds med 100 gyldige stemmer og tre mandater bliver kvoten derfor ⌊100 / (3 + 1)⌋ + 1 = 26 stemmer. En kandidat kan dog i visse situationer blive valgt med færre stemmer end kvoten, hvis antallet af tilbageværende kandidater svarer til antallet af ubesatte mandater.
Overførsel af overskydende stemmer
Hvis en kandidat har fået flere stemmer end kvoten, er forskellen kandidatens overskud (engelsk: surplus). En optællingsregel bestemmer, hvordan overskuddet overføres efter de næste tilgængelige præferencer. Nogle ordninger anvender brøkdelsoverførsler, hvor stemmesedlernes stemmeværdi reduceres forholdsmæssigt, så der ikke overføres større samlet værdi end overskuddet. Andre ordninger benytter særlige regler for udvælgelse og overførsel af stemmesedler.
Udelukkelse af kandidater
Hvis der stadig er ubesatte mandater, og ingen tilgængelig overskudsoverførsel giver grundlag for yderligere valg, udgår normalt kandidaten med færrest stemmer. Stemmerne overføres til den næste tilgængelige præference på hver stemmeseddel. Mangler stemmesedlen en præference for nogen tilbageværende kandidat, kan stemmeværdien ikke overføres yderligere. De nærmere regler om overførsel, rækkefølge og stemmer uden flere præferencer varierer.
Forenklet optællingseksempel
Et tænkt valg med 100 gyldige stemmer, fire kandidater og tre mandater kan vise princippet. Droops kvote er 26 stemmer. Førstepræferencerne fordeler sig med 40 til kandidat A, 25 til B, 20 til C og 15 til D. Eksemplet bruger forholdsmæssig overførsel af overskud og forudsætter, at stemmesedlernes efterfølgende præferencer fordeler sig som angivet nedenfor. Det er en pædagogisk model, ikke en gengivelse af de særlige irske optællingsregler. Den afsluttende overførsel fra D er medtaget for at vise princippet ved udelukkelse; efter den irske valglovs § 124, stk. 2, ville det sidste mandat allerede være afgjort efter overførslen af C's overskud, fordi B på dette tidspunkt har 25 stemmer mod D's 23 og der ikke er ufordelte overskud. Fra A har halvdelen af stemmesedlerne C som næste præference og halvdelen D; A’s overskud på 14 deles derfor i 7 og 7. Alle stemmeværdier, der overføres fra den valgte C, går videre til D.
+ Forenklet eksempel med tre mandater Trin Kandidat A Kandidat B Kandidat C Kandidat D Hændelse Første optælling 40 25 20 15 A vælges; 14 stemmeværdier i overskud Efter A's overskud Valgt 25 27 22 7 overføres til C og 7 til D; C vælges Efter C's overskud Valgt 25 Valgt 23 C's overskud på 1 overføres til D Hypotetisk videreførelse: D udgår Valgt 30 Valgt Ude 5 stemmeværdier overføres fra D til B; dette trin er ikke nødvendigt for mandatfordelingen
I eksemplet bliver A og dernæst C valgt efter at have nået kvoten. B får det sidste mandat, fordi B på dette tidspunkt har flere stemmer end den eneste øvrige tilbageværende kandidat, D, og der ikke er ufordelte overskud. Efter A er valgt, overføres 14 stemmeværdier: 7 til C og 7 til D. C får dermed 27 og afgiver et overskud på 1 til D, som herefter har 23. Kun for at illustrere overførsel fra en kandidat, der udgår, fortsætter det konstruerede eksempel med at udelukke D som den lavest placerede kandidat. Af D's 23 stemmeværdier overføres 5 til B, som når 30 og dermed opfylder kvoten; de resterende 18 kan ikke overføres, fordi der i dette tænkte eksempel ikke er flere tilgængelige præferencer på disse stemmesedler. Efter denne ekstra overførsel fordeler de 100 oprindelige stemmeværdier sig med 26 hos A, 26 hos C, 30 hos B og 18, som ikke kunne overføres yderligere. Dette er en illustration af mulige overførsler, ikke en fuldstændig forskriftsmæssig optælling fra et bestemt land. I faktiske valg kan reglerne for overskudsfordeling, afrunding og afslutning af optællingen give andre mellemresultater.
Varianter af optællingsmetoden
STV betegner en familie af beslægtede optællingsregler, ikke én fuldstændig ensartet procedure. Forskelle mellem ordningerne angår blandt andet beregningen af valgkvoten, overførsel af overskydende stemmer, behandling af stemmesedler uden yderligere præferencer og afgørelse af stemmelighed.
Hares kvote og Droops kvote
Valgkvoten kan beregnes på forskellige måder. Hares kvote er det samlede antal gyldige stemmer divideret med antallet af mandater; Droops kvote er i den almindelige heltalsform det samlede stemmetal divideret med antallet af mandater plus én, afrundet nedad og forhøjet med én. Ved 100 stemmer og tre mandater bliver Hares kvote 33⅓, mens Droops kvote bliver 26. Forskellen kan få betydning for, hvornår en kandidat er valgt, og hvor stor en stemmeværdi der kan overføres.
Overførselsregler
Ved fordeling af et overskud kan optællingsreglerne enten overføre et udvalg af stemmesedler eller lade alle relevante stemmesedler bidrage med reduceret stemmeværdi. Ved australske senatsvalg bestemmes overførselsværdien med udgangspunkt i kandidatens overskud og antallet af stemmesedler, kandidaten råder over; i Irland benyttes andre nærmere fastlagte regler for fordeling af overskud. Derfor kan et regneeksempel, der passer til én STV-variant, ikke uden videre bruges som en nøjagtig beskrivelse af alle nationale optællinger.
En stemmeseddel kan blive ikke-overførbar, hvis den ikke angiver nogen yderligere gyldig præference blandt de tilbageværende kandidater. Sådanne stemmer indgår ikke i yderligere overførsler. Også reglerne for ligestilling mellem kandidater og den rækkefølge, hvori overskud fordeles og kandidater udelukkes, kan variere.
Historisk udvikling
C.G. Andræ og den danske valgreform
Den danske matematiker og politiker C.G. Andræ udformede i 1855 en metode til personligt forholdstalsvalg, som blev anvendt første gang ved valg til Rigsrådet i 1856. Vælgerne kunne rangordne kandidater, også på tværs af lister, dog højst så mange kandidater, som der skulle vælges i kredsen. Stemmer kunne overføres efter de efterfølgende præferencer. Andræs oprindelige metode benyttede Hares kvote og særlige regler om rækkefølgen af de stemmesedler, der blev behandlet. Den var dermed en tidlig variant af STV, men ikke identisk med senere optællingsordninger.
Andræs metode blev senere anvendt ved indirekte landstingsvalg fra 1866 til 1953; reglerne blev ændret undervejs, herunder ved overgangen til Droops kvote i 1915. Metoden blev derimod ikke brugt ved valg til Folketinget.
Thomas Hare og videreudviklingen
Den britiske jurist Thomas Hare fremlagde i 1859 en omfattende fremstilling af et system for forholdsmæssig repræsentation med personlige præferencer og overførsel af stemmer. Hare og Andræ udviklede deres forslag uafhængigt af hinanden. Hares forslag blev videreudviklet og fik betydning for den internationale debat om repræsentative valgsystemer. Også tidligere forslag om overførbare stemmer, blandt andre fra Thomas Wright Hill, indgår i metodens idéhistorie.
Anvendelse
STV bruges i flere forskellige politiske sammenhænge, men valgdistrikternes størrelse, kravene til præferencer og de konkrete optællingsregler er ikke ens.
Irland
I Irland anvendes STV blandt andet ved valg til parlamentets underhus, Dáil Éireann, samt ved lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet. Vælgerne rangordner kandidater efter præference og behøver ikke angive flere end én. Ordningen er således baseret på personvalg i flermandskredse og på mulighed for overførsel af stemmer ved overskud eller udelukkelse af kandidater.
Malta
På Malta anvendes STV ved valg til Repræsentanternes Hus. Landet er inddelt i 13 valgkredse, som hver vælger fem medlemmer. Valgsystemet har været anvendt ved maltesiske valg siden 1921. Maltas forfatning indeholder desuden bestemmelser om tillægsmandater, der under nærmere betingelser kan korrigere forholdet mellem partiernes stemmeandele og mandater.
Australien
I Australien bruges STV ved valg til det føderale Senat og ved visse delstats- og territorievalg. Senatsvalgenes optælling anvender en kvote og brøkdelsoverførsel af overskydende stemmeværdi. Ordningen adskiller sig fra den australske metode til valg af medlemmer af Repræsentanternes Hus, som foregår i enkeltmandskredse med præferencestemmer, men ikke giver forholdsmæssig mandatfordeling.
Virkninger og begrænsninger
STV kombinerer muligheden for forholdsmæssig repræsentation i flermandskredse med vælgernes mulighed for at vælge mellem individuelle kandidater, også inden for samme parti. Metoden gør det desuden muligt at rangordne kandidater på tværs af partiskel uden at afgive mere end én stemme.
Graden af proportionalitet afhænger blandt andet af antallet af mandater i den enkelte valgkreds. Få mandater begrænser muligheden for, at mindre vælgergrupper opnår repræsentation, mens flere mandater som udgangspunkt giver bedre muligheder. STV garanterer derfor ikke fuldstændig overensstemmelse mellem et partis samlede stemmeandel og dets mandatandel, især når valgresultaterne opgøres på tværs af flere kredse.
Optællingen er mere sammensat end ved simple flertalsvalg, fordi stemmer kan overføres i flere omgange, og vælgernes senere præferencer kan få betydning. Desuden kan kandidater fra samme parti konkurrere om personlige præferencer. De konkrete virkninger afhænger af ordningens udformning og den politiske sammenhæng.
Se også Flertalsvalg
Kilder
Litteratur
Kategori:Valgsystemer