Det Britiske Imperium (engelsk: British Empire) var en kolonimagt, som på sit højeste var historiens største med kolonier på alle kontinenter. Imperiet var et resultat af opdagelsestiden, som begyndte med Spanien og Portugals ekspeditioner i det 15. århundrede. Det Britiske Imperium bestod af alle de områder, som briterne havde erobret og koloniseret: det bestod af dominions, kolonier, protektorater, mandatområder og andre territorier, som blev regeret eller administreret af Det forenede kongerige.
Den britiske kolonisering begyndte i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede og fortsatte til umiddelbart efter 1. verdenskrig. I 1922 omfattede det Britiske Imperium 458 mio. mennesker (en fjerdedel af jordens befolkning)Maddison 2001, pp. 98, 242., og det dækkede ca. 33 mio. km², mere end en femtedel af jordens landarealFerguson 2004, p. 15.. I det 19. århundrede var det Britiske Imperium den stærkeste verdensmagt, og da det Britiske Imperium var så stort i areal og spredt ud over hele jorden, hed det, at "solen aldrig går ned over det Britiske Imperium".
Under opdagelsestiden var Spanien og Portugal pionerer ved udforskningen af jordkloden. Undervejs etablerede de store oversøiske imperier. Især England, Frankrig og Holland ville også have del i rigdommene og begyndte at etablere kolonier i Amerika og Asien. En række krige i det 18. og 19. århundrede mod Holland og Frankrig betød, at England, der undervejs blev til Storbritannien efter unionen med Skotland i 1707, blev den dominerende kolonimagt i Nordamerika og Indien. Tabet af de 13 kolonier i Nordamerika under den amerikanske uafhængighedskrig 1775-1783 var et alvorligt slag for Storbritannien, men i stedet vendte det sig mod Afrika, Asien og Stillehavet. Efter det endelige franske nederlag i Napoleonskrigene i 1815 var den britiske verdensdominans forholdsvis uantastet i 100 år, og det udvidede sit imperium verden over. Stigende grader af selvstændighed blev givet til de hvide nybyggerkolonier, hvoraf nogle opnåede status som dominions.
Opblomstringen af det Tyske kejserrige og De forenede Stater udhulede Storbritanniens økonomiske føring i slutningen af det 19. århundrede. Militære og økonomiske spændinger mellem Storbritannien og Tyskland var væsentlige årsager til 1. Verdenskrig, hvor Storbritannien i udstrakt grad drog fordel af sit imperium. Krigen lagde et enormt økonomisk pres på Storbritannien, og selv om imperiet fik sin største geografiske udstrækning efter krigens afslutning, var det ikke længere den største industrielle eller økonomiske magt. Selv om Storbritannien kom sejrrigt ud af 2. Verdenskrig, havde Japan holdt områder besat. Det skadede den britiske prestige og fremskyndede afslutningen på imperiet. Allerede to år efter krigen gav Storbritannien sin største koloni, Indien, sin selvstændighed.
I resten af det 20. århundrede blev de fleste af imperiets territorier selvstændige som led i en større europæisk afkolonisering. Det sluttede med overdragelsen af Hong Kong til Folkerepublikken Kina i 1997. Efter uafhængigheden sluttede mange tidligere britiske kolonier sig til Commonwealth of Nations, en fri sammenslutning af uafhængige stater. Der er stadig 14 territorier under britisk styre i Britisk oversøisk territorium. Og selv om imperiet i dag næsten er helt forsvundet, har det efterladt sig betydelige spor i form af samfundsopbygning, lovgivning og spredning af det engelske sprog i de forhenværende kolonier.
Oprindelse (1497–1583) thumb|upright|En kopi af The Matthew John Cabots skib på hans anden rejse til den Nye Verden
Grundlaget for det britiske imperium blev skabt, mens England og Skotland var selvstændige kongeriger.
Efter de vellykkede spanske og portugisiske opdagelser udpegede kong Henrik 7. af England i 1496 John Cabot til at lede en opdagelsesrejse, som skulle finde nordvestpassagen til Asien via Atlanterhavet.Ferguson 2004, p. 3. Cabot afsejlede i 1497, og selv om han gjorde landgang på Newfoundland (som han i lighed med Christopher Columbus fem år tidligere troede var Asien),Andrews 1985, p. 45. blev der ikke gjort forsøg på at etablere en koloni. Cabot ledede endnu en ekspedition til Amerika det følgende år, men han og hans skibe gik tabt undervejs.Ferguson 2004, p. 4.
Der blev ikke gjort yderligere forsøg på at etablere engelske kolonier i Amerika før et godt stykke ind i Elizabeth 1.s regeringstid i de sidste årtier af det 16. århundrede.Canny, p. 35. Den engelske reformation havde gjort England og det katolske Spanien til fjender. I 1562 gav den engelske krone John Hawkins og Francis Drake tilladelse til at gennemføre kapertogter og tage slaver fra afrikanske byer og portugisiske skibe ud for Afrikas vestkystThomas, pp. 155–158 med det formål at bryde ind i det atlantiske handelssystem. Dette forsøg slog fejl, men senere, da de engelsk-spanske krige tog til i omfang, tillod Elizabeth yderligere kaperangreb mod spanske havne i Amerika og skibe på vej tilbage over Atlanten lastet med skatte fra den Nye Verden.Ferguson 2004, p. 7. Samtidig begyndte indflydelsesrige forfattere, såsom Richard Hakluyt og John Dee (som var den første, der brugte betegnelsen "British Empire")Canny, p. 62. at agitere for etablering af et engelsk imperium, der kunne udfordre Spaniens og Portugals. På dette tidspunkt var Spanien solidt etableret i Amerika mens Portugal havde etableret en række handelsstationer og forter på kysterne af Afrika, Brasilien og Kina mens Frankrig var begyndt at etablere bosættelser ved Saint Lawrence floden i det der blev til Ny Frankrig.
Irlands plantager England fik kolonier senere end Spanien og Portugal. England havde tidligt koloniseret Irland ved bosættelser under den normanniske invasion i 1171.Canny, p. 7.Kenny, p. 5. Det 16. århundredes bosættelser i Irland, som blev udført af engelske kolonister, var en forløber for de kolonier, som blev etableret på den nordamerikanske østkyst,Taylor, p. 123. og adskillige af dem, som var involveret i de projekter, deltog også i den tidlige kolonisering af Nordamerika. Især en gruppe der var kendt som "West Country mændene", som omfattede Humphrey Gilbert, Walter Raleigh, Francis Drake, John Hawkins, Richard Grenville og Ralph Lane.Taylor, p. 119.
Det første britiske imperium (1583–1783) I 1578 udstedte Elizabeth 1. et patent til Humphrey Gilbert på opdagelse og udnyttelse af oversøiske områder.Olson, p. 466. Samme år afsejlede Gilbert til Caribien med det formål at drive sørøveri og etablere en koloni i Nordamerika, men ekspeditionen blev opgivet inden den havde krydset Atlanten.Canny, p. 63. I 1583 gjorde han et nyt forsøg denne gang til Newfoundland, hvor han formelt gjorde krav på havnen på vegne af den engelske krone, men ingen bosættere blev ladt tilbage. Gilbert overlevede ikke hjemturen til England og blev efterfulgt af sin halvbror Walter Raleigh, som fik eget patent af Elizabeth i 1584. Senere samme år grundlagde Raleigh kolonien Roanoke ved kysten af vore dages North Carolina, men mangel på forsyninger betød at koloniseringen mislykkedes.Canny, pp. 63–64.
I 1603 arvede Jakob 6. af Skotland den engelske trone, og i 1604 indgik han Londontraktaten, som afsluttede krigen med Spanien. Herefter skiftede det engelske fokus fra at plyndre andre landes kolonier til selv at etablere oversøiske kolonier.Canny, p. 70. Det britiske imperium begyndte at tage form i begyndelsen af det 17. århundrede med engelske bosættelser i Nordamerika, de mindre øer i Caribien samt etablering af en privat virksomhed Det britiske Ostindiske kompagni, som skulle drive handel i Asien. Den periode – som rækker frem til tabet af de 13 nordamerikanske kolonier, der var et resultat af den Amerikanske uafhængighedskrig – kaldes det "Første britiske imperium".Canny, p. 34.
Amerika, Afrika og slavehandelen I begyndelsen var Caribien stedet, hvor England etablerede sine vigtigste og mest lønsomme kolonier,James, p. 17. men ikke før adskillige forsøg på kolonisering var slået fejl. Et forsøg på at etablere en koloni i Guyana i 1604 varede kun i to år og nåede ikke sit vigtigste mål om at finde guldforekomster.Canny, p. 71. Kolonier i St Lucia – 1605 og Grenada – 1609 blev også hurtigt opgivet, men bosættelser blev med held grundlagt på St. Kitts – 1624, Barbados – 1627 og Nevis – 1628.Canny, p. 221. Kolonierne indførte snart et system med sukkerplantager, som med held var anvendt af portugiserne i Brasilien. Det var baseret på slavearbejdere og skibe (først hollandske), som solgte slaver og opkøbte sukker. For at sikre at de stadigt stigende gevinster fra denne handel forblev på engelske hænder, indførte det engelske parlament i 1651 et monopol, så det kun var engelske skibe, som måtte handle med de britiske kolonier. Dette førte til stridigheder med Den hollandske republik – en række krige, som efterhånden styrkede Englands stilling i Amerika på hollændernes bekostning. I 1655 annekterede England øen Jamaica fra spanierne, og i 1666 lykkedes det dem at kolonisere Bahamaøerne.
thumb|left|Britiske kolonier i Nordamerika omkring 1750. 1: Newfoundland; 2: Nova Scotia; 3: De 13 kolonier; 4: Bermuda; 5: Bahamas; 6: Britisk Honduras; 7: Jamaica; 8: Små Antiller Englands første permanente bosættelse i Amerika blev grundlagt i 1607 i Jamestown anført af kaptajn John Smith og styret af Virginia Company, der som udløber etablerede en koloni på Bermuda, der var opdaget i 1609. Kompagniets frihedsbrev blev tilbagekaldt i 1624, og den engelske krone overtog styringen af kolonien, der blev til Virginia.Olson, p. 600. Newfoundland kompagniet blev grundlagt i 1610 med det formål at etablere en permanent bosættelse på Newfoundland, hvilket stort set mislykkedes. I 1620 blev Plymouth-kolonien grundlagt som et fristed for puritanere, en gruppe religiøse separatister der senere blev kendt som pilgrimmene.Olson, p. 897. Flugt fra religiøs forfølgelse fik mange englændere til at risikere den vanskelige transatlantiske rejse. Maryland blev grundlagt som fristed for katolikker. Rhode Island (1636) blev en koloni, som tolererede alle religioner og Connecticut 1639 var for kongregationalister. Carolina blev grundlagt i 1663. I 1664 fik England kontrol over den hollandske koloni New Amsterdam (som blev omdøbt til New York) under forhandlinger efter Den anden britisk-hollandske krig 1664-67 til gengæld for Suriname. I 1681 blev Pennsylvania grundlag af William Penn. De Nordamerikanske kolonier havde knap så stor økonomisk succes som de caribiske, men havde store områder med god landbrugsjord og tiltrak langt flere engelske emigranter, som foretrak det tempererede klima.Ferguson 2004, pp. 72–73.
I 1670 tildelte Karl 2. af England et diplom til Hudson's Bay Company, som gav det monopol på pelshandelen i Rupert's Land, et enormt landområde som senere kom til at udgøre en stor del af Canada. Forter og handelsstationer blev etableret af kompagniet, som ofte blev angrebet af franskmændene, som havde grundlagt deres egen pelshandelskoloni i det nærliggende Ny Frankrig.Buckner, p. 25.
To år senere blev Royal African Company grundlagt, og det fik monopol fra kong Karl på handelen med at levere slaver til de britiske kolonier i Caribien.Lloyd, p. 37.