thumb|Tuareg på kamel (postkort fra 1907).
Etnografi (fra græsk έθνος ethnos = "folk" og γράφειν graphein = " skrive") er en kvalitativ, beskrivende forskningsmetode, udviklet inden for antropologien til at beskrive kulturforskelle blandt samfund og folkeslag.
Igennem sin udvikling i amerikansk og europæisk antropologi og etnologi har den etnografiske metode benyttet sig altovervejende af feltarbejde og deltagerobservation som måder til at indsamle data om forskellige samfunds og folkeslags kultur, samfundsorganisation og levemåder. Etnografi er en holistisk metode baseret på det princip, at elementerne eller delene af et samfund ikke nødvendigvis kan forstås uafhængigt af hinanden. Centrale figurer i udviklingen af den etnografiske metode var den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas og den polske antropolog og økonom Bronisław Malinowski.
Etnografi har historiske forbindelser til rejsebeskrivelser og skildringer af kolonier. Selvom etnografien udvikledes indenfor antropologien bruges den nu i de fleste samfundsvidenskaber, fra sociologi til politologi til at opnå kvalitativ viden om forskellige gruppers kulturer, verdensopfattelser og handlemønstre. Den etnografiske er særligt central for de konstruktivistiske og relativistiske videnskabelige paradigmer, da metoden er særligt egnet til at belyse minutiøse forskelle i hvordan forskellige samfundsgrupper forstår og opfatter verden.
Begreberne antropologi og etnografi benyttes ofte synonymt. I Danmark skyldes det bl.a., at Københavns Universitet har doceret antropologi, mens Aarhus Universitet har undervist i etnografi og socialantropologi (nu hedder faget Antropologi og Etnografi). Etnografi refererer i høj grad til det beskrivende element og kan derfor ses som et mere specifikt begreb end antropologi, der bredt betyder "læren om mennesket". Kirsten Hastrup og Jan Ovesen nævner i Etnografisk grundbog fra 1990, at stadig flere danske etnografer har benyttet titlen antropolog for at "markere en mere teoretisk orienteret holdning". Det nævnes i samme bog, at kontinentaleuropæere traditionelt har kaldt sig etnografer, mens amerikanere har valgt kulturantropolog og briter socialantropolog som et udtryk for fokus på henholdsvis kultur og sociale systemer.
Udgangspunkter
Man kan skelne mellem to udgangspunkter for den etnografiske forståelse: rammen for samfundsfællesskabet og dettes næringsmæssige grundform.
Samfundsrammen
Etnografien kan betegnes som studiet af menneskelivet. Det er en stiltiende forudsætning for etnografien, at de befolkninger, der beskrives, enten er ens i henseende til levevilkår og levemåde eller kan siges at indgå i et opgavedelt samfund, hvor den enkelte bidrager til helheden inden for en vel afgrænset og let erkendelig helhedsramme (efter niveau kan skelnes mellem familie, stamme, folk eller nation).
Menneskets funktion som art er at sikre sin beståen. Dette sker, som for alle andre arter, ved at sikre sig afkom. Denne opgave bliver for menneskets vedkommende løst inden for det fællesskab, der kaldes familien. Familien består af tre led: mand, kvinde og afkom - i familiesammenhæng benævnt fader, moder og børn. Forældrenes rolle i familien er at avle børn og sikre afkommets overlevelse indtil den dag, hvor de kan klare sig selv og selv stifter familier.
Familier kan leve mere eller mindre isolerede men indgår som regel i et dagligt fællesskab, der kan betegnes som en stamme i tilfælde af jægersamfund (et jagtfællesskab) og nomadesamfund henholdsvis som boplads eller et landbrugsfællesskab (et landsbyfællesskab) for agerbrugssamfunds vedkommende.
Stammen kan indgå et et større fællesskab med andre grupper, som man ikke omgås i det daglige men ikke desto mindre vedvarende har kontakt til og fællesskabsfølelse med. Dette fællesskab kaldes folk eller folkeslag. Hvor samhørsfølelsen er bevidst, tales om en nation. Samhørsfølelsen betegnes nationalisme. I visse tilfælde er stammen og nationen sammenfaldende enheder.
Inden for fællesskabet findes visse regler eller love for hvorledes, man må og kan opføre sig. Er der uenighed herom, træffes der en afgørelse inden for fællesskabet, eventuelt ved dertil udpegede medlemmer. Sådanne ordninger, der har til formål at sikre et samfunds orden og beståen, kan formaliseres gennem faste institutioner med dertil udsete embedsfolk; i så fald tales om en statVahl og Hatt, s. 115-116. Nationalstaten betegner den ideale tilstand, hvor nation og stat er sammenfaldende.
Etnografiske studier har som regel rettet sig mod stammen eller folket. Studier af organiserede stater er som regel overladt til politologien for så vidt angår deres indretning, sociologien for så vidt angår deres medlemmers indbyrdes forhold eller geopolitikken for så vidt angår deres forhold til andre stater.
Næringsgrundformer
Yderligere kan man sige, at ethvert samfund lader sig indpasse i en erhvervskulturel arketype eller grundform. Traditionelt skelnes mellemVahl og Hatt, s. 101-114: samlere og lavere jægere højere jægere nomader halvagerbrug helagerbrug, der underinddeles i: helagerbrug uden plov helagerbrug med plov industrisamfund.
Det bør nævnes, at forståelsen af denne inddeling har ændret sig over tid. Oprindelig omfattede inddelingen kun de tre hovedtyper jægere, nomader og landbrugere. Ret snart fandt man det hensigtsmæssigt at foretage en opdeling. Inspireret af Darwins lære fandt man anledning til at udskille såkaldte "primitive" (oprindeligere) kulturtrin og mere videreudviklede trin. Dermed indledtes en deling af jægerkulturer i "samlere og lavere jægere", det vil sige udpræget kombinerede næringsformer, og "højere jægere", hvor jagt er overvejende eller enerådende. På lignende måde sket en opdeling i "halvagerbrug", hvor jagt og agerbrug er kombineret i en kønsbetinget arbejdsdeling, idet kun kvinder er sysselsat med afgrødedyrkning mens mænd bedriver jagt, og "helagerbrug", hvor denne næringsvej er blevet mændenes virkeområde. Denne blev yderligere opdelt i agerbrug uden brug af plov henholdsvis med brug af plov.
Inspireret af udviklingstanken blev det i anden halvdel af det 19. århundrede hævdet, at de ulige kulturformer skulle afspejle trin i den kulturelle udvikling, og man mente, at forekomsten af de enkelte kulturformer således afspejlede de udviklingstrin, som "moderne" samfund havde været igennem under deres udvikling.fx E. B Tylor: Primitive Culture, John Lubbock: Origin of Civilisation, Lewis H. Morgan: Ancient Society samt H. Schurtz: Urgeschichte der Kultur; Leipzig 1900
Allerede i samtiden blev der fremsat kritik af denne opfattelsefx Fr. Ratzel: Völkerkunde; 2. udgave, bind 1-2; Leipzig 1894-95, og fra begyndelsen af det 20. århundrede blev det med voksende styrke hævdet, at de ulige næringsformer snarere burde opfattes som tilpasninger til de naturgivne forudsætninger. Forskningen fandt, at de ulige samfund også havde gennemgået en uens udvikling, og tillige, at forekomsten af samme redskabsformer i flere kulturer ofte måtte ses som en følge af indbyrdes kontakter, idet de enkelte kultursamfund optog sådanne redskaber og opfattelser, som med fordel kunne indpasses i deres virkeform.Vahl og Hatt, s. 102 På lignende måske skiftede opfattelsen af årsagen til, at samme kulturform forekom flere steder, fra, at dette skyldes parallelle udviklingsforløb til, at dette snarere og oftere skyldes indbyrdes kulturstrømninger. Dette førte til udviklingen af den opfattelse (der fandt vej til etnologien), at der ved gentagne nye kulturstrømninger skete en mere udpræget "fortrængning" af gamle kulturformer til "yderområder" eller med andre ord: "Dersom en Række af Kulturstrømme efter hinanden trænger ind i et Land eller en Verdensdel, vil de ældre Kulturer holde sig længst i afsides Egne".Vahl og Hatt, s. 103 Med tiden har en økologisk forståelsestilgang til næringsformerne vundet frem: En oversigt over fordelingen af de erhvervsmæssige grundformer vil vise en vis tilpasning til de stedlige naturgivne vilkår. Således vil samlernes og jægernes virksomhed afhænge af det naturlige plante- og dyreliv, der atter afhænger af klima og jordbundsforhold, agerbrugets udformning er ligeledes i stort omfang bestemt ved klimatiske, jordbundsmæssige og terrænmæssige forhold, og på lignende måde vil industrien være tilpasset de på ethvert sted tilgængelige råstoffer, mens handelen endelig beror på de samhandlende områders indbyrdes beliggenhed (og erhverv) og de betingelser for transport, som terræn, vandløb og have giver færdselen.Vahl og Hatt, s. 101
Forskningsmetoder
Etnografisk forskning har gennem tiden gjort brug af tre forskningsmetoder: feltstudiet, udnyttelsen af skriftlige kilder, arkæologiske udgravninger og udnyttelsen heraf.
Feltstudiet
Den vigtigste forskningsmetode i etnografien har altid været feltstudiet. Dette går ud på at besøge den befolkningsgruppe, der ønskes studeret, leve med den i kortere og længere tid og herunder dels gøre iagttagelser, dels - eventuelt ved spørgsmål - at nå til en dybere forståelse af befolkningsgruppens levevis eller dele heraf.
Feltstudiet kan omfatte levevis i dagligdagen, årlige højtider, højtider i forbindelse med begivenheder i livet (typisk ritualer ved overgang fra barn til voksen, ritualer i forbindelse med ægteskaber og ritualer i forbindelse med død og begravelse). I moderne etnografi lægges vægt på forskerens egen evne til at indleve sig i den studerede befolkningsgruppes livsvilkår og dermed ved sit samvær med menneskene i det samfund, man forsøger at forstå skaffe sig en indsigt og indlevelse, der fremmer evnen til at skildre det studerede liv som en helhed, hvor de enkelte deltræk fremstår som værende meningsfulde.
Som et led i feltstudiet kan etnografen gennem spørgsmål og samtale forsøge at skaffe sig uddybende indsigt i den forståelsesverden, som præger den befolkningsgruppe, der studeres.
I ældre feltstudier indgik antropologiske studier af befolkningens alderssammensætning, fysiske højde og drøjde, ansigtstræk, hårets karakter og farve, øjnenes farve med mere ligeledes som en del af studiet.
Skriftlige kilder
Etnografiske feltstudier kan ifølge sagens natur kun ske i samtiden. Vil man vide noget om tidligere tider, er man henvist til at bruge skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd. Ikke sjældent inddrages skriftlige kilder som et middel til at kontrollere egne iagttagelser, eventuelt om der er sket en udvikling over tid.
Inddragelsen af skriftlige kilder stiller brugeren over for en række kildekritiske og forståelsesmæssige samt tolkningsmæssige problemer. Man kan skelne mellem nyere tids og antikke kilder, men problemstillingerne er ens (omend ikke de samme). De problemer, der således gør sig gældende, kan i hovedsagen sammenfattes således: egne fordomme; kildeforfatterens fordomme; sproglige forståelses-, herunder identifikationsproblemer; spørgsmålet om sproglige lån overtaget fra andre kilder (vandremotiver); spørgsmålet, om kildeteksten gengiver forfatterens egen viden eller oplysninger hentet fra andre kilder; spørgsmålet om fortolkning af de gengivne oplysninger: myter eller at konstruere en helhed. Det er velkendt, at fx antikke (især græske og romerske) forfattere i vid udstrækning var bundne af fordomme om verdens indretning, såkaldt etnocentrisme. Man mente, at afstanden fra "civilisationens midtpunkt" (= ens eget samfund) samt de klimatiske forhold havde indflydelse på de "barbariske" folkefærd, der blev beskrevet. Ligeledes forsøgte disse forfattere ofte at forstå fremmede samfund ud fra forholdene i deres eget samfund, enten ved at finde ligheder eller ved at opstille modsætninger. Endelig forelå faren for, at antikke forfattere generaliserede forholdene for en større befolkningsgruppe på grundlag af enkeltiagttagelser. Alle disse forhold måtte nødvendigvis "farve" fremstillingen.jvf. Lund (1993)