The Kinks var en engelsk rockgruppe centreret omkring brødrene Ray og Dave Davies, der voksede op i Muswell Hill i Nordlondon. Gruppen, som blev dannet i 1964 og spillede indtil 1996, anerkendes bredt som et af de vigtigste og mest indflydelsesrige rocknavne i sin tid. Deres musik var influeret af mange genrer, herunder rhythm and blues, britisk music hall, folkemusik og country. Ray Davies (forsanger, rytmeguitar) og Dave Davies (leadguitar, kor) var med i gruppen i hele dens 32 år lange levetid. De to øvrige oprindelige medlemmer, Pete Quaife (basguitar, kor) og Mick Avory (trommer, percussion), blev erstattet af henholdsvis John Dalton i 1969 og Bob Henrit i 1984.
Gruppen fik sit gennembrud i 1964 med sin tredje single, "You Really Got Me". Nummeret blev et internationalt hit, idet det nåede toppen af hitlisten i Storbritannien og i top 10 i USA. Gruppens storhedstid var fra midten af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne, hvor gruppen udgav en stribe singler og album, der både var salgsmæssige successer og rost af kritikerne. Gruppens sange er senere blevet spillet af yngre navne som Van Halen, The Jam, The Knack og The Pretenders.
I 1990, som var det første år, hvor de ifølge reglerne var kvalificerede, blev gruppens fire oprindelige medlemmer optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og de blev optaget i den britiske musiks Hall of Fame i november 2005.
Historie Begyndelsen (1962-1963) thumb|left|Huset i Denmark Terrace, hvor Davies-brødrene voksede op Brødrene Davies blev født i East Finchley i Nordlondon som de yngste og eneste drenge i en søskendeflok på otte.Hinman (2004), p. 6 Deres forældre, Frederick og Annie Davies, flyttede snart familien til et hus i Denmark Terrace i den nærtliggende bydel Muswell Hill.Kitts (2007), p. 1-5 I hjemmet var de to drenge meget optaget af musik af mange forskellige genrer strækkende sig fra music hall fra forældrenes generation til jazz og rock, som deres storesøstre dyrkede. Musikken blev specielt dyrket ved fester, der blev holdt i huset mange, lange nætter, hvilket gjorde et stort indtryk på de to brødre. Thomas Kitts skriver: "Betydningen af disse fester for the Kinks (...) er påfaldende. Om det var bevidst eller ubevidst, så virkede det, som om Ray [på scenen] forsøgte at genskabe festerne fra lørdag aftnerne i sin families hus – komplet med kaos, øl og fællessang.Kitts (2007), p. 5 Både Ray og hans bror Dave, der er næsten tre år yngre end ham, lærte at spille guitar, og de spillede skiffle og rock'n'roll sammen.
Brødrene gik i skole i William Grimshaw Secondary Modern School, hvor de dannede gruppen The Ray Davies Quartet med Rays ven og klassekammerat Pete Quaife og dennes ven John Start. De blev modtaget pænt til deres debut ved et skolebal, hvilket gav gruppen lyst til at prøve lykken på lokale pubber og barer. Gruppen havde en skiftende række af forsangere, heriblandt Rod Stewart,Hinman (2004), p. 8-9 der også gik på William Grimshaw, som optrådte med gruppen mindst én gang i begyndelsen af 1962. Stewart dannede kort tid efter sin egen gruppe, Rod Stewart and the Moonrakers, som blev en lokal rival til The Ray Davies Quartet. I slutningen af 1962 flyttede Ray Davies hjemmefra for at studere Hornsey College of Art. Her dyrkede han sine interesser for kunstarter som film, tegning, teater samt musik som jazz og blues. Han blev rutineret guitarist som medlem af gruppen Dave Hunt Band fra Soho, en professionel gruppe, der spillede jazz og R&B.Kitts (2007), p. 23-30Hinman (2004), p. 12 Davies droppede snart ud af skolen og vendte tilbage til Muswell Hill, hvor han sammen med sin bror og Quaife gendannede den gamle gruppe, som nu optrådte under navne som Pete Quaife Band, the Bo-Weevils og The Ramrods, inden de (for et stykke tid) valgte navnet The Ravens.Hinman (2004), p. 9-20
Den unge gruppe hyrede to managere, Grenville Collins og Robert Wace, og i slutningen af 1963 blev den tidligere popsanger Larry Page tilknyttet som den tredje. Den amerikanske pladeproducer Shel Talmy begyndte at arbejde med gruppen, og The Beatles' arrangør, Arthur Howes, blev ansat til at holde styr på engagementerne for The Ravens.Savage (1984), p. 15-19 Gruppen optrådte uden held hos flere pladeselskaber, før den i begyndelsen af 1964 med hjælp fra Talmy fik en kontrakt hos Pye Records. Mens alt dette fandt sted, havde gruppen fået en ny trommeslager, Mickey Willet, der dog forlod den kort inden kontrakten blev underskrevet. The Ravens inviterede nu Mick Avory til at erstatte Willet, idet de så Avorys annonce i Melody Maker.Hinman (2004), p. 17-20 Avory havde en baggrund som jazztrommeslager, og han havde blandt andet spillet et enkelt job med det ligeledes helt unge The Rolling Stones.
Omtrent samtidig blev gruppen enig om et nyt navn, som skulle blive permanent: The Kinks. Der har været mange teorier om oprindelsen til dette navn. Jon Savages analyse lyder således: "[De] havde brug for et gimmick, noget der kunne tiltrække opmærksomhed. Her var det: "Kinkiness" (frækhed) – noget småfrækt, men samtidig på grænsen til det acceptable. Ved at bruge 'Kinks' i navnet på den tid var de en del af et tidstypisk popritual – berømmelse via skandale."Savage (1984), p. 17 Manager Robert Wace bidrog med følgende forklaring: "Jeg havde en ven (...) Han syntes, at gruppen var ganske morsom. Hvis jeg husker korrekt, foreslog han navnet bare som en ide, en god måde at give reklame på. (...) Da vi foreslog [gruppens medlemmer] navnet, var de (...) fuldstændig rystede. De sagde: 'Vi vil ikke kaldes frække!'" Ray Davies' version passer ikke med Waces – han husker det, som om det var Larry Page, der havde fundet på det med henvisning til deres "frække" sans for mode. Davies har citeret ham for at sige: "Med den måde, I ser ud på, og med det tøj, I har på, burde I hedde The Kinks." "Jeg har egentlig aldrig brudt mig om navnet," har Davies sagt.
Gennembruddet og forbud mod at turnere i USA (1964-1966) The Kinks' første single var en kopi af Little Richard-sangen "Long Tall Sally". En ven af gruppen, Bobby Graham,Hinman (2004), p. 20-46 blev engageret til at spille trommer på den. Han blev ved forskellige lejligheder indkaldt som substitut for Avory på pladeindspilninger og optræder på flere af gruppens tidligste singler. "Long Tall Sally" blev udsendt i februar 1964, men trods en ihærdig indsats fra gruppens managere med at reklamere for den, blev singlen næsten fuldstændig overset. Da den anden single, "You Still Want Me", heller ikke kom på hitlisterne,Hinman (2004, p. 18-22 truede Pye Records med at annullere kontrakten, hvis ikke den tredje single fik succes.
"You Really Got Me" blev udsendt i august 1964,Hinman (2004), p. 31 og da gruppen fik mulighed for at spille den i tv-programmet Ready Steady Go!, gik singlen kort efter ind på førstepladsen på den britiske hitliste.Rogan (1998), p. 10 Det amerikanske selskab Reprise Records importerede i hast singlen til USA, hvor den også kom i top 10. Det markante, forvrængede guitarriff, som Dave Davies havde frembragt ved at lave en kile i højttalerkeglen på sin forstærker (internt i gruppen omtalt som "little green amp" – den "lille grønne forstærker"), gav sangen sin markante, rå guitarlyd. Sangen fik stor indflydelse på den amerikanske garagerockscene og er blevet betegnet som "en konceptsang i bagagen inden for hård rock og heavy metal." Kort efter udgivelsen af singlen indspillede The Kinks de fleste af numrene til deres debutalbum, der blot fik titlen Kinks. Med sange, der for størstedelens vedkommende var kopier eller traditionelle sange i nye indpakninger, blev albummet udsendt 2. oktober 1964 og nåede fjerdepladsen på den britiske albumliste.Hinman (2004), p. 30-40 Tre uger senere udkom gruppens fjerde single, "All Day and All of the Night", der var endnu en original hård rocksang, skrevet af Ray Davies, og denne single blev nummer to i Storbritannien og nummer syv i USA. Ligeledes blev de næste to singler, "Set Me Free" og "Tired of Waiting for You", kommercielle successer, og sidstnævnte nåede også helt til tops i Storbritannien.
thumb|right|The Kinks laver sjov under en turné i Sverige i 1965 The Kinks tog på sin første turné til Australien og New Zealand i januar 1965 som del af en pakkeløsning, hvor også Manfred Mann og The Honeycombs deltog.Hinman (2004), p. 47) I et tætpakket program sammen med navne som The Yardbirds og Mickey Finn optrådte The Kinks som topnavn utallige gange i løbet af dette år,Kitts (2007), p. 58 blandt andet også i Tivoli i København, hvor kvindelige fans løb på scenen og forsøgte at omfavne idolerne med en sådan kraft, at politiet skred ind. Successen førte til konflikter, der blandt andet udtrykte sig i et slagsmål på scenen mellem Avory og Dave Davies i Capitol Theatre i Cardiff, Wales, den 19. maj.Hinman (2004), p. 55 Efter afslutningen på den første sang, "You Really Got Me", fornærmede Dave Davies Avory og sparkede til hans trommesæt, så det væltede. Avory svarede igen ved at slå Davies med stativet til sin hi-hat, hvilket gjorde at denne mistede bevidstheden, hvorpå Avory flygtede rædselsslagen for, om han havde slået sin kammerat ihjel. Davies kom på skadestuen og blev syet med seksten sting i hovedet. I den efterfølgende afhøring hos politiet sagde Avory, at det hele var en del af et nyt show, hvor gruppens medlemmer skulle smide instrumenter efter hinanden. Efter en turné om sommeren i USA nægtede American Federations of Musicians gruppen tilladelse til at spille koncerter de følgende fire år, hvilket effektivt skabte hindringer for, at The Kinks kunne opnå succes på det største musikmarked i verden midt under den britiske invasion. Skønt hverken The Kinks eller sammenslutningen gav nogen præcis begrundelse for denne udelukkelse, var der i samtiden almindelig enighed om, at den skyldtes gruppens mange episoder med ballade på turneen.