Apopleksi (), også kendt som slagtilfælde, hjerneblødning, blodprop i hjernen eller stroke, betegner et pludseligt opstået neurologisk udfald forårsaget af en akut vaskulær skade i hjernen. Da hjerneceller dør uigenkaldeligt efter få minutters iltmangel grundet iskæmi (nedsat blodforsyning) eller blødning, kræver tilstanden hurtig reaktion og akut behandling for at afværge dødsfald og varige men.Red hjernen. Sundhedsstyrelsen 2022
Apopleksi inddeles i to hovedtyper. Omkring 85 % forårsages af en blodprop i et forsynende hjernekar (trombose eller emboli), oftest som følge af åreforkalkning i arterier/halsarterier eller løsrevne tromber fra hjertet. De resterende 10-15 % skyldes en bristning og derved blødning i selve hjernevævet (), typisk udløst af forhøjet blodtryk eller medfødte misdannelser. En specifik blødningstype er subaraknoidalblødning, hvor en udposning brister på en arterie under de inderste hjernehinder. Uanset årsag vil den manglende blodtilførsel efterhånden danne et hjerneinfarkt ().
Symptomerne i den akutte fase afhænger af det ramte kar- og hjerneområde og krydser som regel, så en skade i højre hjernehalvdel påvirker kroppens venstre side.Boysen G & Voldby B. Centralnervesystems vaskulære sygdomme. I: Paulson OB, Gjerris F & Sørensen PS. Klinisk neurologi og neurokirurgi. FADL's forlag 2004, København. Hyppigst ses akut halvsidig lammelse (især ved skade på a. cerebri media og dermed capsula interna), ledsaget af nedsat kraft og følesans, afasi samt tale- eller synsforstyrrelser. Dette suppleres ofte af hovedpine, besvimelse, nedsat bevidsthed og kognitive udfald, der påvirker sprog, rumfornemmelse og hverdagsfunktioner. Psykiske forandringer og depressioner er ligeledes almindelige. En subaraknoidalblødning præsenterer sig dog ofte særskilt som et pludseligt "smæld i hovedet" med efterfølgende svær hovedpine og eventuelt bevidsthedstab, typisk udløst under fysisk aktivitet.
Den indledende kliniske diagnose suppleres altid med en CT- eller MR-scanning af hjernen for at skelne mellem blodprop og blødning, vurdere prognosen og udelukke differentialdiagnoser som tumor/metastaser, subduralt hæmatom (SDH) og subaraknoidalblødning (SAH). Klinisk skelnes mellem egentlig apopleksi, hvor symptomer varer over 24 timer, og TCI (transitorisk cerebral iskæmi / TIA), hvor de svinder inden for et døgn. TCI er en afgørende advarsel om markant forhøjet risiko for et kommende slagtilfælde.
Behandlingen skal iværksættes inden for få timer for at minimere hjerneskaden. Udover nøje regulering af blodtrykket behandles blodpropper akut med trombolyse og blodfortyndende medicin som trombocytfunktionshæmmende midler. Den forebyggende medicinske behandling inkluderer ofte kolesterolsænkende præparater, antikoagulansbehandling ved atrieflimren eller lavdosis acetylsalicylsyre. I det videre forløb er tidlig mobilisering og intensiv tværfaglig genoptræning (via sygepleje, fysioterapi og ergoterapi), ofte på specialiserede apopleksiafsnit, afgørende for at maksimere patientens funktionsniveau. Apopleksisymptomerne har tendens til spontan bedring over de første 3 måneder.
I Danmark er apopleksi en stor folkesygdom med cirka 12.000 årlige tilfælde, hvoraf halvdelen rammer personer over 70 år. Sygdommens prognose afhænger af sværhedsgraden, idet ca. 20 % af de sværeste tilfælde medfører pludselig død. Generelt følger overlevelsen en tredjedelsregel: Cirka en tredjedel dør kort tid efter (herunder 10 % inden for første måned), en tredjedel overlever med blivende handicap og invalidering, og den sidste tredjedel overlever uden varige defekter.Dansk Apopleksiregister - Årsrapport 2013. Tilgået på https://www.sundhed.dk/content/cms/69/4669_dansk-apopleksi-register_aarsrapport_2013_kommenteret-_off_28042014.pdf
Symptomer
De forskellige dele af hjernen har forskellige arbejdsopgaver og symptomerne vil derfor også være forskellige alt efter hvor i hjernen skaden er sket. Er der f.eks. et infarkt i det område der styrer venstre ben, vil patienten have en lammelse i venstre ben.
Dertil kan der være nogle mere generelle symptomer, fx hovedpine, træthed og epileptiske kramper. Symptomerne opstår enten fordi det område, som styrer den specifikke funktion, bliver ødelagt, eller fordi projektionsbanerne mellem det styrende område og kroppen bliver afskåret.Boysen G & Voldby B. Centralnervesystems vaskulære sygdomme. I: Paulson OB, Gjerris F & Sørensen PS. Klinisk neurologi og neurokirurgi. FADL's forlag 2004, København.
Lammelser, føleforstyrrelser og bevægeforstyrrelser En stor del af vores hjerne beskæftiger sig med at bevæge forskellige dele af kroppen. Bevægelserne blive igangsat i det motoriske cortex, mens tilstødende områder har programmer for hvordan bevægelserne skal laves. Dertil er der en række områder dybere i hjerne, der, sammen med cerebellum, er vigtige for koordination og balance. Alle disse områder er forbundet med hinanden og samarbejder om at lave præcise og glidende bevægelser.
De motoriske nervebaner, der løber fra cortex og ned igennem ryggen, krydser nede i hjernestammen. Det betyder, at bevægelser i venstre side af kroppen styres af højre hjernehalvdel.
Der kan ses en række forskellige motoriske symptomer: Parese: er nedsat kraft i en kropsdel. Der er bevægelse, men med mindre styrke end normalt. Hvis det er hele den ene side af kroppen kaldes det hemiparese. Paralyse: betyder at al bevægelse er væk. Kropsdelen er altså hel lammet. Styringsbesvær/ataksi: Betyder, at patienten har problemer med at styre en kropsdel eller hele kroppen. Beder man f.eks. patienten om at sætte en finger på næsen, kan man se, at armen ikke bevæges i en blød bue, men i en hakket og ujævn bue og ofte vil fingeren ramme forbi næsen.
Facialisparese En facialisparese er en lammelse af ansigtets muskler (de muskler der enerveres af nervus facialis). Ved apopleksi er det næsten altid en central facialisparese hvor patienten har hængende mundvig og ikke kan puste kinden op. Derimod vil de ikke have hængende øjenlåg eller problemer med at rynke panden. Dette er til forskel for en perifer facialis parese, som f.eks. ses ved borrelia.
Dysfagi Hvis musklerne i munden og svælget er blevet lammet, kan det påvirke patientens evne til at synke normalt. I svære tilfælde udebliver synkebevægelsen helt, mens den i lettere tilfælde kommer med sekunders forsinkelse.
Ved dysfagi lukkes der ikke ordentligt af til luftvejene og der er derfor risiko for, at der kommer vand, mad og sekreter ned i luftvejene (aspiration), hvilket kan medføre lungebetændelse.
Føleforstyrrelser Ligesom der er motoriske områder, der styre bevægelser, er der sensoriske områder, der modtager beskeder fra kroppen. Beskederne kan groft deles i følesansen og proprioception.
Følesansen modtager besked om berøring, smerte, temperatur og tryk, og proprioception modtager besked fra muskler, sener og led om hvor de forskellige dele af kroppen befinder sig og om bevægelse.
Hvis følesansen bliver påvirket, bliver patientens evne til at føle berøring, smerte etc. nedsat. Mange beskriver det også som en summende eller stikkende fornemmelse. Det kan blive et problem, fordi patienten ikke kan mærke hvis de fx støder foden ind i noget, en hånd sidder i klemme eller de er ved at få trykssår. Hvis proprioceptionen er påvirket, får hjernen ikke besked om hvor kropsdelene befinder sig i forhold til kroppen. Det gør det meget svært at styre og koordinere bevægelserne rigtigt og gøre at patienten fremstår klodset og kluntet.
De sensoriske og motoriske baner hænger tæt sammen og derfor vil patienter med parese næsten altid også have føleforstyrrelser, og omvendt.
Taleproblemer Det at tale er en kompliceret opgave, der involverer flere dele af hjernen. Der er dels en række ’talecentre’ der hos de fleste mennesker sidder i venstre hjernehalvdel, dels de motoriske områder, der laver bevægelserne i munden, tungen og svælget.
Der findes flere måder at opdele taleproblemer, men den opdeling vi bruger i hverdagen er: Afasi: Omfatter både problemer med forståelsen og produktionen af sprog. Det kan altså både være et problem med at finde de rigtige ord, udtale ordene rigtigt og opbygge sætninger (ekspressiv afasi) og med at forstå det der bliver sagt til dem (impressiv afasi). De fleste patienter med afasi har dog både ekspressive og impressive problemer, og de kan samtidig have problemer med at læse og skrive. Dysartri: Ved dysartri er der udelukkende et problem med at udtale ordene pga. lammelse i de muskler i mund, tunge og svælg man bruger til at tale. Der er ikke problemer med sætningsopbygning og forståelse. (Dog kan man godt have afasi og dysartri samtidig). Patienter der har taleproblemer vurderes af en logopæd (talepædagog).
Kognitive problemer Dette er en bred samlebetegnelse for problemer, der har med tankevirksomhed at gøre, herunder hukommelse, indlæring, indsigt, koncentration og hverdagsfærdigheder at gøre. Disse problemer er mindre synlige end f.eks. en lammelse og det kan være svært for patienten at beskrive dem. Det kræver derfor tæt observation og undersøgelse, før man finder ud af det præcise problem. Nedsat sygdomsindsigt (Anosognosi): Betyder, at patienten ikke oplever eller erkender sin sygdom. Der er et område i parietallappen, som har med kropsopfattelse og sygdomsfornemmelse at gøre. Hvis dette område skades, får resten af hjernen ikke besked om at der er noget galt med kroppen. Patienten er derfor ikke bevidst om, at han/hun er syg og kan i nogle tilfælde benægte, at der skulle være noget galt. Den manglende sygdomserkendelse kan både give problemer i forhold til genoptræningen, fordi patienten ikke er motiveret til træning, og i forhold til patientens sikkerhed, idet patienten ikke kan se sine egne begrænsninger. Neglect & nedsat opmærksomhed: Betyder, at patienten retter det meste eller al sin opmærksomhed væk fra den syge side. Det kan både være i forhold til selve kroppen, at patienten ’glemmer’ den lammede arm eller ben. Det kan også være i forhold til omgivelserne, at patienten slet ikke oplever hvad der foregår på den lammede side og f.eks. ikke høre når der bliver talt fra den side og ikke ser hvad der foregår. Pushing: Betyder, at patientens opfattelse af kroppens midtlinje er forstyrret. Derfor vil patienten spontant læne sig over mod den lammede side og bruge de raske ekstremiteter til aktivt at skubbe sig væk fra den raske side (deraf betegnelsen pushing). Patienten vil ofte insistere på at kroppen er lige, og ved forsøg på at rette den op, vil patienten arbejde imod. Apraksi: Betyder nedsat evne til at planlægge og udføre hverdagsaktiviteter. Det kan være fra at patienten ikke kan finde ud af at bruge redskaberne rigtigt (prøver at rede hår med tandbørsten) eller at udføre de enkelte delaktiviteter i en forkert rækkefølge (begynder at tørre hår inden de har skyllet sæben ud). Agnosi: betyder problemer med genkendelse, f.eks. af genstande eller ansigter. Hvis man f.eks. viser patienten en tandbørste, kan han ikke se hvad det er (visuel agnosi), men når patienten får den i hånden er han ikke i tvivl. Der kan også være problemer med genkendelse ved berøring af genstande (taktil agnosi). Et andet typisk fænomen er ansigtsagnosi, hvor patienten ikke kan genkende ansigter. Når patienten ser sine pårørende virker de ikke bekendte, men lige så snart de pårørende snakker, kan patienten genkende stemmerne. Hukommelsesproblemer: Det kan f.eks. være problemer med at huske sin fødselsdato eller huske informationerne fra personalet. Gråd- og latterlabilitet: Det kaldes også for tvangs-gråd eller tvangslatter, hvor patienten umotiveret og ude af sammenhæng enten græder eller griner vold-somt, uden at patienten kan fortælle hvorfor. Det kan være meget ubehageligt for patienten, fordi deres opførsel virker upassende overfor andre.
Synsproblemer