Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med redningsberedskabet som ansvarsområde. Styrelsen består af en myndighedsdivision, en operationsdivision (herunder det tidligere Civilforsvarskorps/Beredskabskorps), samt en koordinations- og styringsdivision.
Som styrelse føres der tilsyn med de kommunale redningsberedskaber og man rådgiver disse og øvrige myndigheder på beredskabsområdet. Den operative afdeling omfatter dels det statslige redningsberedskab på i alt seks beredskabscentre og to skoler, dels internationale nødhjælpsopgaver. Under internationale operationer benyttes navnet Danish Emergency Management Agency.
Styrelsens hovedsæde ligger i Birkerød.
Historie Luftværn Beredskabsstyrelsens historie går tilbage til den sidste halvdel af 1930'erne, hvor Rigsdagen som følge af den stigende uro i Europa vedtog luftværnslovene, der i kommunalt regi skulle skabe beskyttelse for civilbefolkningen mod følgerne af krig. Tiltagene blev kaldt luftværn og deltes i flere civilbeskyttelsestjenestegrene – forkortet CB: CB-Brand, CB-Sanitet, CB-Teknisk Tjeneste og CB-Gastjeneste. Disse grupper skulle kunne indsættes med værnepligtigt og frivilligt mandskab på et skadested efter et angreb. Den statslige myndighed for CB var Statens Civile Luftværn, som blev oprettet 1. maj 1938.
Mange byer over hele landet blev allerede før besættelsen "luftværnspligtige" og skulle opretholde materielreserver og gennemføre planlægning – dvs. beredskabsplaner. Da Danmark blev besat den 9. april 1940, var landet ikke helt uforberedt. Der skete gennem de fem besættelsesår en løbende udvikling af beredskaberne som et "fabriksluftværn", da fabrikkerne ikke kunne regne med assistance fra byens brandvæsen i tilfælde af angreb.
CB-Brand blev en slags overbygning på det lokale brandberedskab. Størrelsen varierede en del, da beredskabet omfattede både større og mindre byer efter behov. Det var ikke alle brandvagter, der var fast bemandede – mange blev kun bemandet i tilfælde af flyvervarsel. Kommunerne skulle sørge for indkøb og opmagasinering af materiel, der kunne fremføres af både frivillige og værnepligtige på udskrevne køretøjer.
Ødelæggelserne i en by kunne være ret store, og tilkørselsveje kunne være spærrede. Derfor blev der i større byer oprettet flere hjælpebrandstationer, der bestod af det stående kommunale beredskab suppleret med CB-brandvagternes mandskab og materiel. Fordelingen skulle også mindske risikoen for at hele styrken blev sat ud ved et enkelt angreb. Økonomien rakte ikke altid til det ønskede antal stationer – og da slet ikke i Hovedstadsområdet, hvor de mest gennemgribende foranstaltninger skulle gennemføres. Københavns Kommune havde i sin beredskabsplan af 1. marts 1940 planlagt 36 hjælpebrandvagter, der skulle udbygges til 82 – dog nåede de aldrig højere end 22.
Ud over de lokale CB-vagter blev der i 1941-1943 oprettet ni regionale kaserner til brug for Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner (CBU-kolonner) med standardiserede køretøjer til brug for de enkelte CB-tjenestegrene.
Civilforsvar Efter 2. verdenskrig videreførtes CB-beredskaberne i både kommunalt og statsligt regi. Men det var klart, at den umiddelbare trussel nu var en anden, så civilbeskyttelsen blev et civilforsvar – forkortet CF. Dette skete med vedtagelsen af civilforsvarsloven af 1. april 1949 og oprettelsen af Civilforsvarsstyrelsen.
De kommunale CB-beredskaber blev fortsat opretholdt, men skulle tjene som en reserve for det kommunale beredskab i tilfælde af, at der skulle udbryde en ny krig eller opstå en krisesituation. Man skelnede mellem det kommunale civilforsvar – de tidligere CB-brandvagter – og det statslige civilforsvar – de tidligere CBU-kolonner.
I efterkrigstiden vendtes opmærksomheden mod truslen fra Sovjetunionen og Warszawapagten. Brandberedskaberne blev opgraderet med planlægning for beredskabets funktion under deciderede krigshandlinger. Det blev stadigt mere aktuelt at tage højde for et angreb med atomvåben.
Efterhånden var der ikke behov for den utidssvarende organisation. Selv om det tunge krigsberedskab i fredstid stod til rådighed for de lokale brandvæsener som assistance til fx store ildebrande, var der ikke meget at gøre. Endnu værre så det ud for det kommunale civilforsvar, der stort set aldrig blev anvendt.
Civilforsvarets rolle måtte revideres. Det medførte, at kommunerne fik mulighed for at oprette en beredskabskommission ved ændringen af civilforsvarsloven 27. maj 1981. Kommissionen blev dannet af brandkommission og civilforsvarskommission. I 1989 indgik Folketingets partier en toårig aftale om det videre forløb. Partierne blev enige om at nedsætte et udvalg om fremtiden ledet af Justitsministeriets departementschef Ole Asmussen.
Redningsberedskab I september 1991 fremlagde udvalget sine konklusioner og foreslog, at brandvæsen og civilforsvar skulle sammenlægges til en enkelt katastrofeberedskabsorganisation. Det skulle ske på alle niveauer og måtte følgelig betyde større lovændringer.
Med virkning fra 1. januar 1993 blev Statens Brandinspektion og Civilforsvarsstyrelsen sammenlagt til Beredskabsstyrelsen, ligeledes blev alle forhold vedrørende brand- og katastrofeberedskab overflyttet til IndenrigsministerietIflg. Indenrigsministeriet besluttet ved kongelig resolution af 6. december 1991.
Desuden blev der nedsat et udvalg, der skulle behandle lovgivningen på området. Dets udkast dannede grundlag for Beredskabsloven af 23. december 1992, der afløste Brandloven, Civilforsvarsloven og Lov om det civile beredskab. De tidligere CF-kolonner blev videreført som beredskabscentre, hvor de kommunale redningsberedskaber kunne rekvirere assistance til større brande, redningsopgaver og miljøuheld.
I 1996 og 1997 blev det nye beredskab analyseret: det kunne med fordel blive en mellemting mellem det kommunale og statslige redningsberedskab, idet mange af beredskabscentrene måtte regne med en responstid på to timer; det betød, at de gik glip af en del assistanceopgaver. Der kunne med fordel oprette strategisk placerede støttepunkter med frivilligt mandskab.
Selv om der var sket store moderniseringer i strukturen, var kommunerne stadigvæk forpligtede til at opretholde et krigs-/kriseberedskab: det gamle kommunale civilforsvar. Det var først fra 1. juli 2003, at kommunerne ikke længere skulle opretholde dette udvidede beredskab. Dermed blev den sidste rest af det gamle kommunale civilforsvar nedlagt.
Efter terrorangrebet den 11. september 2001 kom der større fokus på beredskabet og dets relation til f.eks. Forsvaret under en terrorhandling. Efter megen diskussion blev det besluttet at lade styrelsen flytte ressortministerium til Forsvarsministeriet per 1. februar 2004.
Ved oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab den 29. august 2024 blev Beredskabsstyrelsen flyttet hertil.
Beredskaber Beredskabsstyrelsen opretholder en døgnbetjent udrykningsvagt på seks centre. Derudover opretholdes et kemisk og nukleart beredskab.
Akut assistance fra styrelsens operative afdelinger ydes vederlagsfrit.
Beredskabscentre thumb|200px|Styrker udsendt fra centrene bærer normale indsatsdragter med Beredskabsstyrelsens logo|alt= De fem beredskabscentre Beredskabsstyrelsen Bornholm i Allinge, Beredskabsstyrelsen Sjælland i Næstved, Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev, Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning og Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted bemandes af befalingsmænd og værnepligtige på døgnvagt, samt frivillige på tilkald. Beredskabsstyrelsen Hovedstaden i Hedehusene bemandes af frivillige og ansatte. De 5 centre med værnepligtige er alle direkte videreførelser af 5 CBU- og senere CF-kolonner. Centeret i Hedehusene blev overtaget af Beredskabsstyrelsen i januar 2005, fra det tidligere fælleskommunale Beredskab Storkøbenhavn. De tidligere centre i Middelfart og Hillerød er i dag lukket.
Hvert center råder over en stor mængde af materiel – herunder en række forskellige køretøjer, der kan rekvireres af myndighederne til brand-, rednings- eller miljøindsatser. Desuden kan mandskabet medvirke til eftersøgninger eller andre opgaver.
De fleste af centrenes brandbiler adskiller sig ikke væsentligt fra de lokale, kommunale redningsberedskabers materiel, dog er en række nye specialkøretøjer enten ved at blive fordelt eller udarbejdet. Således er det mere specialiserede udstyr koncentreret omkring tungt redningsmateriel og et meget omfattende miljøberedskab, hvor sidstnævnte opretholdes i samarbejde med Miljøstyrelsen og Søværnet.
De seks beredskabscentre kan typisk stille med mandskab og køretøjer inden for to timer overalt i landet, men skal dog kunne forlade centret inden for 5-15 minutter efter alarmering – alt afhængig af opgavens kompleksitet. Udrykningstiden for beredskabscentrene er sat til to timer, da materiellet sjældent vil skulle bruges til akutte, livreddende opgaver.
De mest almindeligt tilbagevendende opgaver (dvs. ikke medregnet assistancer ifbm. kraftigt snevejr) er assistancer til brandslukning, brand- eller gerningsstedsundersøgelser, samt olieforureninger.Beredskabsstyrelsens statistikbank – Niveau 3 beredskabet: De statslige regionale beredskabscentre
Støttepunkter (nedlagt pr. januar 2013) thumb|200px|En af støttepunkternes hyppigst tilbagevendende opgaver var belysning Ni støttepunkter var placeret i Fredensborg, Greve, Kalundborg, Nykøbing Falster, Odense, Fredericia, Esbjerg, Århus og Aalborg. Disse ni kombineredes med de fem beredskabscentre, så man i alt havde 14 støttepunkterFolder fra Dansk Selskab for Brandkøretøjer: Niveau 2-beredskabet, støttepunkter.
De ni støttepunkter bemandedes af frivilligt eller deltidsmandskab fra det lokale, kommunale redningsberedskab på tilkald, mens driften blev betalt af Beredskabsstyrelsen. Udstyrssammensætningen varierede til dels efter, hvad der var relevant ud fra dækningsområdet. Ved de fem beredskabscentre anvendtes blot det mandskab og materiel, der i forvejen var placeret på centret. De to første åbnede i Kalundborg og Fredericia 1. januar 2000, mens resten blev åbnet i løbet af året.
På alle de ni kommunale støttepunkter fandtes traileropbyggede højtrykskompressorer til genopfyldning af røgdykkeres iltflasker, samt teleskoplysmaster til oplysning af større skadesteder. Desuden generatorer og miljøudstyr til rensning af forurenede personer, samt særlige indsatsdragter til brug ved kemikalieuheld. Dertil en svær redningsvogn opbygget på en lastbil.
Resten blev sammensat efter behov i dækningsområdet. I Aalborg fx en terrængående vandtankvogn med sidedyser til indsats i klitområderne, mens Greve fik en behandlingspladscontainer.
De mest almindelige assistanceopgaver var opfyldning af luftflasker ved lange indsatser, samt belysning af større eller mindre områder.
Kemisk beredskab thumb|200px|Der er en døgnbetjent kemikalieberedskabsvagt Kemisk beredskab er den samlede betegnelse for den sektion af Beredskabsstyrelsen, der foretager kemisk rådgivning og analyser for andre myndigheder – herunder kommunale redningsberedskaber og politiet.
Rådgivningsdelen omfatter opslagsværker, der findes i alle landets automobilsprøjter og indsatsledervogne samt på internettet. Derudover er der døgnet rundt en kemiker på vagt, der kan kontaktes telefonisk for konkret, akut rådgivning og om nødvendigt møder i eget køretøj på skadestedet (kemikalieberedskabsvagten). Han kan fx formidle kontakt til forskellige fabrikanter af kemikalier for nærmere teknisk information om stoffet eller hjælpe indsatsledelsen i kraft af sin viden.
Til analyseopgaverne er eget laboratorium hos Det Farmaceutiske Fakultet i København, men også kontakt til en række specialiserede laboratorier i udlandet. Det kan fx identificere ukendte stoffer og rådgive på baggrund af resultaterne.
Nukleart beredskab