thumb|En mand taler islandsk thumb|right|250px|I en bog

Islandsk (islandsk: íslenska) er det officielle sprog i Island.Lovfæstet i maj 2011. Ved samme lejlighed fik det islandske tegnsprog officiel status. Det udgør sammen med det nært beslægtede færøsk, de traditionelle vestnorske dialekter og det uddøde norn de vestnordiske sprog. The Germanic Lexicon Project, især teksterne En sammenligning af Adolf Noreens Altisländische und altnorwegische Grammatik på den ene og samme forfatters Altschwedische Grammatik på den anden side viser klart at oldtidens såkaldte "danske tunge" hverken var helt så dansk eller ensartet, som man almindeligvis forestiller sig. Islandsk har som færøsk i vid udstrækning bevaret det oldnordiske morfologiske system, med mange klasser af substantiver, der bøjes i fire kasus, ganske som verberne bøjes i person og tal. Islandsk og tysk grammatik ligner hinanden meget, fordi de begge er germanske sprog, der har bibeholdt en stor del af den oprindelige formrigdom. Islandsk har dog langt flere forskellige former.Her i den simple betydning, hvor mange forskellige bøjningsmønstre man skal lære udenad. På tysk er det nogenlunde overskueligt, men på islandsk drejer det sig om 60-100, afhængigt af, hvem har skrevet den aktuelle grammatik, og det er alene for navneordene. Hertil kommer verber, pronominer, adjektiver og talord

Islandsk og færøsk ligner hinanden. Islændinge og færinger kan i nogen grad forstå hinanden, men uhindret kommunikation kræver dog et aktivt studium af det andet sprog. Begge folk kan læse hinandens sprog, men færingerne har den fordel, at talt og skrevet islandsk er mere konsistent end færøsk. Dette betyder ikke, at islandsk tales nøjagtig som det skrives. Bogstavet g kan således udtales på 7 forskellige måder, eller være stumt. Men sammenhængen mellem retskrivning og udtale er meget regelmæssig, selv om udtalereglerne er talrige. Som et eksempel kan man nævne den meget nøje sammenhæng mellem skrift og udtale, når det gælder længden af vokaler. Færingerne har derved lettere ved at forstå islændingenes udtale.Se afsnittet om sprog i den færøske artikel

Historie

Island blev koloniseret af nordmænd i landnamstiden (874-930). De bragte det norrøne sprog med sig. Islændingene optog enkelte ord fra irskBaldur Jónsson. Isländska språket. I: "Nordens språk". Nordisk språksekretariat. Oslo, 1997. s. 161–176. både fra irske trælleIversen, Tore. Trelldommen : norsk slaveri i middelalderen. Historisk institutt, Universitetet i Bergen. Bergen, 1997. s. 94–96 og gennem kontakt med irske munke på Island.

I nordeuropæisk sammenhæng fik Island tidligt en litterær kultur, og allerede i 1100-tallet udviklede sproget en fast skriftnorm. Flere håndskrifter fra denne tid er bevaret, og de er blandt de vigtigste kilder til islandsk sproghistorie.

Fra 1200-tallet begyndte norrønt i Skandinavien at ændres både fonetisk og grammatisk i retning af moderne dansk, norsk og svensk og optog desuden i senmiddelalderen en mængde nedertyske ord. På Island gik den tilsvarende udvikling betydelig langsommere. I 1400-tallet fandt en række lydovergange sted, som klart adskilte islandsk fonetik fra det oprindelige norrøne. Grammatikken og ordforrådet forblev derimod i hovedsagen uændret.

Fra midten af 1500-tallet kan man tale om nyislandsk eller moderne islandsk (nútímaíslenska). Retskrivningen blev moderniseret i anden halvdel af 1800-tallet, og officielt fastsat af Altinget i 1918. Siden er der kun sket mindre ændringer: Diftongen je skrives é fra 1929, og bogstavet z erstattedes med s i 1974.Vikør, Lars S. Språkplanlegging : prinsipp og praksis. Novus. Oslo, 1994.

Det islandske skriftsprog har således ændret sig forholdsvis lidt fra det norrøne skriftsprog, og islændinge kan uden større problemer lære at læse de islandske sagaer.Dette med læsningen stemmer. Det skyldes dog hovedsagelig den meget konservative skrivemåde. Uden større overdrivelse kan man sige, at islandsk i dag næsten skrives på den standardiserede oldnordiske vis. Det bør dog tilføjes, at lydændringerne siden oldislandsk tid i hovedsagen er så konsekvente, at skrivemåden er meget regelmæssig. Morfologien er stort set intakt, men syntaksen har ændret sig betydeligt. Man kan stadig anvende sagastil humoristisk, ironisk, eller ved festlige lejligheder, men ikke i daglig tale. Islandsk udtale har ændret sig så meget, at en islænding fra 1200-tallet og en fra 1900-tallet ville have meget store problemer med at forstå hinanden, dog næppe mere end moderne islændinge og færinger har.Se f.eks. Halldór Halldórsson, Alexander Jóhannesson (3) og Sigfús Blöndal (kapitlet om fonetik).

Teksteksempel Den følgende tekst er hentet fra Egils saga. Manuskriptet er det ældste kendte for denne saga, det såkaldte θ-fragment fra det 13. århundrede. Den sidste version er fuldt ud legitim som moderne, om end meget litterært islandsk, skønt intet er blevet ændret på nær retskrivningen.Eksemplet er hentet fra Handritalestur & gotneskt letur, et udvalg af faksimiler foretaget af Árni Böðvarsson. Overraskende nok er de allerældste håndskrifter lettere at læse for en nutidsislænding. Som tiden gik, tilføjede skriverne nemlig et stadig sværere system af forkortelser, og læsningen kræver nu en specialuddannelse. Men hvis manuskripterne bliver gengivet med de nutidige staveformer, selv om intet andet ændres, behøves der ikke megen træning for at læse dem.Dette historieafsnit er sørgeligt kort. Jeres tjener vil føje til det, når han har fået tid til at friske kundskaberne op. For øjeblikket skal det nævnes, at de store begivenheder fra urnordisk tid er omlyd, brydning og synkope, og fra oldislandsk til moderne islandsk har vi den såkaldte hljóðdvalarbylting (15.-16. årh.), som medførte en så fuldstændig omkalfatring af vokalers længde at orddelen bylting (revolution) er godt valgt. Denne var en meget større ændring i sprogets struktur end de åbenlyse indskud af u, som man ellers gerne forestiller sig som kendetegn på forskellen mellem oldislandsk og moderne islandsk. Citeret efter hukommelsen: "Vi ved nogenlunde, hvordan Hallgrímur Pétursson (17. årh.) talte, men om Jón Arason (15.-16. årh.) kan intet sikkert siges".

Manuskriptteksten, bogstav for bogstav Den samme tekst på normaliseret oldislandsk Den samme tekst på moderne islandskÞorgeirr blundr, systursonr Egils, var þar á þinginu ok hafði gengit hart at liðveizlu við Þorstein. Hann bað Egil ok þá Þorstein koma sér til staðfestu út þangat á Mýrar; hann bjó áðr fyrir sunnan Hvítá, fyrir neðan Blundsvatn. Egill tók vel á því ok fýsti Þorstein, at þeir léti hann þangat fara. Egill setti Þorgeir blund niðr at Ánabrekku, en Steinarr fœrði bústað sinn út yfir Langá ok settisk niðr at Leirulæk. En Egill reið heim suðr á Nes eptir þingit með flokk sinn, ok skilðusk þeir feðgar með kærleik.Þorgeir blundur, systursonur Egils, var þar á þinginu og hafði gengið hart að liðveislu við Þorstein. Hann bað Egil og þá Þorstein að koma sér til staðfestu út þangað á Mýrar; hann bjó áður fyrir sunnan Hvítá, fyrir neðan Blundsvatn. Egill tók vel á því og fýsti Þorstein, að þeir létu hann þangað fara. Egill setti Þorgeir blund niður að Ánabrekku, en Steinar færði bústað sinn út yfir Langá og settist niður að Leirulæk. En Egill reið heim suður á Nes eftir þingið með flokk sinn, og skildust þeir feðgar með kærleik. Her må en vigtig ting nævnes. Der findes flere måder at gengive oldislandsk på. I denne artikel og alle underartikler følges samræmd stafsetning forn (normaliseret [oldislandsk] retskrivning) konsekvent, men den bruges bl.a. i standardudgaverne af den oldislandske litteratur - dvs. udgaverne fra Hið íslenzka fornritafélag - når oldislandske eksempler gengives.Såvidt en international standard kan siges at eksistere, så er det denne. Udgaverne fra Hið íslenzka fornritafélag nyder stor anseelse og bliver gerne brugt som grundlæggende, når sagaerne oversættes til andre sprog.

Purisme Islandsk er kendt for en betydelig grad af sproglig purisme, dvs. at der er vide bestræbelser på at forhindre optagelsen af låneord fra andre sprog. I stedet anvender man neologismer – nydannelser baseret på islandske arveord; således har man f.eks. i stedet for låneordet "elektricitet" dannet rafmagn (egtl. "rav-kraft", idet "elektricitet" kommer af græsk ḗlektron, der betyder "rav"). Foruden at måtte danne nye ord for nye, udenlandske begreber, beriges sproget selvfølgelig på naturlig vis, idet man finder på nye ord, som ikke nødvendigvis har en genpart i fremmede sprog, men blot for at have ét ord for et begreb, som ellers ville behøve en sætning. Man kan nævne meget nye ord som kjörþokki ("valgtække"), dvs. en kandidats appel til vælgerne, eller valkvíði ("valgskyhed") dvs. en tøven ved at foretage et valg.Hørt og set i fjernsynet i den sammenhæng at en kvinde havde svært ved at bestemme sig hvilken slags læbestift hun skulle købe.

Neologismer er kendt fra første færd. Da de første landnamsmænd begav sig til Island, så de første gang varme kilder. Fra deres hjemland havde de medført ordet hver, som betyder "kedel", og det brugte de til at nævne de sydende kilder. En hver behøver ikke at være en springkilde, men en af de varme springkilder fik navnet "geysir", som er et af de få internationale låneord fra islandsk. "Saga" er et islandsk ord med en ejendommelig kontrast mellem ordets meget specielle internationale betydning og dets altomfattende islandske betydning, hvor "saga" kan betyde hvad som helst, som fortælles eller står i forbindelse med historie. Deraf udledes stríðssaga ("krigshistorie"), jarðsaga ("geohistorie") o.m.fl. Indvandrerne så også lavafelter første gang, og kaldte dem hraun, som betød "stenet jord". Af urgamle nydannelser kan man nævne hlaupár ("skudår"), som ikke ser ud til at være en direkte låneoversættelse. Gletsjere kendte man fra Norge under navnet jökull, men slet ikke i samme omfang som i Island, og de voldsomme gletsjerløb var man ukendt med. De fik navnet jökulhlaup, som er gået over i det internationale geologiske ordforråd. De allerældste og allerfleste nydannelser findes dog hos skjaldene. Nydannelsesteknik Sammensatte ord, som ikke er låneoversættelser Det ene af de to ord, som man har brugt for AIDS er alnæmi, som betyder "overfølsomhed for alting". Et andet eksempel er halastjarna ("komet"), bogstaveligt "halestjerne". Lydlige efterlignelser Det andet af to ord, som har været i brug i Island for "AIDS" er eyðni. Det stammer fra verbet eyða ("ødelægge", "tilintetgøre"). Eyðni og alnæmi bruges nu begge to. "Genfærd" Et genfærd er her et ord, der fandtes i det islandske oldsprog, gerne i skjaldesproget, men som genoplives i en ny eller undertiden i den gamle betydning. Ordet sími ("telefon") er dannet af oldislandsk síma, som var et svagt bøjet intetkønsord med betydningen "tråd". Nu er svage intetkønsord sjældne, og for at sikre et ord udbredelse skal det helst tilhøre en af de store ordklasser. Man besluttede så at ændre bøjningen, også fordi ordet faktisk findes et enkelt sted i det gamle sprog som hankøn, men da som senere led i et sammensat ord. Man besluttede at prøve med ordet sími, som blev en succes.

Et andet genfærd er teiti ("fest"). Man havde i lang tid vænnet sig til det engelske party og brugt det i formen partý. Så dukkede ordet teiti op, et gammelt ord med betydningen "fest". Årsagen til genoplivningen af ordet er ukendt. Ordet teiti var oprindeligt hunkøn, men ifølge den almindelige regel, at man associerer ord helst med de større ordklasser, hvis der findes flere muligheder, bruges teiti oftest i intetkøn. Hunkøn høres dog også anvendt. Andre ord for "fest" er gleði, gleðskapur, mannfögnuður osv. På oldislandsk betød ordet mella en jættekvinde, og melludólgur var en kenning for Thor (bogstaveligt "jættekvinde-fjende"). I dag betyder mella en prostitueret,Íslensk nútímamálsorðabók og melludólgur betyder "alfons" eller "ruffer".Íslensk nútímamálsorðabók 

Låneoversættelser