Østfronten under 2. verdenskrig (,Die Ostfront 1941-1945 der Rußlandfeldzug 1941-1945 (felttoget i Rusland) eller der Ostfeldzug 1941-1945 (Felttoget i Øst)Der Rußlandfeldzug; 2. Weltkrieg ) var et operationsområde under 2. verdenskrig mellem Tyskland og Sovjetunionen som omfattede Central- og Østeuropa fra den 22. juni 1941 til den 9. maj 1945. Den nazistiske propaganda kaldte konflikten for Korstoget mod bolsjevismen. I alle sovjetiske og i de fleste russiske kilder blev krigen kaldt for Den Store FædrelandskrigDen Store Fædrelandskrig hentet d. 10. sept. 2009 (efter Fædrelandskrigen mod Napoleon i 1812), men i nogle tilfælde omfatter det også operationerne mod Japan i 1945.
Det var det største operationsområde i krigshistorien og blev berygtet for sin grusomhed, voldsomme ødelæggelser og enorme tab af menneskeliv. Under denne krig foregik det meste af Holocaust, og der kæmpede og døde flere mennesker på Østfronten end i alle andre operationsområder under 2. Verdenskrig tilsammen. Med over 30 mio. døde, hvoraf en meget stor del var civile, er krigen på Østfronten blevet kaldet en udryddelseskrig. Krigen sluttede med det tredje riges undergang og Sovjetunionens opstigning til at blive en militær og industriel supermagt.
Hovedmotivet bag operationen var Adolf Hitlers ide om erhvervelse af "Lebensraum i Østen", hvilket skulle opnås gennem udryddelse og uddrivelse af den lokale "ikke-ariske" befolkning i en erobrings- og udryddelseskrig, hvor det bolsjevistiske politiske system også skulle tilintetgøres. Det er omstridt hvorvidt det tyske motiv for krigen var præventiv (se forebyggelseskrig-tesen).
I august 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke angrebspagt – Molotov-Ribbentrop-pagten. I denne pagt var også indeholdt en hemmelig deling af Østeuropa i interessesfærer mellem de to totalitære stater. Pagten gav Tyskland ryggen fri, og straks efter fulgte invasionen af Polen og den efterfølgende deling af landet mellem Tyskland og Sovjetunionen. Senere fulgte det sovjetiske angreb på Finland i Vinterkrigen, besættelsen af det rumænske Bessarabien og besættelsen af De baltiske lande i 1940.
Samtidig gennemførte Tyskland besættelsen af Danmark og Norge i april 1940, slaget om Frankrig og besættelsen af Holland, Belgien, Luxembourg og en stor del af Frankrig i maj-juni 1940, og angrebet på Jugoslavien og Grækenland i foråret 1941.
Hermed var scenen klar til den store krig på Østfronten mellem Tyskland, dens forbundsfæller og Finland på den ene side og Sovjetunionen og de Vestallierede på den anden. Krigen startede den 22. juni 1941 og varede til den 9. maj 1945.
Denne artikel handler om Østfronten og Fortsættelseskrigen – et finsk-sovjetisk opgør, som kan ses som den nordlige del af denne front. Det samme gælder de finsk-tyske fælles operationer mod Murmansk i Operation Silberfuchs
Krigens parter Krigen blev udkæmpet mellem Nazityskland, dets allierede og mange frivillige fra tysk-besatte lande mod Sovjetunionen og dens allierede, Storbritannien, Commonwealth of Nations, Frankrig og fra december 1941 De Forenede Stater.
Krigen indledtes med Operation Barbarossa, hvor tyske og østeuropæiske styrker rykkede ind i Sovjetunionen i juni 1941. De lande der bidrog med styrker, var primært Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Italien og Kroatien. Finland benyttede det tyske angreb mod Sovjetunionen som anledning til at tilbageerobre det område som var gået tabt i Vinterkrigen, og besatte samtidig Østkarelen, men herefter var der roligt på den finsk-russiske del af Østfronten. De tyske tropper blev også hjulpet af anti-kommunistiske partisaner i det vestlige Ukraine, De baltiske lande og senere Krimtatarerne. Der kom også frivillige fra Spanien i form af den såkaldte Blå Division. Hertil kom frivillige fra de besatte lande – eksempelvis Frikorps Danmark.
Sovjetunionen støttede (kommunistiske) partisaner i en række tyskbesatte lande i Østeuropa – især i Slovakiet, Polen og Jugoslavien. Der blev opstillet to polske arméer, som blev bevæbnet og trænet af Sovjetunionen og endte med at kæmpe sammen med den Røde Hær. Britiske og Commonwealth styrker bidrog direkte til kampene på Østfronten ved at transportere forsyninger med de arktiske konvojer til Sovjetunionen og uddanne sovjetiske piloter foruden at levere støtte i form af materiel og efterretninger. Den massive materielle støtte med baggrund i det amerikanske Lend-Lease program forhindrede i første omgang et sovjetisk kollaps og dannede senere grundlag for, at Sovjetunionen kunne besejre Tyskland.
Ideologier
I sin bog Mein Kampf havde Adolf Hitler argumentet for nødvendigheden af, at Tyskland fik Lebensraum i form af nye områder, som kunne koloniseres af tyskere i Østeuropa. Han forestillede sig, at tyskere skulle bosætte sig dér som en herskerrace, mens de fleste af de hidtidige indbyggere skulle deporteres til Sibirien, og resten skulle bruges som slaver.
For den hårde kerne af nazister i Berlin, (såsom Himmler) var krigen mod Sovjetunionen en kamp mellem fascisme og kommunisme og den ariske race mod de slaviske undermennesker (tysk: Untermensch). Hitler kaldte det for en udryddelseskrig, hvor Sovjetunionen skulle ødelægges fuldstændig, og befolkningerne i Østeuropa og Rusland skulle gøres til slaver og udryddes. Dette ville fremme tysk ekspansion og give mulighed for kolonisering af Østeuropa og det vestlige Rusland. Planen blev kaldt Generalplan Ost. Hertil kom, at nazisterne også ville udrydde den store jødiske befolkningsgruppe i Østeuropa. som led i Holocaust.
Efter de store udrensninger i 1930'erne og den Røde Hærs fiasko mod finnerne i Vinterkrigen så Hitler Sovjetunionen som militært svagt og parat til at blive erobret: "Vi skal bare sparke døren ind, så braser hele den rådne struktur sammen".Speer, Albert. Inside the Third Reich. p. 238 Det ventedes, at der ville blive tale om endnu en hurtig Blitzkrieg, og der blev ikke gjort seriøse forberedelser til at føre krig om vinteren eller over flere år. I kølvandet af nederlaget i Stalingrad og den efterfølgende meget alvorlige militære situation proklamerede Hitler og den tyske propaganda, at krigen var et tysk forsvar af den europæiske civilisation mod at blive ødelagt af store "bolsjevikiske horder", der strømmede ind i Europa.
Josef Stalins visioner drejede sig også om at besætte fremmede lande. Mens Verdens opmærksomhed var fokuseret på Vestfronten gennemførtes Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande og Bessarabien i 1940, og Sovjetunionen opnåede dermed en bufferzone i tilfælde af krig med Tyskland. Sovjetunionens aktive deltagelse i besættelsen af Polen må heller ikke undervurderes.
Resultater
Østfronten var langt den største og blodigste af operationsområderne i 2. Verdenskrig. Krigen på Østfronten er almindeligt anerkendt som det blodigste opgør i menneskehedens historie, med over 30 mio. døde som resultat.According to G. I. Krivosheev. (Soviet Casualties and Combat Losses. Greenhill 1997 ), in the Eastern Front, Axis countries and German co-belligerents sustained 1,468,145 irrecoverable losses (668,163 KIA/MIA), Germany herself – 7,181,100 (3,604,800 KIA/MIA), and 579,900 PoWs died in Soviet captivity. So the Axis KIA/MIA amounted to 4.8 million in the East during the period of 1941-1945. This is more than a half of all Axis losses (including Asia/Pacific theatre). The USSR sustained 10.5 million military losses (including PoWs died in German captivity, according to Vadim Erlikman. Poteri narodonaseleniia v XX veke : spravochnik. Moscow 2004. ), so the number of military deaths (the USSR and the Axis) amounted to 15 million, far greater than in all other WWII theatres. According to the same source, total Soviet civilian deaths within post-war borders amounted to 15.7 million. The numbers for other Central European country and German civilian casualties are not included here Der var mere krig på landjorden end i alle de andre operationsområder tilsammen. Den usædvanlig brutale form for krigsførelse på Østfronten kom til udtryk i en ofte bevidst ligegyldighed overfor menneskeliv på begge sider. Det var en klar afspejling af de ideologier, der lå bag krigsførelsen, og kan ses som et monumentalt sammenstød om verdensherredømmet mellem to totalitære ideologier.
Udover den ideologiske konflikt bidrog Hitlers og Stalins personligheder til at forøge krigens brutalitet og myrderi i et uhørt omfang. Både Hitler og Stalin så fuldstændig bort fra de menneskelige omkostninger i forsøget på selv at få sejren, og veg ikke tilbage fra at terrorisere deres egne befolkninger og gennemføre massedeporteringer af hele befolkningsgrupper.
Alle disse faktorer bidrog til en utroligt brutal krig for både de krigsførende og de civile, som slet ikke fandt sin lige på Vestfronten. Ugebladet Time skrev: "Målt på personer, varighed, det omfattede territorium og tab var Østfronten op til fire gange så stor som krigen på Vestfronten, som indledtes med landgangen i Normandiet".
Krigen forårsagede enorme tab og lidelser på de civile befolkninger i de involverede lande. Bag frontlinjerne blev der rutinemæssigt begået grusomheder mod civile i de tysk-besatte lande, herunder Holocaust. Tyske og tysk-allierede tropper behandlede civilbefolkningerne med usædvanlig brutalitet, massakrerede landsbyer og dræbte civile gidsler. Begge sider benyttede i vidt omfang Den brændte jords taktik, men tabet af civile liv var langt mindre i Tyskland end i Sovjetunionen, hvor mindst 20 mio. civile blev dræbt af nazisterne. Da den Røde Hær invaderede Tyskland i 1944 blev mange civile tyskere udsat for hævnaktioner udført af soldater fra den Røde Hær (se Sovjetiske krigsforbrydelser. Efter krigen blev den tyske befolkning i Schlesien og Østpreussen i overensstemmelse med Jalta-aftalen fordrevet vestpå forbi Oder-Neisse-linjen i en af de største tvungne menneskevandringer i verdenshistorien. De tyske minoriteter, der var spredt ud over store dele af Østeuropa, blev ligeledes fordrevet – og de, der ikke kom af sted, blev udryddet.
En stor del af kamphandlingerne foregik i eller tæt ved befolkede områder, og handlingerne på begge sider bidrog til de voldsomme tab af menneskeliv og de enorme materielle skader. Ifølge en beregning, som blev præsenteret af generalløjtnant Roman Rudenko ved Nürnberg-processen beløb de af Aksemagterne påførte skader på ejendom i Sovjetunionen sig til 679 mia. rubler. Det største antal civile døde i en enkelt by var 1,2 mio. under belejringen af Leningrad. De samlede skader omfattede hel eller delvis ødelæggelse af 1.710 byer, 70.000 landsbyer og bebyggelser, 2.508 kirker, 31.850 fabrikskomplekser, 64.000 km jernbane, 4.100 jernbanestationer, 40.000 hospitaler, 84.000 skoler og 43.000 offentlige biblioteker. 7 mio. heste og 17 mio. får og geder blev også slagtet eller fordrevet.The New York Times, 9. februar 1946, Volume 95, Number 32158. De vilde dyr blev også påvirket. Ulve og ræve, der flygtede vestpå fra krigsområdet under den sovjetiske hærs fremrykning i 1943-1945, forårsagede en epidemi af rabies, som langsomt spredte sig vestpå og nåede Den engelske kanal og Sønderjylland i slutningen af 1960'erne.Chris Bellamy (2007) Absolute War: Soviet Russia in the Second World War. London: Macmillan: 1-2
Baggrund Molotov-Ribbentrop-pagten
Den sovjetisk-tyske ikke angrebspagt fra august 1939 betød i første omgang, at freden blev opretholdt mellem de to stater, og i en hemmelig tillægsprotokol havde de fastlagt hvorledes Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Rumænien skulle deles mellem dem. De to magter invaderede og delte Polen i 1939. I november 1939 indledte Sovjetunionen Vinterkrigen mod Finland, og i juni truede Sovjetunionen med at bruge magt, hvis ikke dens krav blev opfyldt af Rumænien og De baltiske lande, hvilket førte til de facto besættelsen af De baltiske lande, som ingen vestlige lande anerkendte de jure. Pagten tillod også at områder i Rumænien kunne tvinges tilbage til Ukraine, Hviderusland og Moldavien i Sovjetunionen.
Beslutningen om krig