thumb|Spejdere fra forskellige nationer synger til European Jamboree 2005 Spejderbevægelsen er en verdensomspændende ungdomsorganisation, som blev stiftet af Lord Robert Baden-Powell, da han i 1907 tog 21 drenge med på lejr til øen Brownsea Island; bevægelsen havde dermed 100-års jubilæum i 2007. Formålet med bevægelsen er at udvikle og opdrage børn og unge til ansvarlige mennesker. Væsentlige metoder hertil er friluftsliv og patruljesystemet. Den oprindelige spejderbevægelse var kun for drenge, mens den tilsvarende for piger blev stiftet i 1910.
Den internationale spejderbevægelse har tre hovedprincipper: Duty to self Duty to others Duty to God
Spejdere er sædvanligvis fra 6-7 år til 23-25 år og kan herefter fortsætte som leder, hjælper eller i specialenheder for voksne. De fleste spejderkorps optager både piger og drenge, omend enkelte lokale grupper eller hele korps kønsopdeler spejderne. Spejdere tager på spejderlejre hele året. Tit arrangeres der store internationale spejderlejre også kaldet jamborees.
Spejderbevægelsen beskæftiger sig med spejdermetoden, der er et program bestående af uformel undervisning med vægt på praktiske, udendørs aktiviteter, inklusive lejrliv, skovkyndighed, vandaktiviteter, hejker, rygsækturer og sport. Et anden letgenkendeligt karakteristika er spejderuniformen, som har til hensigt at skjule alle de forskellige sociale uligheder i et land. Alle spejdere har ligeledes et tørklæde og i nogle lande bruges også felttogshatte eller lignende hovedbeklædning. På uniformerne er der mærker (eller medaljer), såsom den franske lilje, trekløveret og diverse former for fortjenestesmærker. Antallet af mærkerne kan vige meget, alt afhængigt af korpsets traditioner.
I 2007 var der tilsammen over 38 millioner drenge- og pigespejdere i 216 lande, hovedsageligt under korps, der er medlem af World Organisation of the Scout Movement (WOSM), for både drengespejdere og fælleskønnede korps, og World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS), der mest er for piger, men også accepterer korps for begge køn.
Historie Oprindelse thumb|Denne sten på Brownsea Island er opsat til minde om den første spejderlejr.
Som en militær officer, var Baden-Powell udstationeret i Indien og Afrika i 1880'erne og 1890'erne. Siden sin ungdom havde han været vild med skovkyndighed og miltære spejderfærdigheder, og derfor viste han – som en del af deres træning – sine mænd hvordan de skulle overleve i vildmarken. Han bemærkede at det lærte soldaterne at udvikle selvstændighed, i stedet for bare at følge officerens ordrer. Chefen for spejderne i det amerikanske militær, Frederick Russell Burnham, var kendt for sin indsats for den engelske hær i kolonierne i Afrika samt for at inspirere Baden-Powell til at etablere den internationale spejderbevægelse..
Den anden Matabelekrig blev udkæmpet mellem nybyggerne (i Afrika kaldet settlers) og Matabelefolket (nuværende Ndebelefolk) i det område, der i dag hedder Zimbabwe. Under belejringen af Bulawayo, den største by i området, red de to mænd ofte i Matobo-bakkerne, og det var her at Burnham først introducerede Baden-Powell til indianernes livsstil og teknikker, og lærte ham woodcraft, det man nok bedst kan oversætte til det, vi kender som spejderfærdigheder. Baden-Powell havde allerede skrevet en del om rekognoscering og sporing set fra en militær vinkel, men Burnham lærte ham mange nye aspekter, deriblandt om, hvordan man rejser i vildmarken uden kort og kompas, hvordan man opdager fare ved at iagttage dyrene, og de mange måder man kan finde drikkevand på.
Baden-Powell var så imponeret af Burnhams viden og praktiske kunnen, at han gerne nævnte ham som den mentor, han havde presset al viden ud af. Det var også i denne tid at Baden-Powell begyndte at bære sit senere kendetegn, Stetsons campaign hat, som Burnham brugte. Vi kender den i dag som spejderhatten, men også fra sergenterne i flere dele af USA's militær, samt de rødjakkede betjente i Royal Canadian Mounted Police (RCMP). Begge mænd erkendte at krig som begreb var under stærk forandring og at den britiske hær burde tilpasse sig, så under deres rekognosceringsmissioner diskuterede de koncepterne for et bredt uddannelsesprogram i spejderfærdigheder for de unge soldater, hvor de skulle lære at spore og efterforske, få færdigheder i feltlivet og blive selvhjulpne i vildmarken - alt sammen kundskaber, der ikke var nogen spejder i hele Afrika, der besad bedre end Burnham.
Under den anden boerkrig i Sydafrika, var Baden-Powell belejret i den lille by Mafeking af en meget større Boer hær (belejringen af Mafeking). Mafeking Kadetkorpset var en gruppe unge mennesker som støttede tropperne ved at bringe beskeder, som befriede mændene for militære pligter og dette lod drengene blive boende under den lange belejring. Kadetkorpset udførte deres opgave godt, ved at hjælpe i forsvaret til byen (1899–1900), og var en af de mange faktorer, der inspirerede Baden-Powell til grundlaget for Spejderbevægelsen. Hver medlem modtog et emblem som forestillede en kombineret kompaspil og et spydhoved. Emblemets logo lignede den franske lilje, som spejderbevægelsen senere tog til sig som det internationale symbol.
I Storbritannien fulgte befolkningen hans kamp for at have Mafeking i aviserne, og da belejringen var brudt, var Baden-Powell blevet en nationalhelt. Dette fremskyndte salget af en lille håndbog han havde skrevet omkring militære spejderfærdigheder, Aids to Scouting.
På sin vej tilbage til England bemærkede han den store interesse for drenge i denne bog, som også var brugt af lærere og ungdomsorganisationer. Han blev af mange forslået at omskrive denne bog, specielt i løbet af en inspektion af Boys' Brigade. Denne brigade var en stor ungdomsbevægelse, gennemboret af militær nøjagtighed. Baden-Powell troede ikke dette ville blive attraktivt og foreslog at den kunne vokse sig meget større hvis spejderfærdigheder blev brugt. Han studerede andre projekter og fandt dele, som han brugte til spejderbevægelsen.
I juli 1906 sendte Ernest Thompson Seton Baden-Powell en kopi af sin bog The Birchbark Roll of the Woodcraft Indians. Seton, en britiskfødt canadier, som boende i USA, mødte Baden-Powell i oktober 1906 og de delte idéer omkring træningsprogrammer for unge. I 1907 skrev Baden-Powell et udkast ved navn Boy Patrols. For at teste sine idéer samlede han samme år 21 drenge med forskellige sociale baggrunde og holdt en ugelang lejr i august på Brownsea Island i Poole havn, Dorset, England. Hans organiserede metode, nu kendt som patruljesystemet og en del af spejdertræningen, tillod drengene at organisere sig selv ind i små grupper med en valgt patruljeleder.
I sin første lærebog for spejdere - Aids to Scouting - beskrev Baden-Powell mange af de erfaringer, han lærte af Burnham, og denne bog blev senere brugt af drenge som en guide i udendørs sjov. I efteråret 1907 tog Baden-Powell på en omfattende tur arrangeret af bogens udgiver, Arthur Pearson, for at promovere sin kommende bog, Scouting for Boys. Han havde ikke kun genskrevet Aids to Scouting, men også udelukket militæraspekterne og omskrevet fremgangsmåderne (hovedsageligt overlevelse) til ikke-militære helte: Folk der sjældent kommer til civilisationen, opdagelsesrejsende (og senere sømænd og piloter). Han tilføj også nyskabende pædagogiske principper (spejdermetoden) som udvidede den tiltrækkende leg til en personlig mental uddannelse. Efter anmodning fra flere ungdomsledere besluttede Baden-Powell at ændre sin spejderlærebog til brug for drenge. Mens Baden-Powell gjorde arbejdet med at finpudse konceptet for drengespejderi, udgive Scouting for Boys og blive grundlægger af den internationale spejderbevægelse, blev Burnham kaldt for bevægelsens 'far'. Scouting for Boys kunne man for første gang se i England, januar 1908, som seks hæfter udgivet hver 14. dag, og blev udgivet i England som bog senere i 1908. Bogen er nu den 4. mest solgte bog, og samtidig den første udgave af Boy Scout Handbook.
På dette tidspunktet tænkte Baden-Powell at projektet ville blive brugt af anerkendte organisationer, især af Boys' Brigades grundlægger, William A. Smith. På grund af populariteten omkring hans personlighed og de eventyrlystne udendørslege han skrev om, dannede drenge spontant spejderpatruljer og oversvømmede Baden-Powell med ønsker om hjælp. Han opmuntrede dem og som spejderbevægelsen blev større, blev søspejder, luftspejder og andre specielle enheder tilføjet til programmet.
Udbredelse thumb|Olave Baden-Powell Drengespejderbevægelsen blev hurtig spredt ud over hele det Britiske Imperium kort efter udgivelsen af Scouting for Boys. Den første anerkendte afdeling oversøisk var privilegeret i Gibraltar i 1908, hurtigt efterfulgt af en afdeling på Malta. Canada blev det første oversøiske herredømme med et godkendt drengespejderprogram, efterfulgt af Australien, New Zealand og Sydafrika. Chile var det første land udenfor det Britiske herredømme til at have et anerkendt spejderprogram. Det første spejderstævne, holdt i 1909 på The Crystal Palace i London, tiltrak 10,000 drenge og en række piger. I 1910 havde Danmark, sammen med Norge, Sverige, Argentina Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Indien, Malaya, Mexico, Holland, Rusland og USA, ligeledes drengespejdere.
Programmet startede med kun at fokusere på drenge mellem 11 og 18 år, men som bevægelsen voksede, blev behovet for ledertræning og programmer for yngre og ældre drenge og piger blev tydelig. De første programmer for ulveunger og rover, der ca. er i alderen 11 til 18 år, var på plads sidst i 1910'erne. De arbejde uafhængigt indtil de opnåede officiel anerkendelse i deres landes spejderorganisationer. I USA var der et forsøg på programmer for ulveunger allerede tilbage i 1911, men fik ikke officiel anerkendelse før 1930.
Piger ville være en del af bevægelsen stort set lige da den begyndte. Baden-Powell og hans søster Agnes Baden-Powell præsenterede pigespejderbevægelsen, en tilsvarende bevægelse for piger, i 1910 og Agnes Baden-Powell blev den første præsident for pigespejderne på en anmodning fra de piger, som var med på Crystal Palace stævnet. I 1914 startede hun Rosenknopper – senere omdøbt til Blåmejser – for de yngre piger. Hun stoppede som præsident for pigespejderne i 1920 til fordel for Roberts kone Olave Baden-Powell, som havde betegnelsen overhoved for pigespejderne (for England) siden 1918 og blev overhoved for verdensspejderne i 1930. På det tidspunkt blev det forventet at piger skulle forblive adskilt fra drenge pga. de sociale normer, selv om der fandtes skoler for unge af begge køn. I 1990'erne var to tredjedele af spejderorganisationerne under WOSM for begge køn.
Baden-Powell kunne ikke på egen hånd give råd til alle de grupper, som ønskede hans hjælp. De første tropsleder træningslejre blev derfor holdt i London i 1910 og i Yorkshire i 1911. Baden-Powell ønskede at træningen blev så praktisk som mulig, for også at skabe interessen for andre voksne, til at tage lederskabsroller. Derfor blev woodbadgeforløbet (Gilwellkurser) udviklet for at kunne træne de voksne til lederskabsrollen. Udviklingen af træningen blev udsat af 1. verdenskrig, så det første forløb blev ikke holdt før 1919. Woodbadgemetoden bliver brugt af spejderkorps (både for drenge og piger) i mange lande. Gilwell Park tæt på London blev købt i 1919 på vegne af Spejderkorpset som et sted for voksentræning og spejderlejr. Baden-Powell skrev, foruden bogen Aids to Scoutmastership, der skulle hjælpe spejderledere, andre håndbøger til de nye spejdersektioner, som fx ulveunger og pigespejdere. En af disse var Rovering to Success, skrevet til roverne i 1922. En bred række af ledertræninger findes stadig fra grundlæggende til specifikke emner, deriblandt Gilwell-kurser.
Indflydelse thumb|Den amerikanske præsident, Calvin Coolidge, hilser 1500 drengespejdere på valfart til Washington DC, 1927