thumb|Fra dommedagen i Biblia Pauperum illumineret i Erfurt omkring Den Store Hungersnød. Døden sidder på en løve, hvis lange hale ender i en kugle af ild (helvede). Hungersnød peger mod dens sultne mund. thumb|Kort over Europa i det 14. århundrede Senmiddelalderen var den del af middelalderen i Europa, der går fra omkring år 1300 til år 1500. Senmiddelalderen fulgte højmiddelalderen og går forud for tidlig moderne tid (og i meget af Europa renæssancen).
Omkring år 1300 ophørte en langvarig fremgang og vækst i Europa. Store dele af kontinentet oplevede hungersnød og pest som den store hungersnød 1315–1317 og den sorte død. Det halverede befolkningen i Europa.Austin Alchon, Suzanne (2003). A pest in the land: new world epidemics in a global perspective. University of New Mexico Press. p. 21. . Sammen med affolkningen kom social uro og langvarige krige. Frankrig og England oplevede store bondeoprør som Jacquerie og Peasants' Revolt samt over et århundrede med militærkonflikt under hundredårskrigen. Derudover delte det store skisma den katolske kirke i to, hvilket yderligere skabte splid og utryghed. Disse begivenheder kaldes krisen i senmiddelalderen.Cantor, p. 480.
På trods af disse kriser var 1300-tallet også en periode med stor fremgang for kunst og videnskab. Som følge af en fornyet interesse for græske og romerske tekster i højmiddelalderen opstod den italienske renæssance. Opdagelsen og udbredelsen af latinske tekster begyndte før renæssancen i 1100-tallet via kontakt med arabere under korstogene, men tilgængeligheden af vigtige græske tekster accelererede efter Det Osmanniske Riges erobring af Konstantinopel, som bevirkede, at de byzantinske lærde søgte tilflugt i vesten, særligt i Italien.Cantor, p. 594.
Samtidig med den fornyede interesse for de klassiske ideer blev bogtrykkunsten opfundet. Det styrkede udbredelsen af det skrevne ord og demokratiserede viden. Det førte senere til reformationen. Mod slutningen af perioden begyndte opdagelsestiden. Det Osmanniske Rige voksede, og det kulminerede i Konstantinopels fald i 1453, hvorved rejser mellem Europa og det sydlige Asien blev besværliggjort. Vasco da Gamas opdagelse af søvejen syd om Afrika til Indien i 1498 var en følge heraf og bidrog sammen med Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika til at styrke økonomien og magten i de europæiske nationer.
De ændringer, som udviklingen medførte, har fået flere forskere til at betragte dem som afslutningen på middelalderen og begyndelsen på moderne historie og tidlig moderne Europa. Denne opdeling er dog kunstig, idet viden fra oldtiden aldrig var fuldstændig væk fra de europæiske samfund. Der var således en kontinuerlig udvikling mellem oldtiden (via antikken) og den moderne tid. Nogle historikere særligt i Italien foretrækker helt at undgå udtrykket "senmiddelalderen", men ser tiden som en skiftetid fra middelalderen til renæssancen og moderne tid.
Historiografi og periodisering Termen "senmiddelalderen" refererer til en af tre perioder, der sammen med den tidlige middelalder og højmiddelalderen udgør middelalderen. Leonardo Bruni var den første historiker, der anvendte den tredelte periodisering i sin bog History of the Florentine People (1442).Leonardo Bruni, James Hankins, History of the Florentine people, Volume 1, Books 1–4, (2001), p. xvii. Flavio Biondo anvendte en lignende opstilling i Decades of History from the Deterioration of the Roman Empire (1439–1453). Opdelingen blev standard efter den tyske historiker Christoph Cellarius udgav Historia universalis (1702).
For 1700-tals historikere, der studerede 1300- og 1400-tallet, var det centrale tema renæssancen, med dens genopdagelse af antikkens lærdom.Brady et al., p. xiv; Cantor, p. 529. Kernen i denne genopdagelse ligger i Italien, hvor man med Jacob Burckhardts ord: "blev et åndeligt individ og anerkendte sig selv som sådant". Dette blev senere udfordret, og der blev argumenteret med, at man opnåede større kulturelle præstationer i 1100-tallet.
I takt med, at økonomiske og demografiske metoder blev anvendt i historieforskningen, blev det mere almindeligt at se senmiddelalderen som en periode med recession og kriser. Den belgiske historiker Henri Pirenne fortsatte med at underinddele middelalderen i tidlig, høj og senmiddelalder omkring første verdenskrig."Les périodes de l'histoire du capitalisme", Académie Royale de Belgique. Bulletin de la Classe des Lettres, 1914. Det var dog hans hollandske kollega, Johan Huizinga, der primært var ansvarlig for at popularisere det pessimistiske syn på senmiddelalderen med sin bog The Autumn of the Middle Ages (1919). For Huizinga, hvis forskning fokuserede på Frankrig og Nederlandene frem for Italien, var håbløshed og nedgang hovedtemaerne i stedet for genfødsel.Allmand, p. 299; Cantor, p. 530.
Moderne historiografi om perioden har en konsensus mellem de to ekstremer med innovation og krise. I dag bliver det generelt anerkendt, at betingelserne var voldsomt forskellige nord og syd for Alperne, og udtrykket "senmiddelalderen" bliver ofte helt undgået blandt italiensk historiografi.Le Goff, p. 154. Se fx Termen "renæssance" opfattes stadig som brugbart til at beskrive visse intellektuelle, kulturelle eller kunstneriske bevægelser, men ikke som en defineret epoke i europæisk historie.Brady et al., p. xvii. Perioden fra begyndelsen af 1300-tallet og frem til - og nogle gange med - 1500-tallet bliver mere set som karakteriseret af andre tendenser: demografisk og økonomisk nedgang fulgt af genopretning, enden på religiøs enighed i vesten, nationalstatens opståen og udvidelsen af den europæiske indflydelse til resten af verden.
Historie
Grænserne for det kristne Europa var stadig i gang med at blive defineret i 1300- og 1500-tallet. Mens Storhertugdømmet Moskva begyndte at kæmpe mod mongolerne, og de iberiske kongeriger afsluttede Reconquista på halvøen og rettede deres opmærksomhed udad, så faldt Balkanlandene og blev domineret af Det Osmanniske Rige.For referencer, se nedenfor. Imens var de resterende nationer på kontinentet låst fast i næsten konstante internationale eller interne konflikter.Allmand (1998), p. 3; Holmes, p. 294; Koenigsberger, pp. 299–300.
Situationen førte gradvist til konsolideringen af en centralmagt og nationalstatens opståen.Brady et al., p. xvii; Jones, p. 21. Behovet for at føre krig øgede skatterne. Det resulterede i repræsentativt styre, hvoraf Englands parlament er det mest markante.Allmand (1998), p. 29; Cantor, p. 514; Koenigsberger, pp. 300–3. Vækst i den sekulære autoritet blev hjulpet yderligere på vej af pavens formindskede indflydelse af det store skisma og den kommende reformation.Brady et al., p. xvii; Holmes, p. 276; Ozment, p. 4.
Nordeuropa Hovedartikler: Danmark, Norge, Sverige
Efter en fejlslagen union mellem Sverige og Norge i 1319-1365 blev den panskandinaviske kalmarunion oprettet i 1397.Hollister, p. 366; Jones, p. 722. Svenskerne blev modvilligt medlemmer af den dansk-dominerede union. I et forsøg på at undertrykke svenskerne fik Christian 2. af Danmark et stort antal svenske adelige dræbt under Det Stockholmske Blodbad i 1520. Dette affødte endnu mere fjendtlighed, og svenskerne brød ud af unionen i 1523.Allmand (1998), p. 703 Norge forblev forenet med Danmark til 1814.
Island nød godt af at være langt fra Europa, og det var det sidste land i Skandinavien, der blev ramt af den sorte død.Allmand (1998), p. 673. Imens uddøde den nordiske koloni på Grønland sandsynligvis som følge af ekstreme vejrbetingelser i 1400-tallet.Allmand (1998), p. 193.; den den lille istid.
Nordvesteuropa
Alexander 3. af Skotlands død i 1286 kastede landet ud i en arvefølgekrise, og den engelske konge, Edvard 1., blev bedt om at mægle. Edvard krævede overherredømme over Skotland, hvilket førte til de skotske uafhængighedskrige.Jones, pp. 348–9. Englænderne endte med at blive besejret, og skotterne var i stand til at etablere en stærkere stat under Stuarterne.Jones, pp. 350–1; Koenigsberger, p. 232; McKisack, p. 40.
Fra 1337 blev Englands opmærksomhed hovedsageligt rettet mod Frankrig i Hundredårskrigen.Jones, p. 351. Henrik 5.s sejr under slaget ved Agincourt i 1415 gjorde det kortvarigt muligt at forene de to kongeriger, men hans søn, Henrik 6., forspildte snart disse landvindinger.Allmand (1998), p. 458; Koenigsberger, p. 309. Tabet af Frankrig ledte til utilfredshed hjemme. Kort efter afslutningen på hundredårskrigen kastede dynastiske uroligheder landet ud i rosekrigene (ca. 1455–1485) mellem Huset Lancaster og Huset York, der begge kæmpede om at få tronen.Allmand (1998), p. 458; Nicholas, pp. 32–3.
Krigen blev afsluttet med tiltrædelsen af Henrik 7. fra Tudor-familien, som fortsatte arbejdet med at opbygge et stærkt centraliseret monarki, som konger fra huset York havde indledt.Hollister, p. 353; Jones, pp. 488–92. Mens Englands opmærksomhed var rettet andre steder var de hiberno-normanniske lords i Irland blevet mere assimileret i det irske samfund, og øen fik lov til at udvikle stor uafhængighed under det engelske overherredømme.McKisack, pp. 228–9.
Vesteuropa
thumb|Frankrig i slutningen af 1400-tallet: en mosaik af feudale områder.
Den franske Valois-familie, som fulgte Huset Capet i 1328, var oprindeligt marginaliseret i sit eget land: Først af englændernes invasionsstyrker i hundredårskrigen, senere af det magtfulde hertugdømme Burgund.Hollister, p. 355; Holmes, pp. 288-9; Koenigsberger, p. 304. Jeanne d'Arcs fremkomst som militær leder ændrede krigen mod englænderne til franskmændenes fordel, og initiativet blev videreført af kong Louis 11.Duby, p. 288-93; Holmes, p. 300.
Imens mødte Karl den Dristige, hertug af Burgund, modstand i sit forsøg på at konsolidere sine besiddelser særligt fra det schweiziske edsforbund, der blev dannet i 1291.Allmand (1998), pp. 450-5; Jones, pp. 528-9. Da Karl blev dræbt i de burgundiske krige under slaget ved Nancy i 1477, blev hertugdømmet Burgund tilbageerobret af Frankrig.Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 355; Koenigsberger, p. 304. På samme tid kom grevskabet Burgund og det rige Burgundiske Nederlande under det Tysk-romerske riges kontrol via habsburgerne, hvilket udløste en konflikt, der forløb over de næste århundreder.Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 363; Koenigsberger, pp. 306-7.
Centraleuropa thumb|left|Sølvudvinding og -forarbejdning i Kutná Hora, Bøhmen, 1400-tallet
Böhmen blomstrede i 1300-tallet, og Den gyldne bulle gjorde kongen af Böhmen førstemand blandt de kejserlige kurfyrster, mens hussitterrevolutionen kastede landet ud i krise.Holmes, p. 311–2; Wandycz, p. 40 Det tysk-romerske rige overgik til habsburgerne i 1438, hvor det forblev, til det blev opløst i 1806.Hollister, p. 362; Holmes, p. 280. På trods af at habsburgerne besad store landområder, forblev kejserriget selv splittet, og meget af den reelle magt og indflydelse lå i de individuelle fyrstedømmer.Cantor, p. 507; Hollister, p. 362. Derudover havde finansielle institutioner som hansaen og Fugger-familien stor magt på både økonomisk og politisk plan.Allmand (1998), pp. 152–153; Cantor, p. 508; Koenigsberger, p. 345.
Kongeriget Ungarn oplevede en guldalder i 1300-tallet.Wandycz, p. 38. Særligt perioden under de angevinske konger Karl 1. (1308–42) og hans søn Ludvig den Store (1342–82) betød stor fremgang.Wandycz, p. 40. Landet blev velstående ved at være Europas hovedleverandør af guld og sølv.Jones, p. 737. Ludvig anførte succesfulde felttog fra Litauen til Syditalien, og fra Polen til det nordlige Grækenland.
Han havde det største militære potentiale i 1300-tallet med sine enorme hære, der ofte bestod af over 100.000 mand. Imens blev Polens opmærksomhed vendt mod øst, hvor man dannede en union med Litauen, hvilket skabte en stor enhed i denne region.Koenigsberger, p. 318; Wandycz, p. 41. Unionen, og kristendommens indførelse i Litauen, markerede også afslutningen på hedenskab i Europa.Jones, p. 7.
thumb|Ruinerne af Beckov Slot i Slovakiet.