Solen

{| class="infobox" cellpadding="0" style="font-size: 85%; width: 250px;" ! colspan=2 style="font-size:medium; background-color: #ffffc0;" | Solen 24px|☉

| colspan=2 style="text-align:center;" | frameless|Solen

| Tidsafstand ved lysets hastighed: | 8,31 min

| Lysstyrke:

| Absolut størrelsesklasse: | 4,76m |- ! colspan=2 style="background-color: #ffffc0;" | Karakteristika: Fysik

| Diameter: | 1,392×106 km

| Relativ diameter (dS/dE): | 109

| Overflade: | 6,09 × 1012 km²

| Rumfang: | 1,41 × 1027 m³

| Masse: | (1,98843 ± 0,00003) × 1030 kg

| Jordmasser: | 333.400 M⊕

| Massefylde: | 1410,2 kg/m³

| Tyngdeacc. ved overfladen: | 274 m/s²

| Relativ tyngde ved overfladen: | 27,9 g

| Overfladetemperatur: | 5780 K

| Temperatur i korona: | 5 × 105 K

| Luminositet (LS): | 3,827 × 1026 J s−1 |- ! colspan=2 style="background-color: #ffffc0;" | Karakteristika: Omdrejningstid

| Ved ækvator: | 27 dage 6 timer 36 minutter

| Ved 75° bredde: | 31 dage 19 timer 12 minutter

| Omløbstid omkring galaksens centrum: | 2,2 × 108 år |- ! colspan=2 style="background-color: #ffffc0;" | Bestanddele |- | Brint (H) | 73,46 % |- | Helium (He) | 24,85 % |- | Ilt (O) | 0,77 % |- | Kulstof (C) | 0,29 % |- | Jern (Fe) | 0,16 % |- | Neon (Ne) | 0,12 % |- | Kvælstof (N) | 0,09 % |- | Silicium (Si) | 0,07 % |- | Magnesium (Mg) | 0,05 % |- | Svovl (S)| 0,04 % |}Solen' (latin: Sol; græsk: Helios) er den stjerne, som sammen med sit planetsystem udgør solsystemet. Jorden og andet stof (herunder andre planeter, asteroider, meteoroider, kometer og støv) kredser om Solen, som i sig selv udgør omkring 99,8 % af solsystemets masse. Energi fra Solen er – bl.a. i form af sollys – afgørende for næsten alt liv på Jorden via fotosyntese. Solen er den drivende kraft i Jordens klima og vejr, og den står for ca. ⅓ af tidevandsvirkningen i havene, resten står Månen for.

Stoffet i Solen udgøres af brint (som udgør omkring 74 % af dens masse, eller 92 % af dens rumfang), helium (omkring 25 % af massen, 7 % af rumfanget) og mindre mængder af andre grundstoffer. Solens spektralklasse er G2V. G2 indikerer, at dens effektive temperatur, (dvs. gennemsnitstemperaturen i den dybde, som vi kan se ind til gennem dens atmosfære) er ca. 5.780 K (eller omkring 5.507 grader Celsius / 9.944 Fahrenheit), hvilket giver den en hvid farve, som på grund af atmosfærisk spredning for det meste ser ud som gul farve set fra Jordens overflade. Når solen står lavt på himlen, giver spredningen den i stedet en orange eller rød farve.

Dens spektrum indeholder spektrallinjer for ioniserede og neutrale metaller foruden meget svage hydrogenlinjer. Romertallet V i spektralklassen indikerer, at Solen er en stjerne i hovedserien, hvorfor dens energi genereres ved fusion af brintkerner til helium. Den er i hydrostatisk ligevægt, så den over meget lange tidsperioder hverken trækker sig sammen eller udvider sig, fordi tyngden af dens stof afbalanceres af det udadrettede strålingstryk fra den indre fusionsproces.

Solen er en af stjernerne i galaksen Mælkevejen og kredser om dennes centrum i en afstand på omkring 26.000 lysår og fuldfører et omløb på ca. 225–250 millioner år.

Solens regelmæssige daglige opgang i øst og nedgang i vest og dens regelmæssige daglige og årlige tilsyneladende vandring på himlen har sammen med de forskellige andre solfænomener inspireret og udfordret menneskeheden i årtusinder. Der er ud fra dette konstrueret forskellige verdensbilleder, som har sat sig dybe spor i historien ved at påvirke religion og kultur, og den indhøstede viden har frembragt en lang række praktiske opfindelser og befordret opdagelser og videnskabens udvikling i bred forstand.

Symbolet for Solen i astronomien er en cirkel med en prik i centrum: ☉. I øvrigt anvendes ordet "sol" også som synonym for "stjerne".

Oversigt Solen er en stjerne af tredje generation, hvis dannelse kan være igangsat af chokbølger fra en eller flere supernovaer, der er forekommet i dens nærhed. Dette fremgår af den store forekomst af tunge grundstoffer som guld og uran i solsystemet. Disse stoffer er mest sandsynligt produceret enten ved atomare reaktioner under en supernova eller ved stofomdannelse via neutronabsorption i det indre af en kæmpestjerne af anden generation.

Solens placering thumb|Nærmeste stjerne afstande i forhold til Solen som funktion af titusinder af år. Der anslås at være 200-400 milliarder stjerner i Mælkevejen, som er en flad bjælkegalakse placeret i galaksehoben Den lokale gruppe, der består af ca. 50 nabogalakser, som igen er en del af Virgo-superhoben. Mælkevejen er 70-100.000 lysår i tværsnit, og Solen er placeret ca. 26.000 lysår fra centrum i den spiralarm, som kaldes Orion-armen.

Mælkevejen omfatter mere end 100 millioner stjerner af Solens G2-klasse. På grund af stjernernes fordeling efter lysmængde lyser Solen i virkeligheden klarere end 85% af Mælkevejens stjerner, fordi de fleste er røde dværge. Solen kredser om Mælkevejens centrum med en omløbshastighed på 217 km/s, hvilket svarer til et lysår for hver 1.400 år og til en astronomisk enhed (AU) for hver 8 dage.

Solen er langt det mest lysstærke, naturlige objekt på himlen med en tilsyneladende størrelsesklasse på −26.74. Det er omkring 13 milliarder gange lysere end den næstmest lysende stjerne, Sirius, som har en tilsyneladende størrelsesklasse på −1.46.

Den nærmeste nabostjerne til Solen er Proxima Centauri, hvis afstand i øjeblikket er 4,22 lysår. Den lyser meget svagt og er del af et 3-stjerne-system, hvori stjernerne Alfa Centauri A og Alfa Centauri B indgår. Alfa Centauri A er med en afstand i øjeblikket på 4,39 lysår Solens nærmeste nabo af G2-klassen, og hvis Solen kunne betragtes fra denne stjerne, ville den synes at befinde sig i stjernebilledet Cassiopeia. thumb|Tegning af Mælkevejen med Solens placering i Orion-spiralarmen

Der blev opdaget en ny nabo i 2013 kaldet WISE J104915.57-531906, der består af to brune dværgstjerner, som i øjeblikket er 6,5 lysår fra Solen.24. juni 2013, videnskab.dk: For første gang i 100 år: Solen har fået en ny nabo

Solen og Jorden Sollys er den primære energikilde på Jordens overflade. Solarkonstanten er den effekt, som solen leverer per arealenhed, som er udsat for sollys, og den er af størrelsen ca. 1.370 watt per kvadratmeter i en afstand af 1 AE fra Solen, dvs. på eller nær Jorden. Det sollys, som når Jordens overflade er imidlertid dæmpet af atmosfæren, så værdien er tættere på 1.000 watt per direkte belyst m² i klart vejr og med solen nær zenith. Denne energi kan udnyttes gennem en lang række naturlige og syntetiske processer – fotosyntese i planter udnytter sollysets energi og omdanner den til kemisk form (ilt og reducerede kulstofforbindelser), mens direkte opvarmning eller elektrisk omdannelse i solceller benyttes af solenergi-udstyr til at fremstille elektricitet eller til at udføre andet nyttigt arbejde. Den energi, som er oplagret i olie og andre fossile brændstoffer stammer oprindeligt fra sollys, der blev omdannet ved fotosyntese i en fjern fortid.

Mange fænomener i den atmosfæriske optik er direkte eller indirekte forbundet med sollyset og mange optræder lige ved siden af eller sammen med solen. Det drejer sig om solopgang og solnedgang, men også halo-effekter som 22°-haloen, bisole og lyssøjler. Et velkendt syn er tusmørkestråler og regnbuer, hvorimod grønne glimt, der kan optræde ved solnedgang, er sjældne. thumb|Tusmørkestråler

Ultraviolet lys fra solen har antiseptiske egenskaber og kan benyttes til sterilisation af redskaber. Hos mennesket forårsager det også solbrændthed og har medicinske virkninger som f.eks. at fremme produktionen af vitamin D. Ultraviolet lys dæmpes særlig meget i Jordens atmosfære, hvorfor dettes styrke varierer meget med breddegraden, eftersom sollyset passerer en længere strækning gennem atmosfæren ved højere bredder. Denne forskel har forårsaget mange biologiske tilpasninger, herunder forskellen på menneskers hudfarve i forskellige egne af kloden. left|thumb|Solens teoretiske analemma, set mod øst på den nordlige halvkugle Set fra Jorden ændrer solens bane over himlen sig i løbet af året. Den figur, som dannes ved at angive solens position på samme tid og fra samme sted hver dag i et helt år, kaldes jordens analemma og ligner et ottetal omkring en akse fra nord til syd. Selvom den mest udprægede ændring af solens tilsyneladende position i årets løb er i nord-/sydlig retning (der omfatter en vinkel på 47 grader på grund af jordaksens hældning på 23,5 grader i forhold til Solen) er der også en øst-/vestlig komponent, som skyldes Jordens acceleration, når den nærmer sig perihelium i banen omkring Solen og den tilsvarende formindskelse af farten, når den bevæger sig væk fra Solen for at nærme sig aphelium. Ændringen i tilsyneladende vinkel i retningen nord/syd er hovedårsagen til, at Jorden har skiftende årstider.

Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum. Solens magnetiske felt udløser flere effekter, som under et kaldes solaktivitet, og som inkluderer solpletter på Solens overflade, soludbrud (flares) og ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem solsystemet. Solaktivitetens virkning på Jorden ses bl.a. som nordlys og sydlys, der forekommer på moderate til høje breddegrader samt som forstyrrelser af radiokommunikation og elektricitetsforsyning. Derudover menes solaktiviteten at have spillet en stor rolle i solsystemets dannelse og udvikling, og den indvirker kraftigt på strukturen af Jordens ydre atmosfære.

Skønt Solen som Jordens nærmeste stjerne er blevet studeret intensivt, er der stadig mange uafklarede spørgsmål omkring den. Det gælder f.eks. spørgsmålet om, hvorfor dens ydre atmosfære har en temperatur på mere end 1 million K, mens temperaturen ved dens synlige overflade, fotosfæren, er mindre end 6.000 K. Aktuelle emner for forskningen er Solens regelmæssige cyklus for solpletaktivitet, fysikken i og oprindelsen til soludbrud og protuberanser, den magnetiske interaktion mellem kromosfæren og koronaen samt solvindens oprindelse.

Livscyklus

Solens alder er bestemt ved nukleokosmokronologi og brug af computermodeller for stjerners udvikling og ansat til at være omkring 4,57 milliarder år. Den opstod ved gravitationel kollaps i en interstellar gassky i en proces, som varede ca. 50 millioner år, og i løbet af hvilken planeterne også dannedes. thumb|upright=2|Solens livscyklus i hovedtræk.Ændringen af soloverfladens størrelse (ikke skalatro) i forhold til en tidsakse, hvis enhed er 1 mia. år. Solens nuværende placering er vist med en blå pil. Se i øvrigt tekstens beskrivelse af udviklingens forløb.

Solen er nu nogenlunde halvvejs gennem den tid, hvor den befinder sig i stjernernes hovedserie i Hertzsprung-Russell-diagrammet, mens fusionsreaktioner i dens indre kerne omdanner brint til helium. Hvert sekund omdannes her mere end 4 millioner ton stof til energi, idet der produceres neutrinoer og stråling. Kun ca. 0,7% af brinten omdannes til energi, resten fusioneres til helium. Med denne omdannelseshastighed har Solen indtil nu forbrugt en masse, der svarer til omkring 100 jordmasser, til energi. Solen vil være en stjerne i hovedserien i ca. 10 milliarder år.

Solen

Źródło i licencja