Sassanideriget eller sassaniderne (på persisk: ساسانیان dvs. ”Sassanisk”) er rækken af iranske konger, som regerede det tredje iranske rige fra 224 e.Kr. til 651. Dynastiet mistede magten, da den sidste sassanidiske shah, Yazdegerd 3., led nederlag efter 14-års kamp for at fordrive det tidlige kalifat, som gjorde Iran til det første muslimske rige.
Sassanideriget omfattede under dets største udstrækning dele af nutidens Iran, Irak, Armenien, Afghanistan, Tyrkiet, Jordan, Israel, Libanon, Syrien, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Turkmenistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Qatar, Bahrain, Yemen, Oman, Indien, Kasakhstan, Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Pakistan, Rusland, Egypten og Kirgisistan. Sassaniderne kaldte riget Iranshahr og Eran.
Sassanidernes tidsalder er en af de mest betydningsfulde i Iran. På mange måder stod sassaniderne på det højeste stade inden for den iranske kultur, og de ledede det sidste iranske rige inden dets nederlag til muslimske styrker og befolkningens omvendelse til islam. Sassanidernes indflydelse nåede kulturer langt fra rigets grænser: det vestlige EuropaWill Durant: ’’The Story of Civilization’’ vol.4: The Age Of Faith, Chapter VII, AfrikaTransoxiana: ’’Sasanians in Africa’’, Kina og IndienBahman Firuzmandi: Mad, Hakhamanishi, Ashkani, Sasani side 329-330. Denne indflydelse fortsatte i den tidlige islamiske verden. Dynastiets enestående og aristokratiske kultur omdannede under kraftfulde ledere den muslimske erobring af Iran til en iransk renæssance.Will Durant: ’’The Story of Civilization’’ Meget af det, der blev kendt som muslimsk kultur inden for arkitektur, digtning og tæpper, bogillustrationer etc. blev overført fra sassaniderne til hele den muslimske verden.Abdolhossein Zarinkoob: Ruzgaran: tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi, side 305
Begyndelse
Sassanidedynastiet blev skabt af Ardashir 1. eller Artaxerxes, som nedstammede fra en slægt af zarathustriske præster, der også var guvernører i Persis. Hans far, Babak (Papag), herskede over Kheir, en mindre by. Hans mor, Rodagh, var datter af guvernøren i Pars. Ardashirs farfar var Sassan, ypperstepræst i Anahitatemplet. Senere historikere valgte Sassans navn som betegnelse for Ardahirs dynasti og kaldte det sassaniderne. Iranerne kaldte deres kongedømme for Eranshahr. Romerne anerkendte i begyndelsen ikke sassanideriget som et selvstændigt kongerige og brugte ordet parthisk om det iranske rige øst for grænsen. Da Sassan døde, afsatte Babak kongen over Persis (Pars), "Gochihr", og overtog tronen. Ardashir styrede i sin fars regeringstid den lille by "Darabjird", og efter Babaks død kom Ardashirs storebror, Shapur, på tronen, men Ardasjir gjorde oprør og fratog ham kongemagten i 208 e.Kr..Abdolhossein Zarinkoob: "Ruzgaran: tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi, side 194-198
Ardashir og hans efterfølgere skabte et mægtigt rige med centrum i Firouzabad i Pars. Det omfattede det meste af det gamle Achæmeniderige øst for Eufrat. Sassaniderne ønskede at genskabe perserrigets storhed og påtog sig at gøre landet iransk. Sassanidiske beretninger og inskriptioner nævner dog ikke achæmeniderne. Sassaniderne søgte længe at genforene alle det gamle riges områder, og det bragte dem i talrige krige mod Romerriget og dets efterfølger, det byzantinske rige. Sassanideherskerne gjorde zarathustrianismen til statsreligion og hævdede i inskriptioner at have forfulgt andre trosretninger. Det er hverken bekræftet af samtidige jødiske eller kristne kilder; i øvrigt vekslede religionspolitikken fra hersker til hersker under sassanideriget.
Historie 200px|thumb|left|Mønt, der viser Ardashir I
Tidlig fase (224-310)
Ardashir udvidede hastigt sit landområde og krævede troskabsed fra fyrsterne i Fars og provinserne Kerman, Isfahan, Susiana og Mesene. Denne ekspansion blev bemærket af den parthiske storkonge, Artabanus 4., der var Ardashirs herre. Artabanus førte sine styrker mod Ardashir i 224, og hærene stødte sammen Hormizdeghan, hvor Artabanus blev dræbt. Ardashir fortsatte med at trænge ind i de vestlige provinser af det lammede Partherrige. Han blev kronet i 226 som enehersker af Persien og tog titlen Shahanshah "Kongernes konge" og hans hustru, Adhur-Anahid, tog titlen "Dronningernes dronning". Dermed standsede han det 400 år gamle Partherrig og indledte fire århundreder med sassanidisk styre.
I de næste år udvidede Ardashir sit nye rige mod øst og nordvest ved at erobre provinserne Sistan, Gorgan, Khorasan, Merv (i det nuværende Turkmenistan), Balkh og Chorasmien. Han føjede også Bahrain og Mosul til de sassanidiske besiddelser. Desuden anerkendte kongerne af Kushan, Turan og Mekran Ardashir som deres herre. Mod vest lykkedes angreb på Hatra, Armenien og Adiabene mindre godt.
Ardashirs søn, Shapur 1. (241–272), fortsatte ekspansionen og erobrede Baktrien og Kushan og førte adskillige felttog mod Romerriget. Shapur trængte langt ind på romersk område, plyndrede Antiokia i Syrien (253 eller 256) og besejrede de romerske kejsere Gordian 3., Philippus Arabs og Valerian. Denne blev taget til fange i (259) efter slaget ved Edessa, hvad der var en frygtelig og hidtil ukendt vanære for romerne. Shapur fejrede sin sejr ved at lade nogle imponerende klipperelieffer udhugge i Naqsh-e Rustam i nærheden af Persepolis med en monumental inskription på iransk og græsk. I årene mellem 260 og 263 tabte Shapur 1. nogle af disse erobringer til Odaenathus, en af romernes allierede.
Shapur 1. havde intense udviklingsplaner. Han grundlagde mange byer, hvoraf nogle blev befolket med emigranter fra de romerske områder. De omfattede kristne, som havde tilladelse til frit at dyrke deres tro under sassanidisk styre. Byerne Bishapur og Nishapur er opkaldt efter ham. Manikæismen nød Shapurs særlige gunst; han beskyttede profeten Mani og udsendte mange manikæiske missionærer. Shapur blev ven med en babylonisk rabbi Shmuel. Det venskab blev en fordel for den jødiske menighed, og det gav den et pusterum under undertrykkende love, som var vedtaget imod dem.
thumb|200px|left|Klipperelief ved Naqsh-e Rostam, der viser Shapur 1.s triumf over den romerske kejser Valerian.
De næste konger ændrede Shapurs religiøse tolerance. Shapurs efterfølger, Bahram 1. (273-276), forfulgte Mani og hans disciple under pres fra præsteskabet. Senere fængslede han Mani og beordrede ham dræbt, og Mani døde i fængslet, mens han ventede på sin henrettelse.
Bahram 2. (276-293) fulgte sin fars religiøse politik. Han var en svag hersker og mistede adskillige af de vestlige provinser til den romerske kejser Carus. I hans regeringstid måtte størstedelen af Armenien afstås til Diocletian efter et halvt århundrede under persisk styre.
Narseh, som fulgte Bahram 2. (293-302), indledte krig mod romerne. Efter en sejr over kejser Galerius ved Callinicum tæt på Eufrat i 296 blev Narseh slået afgørende ved et baghold, mens han var i Armenien med sit harem i 297. Ifølge den traktat, som blev indgået efter krigen, måtte sassaniderne afgive alt land vest for Tigris, og de måtte ikke blande sig i forholdene i Armenien og Georgien. Efter det knusende nederlag trådte Narseh tilbage i 301 og døde af sorg året efter. Hans søn Hormizd 2. (302-310) overtog magten, og selv om han nedkæmpede oprør i Sistan og Kushan, var også han en svag hersker, der ikke formåede at styre adelen. Han blev dræbt af beduiner under en jagt.
Første gyldne periode (310-379) thumb|200px|Zoroastrisk trosbekendelse: Gode tanker. Gode ord. Gode gerninger. Avestisk skrifttype, Din Dabireh. Kalligrafi udført af Kurt Singer. Da Hormizd 2. døde, dræbte persiske adelige Hormizds ældste søn, blindede den næstældste og fængslede den tredjeældste. Han undslap til romersk område.
Arabere trængte ind fra syd, hvor de ødelagde og plyndrede de sydligste byer i riget. De angreb endda Farsiprovinsen, hvor sassanidedynastiet opstod. Magten blev overdraget til en af Hormizds hustruers ufødte barn. Det siges, at Shapur er den eneste konge i historien, der er blevet kronet, mens han lå i moders liv: kronen blev sat på moderens mave. Shapur blev født som konge, men i hans barndom blev riget styret af hans moder og adelen. Da han blev myndig, greb han selv magten og viste sig hurtigt som en aktiv og effektiv hersker.
Shapur førte først sin lille, men disciplinerede hær mod araberne, som han besejrede. På den måde sikrede han rigets sydlige egne. Så indledte han et felttog mod romerne, hvor han havde en vis succes i begyndelsen. Men efter belejringen af Singara blev hans erobringer bremset af nomadetogter ind over rigets østlige grænser. Disse togter truede Transoxanien, der var strategisk afgørende for kontrollen med Silkevejen. Dertil kom at Shapurs styrker ikke var tilstrækkelige til at fastholde det landområde, han havde erobret mod vest. Derfor underskrev han en fredsaftale med Constantius II, hvori begge parter gik ind på at undlade angreb mod hinandens territorium i en begrænset periode.
Shapur marcherede så mod øst i retning af Transoxianien for at møde de østlige nomader. Da Shapur havde besejret de hvide hunner, indledte han i 359 sit andet felttog mod romerne sammen med nomadekongen Grumbates. Denne gang med fuld militær styrke og med nomadernes støtte. Krigen blev en overvældende succes: i alt fem romerske provinser kom på iranske hænder.
Shapur førte en hårdhændet religionspolitik. Han fuldførte samlingen af Avesta, Zoroastrianismens hellige tekster. Kætteri og frafald blev straffet, og de kristne blev forfulgt. Det sidste var en reaktion på kristendommen i Romerriget under Konstantin den Store. Shapur 2. var ligesom Shapur 1. venligt indstillet overfor jøderne, som levede i forholdsvis frihed, og som opnåede mange fordele i denne tid (se også Raba (Talmud)).
Ved Shapurs død var det persiske rige stærkere end nogensinde: fjenderne mod øst var bragt til ro, og Armenien var under iransk kontrol.
Mellemperioden (379-498) 200px|thumb|Bahram Gur er et elsket emne i iransk tradition og digtning. "Bahram og den indiske fyrstinde i den sorte pavillon." Illustration af en ”khamsa” (kvintet) af den store iranske digter Nizami fra safavideperioden i midten af det 16. århundrede.
Fra Shapur 2.s død til Kavadh 1.'s kroning var Persien stort set stabilt og førte kun få krige mod det Byzantinske rige. Sassaniderne skiftede derimod religionspolitik fra konge til konge. Administrationen fra Shapurs 2.s regeringstid forblev stærk trods en række svage ledere, og regeringen fortsatte med at fungere effektivt.
Da Shapur 2. døde i 379, efterlod han et magtfuldt rige til sin halvbror, Ardashir 2. (379-383) søn af Vahram af Kushan, og dennes søn, Shapur 3. (383-388). Ingen af dem havde deres forgængers talent. Ardashir 2., der voksede op som kongens "halvbror", havde ikke format til at udfylde sin rolle, og Shapur 3. var for melankolsk en skikkelse til at udrette noget som helst. Hans søn Bahram 4. (388-399) var ganske vist ikke så passiv som sin far, men det lykkedes ham alligevel ikke at udrette noget af betydning. I hans regeringstid blev Armenien delt som aftalt mellem det Byzantinske og det Persiske rige. Sassaniderne genetablerede deres herredømme over største delen af Armenien, mens byzantinerne kun havde magten i en lille del af det vestlige Armenien.
Bahram 4.s søn, Yazdegerd 1. (399-420), bliver ofte sammenlignet med Konstantin den Store. Han var magtfuld både legemligt og diplomatisk, og ganske som sin romerske modpart var han opportunistisk. De regerede begge med religiøs tolerance og gav plads, så de religiøse mindretal kunne trives. Han standsede forfølgelsen af de kristne og straffede endda de adelige og præster, som forfulgte dem. Hans regeringstid var forholdsvis fredelig. Han sluttede en varig fred med byzantinerne og blev endog værge for den unge Theodosius 2.. Han giftede sig med en jødisk fyrstinde, som han fik sønnen Narsi med.