thumb|Den danske mountainbike-orienteringsrytter Torbjørn Gasbjerg Mountainbike-orientering (MTBO) er en gren af orienteringssporten, hvor kortlæsning og udfordringer ved vejvalg kombineres med fart og teknik på en cykel.
MTBO er en af fire discipliner i international orientering. De andre er fod-orientering (FOD-O), præcisionsorientering (PRÆ-O) og ski-orientering (SKI-O). Herudover udøves orienteringssporten også i organiseret form i kajak og som bilorientering. Denne artikel har fokus på MTBO.
MTBO kort fortalt
Mountainbike-orienteringsrytterne (herefter rytterne) får i forbindelse med starten af et MTBO-løb udleveret et kort, hvor der er indtegnet et antal kontrolposter. Rytterne skal ud fra kortet finde og registrere posterne i nummerrækkefølge hurtigst muligt. Til registrering af om rytteren har været ved posterne, bruge rytterne en elektronisk enhed (brik).
Posterne er ude i terrænet markeret med en trefløjet orange/hvid skærm, og de er i MTBO placeret på stier og veje, så rytterne kommer rundt på kryds og tværs i løbsområdet. Rytterne må dog kun køre på de stier og veje, der er indtegnet på kortet, samt på grus- og parkeringsarealer. De må altså ikke køre tværs igennem terrænet – medmindre der er givet en speciel tilladelse hertil.
Der er ingen afmærkninger i terrænet eller indtegnede ruter på kortet, der kan hjælpe rytterne med at finde vej. Det er derfor op til den enkelte rytter at finde vej til posterne ud fra en vurdering af, hvad der er hurtigst. Ved de fleste stræk i et MTBO-løb – fra en post til den næste post – vil der være flere vejvalgsmuligheder, hvor det er op til rytterne at foretage det bedste valg.
I den mest basale form skal rytterne vurdere, om det på et givent stræk kan betale sig at køre en forholdsvis lang rute på stier af god beskaffenhed, eller om det bedre kan betale sig at køre et kortere stræk ad måske små stier, hvor der er relativt større stigninger. I MTBO er det altså ikke posternes placering, der er den store udfordring. Det er derimod kompleksiteten i, at rytterne skal finde en balancere mellem at aflæse kortet, foretage hurtige vejvalg og ikke mindst aflæse terrænet samtidig med, at de holder et højt tempo uden at begå orienteringsmæssige fejl.
I MTBO konkurreres der i fem discipliner. Der findes tre individuelle discipliner (sprint, mellem- og langdistance) og to discipliner med fælles start (massestart og stafet). Ved de individuelle discipliner starter rytterne med et tidsinterval på 1-3 minutter til den efterfølgende rytter. Ved de individuelle distancer er vinderen den rytter, der har brugt mindst tid på at komme fra start til mål og har fundet og registreret alle kontrolposter i den rigtige rækkefølge. Ved massestart og stafet, hvor rytterne starter samlet, vinder den rytter i massestart henholdsvis holdets sidste-rytter i stafet, som kommer først over målstregen og har fundet og registreret alle poster i den rigtige rækkefølge.
Organisation I Danmark er orienteringssporten hovedsagelig organiseret i Dansk Orienterings-Forbund (DOF), der er tilknyttet Danmarks Idrætsforbund (DIF). DOF står for afvikling af danmarksmesterskaberne (DM) i såvel FOD-O, MTBO som PRÆ-O. Der arrangeres dog også MTBO andre steder. Fx indgår MTBO undertiden som et led i adventure races.
Internationalt er orienteringssporten tilknyttet Det Internationale Orienteringsforbund (på engelsk: International Orienteering Federation (IOF)). IOF har nedsat en række kommissioner, der udstikker retningslinjer for de forskellige typer af orientering. Herunder styrer IOF verdensranglisten, udstikker retningslinjer for afholdelse af verdensmesterskaber og World Cup.
På basis af det internationale reglement for MTBO udstikker DOF vejledninger og retningslinjer for afholdelse af MTBO-løb i Danmark.
Historik MTBO i Danmark: Det første officielle MTBO-løb i Danmark blev afholdt i Grib Skov d. 7. juni 2003 – de primære resultater findes ikke længere. Siden har der hvert år været afholdt DM på langdistancen bortset fra 2020, hvor det blev aflyst på grund af restriktioner i forbindelse med Corona. I perioden 2009-2015 blev der også afholdt stafetter. Fra 2016 blev mellemdistancen implementeret, og sprintdistancen kom på programmet i 2019.
Verdensmesterskabet i mountainbike-orientering (VM) blev første gang afholdt i Fontainebleau i Frankrig i 2002. Herefter har det været afholdt hvert år, bortset fra 2020, hvor det blev aflyst. Siden starten af afholdelsen af VM og frem til 2022 har der i gennemsnit deltaget MTBO-ryttere fra 25 nationer – fraset 2021, hvor der kun var ryttere fra 16 lande. I 2019 afholdt Danmark VM for senior- og junioreliten i Viborg og omegn.
Seniorverdensmesterskaberne har det officielle navn ’World Mountainbike Orienteering Championships’ (WMTBOC), og juniorverdensmesterskaberne betegnes ’Junior World Mountainbike Orienteering Championships’ (JWMTBOC).
Europamesterskabet i mountainbike-orientering (EM) er blevet afholdt fra 2006. Det første EM i MTBO blev afholdt ved den polske by Warszawa. Siden har det været afviklet i årene 2007, 2008, 2009, 2011, 2013, 2015. Fra 2017 har det været afviklet hvert år – dog ikke i 2020, hvor det blev aflyst. Siden starten af afholdelsen af EM og frem til 2022 har der i gennemsnit deltaget MTBO-ryttere fra 20 nationer. I 2009 afholdt Danmark EM i MTBO for senioreliten i Nordsjælland.
Senioreuropamesterskaberne har det officielle navn ’European Mountainbike Orienteering Championships’ (EMTBOC), mens junioreuropamesterskaberne betegnes ’European Junior Mountainbike Orienteering Championships’ (EJMTBOC).
Discipliner Ved VM i MTBO konkurreres der i fem discipliner: lang, mellem, sprint, massestart og stafet. Mens der ved EM konkurreres i 3-5 af de fem discipliner. Gennem årene har stafetterne ved EM vekslet mellem tre forskellige typer: stafet (for mænd henholdsvis kvinder) samt sprint-stafet og mixed stafet (i mixede teams). I Danmark afvikles MTBO i konkurrenceformaterne lang, mellem, sprint og stafet.
Det skal bemærkes, at i henhold til IOFs reglement for afvikling af MTBO skal løbene primært tilrettelægges på basis af de forventede vindertider. Der er således ikke krav om, hvor langt et MTBO-løb skal være i antal km. Løbenes længde varierer derfor afhængig af eksempelvis antal højdemeter, antal poster og terrænets beskaffenhed (fx små knoldede stier versus brede grusveje).
De fem discipliner i MTBO og deres kendetegn er beskrevet efterfølgende – først i teksten og efterfølgende er de opsummeret i et skema.
Sprinten er den korteste distance i MTBO. På sprintdistancen testes rytternes evne til at læse og oversætte kortet i komplekse løbsområder samtidig med, at de skal planlægge og gennemføre vejvalg i høj hastighed. Dette kræver rytternes fulde koncentration gennem hele løbet. Sprint-konkurrencer bliver ofte afholdt i byer, industrielle distrikter og/eller parkområder. Den estimerede vindertid er 20-25 minutter for elitens seniorklasser M21 (mænd på 21 år eller ældre) og W21 (kvinder på 21 år eller ældre) og 16-20 minutter for ungdomsklasserne (M20 og W20). Rytterne kører individuelt og starter typisk med 1-2 minutters mellemrum til konkurrenterne. Den rytter, der bruger mindst tid på at komme fra start til mål og har registreret alle kontrolposter i den rigtige rækkefølge, vinder.
Mellemdistancen er kendetegnet ved svær teknisk orientering, der kræver konstant koncentration i forhold til kortlæsning og lejlighedsvise ændringer i kørselsretningen. På mellemdistancen bliver rytterne udfordret af, at de skal være i stand til at tilpasse farten til de forskellige stiers og vejes beskaffenhed. Mellemdistancen afholdes for det meste i et skovterræn med et tæt stinet og stier og veje af forskellige kategorier. På mellemdistancen er den estimerede vindertid 50-55 minutter for eliten (N21 og W21) og 40-44 minutter for juniorrytterne (M20 og W20). Rytterne kører individuelt og starter typisk med 1-2 minutters mellemrum til konkurrenterne. Rytteren, der bruger mindst tid på at komme fra start til mål og har registreret alle posterne i den rigtige rækkefølge, vinder.
Langdistancen er den længste disciplin i MTBO. Langdistancen afholdes ofte i skovområder med et kuperet og krævende terræn. På langdistancen testes rytternes evne således i forhold til at træffe og gennemføre effektive vejvalg, læse og fortolke kortet under et langt og fysisk krævende løb. På nogle stræk i løbet skal rytterne kunne mestre teknisk svær orientering svarende til mellemdistancen. De estimerede vindertider er 105-115 minutter for eliten (M21 og W21) og 84-92 minutter for juniorrytterne (M20 og W20). Rytterne kører individuelt og starter typisk med 3 minutters mellemrum til konkurrenterne. Rytteren, der bruger mindst tid på at komme fra start til mål og har registreret alle posterne i den rigtige rækkefølge, vinder.
Massestarten: Rytterne starter samlet, deraf navnet massestart. Den rytter, der kommer først over målstregen og har registreret kontrolposterne i den rigtige rækkefølge, har vundet. Massestarten er både fysisk og orienterings-teknisk udfordrende. Konkurrencen afholdes for det meste i et skovklædt terræn med et relativt tæt stinet og stier og veje af forskellig beskaffenhed for dermed at udfordre rytternes vejvalg. I massestarter gør arrangørerne brug af ’gaflinger’. Det er en metode til at sprede rytterne, så de ikke blot følger efter hinanden uden selv at orientere og fortage aktive vejvalg. Metoden går ud på at, det ikke er alle ryttere, der skal køre til kontrolposterne i samme rækkefølge. Når rytterne har fuldført løbet, vil de imidlertid have kørt de samme stræk samlet set. De estimerede vindertider er 75-85 minutter for eliten (M21 og W21) og 60-68 minutter for juniorrytterne (M20 og W20).
Stafet: Ved stafet kører to eller flere holddeltagere et på hinanden følgende individuelt løb. Udfordringen for rytterne er bl.a., at de skal kunne håndtere den tætte kontakt til rytterne fra de andre hold. Ved stafetter er der også gaflinger, hvilket betyder, at rytterne ligesom i massestarten ikke blot kan følge efter en forankørende rytter. Når rytterne har fuldført løbet, vil holdet samlet set have kørt de samme stræk som de konkurrerende hold. Konkurrencen afholdes sædvanligvis i et område med et tæt stinet med stier og veje af forskellige beskaffenhed. De estimerede gennemsnitlige vindertider for hver rytter på et hold er 40-45 minutter (total 125-135 minutter) for eliten (M21 og W21) og 35-40 minutter for juniorrytterne (M20 og W20) (total 105-120 minutter).
Oversigtskema over discipliner
I det efterfølgende oversigtsskema er de fem discipliner (sprint, mellem, lang, massestart og stafet) opsummeret i forhold til sværhedsgrad ved vejvalg henholdsvis orientering (kortlæsning), løbets profil, terræn, antal lange/korte delstræk og deres længde, tidsinterval mellem starterne samt estimerede vindertider jf. IOF’s reglement henholdsvis det danske reglement fra DOF.