London er hovedstaden og den største metropolregion i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Byens kerne City of London har omtrent sine middelalderlige grænser; men sent i 1800-tallet har navnet "London" også refereret til hele den hovedstad, der har udviklet sig om selve byen.Mills, A., Dictionary of London Place Names, (2001) I dag udgør størstedelen af denne konurbation Londons byområdeGovernment Offices for the English Regions – Fact Files: London og Greater London,Elcock, H., Local Government, (1994) med sin egen valgte borgmester og byråd.Jones, B., Kavanagh, D., Norton, P. & Moran, M., Politics UK, (2004)
Londons historie går tilbage til romerne. Siden grundlæggelsen af the City of London (dengang Londinium) for 2.000 år siden har London været centrum for mange vigtige bevægelser og fænomener som den engelske renæssance, den industrielle revolution og nygotiske-arkitektur. Derfor er byen blevet en af de mest populære turistdestinationer i verden og tiltrækker stadigt flere på grund af sin økonomiske vækst.Visa Consultant - Apply for Visa | Processing, Assistance Services ✅ London har tre verdensarvssteder: Palace of Westminster, Tower of London og den historiske bosættelse Greenwich. Byen er et af verdens førende kommercielle, finansmæssige og kulturelle centre, og dens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, massemedier, mode og kunst bidrager alle til dens status som en vigtig verdensby.Den har også været udnævnt som verdenshovedstad (Independent )
Inventory of World Cities , GaWC, Loughborough University Hentet 2007-08-16; Sassen, Saskia – The Global City: New York, London, Tokyo. (1991) – Princeton University Press. . Hentet 2007-08-16; Global Cities: GaWC Inventory of World Cities 1999 Global cities#GaWC Inventory of World Cities (1999 Edition); Global Cities: GaWC Inventory of World Cities 2004 Global cities#GaWC Leading World Cities (2004 Edition)
London har en officiel befolkning på indbyggere, og inden for grænserne af Londons byområde er indbyggertallet , og byen var en af de største byer i EU målt på befolkning. Metropolregionen har en befolkning på . London har en varieret befolkning målt på både folkeslag, kulturer og religioner, og over 300 forskellige sprog tales inde for byens grænser.Languages spoken in the UK population. Hentet 8.marts 2017 Byen er desuden et internationalt transportknudepunkt med sine fem større lufthavne samt en stor havn. Byen er det største luftfartscentrum i verden, og Heathrow Lufthavn har flere passagerer end nogen anden lufthavn i verden.
Definition thumb|left|Definitions billede af London med City of London, centrale London, Greater London og motorvej M25. Med London defineres normalt som området kendt som Greater London, som både er et grevskab og en region. Midt inde i dette område ligger City of London, som er sit eget grevskab, kendt som the City eller the Square Mile. Byen voksede kraftigt i klunketiden og igen i mellemkrigstiden. I 1940'erne førte først 2. verdenskrig og derefter lovgivning omkring det grønne bælte til at væksten ophørte.
Der findes mange mulige definitioner på "London" som postdistriktet, politidistriktet (Metropolitan Police District), området som har London-retningsnummer og Londons pendlerbælte. De har sjældent lappet over. Omkring 40 % af Greater London dækkes af Londons postområderHMSO, The Inner London Letter Post, 1980. Området med London-retningsnummer dækker et omtrent lige stort område som Greater London, men grænserne afviger noget. En definition, som er blevet taget i brug i mange sammenhænge, er området indenfor ringvejen M25, og grænsen for Greater London er nogle steder blevet flyttet for at tilpasse den til vejen.
Byens nominelle centrum er ved Charing Cross, lige ved Trafalgar Square, på omkring 51°30′29″N, 00°07′29″W.
Status
thumb|left|Parlamentsbygningen Palace of Westminster. London er Storbritanniens hovedstad ud fra gammel sædvane. Hele det urbane område kaldes ofte for en city ud fra en geografisk definition. Administrativt og formelt er dette ikke korrekt; Greater London er en region som blandt andet omfatter to cities, City of London og City of Westminster, flere towns (byer af lavere status), og andre områder.
Londons status som Storbritanniens hovedstad er aldrig godkendt skriftlig men tilhører den uskrevne, sædvanebestemte del af Storbritanniens konstitution pga., at monarken flyttede fra den tidligere hovedstad Winchester til London; i middelalderen var hovedstaden den by, monarken boede i.
Historie
thumb|right|Med Tower of London sikrede Vilhelm Erobreren sig kontrol over byen thumb|right|Den forrige London Bridge (billede fra 1890) blev demonteret og sendt til USA, hvor den blev genopbygget i Lake Havasu City i Arizona i 1971
Da romerne kom til de britiske øer, var "London" en lille landsby i trinovanternes område. Byen regnes gerne som grundlagt af romerne ca. år 50 e.Kr., med navnet Londinium. I 61 blev byen brændt ned af icenerne, men den blev hurtigt genopbygget. Den ældste del af byen lå nord for Themsen i dagens City of London. Byen blev tidligt i det 2. århundrede hovedstad for provinsen Britannien.
Fra 800-tallet og de næste århundreder blev byen gentagne gange hærget af danske og norske vikinger. I 846-848 var London under vikingernes kontrol. Den sidste invasion fandt sted i 1066, da Vilhelm Erobreren vandt slaget ved Hastings og overtog magten.
I 1078 blev Tower of London påbegyndt. I 1100-tallet blev Westminster sæde for regeringen og senere for parlamentet. Tower of London er Englands bedst bevarede middelalderfæstning. Den centrale del af fæstningen, The White Tower, stod færdig i 1097. The White Tower har op gennem årene været kongebolig, fængsel, våbenlager og opbevaringssted for kronjuvelerne.
I 1665 blev byen ramt af pest, og 70.000 mennesker døde. Året efter ramte den store bybrand London, og kun en femtedel af byen stod tilbage. Over 13.000 huse og 84 kirker var brændt ned.
I slutningen af 1800-tallet var London verdens største by. Som center for Det Britiske Imperium var den verdens ledende handels-, industri-, finans- og havneby.
Gennem det 19. og den tidlige halvdel af det 20. århundrede havde londonerne anvendt kul til opvarmning, hvilket gav megen røg. Kombineret med klimatiske forhold forårsagede det en karakteristisk smog, og London var kendt for sin typiske "London-tåge", også kendt som "ærtesuppen". Af den grund blev London nogle gange kaldt "The Smoke" (Røgen). I 1952 kulminerede problemerne i, hvad der blev kaldt den store smogkatastrofe, der varede i fem dage og dræbte over 4.000 mennesker. Af den grund blev "ren luft-loven" (Clean Air Act) vedtaget med krav om, at der blev oprettet røgfrie områder, hvor udelukkende "røgfrit" brændsel blev anvendt (på den tid brugte de fleste husholdninger åben ild loven var effektiv, om end øgenavnet The Smoke stadig anvendes sarkastisk om byen.
Under 2. verdenskrig blev London hårdt ramt af tysk bombning. Store områder blev lagt i grus; både industri, offentlige bygninger og boligområder blev ramt under Blitzen, da London og andre britiske byer blev bombet 57 nætter i træk. Med skiftende intensitet varede bomberaidene helt til krigens slutfase. De har bidraget meget til at forme dagens London. Tæt befolkede slumområder i det østlige London blev hårdt ramt, og mange af de evakuerede, som havde mistet alt, fik nye hjem i offentlige boligområder i forstæderne.
I 1965 blev byens område kraftig udvidet ved, at Greater London, som både er grevskab og region, blev oprettet. Størstedelen af Middlesex og dele af Essex og Surrey blev da inkluderet i byen.
6. juli 2005 blev et nyt kapitel indledt i Londons historie, idet byen blev udpeget til de olympiske sommerlege for 2012. Der foregik et stort arbejde med at planlægge og bygge faciliteter til dette arrangement. London har tidligere arrangeret OL i 1908 og 1948.
Dagen efter, 7. juli 2005, blev London ramt af det største bombeangreb siden 2. verdenskrig, hvor 52 mennesker mistede livet og mere end 700 blev såret, da fire selvmordsbomber sprang i tre undergrundstog og en bus.
Byplanlægning og -udvikling
thumb|Kort over London omkring år 400. Det romerske Londinium omfattede kun et område, som omtrent svarer til City of London. Det blev omgivet af en bymur, og på romersk vis blev der anlagt et næsten retvinklet gadenet. Det mest dramatiske i denne periode var nedbrændingen af byen i 61. Genopbygningen ser ud til at have fulgt omtrent samme mønster. Der var kun et sted til at krydse Themsen i London: en bro som blev bygget omkring år 46.
Med romernes tilbagetrækning fra Britannien i begyndelsen af det 5. århundrede, kom angelsakserne til magten. Hvor hurtigt, forfaldet af den romerske by og fremvæksten af det angelsaksiske London foregik, er uklart, men det menes, at gadenettet stadig blev mere uregelmæssigt. Der blev særligt fra 800-tallet bygget mange kirker i byen. Det er værd at bemærke, at London endnu ikke var blevet rigets hovedstad. Med bispesædet i Canterbury og Winchester som kongens sæde var London først og fremmest et handelscentrum på grund af Themsen, og ikke en magtens by.
Efter normannernes erobring af England i 1066 ændrede det sig. Tower of London blev et vigtigt, kongeligt slot, og Westminsterpaladset blev sæde for regeringen. Dermed begyndte en ny fase i udviklingen af byen med flere paladser, administrationscentre og kraftigere befolkningstilvækst. Denne udvikling foregik ikke efter nogen plan. De centrale områder af London fik smalle gader og høj befolkningstæthed. Udviklingen omfattede til en vis grad de ydre dele af dagens London. Indtil jernbanen kom, var der fortsat en dagsrejse til Watford Gap, som i dag ligger lige uden for byens grænser. Områderne uden for centrum forblev derfor stort set landsbyer med nogen spredte byer indtil det 19. århundrede.
thumb|John Evelyns plan for genopbygning af London efter branden i 1666. Efter at store dele af byen brændte ned i 1666, blev der straks lagt planer for en kontrolleret genopbygning. Der skulle være lige gader for at lette trafikpresset – allerede i hestevognenes tid havde London store trafikkøer – og husene skulle have større afstand og være bygget af mindre brændbart materiale for at hindre en ny storbrand. Der skulle også gøres noget med de sanitære forhold, det havde pesten året før vist nødvendigheden af. Men planlægningen trak ud, og på en tid hvor reguleringslove var vage eller ikke-eksisterende, begyndte befolkningen at bygge byen op efter eget forgodtbefindende. Gadenettet i City of London er derfor ligeså uregelmæssigt som i middelalderen, og der er ikke få smøger med kort afstand mellem husene, som har overlevet. Grundplanerne var bestemt af det gamle vejnet, og så længe myndighederne ikke greb ind i tide for at rette grænserne ud, byggede ejerne på deres brandtomter.
thumb|left|London Bridge i 1745, mens den fortsat var den eneste bro over Themsen i London. Først i 1750 kom en ny bro over Themsen på plads, efter at London Bridge havde været enerådende siden romersk tid. På andre steder lå robåde som færger langs flodbredden. Flere broer skulle følge, og byen blev knyttet tættere sammen.
Den næste store udvikling kom i det 19. århundrede, da jernbanen kom. Afstande betød pludselig mindre, og jernbanelinjer kunne bruges af pendlere. Londons undergrundsbane åbnede som verdens første i 1863, og selv om rutenettet kun var en lille del af dagens, betød det, at pendlernes tid var kommet. London begyndte at sprede sig uden for Middlesex og ind i Surrey, Kent, Essex og Hertfordshire.