Islams historie omhandler den politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og teologiske udvikling i den muslimske verden. De fleste historikere mener, at islam opstod i Mekka og Medina i begyndelsen af det 7. århundrede. Ifølge islam begyndte religionen dog ikke med Muhammed, men var den oprindelige tro hos andre personer, som opfattes som islams profeter, som Jesus, David, Moses, Abraham, Noa og Adam.
I 610 begyndte Muhammed at modtage, hvad muslimer opfatter som åbenbaringer fra Gud. Muhammed samlede en del tilhængere i byen Mekka, men måtte i 622 flygte til Medina på grund af forfølgelser fra andre. Senere vendte han og hans tilhængere dog tilbage til Mekka i spidsen for en sejrrig hær. Efter Muhammeds død indledte hans efterfølgere en stor militær ekspansion og erobrede store landområder i Mellemøsten og Nordafrika. I samme periode blev muslimerne delt i sunni- og shia-muslimer som følge af uenighed om, hvem der var de rette arvtagere efter Muhammed som ledere af den muslimske umma. Denne opdeling eksisterer fortsat i nutiden.
I det 8. århundrede strakte de islamiske områder sig fra Spanien i vest til Indus i øst. Stater som umayyade-kalifatet (i Mellemøsten og senere i Cordoba), Abbaside-kalifatet, Fatimide-kalifatet og mameluk-riget var blandt verdens vigtigste magtcentre. Den islamiske guldalder i 800-900-tallet frembragte mange betydende videnskabsmænd og filosoffer.
Tidligt i 1300-tallet fik Delhi-sultanatet magten over den nordlige del af det indiske subkontinent. I det 13. og 14. århundrede svækkede den sorte død og de ødelæggende mongolske invasioner gradvis de traditionelle islamiske magtcentre, men i den tidlige moderne periode skabte det osmanniske rige, safavideriget og stormogulernes Indien nye stormagter. Efterhånden blev disse tre magter dog alle trængt i defensiven af de forskellige vestlige magters teknologi og militære styrke. Gennem 1800- og 1900-tallet blev det meste af den muslimske verden underlagt vestens stormagters indflydelse eller direkte kontrol. Bestræbelserne i løbet af de sidste par hundrede år på at opnå uafhængighed og bygge moderne nationalstater præger stadig i vidt omfang de historiske muslimske lande.
Siden starten af 1800-tallet har den idepolitiske debat indenfor islam således i høj grad handlet om, hvordan man skulle forholde sig til den europæiske modernitet. Problemstillingen medførte fremkomsten af en islamisk reformisme, der forsøgte at modernisere de islamiske samfund og tilpasse dem en moderne fremskridtstro. I det 20. århundrede blev reformismen til modernismen, hvor muslimske tænkere argumenterede for, at et moderne sekulært samfund var fuldt legitimt og endda påkrævet af den islamiske religion. Samtidig blev også en modsatrettet fundamentalistisk strømning efterhånden stærkere, der står for en mere konservativ og traditionel tilgang. I de sidste 40 år har denne islamiske fundamentalisme (islamisme) oplevet et stærkt opsving, hjulpet på vej af politiske hændelser som den iranske revolution i 1979 og af, at nogle af de olierige arabiske nationer er wahhabitiske.Provencal, s. 151f.
Tidslinje
Nedenstående tidslinje tjener som en overordnet visuel oversigt over de vigtigste politiske enheder i den islamiske verden før første verdenskrig. Den dækker de vigtigste historiske kulturelle og politiske centre Arabien, Mesopotamien (nutidens Irak), Persien (nutidens Iran), Levanten (dvs. Syrien, Libanon, Jordan og Israel/Palæstina), Egypten, Maghreb (det nordvestlige Afrika), al-Andalus (Den Iberiske Halvø), Transoxanien (Centralasien), Hindustan (det indiske subkontinent inklusive Pakistan) og Anatolien (nutidens Tyrkiet). Oversigten er en tilnærmelse, da herredømmet over nogle områder somme tider var delt mellem flere magtcentre, og i større enheder var den faktiske magt ofte fordelt mellem flere slægter. Eksempelvis blev selv hovedstaden Bagdad i det sene abbasidekalifat reelt styret af andre dynastier som buyiderne og seldsjukkerne, mens osmannerne ofte uddelegerede myndigheden over fjerntbeliggende provinser til lokale herskere som beyerne i Algier og Tunis og mamelukkerne i Irak.
Årstal er omtrentlige, se de enkelte artikler for detaljer.
Muhammed
Den islamiske religion opstod i området Hijaz i det vestlige Arabien, nærmere bestemt i byen Mekka, hvor Muhammed blev født omkring år 570. Omkring 610 begyndte han at få visioner, som blev nedfældet i den bog, der kom til at hedde Koranen - på arabisk al-Qur'ān, der betyder "forkyndelsen" eller "recitationen". Muhammeds virke som profet, religionsstifter og politiker bevirkede, at der blev dannet en helt ny religion, der dog var beslægtet med jødedommen og kristendommen, de to tidligere bibelske religioner. Ifølge Muhammed selv var der ikke tale om nogen ny religion, men en genoprettelse af den sande religion, som også havde været de bibelske profeters og Jesu religion. Det vigtigste bud i den nye religion var en ubetinget monoteisme.Provencal, s. 15.
Muhammeds religiøse aktiviteter vakte så stor modstand i Mekka, at Muhammed og hans tilhængere måtte flygte til byen Yathrib (i dag Medina efter Madinat an-Nabi, "Profetens by") i 622. Udvandringen eller Hijra var en afgørende begivenhed i islam, som den islamiske kalender tager sit udgangspunkt i. I Yathrib udviklede Muhammed sig fra at være en religiøs profet til en politisk og militær leder. Efter en række militære træfninger kunne Muhammed i 630 holde sit indtog i Mekka som byens ubestridte leder.Provencal, s. 16. Ved Muhammeds død i 632 udstrakte hans magtområde sig over hele den arabiske halvø.
Rashidun-kalifatet
thumb|Rashidun-kalifatet nåede sin største udbredelse under Uthman i 654. Spørgsmålet om, hvem der skulle overtage magten efter Muhammeds død, blev afgørende for islams udvikling og opdeling i flere trosretninger. Sunnitterne og shiitterne er uenige om, hvorvidt han havde udnævnt en efterfølger. Ifølge shiitterne havde han udnævnt sin fætter og svigersøn Ali ibn Abi Talib (Ali) til efterfølger. Ifølge sunnitterne havde Muhammed ikke selv udpeget en efterfølger; hans nære fælle og svigerfar Abu Bakr udnævnte derfor sig selv til kalif, hvilket kan oversættes som stedfortræder eller repræsentant for Profeten. Abu Bakr var som kalif overhoved for muslimerne indtil sin død i 634. Sammen med hans tre efterfølgere Umar ibn al-Khattab (kalif 634-44), Uthman ibn Affan (kalif 644-56) og Ali, der var kalif fra 656, indtil han blev myrdet i 661, betegnes hans periode indenfor sunnittisk tradition som Rashidun-kalifatet og de fire kaliffer som de retledte kaliffer.
Der fandt en stor militær ekspansion sted under Rashidun-kalifatet, der foretog en række militære togter mod naborigerne Byzans og Persien, der begge var svækket som følge af indbyrdes krige. Hermed startede den islamiske ekspansion, der udbredte islams herredømme kraftigt i de kommende århundreder. Hele det persiske rige blev erobret i 643, og under Uthman var hele Mellemøsten inklusive Egypten og det nuværende Iran således under det arabiske kalifats kontrol. Som erobringsmagt udviste araberne en relativt streng selvdisciplin. For den oprindelige befolkning i de erobrede områder skete overgangen til det nye styre derfor med en orden og et fravær af ødelæggelser, noget, der var usædvanligt i datiden. De nye erobrere forlangte eksempelvis ikke omvendelse til islam.
Umayyade-kalifatet
thumb|Umayyade-kalifatets største udstrækning Den tredje kalif, Uthman, var fra Umayyah-klanen, som havde nogle af Mekkas rige købmandsfamilier som medlemmer. Da Uthman blev myrdet, betragtede ummayyah-klanfolkene hans efterfølger Ali som allieret med morderne og indledte et oprør, hvilket førte til en regulær borgerkrig. Umayyadernes leder var Damaskus' guvernør Muawiya. Da Ali blev myrdet i 661, gjorde hans søn Hasan ibn Ali først krav på det islamiske kalifat, men gav siden afkald på det til fordel for Muawiya. Ummayaderne vandt dermed borgerkrigen, og deres leder blev den nye kalif som Muawiya 1. Han lod magten blive arvelig, hvilket var et skred fra den gamle arabiske sædvane, hvor lederen skulle vælges.Provencal, s. 19. Han blev dermed den første kalif i Umayyade-kalifatet, der med hovedstad i Damaskus herskede over den muslimske verden i de næste 89 år. Under umayyaderne blev kalifatets magtområde udvidet til Marokko, og Spanien blev erobret.
Sunnisme, shiisme og kharijisme
De væsentligste konflikter indenfor imperiet var mellem de stridende muslimske grupper indbyrdes. De folk, der anerkendte Muawiya som kalif, dannede efterhånden sunnah islam og blev til sunnitterne. Alis slagne tilhængere nægtede at opgive deres opfattelse af, at kalifatets ledelse burde tilfalde Profetens familie. De kaldtes shiat Ali, dvs. "Alis parti", og blev til shiitterne, som fortsat kom til at spille en rolle i rigets udvikling. I 680, da Mauwiyas søn Yazid 1. kom til magten, gjorde shiitterne oprør i Irak, hvor de stod stærkt. De udråbte Alis søn (og Muhammeds dattersøn) Husayn ibn Ali til kalif. Han blev dog slået og dræbt sammen med sin familie ved slaget ved Karbala samme år. Husayn blev siden en af shiitternes vigtigste martyrer.Provencal, s. 18. Shiitterne opdeltes efterhånden i tre retninger: djafariter (også kaldet tolver-shiitter, opkaldt efter Jafar al-Sadiq), zayditer (femmer-shiitter) og ismailiter (syver-shiitter). De forskellige tal refererer til, at de tre retninger anerkender et forskelligt antal imamer eller ledere.Provencal, s. 22.
På dette tidspunkt udskilte sig en særlig shiittisk udbrydergruppe kharijiterne (navnet betyder udbrydere). De krævede, at al religiøs tro skulle udtrykkes i handling, hvis den skulle være ægte. De var samtidig stærkt egalitære i deres grundsyn og mente, at det afgørende krav, man skulle stille til kaliffen, var, at han skulle have et perfekt moralsk og religiøst levned. Kharijiterne forblev dog for det meste fanatikere i udkanten af islam. Den nutidige islamiske retning ibadisme, der primært praktiseres i Oman, opfattes af de fleste - dog ikke af ibaditterne selv - som en udløber af kharijismen.Valerie Jon Hoffman (2012): The Essentials of Ibadi Islam, s. 3. Syracuse University Press. .
Abbaside-kalifatet
thumb|Abbaside-kalifatets største udstrækning. Under ummayade-kalifatet fandt der en forskelsbehandling sted mellem de arabiske og ikke-arabiske muslimske undersåtter. I første halvdel af 700-tallet opstod derfor i Iran en bevægelse, der samlede de utilfredse ikke-arabiske elementer i befolkningen. Bevægelsen søgte sin religiøse og politise legitimitet ved at hævde, at dens leder stammende fra ibn Abbas, Muhammeds onkel. Lederen kunne dermed påberåbe sig den autoritet, det gav at tilhøre Hashim-klanen (profetens egen klan) i modsætning til ummayaderne, der jo tilhørte Ummayyah-klanen. Bevægelsens basis var den persiske provins Khorasan. Oprøret bredte sig hurtigt herfa, og i 749 blev Abu Abbas udråbt til kalif i den store moske i Kufah i det nuværende Irak. I 750 erobrede han magten militært fra ummayaderne. Fra dette år regnes Abbaside-kalifatet, der styrede de muslimske kerneområder i de næste 500 år. Alle det gamle ummayade-dynastis medlemmer blev dræbt, bortset fra prinsen Abd al-Rahman, der undslap til Spanien, hvor han grundlagde det ummayadiske emirat i Spanien, der senere blev til Córdoba-kalifatet.Provencal, s. 23.
Den arabisk-islamiske højkultur