Absalon (født ca. 1128 i Fjenneslev, død 21. marts 1201 i Sorø Kloster) var en politisk indflydelsesrig dansk biskop, ærkebiskop og statsmand, der var biskop i Roskilde fra 1158 til 1192 og ærkebiskop i Lund fra 1178 til sin død. Han var landets vigtigste politiker og kirkefader i anden halvdel af 1100-tallet, og han var kong Valdemar 1. den Stores nærmeste rådgiver. Han var en vigtig personlighed i Danmarks territoriale udvidelse i Østersøen, europæiseringen i det tætte forhold til Vatikanet og i at reformere forholdet mellem kirken og offentligheden. Han kombinerede idealer fra den gregorianske reform med loyal støtte til stor magt til monarkiet.
Absalon Assersen var af den indflydelsesrige Hvideslægt. Hans forældre var Asser Rig og Inger Eriksdatter og hans farfar var Skjalm Hvide. Slægten ejede store jordområder på Sjælland. Han var fosterbroder til Valdemar 1. den Store og broder til Esbern Snare. Han bemidlede adskillige kirkeinstitutioner, særligt Sorø Klosterkirke, der var familiens kirke. Han modtog flere landområder af kronen, og han opførte den første fæstning i byen, der kom til at udvikle sig til det moderne København. Hans hverv som hhv. ærkebiskop og biskop i Roskilde blev overtaget af to af hans fætter Sune Ebbesens sønner, Anders Sunesen og Peder Sunesen. Han døde i 1201 og blev begravet i Sorø Klosterkirke.
Liv og gerning thumb|upright|left|Kalkmaleri i Fjenneslev Kirke med portræt af Asser Rig og Inge Eriksdatter. Absalon blev født i Fjenneslev på Midtsjælland. Han blev født ind i den rige og indflydelsesrige sjællandske adelsslægt Hvideslægten. Absalons far Asser Rig var en af rigets mægtigste mænd, og hans mor Inge var datter af Erik af Haraldssted, jarl af Falster og Cæcilia datter af Knud d. 4. Allerede fra fødslen var det sikkert meningen, at Absalon som den yngste dreng skulle gøre karriere inden for kirken, medens hans storebror bestyrede familiens ejendomme.
Sagnet om Absalons fødsel thumb|Fjenneslev Kirke. Ifølge et gammelt sagn, der gengives af Saxo Grammaticus blev Absalon født, mens hans fader Asser Rig var i vendernes land. Asser Rig havde, inden han rejste fra sin gravide kone, sagt, at hvis hun fødte en pige, mens han var borte, skulle der bygges et spir på Fjenneslev Kirke, som han var i færd med at bygge, men hvis der blev født en dreng, skulle der et rigtigt tårn på kirken. Da Asser Rig senere kom hjem, var der to tårne på kirken, da han havde fået tvillingerne Esbern Snare og Absalon.
Men det er blot et sagn, for Esbern Snare og Absalon var ikke tvillinger. Esbern var et par år ældre end Absalon.
Barndom og ungdom
Sin barndom tilbragte han på fædrenegården Fjenneslevlille, der lå lige ved siden af Fjenneslev kirke, hvor også Knud Lavards søn Valdemar opfostredes; her lagdes grunden til det venskab, der fik så rige følger i Danmarks historie. Drengen blev ypperlig i al slags idræt og hærdedes til mageløs udholdenhed, men samtidig gav han sig i lag med boglige studier og lyttede til sagnene om fædrenes dåd; de stolte minder lyste des stærkere, fordi Absalons barndomsår var en mørk tid for fædrelandet, og de gav Absalon den brændende begejstring for Danmarks saga og drivkraften til hans egen historiske gerning.Salmonsen, s. 106
I ynglingeårene oplevede han, at kong Erik Lam og hans fader døde i munkekutten. Selv ønskede han at vie kirken sine kræfter, og mens Valdemar kastede sig ind i tronstriden mellem Svend Grathe og Knud 5., drog Absalon til universitetet i Paris, der netop havde vundet ry som lærdommens ypperste sæde; han er sikkert den første dansker, der har studeret i Seine-staden. Fra ca. 1146-1156 var Absalon under uddannelse som teolog. Latinlæsningen, de filosofiske og teologiske forelæsninger og disputereøvelserne skærpede Absalons forstand, men tillige modtog han stærke indtryk af det kirkelige opsving, som havde abbed Bernhard af Clairvaux til fører; selv trådte han ind i præstestanden, og han kom i forbindelse med tidens bedste mænd, blandt andet lærte den senere Abbed Vilhelm at kende. Samtidig tog han lære af Frankrigs politiske forhold; han så det fremadstræbende kongedømme i dets pagt med præstestanden, og den store statsmand, Abbed Suger af Skt. Denis, er bleven hans forbillede.
Samling af det splittede land
Senest 1156 kom Absalon tilbage til Danmark, hvor der nu var tre konger og alt var i uføre. Absalon og Esbern fulgte Valdemar, og de blev af ham sendt i et vigtigt ærinde til hans medkonge, Knud (vinteren 1156—57). Ved Svends og Valdemars forligsmøde i Odense var Absalon eneste vidne. Under Blodgildet i Roskilde var Absalon til stede, da overfaldet skete. I mørket greb han den døende Knud i sine arme; han troede, det var Valdemar. Men da Knud havde udåndet, mærkede han fejltagelsen og sprang op. Koldblodig gik han ud af hallen midt mellem Svends krigere, men på gaden blev han standset og ville være blevet dræbt, om en af Svends mænd ikke havde holdt sine fæller tilbage. Absalon fik nu en hest og red til Fjenneslev. Kort efter kom Valdemar til gården som såret flygtning, og ved Fru Inges snilde og Esberns vovemod slap han over til Jylland. Da han her havde sejret over Svend og var bleven enekonge i landet, begyndte det store samvirke mellem ham og Absalon til Danmarks genrejsning. Endnu i 1157 fik han ved sin indflydelse Absalon valgt til biskop i Roskilde. Dermed havde Absalon fået en stilling, hvor han ret kunne udfolde sin mægtige personlighed. Han tog straks fat på at jævne tingtrætter og opløse al den tvedragt, som var tronkrigens efterveer, og Svends tilhængere vandt han ved mildhed og højsind. Da Valdemar i 1157 blev enekonge over Danmark, fik Absalon stor indflydelse på regeringen.
Biskop i Roskilde thumb|left|Absalon og Valdemar den Store ved indtagelsen af Arkona i 1169. Historiemaleri af Laurits Tuxen.
Absalons største nationale opgave var dog at samle de danske til venderkampen; thi venderne var herrer i sund og bælt, de havde lagt Fyn og Jyllands østkyst øde, og de havde sat sig fast på de sydlige øer, så Danmark var bragt til afgrundens rand. Personlig indledede Absalon den ny tid ved en sejr over venderne. Det var i foråret 1158, at han hørte om deres vikingefærd i Vestsjælland; han kastede sig da imod dem med sine svende og slog dem ved Boslunde. Men gjaldt det større tog, var det svært at overvinde danskernes vante slaphed. Straks efter, da det første vendertog skulde udgå, lod Valdemar sig kue af folkets dumpe selvopgivelse og gav flåden hjemlov; men han måtte høre bitre ord af Absalon derfor. Fra 1159 blev det imidlertid alvor med vendertogene, og Absalon var sjælen i denne kamp. I begyndelsen nøjedes man med raske små vikingefarter; men under disse opdrog Absalon sine landsmænd til at kæmpe og sejre. Ved angreb var han forrest, ved tilbagetog bagest, han færdedes, hvor faren var størst, og han vidste råd, når alle sunde syntes lukkede. Imellem togene holdt han selv vagt med sine skibe; end ikke vinterkulden ænsede han.Salmonsen, s. 107
Allerede det 3. vendertog i 1160 tog større sigte, og her gik man frem i forståelse med sachserhertugen Henrik Løve; da ingen anden turde påtage sig en eventyrlig sendelse til hertugen, meldte Absalon sig straks til det farlige ridt gennem venderlandet, og i god behold kom han tilbage til den bekymrede Valdemar. Ved dette tog kom Rügen under dansk højhed; men foreløbig fik Valdemars herredømme her dog kun kort varighed.
Ved det 4. vendertog i 1162 fik danskerne foden indenfor på det vendiske fastland; men dette vakte Henrik Løves modvilje. Samtidig udbrød der strid mellem kong Valdemar og ærkebiskop Eskil; forgæves søgte Absalon at mægle, han kunne ikke afværge Eskils ydmygelse og landflygtighed. Meget mod Absalons vilje spildtes der også tid og kræfter ved Valdemars møde med kejser Frederik I i Burgund i 1162; Absalon optrådte frygtløst over for kejseren, men måtte til sin harme se Valdemar hylde ham som lensherre. Snart vandt han dog større indflydelse på sin ven, drog ham bort fra den kejserlige kirkepolitik og understregede bruddet ved at styrke Dannevirke med Valdemarsmuren.
Også de følgende år udrettedes der lidet ved venderkampen; Rügen, som efter Henrik Løves tilskyndelse var faldet fra, avede man dog ved to raske hærtog i 1166. For øvrigt svækkedes man af det spændte forhold til sachserhertugen, af fejde med Erling Skakke i Norge og af Buris’ opposition. En tid talte Absalon Buris’ sag og håbede at vinde ham; men Buris’ forræderi ødelagde alt. Erling Skakke angreb forgæves Absalon ved Havn. Senere var Absalon med på Valdemars 2. Norgestog i 1168, og da ledingsmændene ville vende om ved Vikens kyster, udvirkede Absalon, at toget fortsattes langs Norges kyst helt op til Trøndelagen; men det var kun en demonstration, ikke noget erobringstog. I disse år, da man var truet fra alle sider, skabtes der et nyt kystværn: Vordingborg, Sprogø borg, Kalundborg osv. På Holmen ved Havn, som Valdemar havde skænket ham, rejste Absalon en stærk kridtstensborg, og han omgav den opblomstrende by inden for borgen med mure; derfor har Absalon det ypperste navn i Københavns historie.
Imidlertid havde Absalon udsonet Valdemar med Eskil, og efter hjemkomsten sluttede den gamle ærkebiskop sig ivrig til sin yngre kaldsfælles store gerning. Nu genoptoges vendertogene med fuld Kraft. Rügen var atter faldet fra; men det glimrende 11. vendertog i 1169 lagde øen varigt under Danmark. Det var Absalon, der erobrede klinteborgen Arkona, der syntes uindtagelig, og fik den anden hovedborg, Karenz, til at overgive sig uden sværdslag; gudebillederne splintredes og brændtes, rügenboerne døbtes, det hele gennemførtes på en gang, men i tre døgn fik Absalon heller ikke søvn. Det var en vel tjent løn, da paven lagde Rügen ind under Absalons bispestav. En stor sejr af anden art vandt Absalon på Ringstedmødet i 1170, da han og Eskil skrinlagde Knud Lavards ben og kronede kongebarnet Knud; på dobbelt vis sikrede kirken således Valdemarernes trone. Tilmed brød Absalon nu helt ny veje som forsvarets leder. Da danskerne nemlig tog hele byttet fra Rügen, hidsede Henrik Løve venderne til planmæssige vikingetog mod Danmark, og nøden var stor; men Absalon udtog hvert 3. skib af ledingen, bemandede dem med ungt mandskab og skabte derved jævnsides den sædvanlige leding en fast udliggerflåde. Samtidig dannedes en stående elitehær af stærkt væbnede hærmænd, og man for mod venderne både i øst og vest; på et tog mod Pommern i 1170 havde Absalon ved sin dristighed nær sat alt på spil. Trods den vældige kraftudfoldelse afstod man til sidst halvdelen af tributten fra Rügen til Henrik Løve, og i en fejde med Pommern 1176—78 havde man ham derfor atter til forbundsfælle. Grum var den kamp, Absalon førte i det nylig kristnede land, men hans energi var uimodståelig; ved et lynsnart tog på kun 9 dage tvang han til sidst Pommernfyrsterne til at købe fred; med vendernes overfald på Danmark var det nu for stedse forbi.
Ærkebiskop thumb|Absalon blev ærkebiskop i Lund i 1178.
Ved selvsamme tid steg Absalon til den højeste kirkelige værdighed. Eskil fik pavens minde til at nedlægge sit embede og kåre sin efterfølger, og på et bevæget møde i Lunds Domkirke kårede han Absalon til ærkebiskop, men Absalon vægrede sig og stred imod, da kannikerne med magt ville sætte ham i Eskils stol i 1177. Begge parter appellerede til Rom, og paven bød Absalon at overtage ærkesædet, men tillod ham tillige at styre Roskilde Stift; så måtte Absalon tiltræde det ny embede i 1178. Hans modstand viste sig dog vel grundet. Skåningerne rejste sig mod hans sjællandske frænder, der nu sad som fogeder på skånske gårde, Absalon blev fordreven og måtte ty til væbnet opbud fra de andre landsdele; først efter hårde kampe ved Dysje Å og Lomme Å var han atter herre (1180—82).