Slaget om Midway var et søslag mellem den japanske og den amerikanske flåde ved Midwayøerne i Stillehavet under 2. verdenskrig. Slaget var fremkaldt af Japan og varede fra 4. til 7. juni 1942. Det fandt sted seks måneder efter det japanske angreb på Pearl Harbor, der førte til krigstilstand mellem Japan og USA, og omkring en måned efter slaget ved Koralhavet. Slaget om Midway resulterede i at USA's styrker afviste angrebet og ødelagde 4 japanske hangarskibe og en tung krydser mod et eget tab af et hangarskib og en destroyer.
Det japanske mål med angrebet på Midway, der ligger nordvest for Hawaii, var at lokke de få tilbageværende amerikanske hangarskibe i en fælde og sænke dem.H.P. Willmott: Barrier and the Javelin; Lundstrom: First South Pacific Campaign; Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 19-38 Udover angrebet på Midway omfattede operationen ligeledes en mindre flådestyrkes angreb på Aleuterne. Hvis operationen var lykkedes, ville US Navy (den amerikanske flåde) være blevet neutraliseret i Stillehavet, i hvert fald til langt ind i 1943. Ved at erobre og besætte Midway ville Japan desuden kunne etablere en fremskudt forsvarslinje samt være i position til at angribe videre mod Fiji, Samoa og senere invadere HawaiiEn detaljeret diskussion af forventede kommende Hawaii-operationer findes hos Parshall & Tully, pp. 43-45, fordi det nordøstlige Stillehav ville have været nærmest forsvarsløst. De japanske planer om Midway-operationen var derfor et led i den overordnede strategi, som havde det vigtige delmål at man ønskede at eliminere USA som strategisk magt i Stillehavet og dermed give Japan frie hænder til at etablere kontrol over Asien. Med et gunstigt udfald håbede japanerne også at USA ville blive tvunget til forhandlingsbordet for at afslutte StillehavskrigenParshall & Tully, Shattered Sword, p. 33.
Slaget blev imidlertid et afgørende nederlag for Japan og anses for at være et af de vigtigste søslag under 2. verdenskrig. Det svækkede permanent den japanske flåde, både materielt og ved tabet af mere end 200 erfarne kamppiloter.Dull: The Imperial Japanese Navy: A Battle History, p. 166; Willmott: The Barrier and the Javelin, pp. 519-523; Prange: Miracle at Midway p. 395; Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 416-430 US Navy kunne dermed overtage initiativet i krigen i Stillehavet og påbegynde offensive operationer.
Strategisk baggrund Efter angrebet på Pearl Harbor havde Japan haft stor succes med at opnå sine indledende krigsmål, og havde erobret Filippinerne, Malaya, Singapore og Indonesien. Den indledende planlægning for næste fase var startet i januar 1942, men grundet uenighed i den japanske militære ledelse blev der ikke formuleret en strategi før april 1942.Prange: Miracle at Midway, pp. 13-15, 21-23; Willmott: The Barrier and the Javelin, pp. 39-49; Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 22-38 Da lykkedes det for admiral Isoroku Yamamoto, der antydede at han i modsat fald ville trække sig tilbage,Parshall & Tully: Shattered Sword, p. 33; Prange: Miracle at Midway, p. 23 at få truffet beslutning om yderligere operationer i den centrale del af Stillehavet.
Yamamotos første udfordring og bekymring var de amerikanske hangarskibe og deres bombefly. Dette fik større vægt efter "Doolittle-raidet" den 18. april 1942, hvor B-25 Mitchell bombefly udførte et bombetogt mod Tokyo fra hangarskibet USS Hornet. Angrebet forårsagede kun begrænset materiel skade, men var et stort psykologisk chok for den japanske opinion, fordi det afslørede et hul i forsvaret af det japanske ørige, som tillod USA at angribe selve Japan.Prange, Miracle at Midway: pp. 22-26
Yamamoto antog at et angreb mod hangarskibenes base ved Pearl Harbor ville trække disse ind i kamp. Men efter det japanske angreb i december 1941 var USA's flystyrker på øgruppen kraftigt forstærket, og en sådan operation blev anset for udelukket.Parshall & Tully: Shattered Sword, p. 33 I stedet valgte Yamamoto at sætte ind mod atollen Midway, nordvest for Hawaii, omkring 2.400 km fra Oahu. Selve Midway var ikke specielt interessant i det større strategiske billede, men Yamamoto antog at USA ville anse Midway som en vigtig forpost for Pearl Harbor og derfor ville forsvare atollen.Willmott: Barrier and the Javelin, pp. 66-67; Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 33-34
Forudgående aktiviteter Angrebsplanen right|thumb|300px|Et luftfoto af atollen Midway, taget nogle måneder før det japanske angreb
Som de fleste andre japanske krigsplaner under anden verdenskrig var admiral Yamamotos slagplan for angrebet ved Midway forholdsvis kompliceret.Prange: Miracle at Midway, pp. 375-379, Willmott: Barrier and the Javelin, pp. 110-117; Parshall & Tully: Shattered Sword, p. 52 Yamamoto antog at amerikanerne var demoraliserede af de tab de havde pådraget sig i de første måneder af krigen, og at en fælde måtte lægges for at få den amerikanske stillehavsflåde i kamp. Admiralen forsøgte derfor at deployere sine styrker sådan at amerikanerne ikke skulle få overblik over deres fulde omfang. Man har længe ment at denne taktik gik så vidt,at japanernes angreb på øgruppen Aleuterne ved Alaska var en afledningsmanøvre, men nyere forskning har vist at det var et selvstændigt angreb, som var planlagt at skulle ske samtidig, men som skete dagen før som følge af en forsinkelse af viceadmiral Chuichi Nagumos afsejling.Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 43-45, afledt fra Senshi Sōshō, p. 196 Under alle omstændigheder var dette ekstra angreb et spild af offensive styrker, som ville have været bedre anvendt sydpå.
Udover at styrkerne var spredt over et stort område, sejlede Nagumos hangarskibsstyrke flere hundrede sømil fra sin støttestyrke af slagskibe og krydsere. Støttestyrken var beregnet på at skulle møde eventuelle lignende overfladeskibe, som amerikanerne kunne tænkes at bruge for at undsætte Midway. Desværre for japanerne betød vægten på hemmeligholdelse og overraskelse at de forskellige dele af styrken ikke kunne støtte hinanden ved amerikanske angreb. Dette skulle blive fatalt for Nagumos hangarskibe under slaget, hvor slagskibene kunne have ydet værdifuld antiluftskyts-dækning i stedet for at være reserveret til en overfladekamp som aldrig kom til at finde sted.
Yamamotos plan var også baseret på optimistisk efterretningsinformation, der antydede at hangarskibene USS Enterprise og USS Hornet, som dannede Task Force 16, var de eneste hangarskibe, US Navy havde til rådighed i Stillehavet. USS Lexington var blevet sænket, og USS Yorktown alvorligt skadet (og mentes sunket) under slaget ved Koralhavet, og japanerne troede at USS Saratoga var under reparation på et skibsværft på USA's vestkyst efter at være blevet ramt af en torpedo.
Amerikanske efterretninger Efterretningstjenesten i US Navy havde opfanget og afkodet dele af meddelelser sendt i den japanske flådes krypterede kodesystem JN-25. Sammen med briterne og hollænderne havde de også gjort store fremskridt med den nyeste version af koden, som var blevet taget i brug kort før angrebet på Pearl Harbor.Prange: Miracle at Midway, pp. 17-20, 73-74 Mængden af signalefterretning efter japanernes jagt på den styrke som havde gennemført Doolittle bidrog også til at kompromittere JN-25.Lundstrom: First South Pacific Campaign, pp. 150-155
I maj 1942 blev amerikanerne klar over at japanerne planlagde en massiv offensiv mod et sted de omtalte under kodenavnet "AF". Efter at have sammenholdt signalefterretningen med andre kilder var admiral Chester Nimitz's stab på Hawaii overbeviste om, at "AF" var Midway. Marinestabens krypteringsenhed OP-20-G i Washington D.C. under Nimitz' overordnede, admiral Ernest King, var imidlertid af den mening at "AF" betød Aleuterne.Lundstrom: First South Pacific Campaign, p. 155
En innovativ og gennemtænkt idé fra chefen for Nimitz' signalefterretningsafdeling, kommandør Joseph J. Rochefort betød, at man kunne fastslå, at "AF" var Midway. Chefen på Midway blev nemlig i et telegram, der overførtes via et aflytningssikkert undervandskabel, beordret til at sende en radiomelding til Pearl Harbor om, at øen manglede drikkevand efter et nedbrud af vandværket – og at sende denne melding i en kode, som amerikanerne vidste, japanerne havde brudt.Cressman et. al., A Glorious Page in Our History, p. 34 Kort efter opfangede signalaflytningen en japansk JN-25-krypteret melding, som informerede angrebsstyrkerne om "AFs" ferskvandsproblemer og bad dem tage hensyn til dette. Rochefort blev for dette efterretningskup posthumt hædret med medaljen Distinguished Service Medal i 1985 og året efter med Presidential Medal of Freedom.
Yderligere information fra afkodningen af JN-25 meldinger indgik imidlertid langsomt, delvis på grund af de hastige og fremskyndede japanske forberedelser, og Nimitz og hans planlæggere kunne derfor først i sidste øjeblik lægge en plan for et overfald på angriberne.
Optakten til slaget left|thumb|300px|Det amerikanske hangarskib USS Yorktown i tørdok i Pearl Harbor, hvor det blev repareret før slaget om Midway For at kunne gennemføre en kamp mod en forventet fjendtlig styrke på 4-5 hangarskibe havde admiral Nimitz brug for ethvert amerikansk flyvedæk, han kunne skaffe til veje. Han havde allerede to hangarskibe (USS Enterprise og USS Hornet) på stedet under kommando af kontreadmiral Raymond A. Spruance (der havde afløst viceadmiral William Halsey, som måtte erstattes, fordi han var ramt af psoriasis). Nimitz beordrede derfor kontreadmiral Frank Jack Fletchers kampgruppe tilbage fra det sydvestlige Stillehav.
Hangarskibet USS Yorktown havde fået store skader under slaget ved Koralhavet, men værftet i Pearl Harbor arbejdede døgnet rundt for at reparere det. Skønt reparationerne var anslået til måneders varighed, lykkedes det i løbet af 72 intense timer at forvandle USS Yorktown til et fungerende skib. Flyvedækket blev lappet sammen, hele indre sektioner blev taget ud og erstattet af nye, og flere flyeskadriller blev overført fra USS Saratoga. Admiral Nimitz måtte totalt ignorere de sædvanlige, etablerede rutiner for at få dette tredje hangarskib klar til slaget; reparationerne fortsatte selv efter dets afsejling, idet arbejdshold fra reparationsskibet USS Vestal, der selv var blevet beskadiget i Pearl Harbor, stadig var om bord.Lord: Incredible Victory, p. 39
I Japan ventede hangarskibet Zuikaku i havnen i Kure (nær Hiroshima) på fly til erstatning for dem det havde mistet i slaget ved Koralhavet. Samtidig ventede det svært beskadigede hangarskib Shokaku på at komme i tørdok til en månedlang reparation efter at have modtaget 3 bombetræffere i samme slag. Japanerne havde muligheden for at udruste Zuikaku med flyeskadriller sammensat af enhederne fra de to skibe og derved få et ekstra hangarskib med i slaget, men et seriøst forsøg herpå blev ikke gjort.Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 65-67 I stedet for at råde over 6 hangarskibe måtte admiral Nagumo derfor nøjes med at bringe 4 i kamp.
Etablering af fremskudt japansk overvågning var godt planlagt, men mislykkedes i udførelsen. En bevogtningslinje med japanske ubåde blev således etableret for sent, hvorfor de amerikanske hangarskibe kunne nå deres samlingspunkt nordøst for Midway (kendt som Point Luck) uden at blive opdaget.Willmott: Barrier and the Javelin, p. 351; Parshall & Tully: Shattered Sword, pp. 98-99 En plan om at bruge vandflyvere til at rekognoscere Pearl Harbor før slaget og derved finde ud af hvilke styrker der var i havn, gik i vasken. De japanske fly skulle påfyldes brændstof fra ubåde ved den hidtil øde atol French Frigate Shoals, men ubådene måtte konstatere at der nu befandt sig krigsskibe fra US Navy i nærheden.