Nørre Lyndelse er en by på det centrale Fyn med , beliggende i Nørre Lyndelse Sogn. Byen ligger i Faaborg-Midtfyn Kommune og hører under Region Syddanmark.
Selvom der stadig ligger enkelte gårde (de fleste nedlagte) inde i byen, har byen helt mistet landsbypræget og er i dag domineret af parcelhusbebyggelser. Boligområderne er under stadig udbygning og må forventes at nå den nærliggende landsby Lumby i løbet af de kommende år. Nord for byen ligger et mindre industriområde, hvor bl.a. cykelproducenten Kildemoes findes. Indtil 2010 fandtes også fabrikation af cykler.
Midt i byen ligger Nørre Lyndelse Kirke, en typisk romansk landsbykirke fra cirka år 1200.
Nørre Lyndelse er komponisten Carl Nielsens fødeby. Carl Nielsens Barndomshjem ligger i byen, selvom det måtte flyttes et stykke tilbage for at give plads til udvidelsen af landevejen mellem Odense og Faaborg. Overalt i byen bliver man mindet om Carl Nielsen: Carl Nielsensvej, Carl Nielsen Skolen, Carl Nielsen Hallen og Carl Nielsen Børnehaven.
Der findes to statuer i byen til minde om Carl Nielsen, begge udført af Carl Nielsens hustru, Anne Marie Carl Nielsen. Den første er en buste i skolegården på Carl Nielsen Skolen. Busten er en afstøbning skænket af Ny Carlsbergfondet ved skolens indvielse i 1960. Den anden statue forestiller Carl Nielsen som en lille fløjtespillende dreng på en træstub og er placeret ud mod landevejen i det sydvestlige hjørne af præstegårdshaven, lige ved siden af plejehjemmet.
Professor i strafferet Vagn Greve var født i Nørre Lyndelse i 1938. Byen er også kendt for skuespiller og komiker Andreas Bo Pedersen. Her boede han fra ca. 1966 til 1977. Lasse Norman Hansen, olympisk guldmedaljevinder i omnium, fra legene i London, kommer også fra Nørre Lyndelse.
Kilder
Kategori:Byer i Faaborg-Midtfyn Kommune