thumb|right|400px|Nettoindvandringsrater i 2016: positive (blå), negative (orange), stabile (grøn) og ingen data (grå). Kilde: CIA Factbook. thumb|Europæiske immigranter ankommer til Argentina. Indvandring eller immigration angiver den proces, hvor mennesker fra ét land flytter til et andet land, permanent eller for en længere periode. Set fra den modsatte synsvinkel er der tale om udvandring eller emigration.
En person, der flytter til et andet land, betegnes indvandrer eller immigrant fra modtagerlandets synspunkt, mens han kaldes udvandrer eller emigrant set fra oprindelseslandets synspunkt.
Der kan være mange forskellige årsager til, at en person udvandrer fra sit hjemland til et andet land. Det kan skyldes konflikter, f.eks. borgerkrig eller politisk undertrykkelse i hjemlandet, eller mere attraktive forhold i destinationslandet.Pia Quist og Ulf Hedetoft: "indvandrere" i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. april 2017. Mange vandringer skyldes ønsket om lønarbejde eller uddannelse i det nye land, andre ægteskab eller et ønske om familiesammenføring.
Indvandringens omfang
Indvandring har været udbredt gennem historien, f.eks. i folkevandringstiden eller i 1800- og 1900-tallets udvandringsbølge fra Europa til USA og andre typiske indvandringslande, men med vekslende intensitet. Indenfor de seneste 25 år er der sket en fordobling i antallet af internationale migranter. På verdensplan anslås det, at der er ca. 215 mio. indvandrere, altså personer, der er født i et andet land end der, hvor de bor. 60 mio. af disse befinder sig i Europa. I Danmark boede der 1. januar 2017 571.000 indvandrere.
I 2014 var andelen af indvandrere i Holland 12 %, Tyskland og USA 13 %, Norge 14 %, Sverige 17 %, Canada 20 % og Australien 28 %. Til sammenligning var tallet i Danmark ca. 10 %.
Konsekvenser af indvandring
Indvandring kan have en række forskellige konsekvenser for indvandringslandet. Indvandringen kan således påvirke den økonomiske, kulturelle og sociale udvikling i landet.
Samfundsøkonomiske konsekvenser
Indvandring vil typisk påvirke den økonomiske vækst og produktiviteten i et land, løndannelsen og beskæftigelsen på arbejdsmarkedet samt de offentlige finanser i indvandringslandet.Udenlandsk arbejdskraft. Kapitel 4 i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2017. Offentliggjort 30. maj 2017. Forskellige internationale studier viser, at indvandring af arbejdskraft typisk øger produktiviteten og dermed BNP per indbygger på lang sigt. Det er dog ikke nødvendigvis alle grupper i indvandringslandet, der oplever en økonomisk gevinst af indvandring. Indvandring kan på kort sigt ofte medføre et lønpres på arbejdsmarkedet. De fleste empiriske økonomiske studier af virkningen på løndannelsen finder, at de indfødtes gennemsnitsløn og samlede beskæftigelse på længere sigt enten ikke påvirkes eller kun påvirkes i begrænset omfang af indvandring. Lønnen for beskæftigede med lave lønninger påvirkes imidlertid ofte negativt, mens beskæftigede med højere lønninger i større udstrækning opnår en stigning i lønnen.Udenlandsk arbejdskraft. S. 214 i kapitel 4 i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2017. Offentliggjort 30. maj 2017.
Indvandring kan påvirke de offentlige finanser i indvandringslandet ad en række forskellige kanaler. Det drejer sig om indvandrernes skattebetalinger og modtagelse af offentlige serviceydelser og indkomstoverførsler. I såvel Danmark som andre lande er udarbejdet en række analyser af, hvor meget indvandring påvirker de offentlige finanser. I Danmark er undersøgelser, bl.a. foretaget ved hjælp af den makroøkonomiske model DREAM, kommet frem til, at indvandring fra vestlige lande påvirker de offentlige finanser positivt. Denne indvandringsgruppe har i gennemsnit en højere beskæftigelsesfrekvens end indfødte danskere, og den trækker mindre på de offentlige udgifter. Til gengæld yder ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit et negativt bidrag til den finanspolitiske holdbarhed. Den vigtigste forklaring er, at ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesfrekvens er lav. Desuden bliver de i højere grad i Danmark som gamle og trækker dermed mere på de offentlige udgifter i denne periode end indvandrere fra vestlige lande, der i vidt omfang forlader Danmark igen, når de bliver ældre.Udenlandsk arbejdskraft. S. 212f i kapitel 4 i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2017. Offentliggjort 30. maj 2017.
Indvandring til Danmark
Der har igennem Danmarkshistorien været en række forskellige former for indvandring til Danmark. Såvel antallet af indvandrere som oprindelseslandet og årsagerne til indvandringen har skiftet meget i tidens løb. Man regner med, at der i forhistorisk tid har været i hvert fald tre større indvandringsbølger til Danmark: Først de jægere og samlere, som slog sig ned her i landet, efter at isen var smeltet bort for ca. 10.000 år siden (dvs. ca. 8.000 f.Kr.). Derefter det folk, som bragte agerbrug til landet for ca. 6.000 år siden (ca. 4.000 f.Kr.), og endelig et hyrdefolk med oprindelse i Østeuropa (Jamna-kulturen), der bragte kendskabet til bronze til landet for ca. 5.000 år siden (ca. 3.000 f.Kr.). De var højere og havde lys hud og medbragte med stor sandsynlighed det indoeuropæiske sprog, som det danske sprog stammer fra.Danskerne vil uddø med lukkede grænser. Interview med DNA-forskeren Eske Willerslev i "Politiken" den 29. oktober 2016. Fra omkring begyndelsen af historisk tid op til omkring 1960'erne har der i tidens løb været en række indvandrergrupper - allermest fra Tyskland, men også på forskellige tidspunkter fra en række andre europæiske lande. Nogle specifikke grupper har i kraft af deres kulturelle særpræg og særlige historiske omstændigheder ved indvandringen i særlig grad præget den kollektive hukommelse af indvandringen til Danmark. Det gælder eksempelvis de danske jøder, hollænderne på Amager, de franske huguenotter, kartoffeltyskerne og senere de polske landarbejdere i Danmark (roepolakkerne på Lolland-Falster).
Siden 1960'erne, hvor de såkaldte fremmedarbejdere - senere kaldt gæstearbejdere - begyndte at komme til landet, er indvandrergrupperne også i vidt omfang kommet fra lande udenfor Europa. I takt med at grupperne af indvandrere fra disse lande og deres efterkommere efterhånden er kommet til at udgøre en større del af befolkningen, er spørgsmålet om fortsat indvandring og integrationen af de indvandrergupper, der allerede bor i landet, blevet et vigtigt emne i den politiske debat i Danmark.
Hollændere
1518 kom de første hollændere til Danmark, og tre år senere fik i alt 184 hollændere privilegier på Amager. Denne efter vore begreber noget begrænsede indvandring skabte straks røre, og i 1522 forfattede rigsrådet et klageskrift til kongen, hvori han med tilladelse til indvandringen påståedes at "ville have fordærvet købstadsmænd og besat købstæderne med hollændere og andet skarnsfolk". Kongen turde ikke andet end at tage klagerne til efterretning, og fordrev i 1523 atter halvdelen og bestemte, at de danske bønder skulle vende tilbage til deres gårde på Amager. Nogle blev dog på øen. Især i Store Magleby, enkelte i Dragør, andre slog sig ned på Sprogø eller på Bøtø ved Falster.
Jøder
I 1622 gav Christian den fjerde tilladelse til, at de første jøder kunne bosætte sig i Glückstadt. Det regnes for begyndelsen til den jødiske bosættelse i Danmark, omend antallet af jøder i mange år forblev minimalt.Østergaard, Bent (2007): Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. S. 114. I det nuværende Danmark blev den ret nyanlagte fæstningsby Fredericia det første sted, jøder (sammen med andre ikke-lutheranske grupper som katolikker) fik lov at slå sig ned, hvilket skete i 1682.Østergaard, Bent (2007): Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. S. 118. I 1722 kunne den første jøde Simon Lazarus, efter erhvervelse af lejebrev, åbne sin forretning i København. Omtrent samtidig kom dekretet om, "at ingen jøde måtte bosætte sig i Danmark, medmindre han enten ejer 1.000 rigsdaler og bygger et hus – eller indretter et manufaktur" (en forretning eller fabrik).
I de første mange år var jøderne udenfor Fredericia underlagt en række restriktioner og forbud, men under indflydelse af oplysningstiden blev disse gradvis fjernet. I 1788 fik jøderne adgang til håndværkerlavene, i 1802 fik de ret til at købe jord, i 1809 fik de frit ophold overalt i riget uden særlig tilladelse, og i 1814 fik de almindelig ligeret med landets øvrige befolkning.Østergaard, Bent (2007): Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. Kapitel 11-13.
Det jødiske samfund i Danmark voksede efterhånden som følge af indvandring, til dels som følge af ændringer i jødernes vilkår i udlandet. Pogromer i Polen og i Rusland først i 1900-tallet førte således en del jøder til Danmark. I perioden fra 1880 og frem til 1. verdenskrig rejste over 10.000 russiske jøder gennem København og omkring 3.000 slog sig ned.
Nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 medførte igen, at nye grupper af jødiske flygtninge kom til Danmark i de følgende år op til 2. verdenskrig. Ved starten af 2. verdenskrig boede her i Danmark knap 7.000 jøder. Af disse var cirka 1.000 tyske flygtninge. Da tyskerne i oktober 1943 forsøgte at arrestere og deportere dem, lykkedes det langt de fleste at flygte over Øresund til Sverige.
I dag opgøres antallet af jøder i Danmark til ca. 5.000.
Franske huguenotter
I 1685 ophævede kong Ludvig 14. af Frankrig Nantes-ediktet, der havde sikret religionsfrihed i Frankrig. Det fik mange franske reformerte, kendt som huguenotter, til at forlade landet. De havde ry for at være flittige og dygtige, og flere protestantiske fyrster inviterede dem derfor til at slå sig ned i deres lande. Det gjaldt også Danmark, hvor Frederik 4. bevirkede, at henved hundrede familier flyttede fra Brandenburg, hvor de midlertidigt havde opholdt sig, til asylbyen Fredericia. Her dannede de den reformerte menighed i byen.Østergaard, Bent (2007): Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. S. 120.
Polakker
I perioden 1893-1929 blev en række (mest kvindelige) polakker importeret til Danmark for at arbejde som arbejdskraft på landet, kom primært (ligesom i dag) til Danmark som arbejdskraft. Det gjaldt ikke mindst i roemarkerne på Lolland-Falster, men også som høstkarle og piger andre steder i landet. Antallet var højest i 1914, hvor der var 14.000 polske landarbejdere i Danmark. Med 1. verdenskrig faldt tallet kraftigt. De fleste polakker rejste tilbage til Polen igen, men det skønnes, at ca. 3.-4.000 blev permanent i Danmark.Østergaard, Bent (2007): Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. Kapitel 23.
1960'erne og eftertiden
I og efter 1960'erne skete en stigende indvandring til Danmark. Den første bølge i 1960'erne og 1970'erne bestod af gæstearbejdere, der var motiveret af at finde beskæftigelse. De kom ikke mindst fra lande som Jugoslavien, Marokko, Pakistan og Tyrkiet. På den tid var der gode muligheder for at få arbejde som følge af en højkonjunktur, så der kom mange, især mænd, til landet for at tjene penge til at sende til familierne i hjemlandene. Da konjunkturerne vendte med oliekrisen i 1970'erne og en stigende arbejdsløshed, blev indvandringen af gæstearbejdere et omstridt emne, og i 1973 indførte Danmark et stop for indvandring af flere gæstearbejdere. Der var på det tidspunkt ca. 12.000 af dem i landet.Østergaard, Bent (2007): Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. S. 362.