thumb|Både Palæstina og Transjordanien var en del af det britiske mandatområde under Folkeforbundet. Transjordanien, øst for Jordan-floden, blev et selvstyrende område under mandatområdet fra april 1921 under emir Abdullah ibn Hussein. Mandatområdet i Palæstina (Palæstinamandatet, Mandatet for Palæstina eller Det britiske mandatområde i Palæstina) var en geopolitisk enhed der eksisterede mellem 1920 og 1948 i Mellemøsten. Storbritannien administrerede mandatområdet i henhold til Folkeforbundets artikel 22.The Covenant of the League of Nations Mandatområdet udgjorde det område, som i dag kendes som staterne Jordan og Israel, samt de Palæstinensiske selvstyreområder (Vestbredden og Gazastriben).
Palæstina oplevede som britisk mandatområde (1920-1948) tilblivelsen af to store nationalistiske bevægelser; den ene blandt jøder og den anden blandt arabere. De to befolkningsgruppers konkurrerende nationale interesser resulterede i flere interne stridigheder og kampe – både mellem jøderne og araberne, men også mellem forskellige befolkningsgrupper og myndighederne. Stridighederne udviklede sig til arabiske og jødiske opstande i henholdsvis 1936-1939 og 1944-1948, inden det kulminerede i den Palæstinakrigen fra 1947-1949. Efter der var indgået våbenhvile var det tidligere mandatområde nu opdelt mellem den nye stat Israel med et jødisk befolkningsflertal, det arabiske Jordan, det ligeledes arabiske Vestbredden, der var annekteret af Jordan samt et arabisk protektorat i Gazastriben under Egypten.
Historie Baggrund Palæstina havde tidligere været en del af Det Osmanniske Rige. Således havde området været under osmannisk kontrol i ca. 400 år fra 1516 frem til slutningen af 1. verdenskrig (ca. 1917-1918), hvor osmannerne blev besejret gennem Araberopstanden og af det Britiske Imperiums hær i Felttoget i Sinai og Palæstina. Det Osmanniske Rige havde under 1. verdenskrig været allieret med Tyskland og derved en del af tripelalliancen, som tabte krigen.
Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i Sykes-Picot-aftalen – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var Balfour-deklarationen fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene kondominatet Occupied Enemy Territory Administration i det der hed Osmannisk Syrien. Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et mandat fra Folkeforbundet. Det formelle formål med Folkeforbundets mandatsystem var at administrere området "indtil det kunne stå på egne ben".Article 22, The Covenant of the League of Nations and "Mandate for Palestine," Encyclopaedia Judaica, Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972
1920'erne thumb|upright|Den osmanniske overgivelse af Jerusalem til briterne 9. december 1917. thumb|Flaget for "High Commissioner of Palestine", den højeste myndighed, der repræsenterer Storbritannien i Palæstina.
I juli 1920 blev militæradministrationen erstattet af en civil administration, da den første højkommissær, Herbert Samuel ankom fra Storbritannien.Official Records of the Second Session of the General Assembly, Supplement No. 11, United Nations Special Committee on Palestine, Report to the General Assembly, Volume 1. Lake Success, NY, 1947. A/364, 3 September 1947, Chapter II.C.68. Han var tidligere minister med jødiske rødder.
En af de første handlinger i den nye civiladministration var at give Pinhas Rutenberg, en jødisk entreprenør, tilladelse til produktion og distribution af elektricitet. Rutenberg oprettede et selskab, hvis aktionærer var zionistiske organisationer, investorer og velgørere. Palæstinensiske arabere anså dette som et bevis for, at briterne ønskede at favorisere zionismen. Den britiske administration hævdede, at elektrificering ville øge den økonomiske udvikling for hele landet, mens den på samme tid ville opfylde løftet om at muliggøre et jødisk nationalt hjem ved hjælp af økonomiske snarere end politiske virkemidler.Shamir, Ronen (2013) Current Flow: The Electrification of Palestine Stanford: Stanford University Press
Den 1. maj 1921 var der i byen Jaffa et opgør mellem to rivaliserende jødiske venstreorienterede grupper. Det blev efterfulgt af arabiske angreb på jøder. Urolighederne spredte sig til andre dele af landet og næsten 100 døde.
thumb|Et arabisk "protestmøde" i Rawdat el Maaref hall i Jerusalem, 1929. Med hvid hat ses forrest Amin el-Husseini.Library of Congress Højkommissæren Samuel forsøgte at etablere selvstyrende institutioner i Palæstina, men den arabiske ledelse ønskede ikke at samarbejde med institutioner med jødisk deltagelse.Caplan, Neil. Palestine Jewry and the Arab Question, 1917 – 1925. London and Totowa, NJ: F. Cass, 1978. pp. 148-161.
I 1922 oprettedes et lovgivende råd (Palestine Legislative Council), der skulle bestå af 23 medlemmer: 12 valgte, 10 udnævnte samt højkommissæren. Af de 12 valgte medlemmer skulle 8 være muslimske arabere, 2 være kristne arabere og 2 være jøder.Legislative Council (Palestine) Answers.com Araberne protesterede mod fordelingen i dette råd, fordi de mente det var uretfærdigt med kun 43 procent af pladserne, når de udgjorde 88 procent af befolkningen. Valgene fandt sted i februar og marts 1923, men på grund af arabisk boycott blev resultaterne annulleret og et 12 medlemmer stort rådgivende råd (Advisory Council) blev i stedet oprettet."Palestine. The Constitution Suspended. Arab Boycott Of Elections. Back To British Rule" The Times, 30 May 1923, p. 14, Issue 43354
Uroligheder 1929 Den 23. august 1929 opstod uroligheder i Jerusalem, der bredte sig til andre byer (bl.a. i Hebron, der blev kendt som Hebronmassakren 1929), hvor arabere udførte massakrer på jøder. Urolighederne varede en uge og kostede mindst 249 mennesker livet. Blandt jøderne blev 133 dræbt og mindst 198 såret. Et stort flertal blev dræbt i deres hjem af arabere. Også mindst 116 arabere blev dræbt og mindst 232 såret, hvilket overvejende skyldtes det britiske politis forsøg på at slå urolighederne ned. Omkring 20 arabere blev dræbt på grund af jødiske angreb eller tilfældig britisk geværild. Urolighederne var ifølge en senere nedsat kommission først og fremmest udløst af en jødisk demonstration ved Grædemuren i Jerusalem den 15. august. De grundlæggende årsager var arabernes bristede nationale drømme og en frygt for jødisk overherredømme som følge af jødisk indvandring.
1930'erne thumb|upright|Grædemuren i 1933 I 1930 kom sheik al-Qassam, en syrisk præst og oprørsleder, til Palæstina. Han oprettede en antizionistisk og antibritisk militant organisation, hvortil han rekrutterede bønder, der fik militærtræning. I 1935 havde han mobiliseret mellem 200 og 500 mænd. De blev udstyret med bomber og skydevåben, der dels blev brugt mod zionistiske bosættere og dels til at ødelægge træer plantet af bosættere samt de af briterne anlagte jernbaner. I november 1935 var to af hans mænd i en skududveksling med politiet, der jagtede frugttyve, og en politimand blev dræbt. På baggrund af dette iværksatte det britiske politi en menneskejagt og omringede lederen al-Qassam i en hule i nærheden. I den efterfølgende kamp blev al-Qassam dræbt.
Arabisk væbnet opstand Den arabiske oprørsleder al-Qassams død skabte stor vrede blandt araberne. Store menneskemængder fulgte hans begravelsesoptog i Haifa. Nogle måneder senere, i april 1936, brød en arabisk national generalstrejke ud. Den varede indtil oktober samme år. I løbet af sommeren 1936 blev flere tusind jødisk dyrkede marker og plantager ødelagt og jøder blev angrebet og dræbt. I byerne Bet She'an og Akko flygtede jøder til mere sikre områder. Volden dæmpedes herpå i et års tid, mens briterne sendte en undersøgelseskommission ledet af politikeren William Peel (den såkaldte Peel-kommission), der skulle klarlægge årsagerne til uroen. Den britiske kommission nåede til den konklusion, at oprøret for det første skyldtes det arabiske ønske om national selvstændighed, og for det andet deres vrede over oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina, forværret af deres frygt for jødisk dominans.Report , p. 363. Den anbefalede en deling af landet i en arabisk og jødisk stat.LEAGUE OF NATIONS SUMMARY OF THE REPORT OF THE PALESTINE ROYAL COMMISSION." Araberne afviste dette, og oprøret fortsatte i efteråret 1937. I løbet af de næste 18 måneder mistede briterne kontrollen over Nablus og Hebron. Britiske enheder støttet af jødiske frivillige udførte angreb på arabiske landsbyer. Den jødiske milits Irgun brugte vold, også mod arabiske civile som gengældelse, idet de angreb markedspladser og busser.
Da den væbnede opstand sluttede i marts 1939 var mere end 5.000 arabere, 400 jøder og 200 briter blevet dræbt, og mindst 15.000 arabere såret. Som konsekvens af opstanden udarbejdede briterne en ny politik for mandatområdet, der blev fremlagt i Hvidbogen af 1939.
Anden verdenskrig
thumb|Australske soldater i Tel Aviv i 1942 Den 10. juni 1940 erklærede Italien krig mod Commonwealth og stod dermed på samme side som Tyskland. Italienerne angreb Palæstina fra luften og bombede Tel Aviv og Haifa, hvilket forårsagede adskillige ofre.Why Italian Planes Bombed Tel-Aviv?
I 1942 opstod i en periode stor bekymring hos den jødiske befolkning, da den tyske general Rommel avancerede med sine tropper i Nordafrika i retning af Suez-kanalen og der var frygt for en erobring af Palæstina. Med britisk støtte blev en toptrænet jødisk militærenhed oprettet, kaldet Palmach.How the Palmach was formed (History Central)
Som i størstedelen af den arabiske verden var der blandt de palæstinensiske arabere ingen enighed om deres stilling til de krigsførende magter i anden verdenskrig. Flere ledere og offentlige personer anså en sejr til aksemagterne som sandsynlig og som en vej til at genvinde Palæstina fra zionisterne og briterne. Selv om arabere ikke stod højt i den nazistiske racelære, opmuntrede nazisterne til at støtte araberne som en modvægt til briternes overherredømme. På årsdagen for Balfour-deklarationen i 1943 sendte SS-Reichsführer Heinrich Himmler og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop støttetelegrammer til Jerusalems stormufti el-Husseini, der skulle læses op under en radioudsendelse ved et stævne i Berlin.
Den 3. juli 1944 indvilligede den britiske regering i oprettelsen af Den Jødiske Brigade (engelsk: 'Jewish Brigade Group' eller 'Jewish Brigade') som en del af den britiske hær. Brigaden blev placeret i byen Tarvisio i grænseområdet mellem Italien, Jugoslavien og Østrig, hvor den spillede en nøglerolle i forsøget på at hjælpe jøder med at flygte fra Europa til Palæstina.
To delinger, en jødisk og en arabisk, blev sendt til den italienske front, for at kæmpe sammen med de allierede i den endelige offensiv i foråret 1945.
Indvandring I 1939 reducerede briterne som en konsekvens af Hvidbogen af 1939 antallet af tilladte immigranter til Palæstina. Anden verdenskrig og Holocaust begyndte kort derefter og da den årlige kvote på 15.000 var nået, blev flygtende jøder fra naziforfølgelse interneret i lejre eller deporteret til steder som Mauritius.