Ørbæklunde er en herregård i Ørbæk Sogn, Vindinge Herred, Nyborg Kommune på Østfyn. Den nuværende herregård blev dannet omkring begyndelsen af 1500-tallet ved samling af ældre gårde i området. Ejendommens middelalderlige forhistorie er ikke fuldt klarlagt. Navnet Lundsgård er knyttet til en af de ældre gårde, mens former som Ørbæklundsgaard og Ørbæklunde forekommer i 1500-tallet.Dansk Center for Herregårdsforskning: »Ørbæklunde«, afsnittene »Ejerhistorie«, »Bygninger« og »Kulturmiljø«, samt stamdata (2021).
Den borglignende renæssancebygning fik sin væsentligste udformning i anden halvdel af 1500-tallet og har bevaret blandt andet tårne, skydeskår og en vægtergang. Gården tilhørte slægten Friis i en lang periode og har siden 1780'erne været knyttet til slægten Lange. I 1800-tallet indgik Ørbæklunde i den fynske herregårdskreds, hvor H.C. Andersen var gæst. Digteren beskrev gården i sin roman O.T. (1836) og besøgte familien Lange flere gange.Helge Topsøe-Jensen: »På fynske Herregårde«, Museum Odense, afsnittene om Lykkesholm og Ørbæklunde.
Historie Middelalder og renæssance Ørbæklundes forhistorie hænger sammen med flere mindre gårde i Ørbæk-området, blandt andre Lunde eller Ørlunde og Lundsgård. Enkelte ældre fremstillinger fører Friis-slægtens besiddelser i området tilbage til 1300-tallet; det er dog ikke dokumenteret, at alle de middelalderlige gårde kan identificeres direkte med den senere hovedgård Ørbæklunde.Kai Uldall: »Ørbæklunde«, i Ernst Fr. Hansen (red.): Herregårdsliv. Minder fra gamle Herregårde, 2. samling, København 1954, s. 124–126.
Omkring 1500 ejede rigshofmester Poul Laxmand gården Lundsgård. Efter drabet på ham ved Højbro i København i 1502 blev han dømt for landsforræderi, hvorefter hans gods blev konfiskeret. Lundsgård blev solgt til biskoppen i Odense, Jens Andersen Beldenak, som i 1528 overlod den til sin nevø Christen (Christian) Pedersen. Efter reformationen erhvervede Johan Friis gården i 1537 og overdrog den til sin bror Henrik Friis, der var gift med Margrethe Bild fra Ravnholt. Under Friis-familien blev ejendommen udbygget til et større herresæde.
Hovedbygningens datering er omdiskuteret. Dansk Center for Herregårdsforskning og flere ældre fremstillinger fører den ældste hovedfløj tilbage til ca. 1560 og knytter begyndelsen til Henrik Friis. Historikeren Thomas Riis har derimod på grundlag af en bygningshistorisk sammenligning argumenteret for, at hovedbygningen sandsynligvis først blev opført efter afslutningen af Den Nordiske Syvårskrig i 1570, muligvis helt under Niels Friis, der overtog gården i 1585. Årstallet 1593 står på både trappetårnet og vestgavlen og kan være bygningens afslutningsår. Indskriften bærer Niels Friis' og hustruen Vibeke Gyldenstiernes våbener.Thomas Riis: »Sydfynske renæssanceherregårde«, Museum Odense, særligt afsnittet om Ørbæklundes datering, forsvarsindretninger og indskriften fra 1593.
En senere ejer, Jesper Friis, havde opholdt sig i udlandet og blandt andet gjort tjeneste i Frankrig. Han besøgte også Palæstina og Egypten og hjembragte to ægyptiske mumiekister, som senere kom til Nationalmuseet. I 1629 giftede Jesper Friis sig med Elsebet Ulfeldt, en søster til Corfitz Ulfeldt. I 1630'erne udbyggede han gårdens avlsanlæg og jordtilliggende. En opgørelse fra 1638 viste, at gårdens fæstegods var steget fra 473 tønder hartkorn i 1626 til 773 tønder. I 1642 fik Jesper Friis patronatsret over Ørbæk Kirke og dermed ret til at udnævne præsten. I kirkens lade indrettede han en skole og et hospital for områdets beboere og bekostede driften. Efter hans død forestod enken Elsebet Ulfeldt og arvingerne videreførelsen af besiddelsen. I 1689 måtte Niels Friis sælge gården, der gik ud af Friis-slægtens eje.Kai Uldall: »Ørbæklunde«, i Herregårdsliv, 2. samling, 1954, s. 129–132.
Rosenvinge og Lange thumb|Ørbæklunde set fra Ørbæk i juli 1833. Tegning af Frederik Michael Ernst Fabritius de Tengnagel. Statens Museum for Kunst. Køberen i 1689 var generalfiskal Matthias Henriksen Rosenvinge, som forbedrede herregårdens økonomi. Ved hans død i 1714 overtog enken Anna Margrethe Wulf besiddelsen. Gården forblev i slægtens kreds indtil 1781, hvor den blev solgt på auktion efter Carl Adolf von Linstows død.
Køberen var købmanden og kancelliråden Lauritz »Lars« Rasmussen Lange fra Nyborg, som forbedrede godsdriften gennem udskiftning, jordopkøb og omorganisering af fæstegårdene. I 1809 overdrog han Ørbæklunde til sin søn Rasmus Lauritzen Lange, der foretog en omfattende istandsættelse af hovedbygningen i 1828. Rasmus Lauritzen Lange giftede sig i 1814 med Laurentze Lindegaard, datter af Johanne Marie Lindegaard på Lykkesholm. Ægteskabet forbandt de to nabogårdes familier og kom senere til at spille en rolle for H.C. Andersens besøg på Ørbæklunde.Kai Uldall: »Ørbæklunde«, i Herregårdsliv, 2. samling, 1954, s. 132–140.
Efter Rasmus Lauritzen Langes død i 1848 besad Laurentze Lindegaard, gift Lange, gården som enke indtil 1860. Hun opholdt sig om sommeren på førstesalen i hovedbygningen, mens hun i vinterhalvåret boede i København. Sønnen Salomon Lindegaard Lange overtog derefter ejendommen og gennemførte forbedringer af landbruget, hovedbygningen, avlsgården og haven. Familien Lange har fortsat været knyttet til stedet; Dansk Center for Herregårdsforskning angav Lars-Hågen Lange som ejer i 2021.Kai Uldall: »Ørbæklunde«, i Herregårdsliv, 2. samling, 1954, s. 140–143.
Godsdrift og tjenestefolk Folketællingerne fra 1787, 1801, 1834, 1850 og 1860 giver indblik i herregårdens store husholdning og arbejdsdeling. Blandt stillingsbetegnelserne optræder eksempelvis foged, ladefoged, gartner, røgter, stuepige og bryggerpige. I 1787 indgik tillige en informator i husholdningen.
I en driftsopgørelse fra omkring 1900 omtales en besætning på 115 køer, 60 kalve, seks tyre, 20 heste og ti føl. Arbejdsstyrken omfattede blandt andet forvalter, fodermester, landbrugselever, daglejere og 19 sæsonarbejdere, der i samtidens opgørelse blev betegnet som »polakker e.lign.«. Formuleringen kan ikke bruges til at fastslå samtlige arbejderes nationalitet.
Ifølge Dansk Center for Herregårdsforskning omfattede det samlede gods 749 hektar i 2021, hvoraf selve herregårdens landbrugsareal var opgjort til 234 hektar. Til godskomplekset har blandt andet hørt Æblegården, Brenderupgård og Egemosegården. Til sammenligning opgav en ældre opgørelse på Lex godsets størrelse til 650 hektar i 2002.
Bygninger og have thumb|Ørbæklunde omkring 1870. Ørbæklundes hovedbygning består af to fløje. Hovedfløjen er opført i røde mursten på granitsokkel med højt kælderniveau, to hele etager og et lavt øvre halvstokværk. Den nordlige facade har tre firkantede tårne, mens et ottekantet trappetårn med kobberspir står mod borggården. Øverst findes en vægtergang med skydeskår. Thomas Riis har peget på, at bygningens forsvarsindretninger er mindre konsekvente end på flere andre renæssanceherregårde. Hvor Dansk Center for Herregårdsforskning desuden omtaler bevarede skoldehuller, har Riis argumenteret for, at åbningerne i vægtergangen kun er skydeskår. Indgangen i trappetårnet forbindes med et system af gamle trapper og rum, hvis opbygning understreger gårdens befæstede karakter.
En sidefløj blev føjet til i 1600-tallet og ombygget omkring 1750. Kilderne daterer sidefløjens opførelse forskelligt: Kai Uldall omtaler et byggearbejde i 1630'erne, Lex ca. 1640, mens Dansk Center for Herregårdsforskning angiver 1650. Den store agerumslade bærer en sandstenstavle fra 1630 med Friis'ernes og Ulfeldternes våben. I slutningen af 1800-tallet blev avlsbygningerne omorganiseret; bygningerne fra 1860'erne brændte i 1950'erne og blev genopført i 1959.
Ved restaureringsarbejder i 1882 fremkom ældre loftsdekorationer med rosetter, englehoveder og frugtmotiver. Ifølge Kai Uldall blev de restaureret med bistand fra bygningshistorikeren Frederik Mejborg og maleren Heinrich Hansen. En ny restaurering af hovedbygningen blev gennemført i 1953 ved arkitekt Hans Henrik Engqvist.
Til gården hører en park med gamle klippede alléer. Et særligt anlæg, kaldet Karrusellen, består af koncentriske ringe af klippede træer; ifølge den lokale tradition blev pladsen brugt til ringridning. En større omlægning af parken skete under Salomon Lindegaard Lange i anden halvdel af 1800-tallet. Hovedbygningen og dele af avlsanlægget er bygningsfredet. I 1971 blev desuden ca. 42 hektar jord omkring Ørbæklunde landskabsfredet ved Overfredningsnævnets kendelse af 21. oktober med det formål at sikre herregårdens frie beliggenhed i landskabet.Danmarks Naturfredningsforening: »Ørbæklunde« (fredningen af 42 ha, kendelse 1971). Se også den digitaliserede fredningskendelse, registreringsnr. 05381.00.
H.C. Andersen og det selskabelige liv thumb|Parti fra herregården Ørbæklunde på Fyn, oliemaleri af Thorald Læssøe. Maleriet er dateret bredt til 1800-tallet. H.C. Andersen kom i kontakt med familien Lange gennem sine ophold på nabogården Lykkesholm, hvis ejer Johanne Marie Lindegaard var Rasmus Lauritzen Langes svigermor. Senere besøgte H.C. Andersen også Ørbæklunde under ophold på Glorup. Besøgene omfattede selskabeligt samvær og middage, men H.C. Andersen-forskeren Helge Topsøe-Jensen fandt ikke grundlag for traditionen om et fast sovekammer eller overnatninger på Ørbæklunde.
Ved en middag i juli 1836 blev H.C. Andersens skål udbragt med en særlig hyldest til digteren; i et brev til Edvard Collin den 19. juli skrev han, at den overstrømmende ros havde gjort ham forlegen. I et brev fra Glorup til Henriette Collin dateret 31. juli 1840 omtaler han endnu en planlagt middag på Ørbæklunde, og i efterskriften den følgende dag beskrev han den varme modtagelse. Yderligere besøg er omtalt i 1841 og 1842.Historisk Atlas: »Ørbæklunde«, med gengivelser af Andersens brev af 19. juli 1836 og dagbogsoptegnelsen af 15. august 1842.
H.C. Andersen anvendte Ørbæklunde som forbillede for kammerjunkerens herregård i romanen O.T. (1836). H.C. Andersen lod fortællingens personer færdes gennem gårdens rum og have med beskrivelser af voldgrav, tårne og det selskabelige liv. Stedets miljø kan også genkendes i Kun en Spillemand (1837). Skønt beskrivelserne bygger på genkendelige forhold, er romanerne skønlitteratur og ikke samtidige opmålinger eller direkte referater af faktiske begivenheder.
Den 15. august 1842 besøgte H.C. Andersen gården og beskrev blandt andet vagtstuerne, kælderen, udsigten til Storebælt og en tidligere riddersal, som blev brugt som kornloft. Han noterede også lokale fortællinger om en indmuret jomfru og om djævelens ben i kælderen. I maj 1848 var han med på et kondolencebesøg efter et dødsfald i familien. Under et senere besøg i 1850 mødte han enken Laurentze Lange og fik oplysninger om de svenske officerer, der var indkvarteret i forbindelse med Treårskrigen.H.C. Andersen Information: »H.C. Andersens 'Ørbæklunde' på Fyn«, bearbejdede uddrag af dagbøger og breve fra 1842, 1848 og 1850.
Ifølge museumsmanden Kai Uldall, der var efterkommer af familien Lange, erindrede hans mor H.C. Andersens oplæsninger hos Laurentze Lange. Hun fortalte også, at digteren reagerede på forstyrrende lyde under oplæsningen. Da Laurentze Lange boede både på Ørbæklunde og i København, fastslår denne senere familieerindring ikke stedet eller datoen for de enkelte oplæsninger, og den angiver ikke titlerne på det oplæste. Der er heller ikke fremlagt dokumentation for et pengehonorar fra familien Lange.
I Laurentze Langes datter Kristine Langes stambog skrev H.C. Andersen et vers dateret 20. juli; årstallet er ikke anført i Kai Uldalls gengivelse. Kristine Lange blev siden gift med den svenske officer K. M. Bökman, der som frivillig deltog i Treårskrigen og var indkvarteret på Ørbæklunde.