thumb|right|En mobil sovjetisk SS-20-raket. Dette missil var stridspunktets kerne imellem øst og vest, og var direkte udløsende faktor for NATOs beslutning om at opruste. NATOs dobbeltbeslutning blev truffet af NATOs medlemslande i Bruxelles den 12. december 1979 som et modsvar til Sovjetunionens opstilling af de såkaldte SS-20-missiler i Østeuropa, der var blevet påbegyndt i 1976. NATOs dobbeltbeslutning symboliserede afslutningen på en relativt fredelig periode i den kolde krig mellem den vestlige verden under ledelse af USA og østblokken under ledelse af Sovjetunionen.
Dobbeltbeslutningen gik ud på, at man ville give Sovjetunionen fire år til at forhandle om at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud fra Østeuropa. Hvis ikke forhandlingerne i løbet af denne periode førte til aftaler om nedrustning, ville man fra NATOs side, begyndende fra slutningen af 1983, opstille 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa, fordelt på 108 mobile Pershing II-mellemdistanceraketter, og 464 jordbaserede Tomahawk-krydsermissiler. Man ville dermed fra vestlig side fjerne det man så som uligevægten i atomvåbenbalancen. Det var dette samspil mellem trussel og forhandling, der gav anledning til betegnelsen dobbeltbeslutningen.
NATOs ønske om at indsætte flere atomvåben i Vesteuropa førte til protester i mange vesteuropæiske lande, hvor fredsbevægelser opnåede bred opbakning fra store dele af befolkningerne, hvilket især lagde pres på de socialdemokratiske regeringer i Vesteuropa, da disse regeringers bagland og parlamentariske grundlag var stærke modstandere af oprustningen. I Danmark forsøgte den socialdemokratiske regering uden held at udskyde beslutningen et halvt år og afviste endvidere at følge NATOs opfordring til også at opstille raketter på dansk jordHelga Haftendorn, Sicherheit und Stabilität, side 123-124. NATOs dobbeltbeslutning blev i 1980'ernes Danmark startskuddet til den danske fodnotepolitik, hvor et alternativt flertal pressede Poul Schlüters regering til at indtage en afventende og tøvende position i forhold til NATO-samarbejdet.
Optakt Afskrækkelse og afspænding thumb||right|Den amerikanske præsident Gerald Ford, Nixons efterfølger, og den sovjetiske generalsekretær Leonid Bresjnev underskriver den 24. november 1974 den første SALT-aftale I løbet af 60'erne var den kolde krig efter en række nervepirrende episoder, der havde været tæt på at kaste verdens to supermagter ud i en atomkrig, eksempelvis Cuba-krisen, gået ind i en mere rolig fase, også kendt som detente- eller afspændingsfasen. NATOs politik i denne lidt roligere tid blev især defineret i en rapport fra 1967, Harmel-rapporten, der fastslog, at NATOs mål skulle være at forhindre en konflikt med Sovjetunionen ved at virke afskrækkende gennem et overvældende arsenal af atomvåben, mens man samtidig tilstræbte et mere harmonisk og imødekommende afspændingsforhold til østblokken under Sovjetunionen. Denne strategi blev kendt som afskrækkelse og afspænding. Eksistensen af den strategiske ligevægt i atomvåben mellem USA og Sovjetunionen betød en fælles interesse i at undgå en altødelæggende atomkrig, hvor begge nationer ville kunne udrydde hinanden fuldstændigt. Med udgangspunkt i denne ide om den gensidige afskrækkelse, der sikrede, at ingen af stormagterne havde interesse i at starte en krig med anvendelse af atomvåben, indledte præsident Nixon og den sovjetiske generalsekretær Bresjnev i 1969 forhandlinger om reduktion i antallet af strategiske atomvåben, de såkaldte SALT-aftaler. Disse aftaler var udelukkende møntet på de langtrækkende atomvåben som de to supermagter truede hinanden med, og inkluderede ikke de mellemdistance-atomvåben, som var en del af atomvåbenbalancen mellem Vesteuropa og Sovjetunionen.
Begyndende uro i Vesteuropa
Vesteuropas sikkerhed havde siden starten af den kolde krig været baseret på USA's vilje til om nødvendigt at ville forsvare de vesteuropæiske lande med atomvåben. Især for de ikke-atomare vesteuropæiske NATO-lande, Vesttyskland, Benelux-landene samt Danmark og Norge, var det altafgørende, at USA ikke ville tøve med at true Sovjetunionen med en verdensomspændende atomkrig, hvis Sovjetunionen begyndte at opføre sig aggressivt over for disse europæiske stater. Dette var især aktuelt for Vesttyskland, der, som NATOs yderste østlige forpost op til østblokken, og med en udsat stilling for blandt andet Vestberlin, der lå midt i fjendeland, følte sig særdeles udsatte over for eventuelle sovjetiske krav eller trusler. I forbindelse med de igangværende forhandlinger mellem Sovjetunionen og USA om reduktion i antallet af strategiske atomvåben lod spørgsmålet om de vesteuropæiske landes sikkerhed i løbet af første halvdel af 70'erne til at blive stadig mere negligeret af USA. thumb|Dette var hvad Schlesingers ide om en begrænset konventionel krig mod Sovjetunionen skulle kunne forhindre. I Vesteuropa voksede uroen over, at USA gennem forhandlingerne med Sovjetunionen udelukkende var interesseret i at sikre sig selv mod sovjetiske aggressioner, mens man samtidig lagde stadigt mindre vægt på eventuelt at ville kunne forsvare Vesteuropa mod aggressioner. Med Schlesinger-doktrinen fra 1974 blev der fra amerikansk side lagt vægt på den såkaldte flexible response strategi, der i tilfælde af militær konflikt opererede med en eskaleringsrække. Den betød, at man i en krigssituation skulle igennem en række eskaleringsniveauer, før man ville tage det ultimative strategiske atomvåben i brug. I tilfælde af krig skulle man først bruge konventionelle styrker, derefter mindre taktiske atomvåben mod militære installationer og først til sidst anvende de interkontinentale atommissiler, de strategiske atomvåben, mod civile storbymål. I Vesteuropa opfattede man det således, at USA ville være parat til at "sælge" dele af Vesteuropa til Sovjetunionen, før man ville risikere en fuldstændig atomkrig. Især i Vesttyskland var man bange for, at dele af landet i tilfælde af en militær konflikt, kunne falde i Warszawapagtens hænder, uden at USA ville gøre alvor af truslen om en verdensomspændende atomkrig. En lækket amerikansk rapport fra 1978 bekræftede dette billede, for her opererede man med en slagplan for Europa, der betød en opgivelse af store dele af Vesttyskland, hvis Warszawapagten angreb.
Ligevægten i Europa forskydes
Ligevægten i atomvåben i Europa bestod i, at Sovjetunionen havde en række mellemdistanceraketter, der ville kunne nå mål i Europa, men altså ikke var langtrækkende nok til at nå USA. Tilsvarende havde Storbritannien og Frankrig en række atomvåben, og USA havde mellemdistanceraketter opstillet bl.a. i England, der ville kunne nå mål i Sovjetunionen. I løbet af 70'erne skete der dog en forskydning i styrkeforholdet mellem Øst- og Vesteuropas missilarsenal. Nye sovjetiske SS-20-raketter blev fra 1976 opstillet for at udskifte de ældre SS-4 og SS-5-modeller. Disse nye raketter kunne medføre op til tre sprænghoveder og havde en langt større træfsikkerhed og rækkevidde end de gamle, men yderligere var de mobile, hvilket gjorde det vanskeligt at sætte dem ud af spillet, da man ikke kunne vide hvor de befandt sig. De nye sovjetiske raketter blev anset for en trussel, især fordi de i tilfælde af en krigssituation så hurtigt og effektivt kunne sættes ind, at de ville kunne ødelægge de vesteuropæiske missilbaser og dermed ødelægge muligheden for et eventuelt modangreb. Disse nye raketter ville gennem et præventivt angreb kunne sætte Vesteuropas muligheder for at slå igen ud af spil. I lyset af USA's interesse i at undgå en atomkrig i fuld skala, anså man det i Vesteuropa for tvivlsomt, om USA ville være parat til at ofre sine egne storbyer og sin egen befolkning for de europæiske landes sikkerhed mod Sovjetunionen. Vesteuropa stod ifølge mange vesteuropæiske politikere nu åbent for politisk pres fra det meget stærkere Sovjetunionen. thumb|left|Vesttysklands kansler, krigsveteran og tidligere forsvarsminister, Helmut Schmidt, der gennem sine taler og sit store engagement om nogen blev fadder til NATOs dobbeltbeslutning.
Vesttysk reaktion på uligevægten
Denne forskydning af ligevægten bekymrede som nævnt hovedsageligt Vesttyskland, der var i en speciel prekær position over for Østblokken. Placeret med hele den østlige grænse op imod Warszawapagten og med Vestberlin placeret midt inde i Warszawapagten var den vesttyske regering under den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt bestemt ikke interesseret i at kunne blive truet af de østlige naboer. Ved en eventuel krisesituation omhandlende Berlin ville Østblokken med deres langt stærkere våben kunne udsætte Vesttyskland for et politisk pres, man måske ikke ville kunne modstå. Sovjetunionens større våbenarsenal udgjorde for den vesttyske forbundsregering en bombe under hele den vesttyske sikkerhedspolitik. Dette var baggrunden for, at Helmut Schmidt ved en tale i oktober 1977 i en sikkerhedspolitisk tænketank i London gav udtryk for, at den eksisterende uligevægt i Europa var et problem, der måtte løses af NATO-landene i fællesskab. Ifølge Helmut Schmidt var det mest grundlæggende problem, at Vesteuropa manglede et strategisk helhedskoncept, der ville kunne imødegå truslen om en begrænset atomkrig i Europa, nu hvor truslen om en verdensomspændende atomkrig var trådt væsentligt i baggrunden efter de amerikansk-sovjetiske SALT-forhandlinger. Helmut Schmidt kritiserede også, at man fra amerikansk side ikke ville diskutere mellemdistanceraketter, der var en trussel mod Europa, i afrustningssamtalerne med Sovjetunionen, men udelukkende bekymrede sig om de interkontinentale ballistiske missiler, der ville kunne true USA. Disse signaler blev hurtigt opfanget af de øvrige NATO-lande, og der indledtes samtaler herom mellem dem fra denne dag.
Arbejdsgruppe udarbejder forslag
Umiddelbart efter Helmut Schmidts tale i 1977 begyndte man i USA og NATO at overveje indholdet af et strategisk helhedskoncept for et effektivt forsvar af Vesteuropa. Efter et møde i Guadeloupe i januar 1979 blev man enige om nogle overordnede retningslinjer for et modsvar til Sovjetunionens oprustning. Dette indebar en modernisering af det eksisterende vesteuropæiske raketforsvar samt et tilbud til Sovjetunionen om forhandlinger om nedrustning. Fra april 1979 begyndte en NATO-arbejdsgruppe, sammensat af diverse sikkerhedseksperter i tæt kontakt med de forskellige NATO-landes regeringer, at arbejde på konkrete løsningsforslag og den fremlagde i 1979 en række punkter, der skulle komme til at danne grundlag for den senere dobbeltbeslutning. Arbejdsgruppen anbefalede: NATO skulle af politiske og militære grunde "modernisere sine nukleare våben i Europa, uden at gøre forsvaret yderligere afhængigt af atomvåben og uden at lade konventionelle våben i stikken." Overvejelserne omkring denne modernisering skulle tage fuldt hensyn til begrænsningerne i aftaler omkring rustningskontrol. Udstationeringen af raketter skulle bestå af landbaserede Tomahawk-missiler og Pershing II-raketter. Udstationeringen af raketter skulle finde sted i så mange europæiske NATO-lande som muligt. Især var det vigtigt, at Vesttyskland ikke blev eneste stationeringsland for disse raketter. Den endelige beslutning skulle træffes i december 1979, for ikke at kollidere med valget i Vesttyskland.Helga Haftendorn, Sicherheit und Stabilität, side 263
NATOs dobbeltbeslutning