thumb|Kong Saul i møde med Samuels ånd, fremmanet af heksen i En-Dor. thumb|Nikolay Ge skildrer kong Saul i møde med heksen i En-Dor og Samuels ånd, 1857. Nekromantik eller nekromantinekromanti og nekromantik, Ordbog over det danske sprog betyder "spådom fremsagt af døde" (af græsk νεκρός (nekrós), "død", og μαντεία (manteía) "spådom"). Dette kunne angiveligt ske ved påkaldelse af den afdødes ånd, eller ved clairvoyant brug af knogler og andre ligdele.
Nekromantisk praksis thumb|left|John Dee og Edward Kelley udøver nekromantik ved hjælp af et opgravet lig. Nekromantikeren hævdes at kunne fremmane den dødes ånd ved hjælp af trolddom. Det gamle testamente beretter om kong Saul, der fik heksen fra En-Dor til at fremmane profeten Samuels ånd. Beretningen om dette nekromantiske ritual findes i Siraks Bog kap. 46,19-20 Siraks bog og i Samuels Bog kap. 28,3-25. Samuels bog kap. 46
En anden nekromantisk metode er at påkalde den afdøde ved hjælp af sympatisk magi hvor ligrester, som skeletdele, kraniet eller dele af afdødes legemer anvendes rituelt, illustreret i billedet fra 1825 forestillende matematikeren og okkultisten John Dee i færd med at fremmane ånder sammen med alkymisten Edward Kelley. Om de to magikere har gennemført et så makabert eksperiment, er nok usandsynligt. Og dog var det ikke ualmindeligt, at knogler og kranier var en bestanddel i visse magiske ritualer.
Agrippa von Nettesheim mente, at nekromantiken bedrev sort (eller ulovlig) magi.
Den magiske grimoire (Sorte Bog) Goetia beskriver nekromantik som degenereret magi: "Denne ædle videnskab degenereres ofte, og fra at være Naturlig bliver den Diabolsk, fra den sande filosofi vender den sig mod Nekromantik hvilket helt og holdent oplader dens følgesvende som misbruger den, og ikke er i stand til den høje og mystiske viden, de vender sig omgående til Satans fristelser, og føres på afveje af ham og ind i studiet af den sorte kunst." (Citatet er oversat efter Harley Ms. 6443 i British Museum, citeret fra Joseph H. Petersons udgivelse af Lemegeton Clavicula Salomonis (Weiser 2001) s. 4.)
Odysseus fremmaner Teiresias På sin hjemrejse efter belejringen af Troja møder Odysseus stadige forhindringer. Han beslutter at fremmane den døde spåmand Teiresias, der hos Sofokles afslørede for kong Ødipus, at Ødipus var sin fars drabsmand og havde ægtet sin mor. Hos Seneca fremstilles Teiresias selv som nekromantiker; han prøver først at finde kong Laios’ drabsmand ved at tolke indvoldene hos ofret kvæg. Selv er han blind, og afhængig af, hvad hans datter Mantó beskriver for ham. Da den metode ikke giver noget svar, griber Teiresias til dødemaning, og påkalder den dræbte kong Laios selv. Kreon er med for at bivåne seancen, og vender tilbage til Ødipus med Laios' svar: Hans søn Ødipus har selv dræbt ham, og dertil giftet sig med sin mor.Teiresias turns to another procedure, necromancy, citeret fra: http://books.google.co.uk/books?id=Rut-AgAAQBAJ&pg=PA60&dq=tiresias+oedipus+necromancy+seneca&hl=en&sa=X&ei=OD5vVIzrO8exygOO1YKADA&ved=0CDsQ6AEwBw#v=onepage&q=tiresias%20oedipus%20necromancy%20seneca&f=false (s. 60)
Odyssevs får fremgangsmåden ved dødemaning forklaret af troldkvinden Kirke. Først sejler han over Okeanos til Hades. På stranden dér graver han en grøft, og ofrer en drik til de døde, først af honning og mælk; så af sød vin; til sidst af vand, toppet med bygmel....then poured a libation all around to the dead, first of milk and honey, then of sweet wine, thirdly of water, sprinkled with white barley meal, citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm Han lover de døde at ofre på ny, hvis han kommer vel hjem til Ithaka. Da de døde strømmer til, ofrer han to sorte får, lader blodet rende ned i hullet, og brænder huder som ofre til dødsguden Hades og dennes hustru Persefone. Dernæst trækker han sit sværd, og stiller sig mellem de døde og grøften. Ingen må få smagt blodet, før han har talt med Teiresias.
Først viser den unge Elpénor sig.The first ghost to appear was that of my comrade Elpenor, citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm Han tilhørte Odyssevs’ følge, men mistede livet ved et fald fra skibsmasten, da de forlod Kirke. De nåede ikke at give Elpénor en rigtig gravfærd, og han truer nu med gudernes vrede, hvis følget ikke vender tilbage og begraver ham. Odyssevs opdager sin mor Antikleia blandt de døde; han har ikke en gang været klar over, at hun var død. Så kommer Teiresias til syne. Som den eneste at de døde genkender han Odyssevs, før han får blodet at drikke; Antikleia genkender først sin egen søn efter at hun har drukket blod. I remained, undaunted, till my mother approached and drank the black blood. Then she knew me, and in sorrow spoke to me, citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm Teiresias spår Odyssevs en heldig hjemrejse, hvis blot han og hans mandskab ignorerer sangen fra Skylla og Charybdis undervejs, og lader Helios’ kvæg i fred. Dertil skal Odyssevs ved hjemkomsten sørge for at få sin kones bejlere dræbt, og derefter ofre til Poseidon. What is blind tiresias' prophecy to Odysseus
Helte som Agamemnon, Ajax og Akilles viser sig på række og rad; for dem alle er dødsriget er et trist sted. Til sidst gribes Odyssevs af frygt for, at Persefone vil true ham med en gorgons hoved, og flygter i hast med sit skib og sit mandskab. I feared that august Persephone might send against me from Haides’ house the Gorgoneion (gorgon's head) of some grisly monster, citeret fra: http://www.theoi.com/Khthonios/PersephoneGoddess.html
Dronning Melissa af Korinth thumb|right|200px|Kældergange i Nekromanteion, hvor besøgende kunne gå. Herodot fortæller, at tyrannen Periander fra Korinth sendte bud til de dødes orakel NekromanteionNear Parga on the west coast of Greece and dedicated to Pluto and Persephone, this oracular sanctuary was the second most famous in Epirus after Dodona and was where the living could speak with the dead, citeret fra: http://www.greeceathensaegeaninfo.com/destinations-greece-nekromanteion.htm i Epirus for at spørge sin døde dronning Lyside, som han ofte kaldte Melissa (og som han selv havde dræbt), om hun vidste, hvor en af hans gæster gemte sine penge. Melissa besvarede ikke Perianders spørgsmål, men mindede om, at han havde haft samleje med hende, efter at hun var dræbt. Det tøj, han havde givet hende med i graven, var heller ikke blevet brændt, og hun gik omkring i dødsriget nøgen og frysende. Det tøj, der rådnede i graven, havde hun ingen nytte af. Periander gav nu ordre om, at alle Korinths kvinder skulle møde op i Heras tempel. De klædte sig pænt på i den tro, at de var indbudt til fest. I stedet for rev Perianders soldater tøjet af dem, da de kom. Det blev samlet i en grøft og brændt, og næste gang, Periander kontaktede sin afdøde kone, besvarede hun hans spørgsmål.After doing that, he sent to consult Melissa a second time, and her ghost now told him the place where his guest-friend had deposited the treasure, citeret fra: http://bookcents.blogspot.no/2010/08/periandros-periander.html
Den thessaliske heks Erichtó thumb|Landskab i Thessalien med floden Pinios. Lukan efterlod sig kun ét storværk, Pharsalia, om striden mellem Julius Cæsar og Sextus Pompejus. I bog 6 af Pharsalia fortæller han, at Pompejus ville rådspørge de døde om udfaldet af striden - hvad ingen respektabel romer ville finde på.
Pompejus beder heksen Erichtó fra Thessalien om hjælp. Hun skynder sig til en slagmark, hvor hun leder efter et ferskt lig med uskadte lunger. Et solsvedet kadaver med ødelagte lunger og tørre læber er ubrugeligt til hendes formål. Til sidst finder hun et, der er død af et sår i maven, og tager det med til sin bolig, en underjordisk hule under grenene på et takstræ. Hun tager en rød kappe på, reder håret frem over ansigtet, og tilbereder et heksebryg. Så giver hun sig til at mane; det lyder som hundegøen, ulvehyl, ugleskrig, hvæsen fra slanger, bølgeslag og mumlen fra fjerne skove. Hun truer Pluto med dagslyset, og Hekate med at lade de andre guder se hende uden sminke. Heksen truer også med at afsløre en ulovlig forbindelse mellem Pluto og Proserpina. http://books.google.co.uk/books?id=hVUCz-BNWHUC&pg=PA146&lpg=PA146&dq=lucan+pharsalia+erichto&source=bl&ots=iCT9-8MmbB&sig=OBviDcZ6fNBaPKlVlNJDlsBavwA&hl=en&sa=X&ei=_xRvVKadO-v5ywP0r4L4Cw&ved=0CCIQ6AEwAg#v=onepage&q=lucan%20pharsalia%20erichto&f=false (s. 147) Efter en tid viser spøgelset sig, men det bliver så skræmt af sin skamferede krop, at det ikke vil samarbejde. Erichtó pisker løs på liget med levende slanger og skriger forbandelser. Til sidst giver spøgelset efter, og liget sætter sig op med tårer i øjnene. Nogen spådom får heksen dog ikke, før hun lover at brænde liget og give det en ordentlig gravfærd. Efter spådommen rejser hun så et ligbål. Liget kravler selv op på bålet, og heksen sætter ild til.Velle Espeland: Spøkelse! (s. 175), forlaget Humanist, Oslo 2002,
Hading og hans fostermor Sagnkongen Gram af Danmark blev dræbt af kong Svipdag fra Norge. Kong Grams søn Hading blev opfostret af jættekvinden Hardgreip (= Hårdt greb), som lærte ham alle idrætter. Som voksen rejste Hading sammen med sin fostermor ud for at hævne sin far. Undervejs tog de ind i et hus, hvor der lå en død mand. Hardgreip ristede runer i en spån og bad Hading lægge spånen under den dødes tunge; så ville han lære sin skæbne at kende. Hading gjorde, som hun sagde, og den døde mand rejste sig og sagde: "Hvem drager mig op i dagen mod min vilje? En ulykke kommer over den, som voldte min unyttige gang op ad Helvejen, men du Hading skal komme frelst igennem."Vilhelm Grønbech: Nordiske myter og sagn 1. afsnit thumb|Vølven Groa, opvakt fra de døde af sin søn Svipdag, fremfører tryllesange for at beskytte sønnen. Mere blev der ikke sagt, men næste nat blev Hardgreip dræbt af andre jætter, mens Hading klarede sig og senere dræbte sin fars drabsmand Svipdag.Vilhelm Grønbech: Nordiske myter og sagn 3. afsnit
Groa-galderet Svipdag var selv en nekromantiker. Groa-galderet i Den ældre Edda beretter om hans påkaldelse af sin døde mor, Groa, med bøn om hjælp mod sin onde stedmor, der tvang ham til at prøve at befri den fangne Menglød. Digtet er en opremsning af de galdere - tryllesange - hans genopvækkede mor benyttede for at beskytte sin søn mod farerne undervejs.Grógaldr (Grógaldr) – heimskringla.no
Skjoldmøen Hild og Hjadningekampen Både Saxo og Snorre fortæller om hjadningerne, men emnet er ældre. I 800-tallet kvad Brage den gamle om det. Brage Boddason: Ragnarsdråpa Det har også givet ophav til kenninger fra 900-tallet, hvor "kamp" blev kaldet "Hognes uvejr", mens et skjold kunne kaldes "Hedins armes røde måne".Fredrik Paasche: Landet med de mørke skibe (s. 172), forlaget Aschehoug, Oslo 1977,