Slaget ved Poitiers 10. oktober 732 (Slaget ved Tours og på arabisk: بلاط الشهداء (Balâṭ al-Shuhadâ’) Martyrernes vej for troenHenry Coppée skriver, "Det samme navn blev givet til slaget Toulouse [Poitiers] og til mange andre slag hvor muslimerne blev besejret: de var altid troens martyrer" (Coppée, 1881/2002, s. 13.) blev udkæmpet mellem byerne Tours og Poitiers et stedSchoenfeld, 2001, s. 366.) i det mellemste Frankrig Slaget stod mellem frankiske og burgundiskeBachrach, 2001, s. 276.Fouracre, 2002, s. 87 som citerer Vita Eucherii, ed. W. Levison, Monumenta Germaniæ Historica, Scriptores Rerum Merovingicarum VII, s. 46–53, kap. 8, s. 49–50; Gesta Episcoporum Autissiodorensium, uddrag ed. G. Waitz, Monumenta Germaniae Historica, Scriptores XIII, s. 394–400, kap. 27, s. 394. styrker under Austrasiens rigshovmester Karl Martell og en massiv ummayyadisk muslimsk invasionshær under emiren af al-Andalus, Abdul Rahman Al Ghafiqi (‘Abd-al-Raḥmān al-Ghāfiqī). Ved slaget besejrede de kristne den islamiske hær, og emir Abdul Rahman blev dræbt. Samtidige krønikeskrivere opfattede sejren som en guddommelig dom og gav Karl tilnavnet Martellus ("Hammeren"), måske med Judas Makkabæeren i tankerne ("Hammeren" fra det Makkabæiske oprør)Riche, 1993, s. 44.Hanson, 2001, s. 143.
Slaget standsede islams fremrykning fra den Den Iberiske Halvø mod nord i Vesteuropa. Mange historikere som Edward Gibbon regner slaget for et vendepunkt i verdenshistorien, da det markerede afslutningen på den islamiske ekspansion i Vesteuropa,Hanson, 2001, s. 166."Der blev ikke nogle efterfølgende muslimske invasioner af frankisk territorier, og Karls sejr har ofte været anset som afgørende for verdenshistorien, eftersom det beskyttede Vesteuropa mod muslimske erobringer og islamisering" – wwwa.britannica.com og bevarede kristendommen som den dominerende trosretning i Europa, hvor islam erobrede resterne af de romerske og persiske riger. Den tyske historiker Leopold von Ranke bemærkede, at "Poitiers var et vendepunkt i en af verdenshistoriens vigtigste epoker",Ranke, Leopold Von. "History of the Reformation," vol. 1, 5 mens Gibbon endda så Karl Martell som kristendommens frelser. Samtidigt så han kimen til det karolingiske rige og det næste århundredes frankiske dominans i Europa grundlagt med sejren. "Opbyggelsen af frankisk magt i Vesteuropa formede kontinentets skæbne og Slaget ved Tours underbyggede denne magt."Davis, 1999, s. 106.
Sted Til trods for slagets vigtighed er valpladsens placering ukendt. Samtidige vestlige og muslimske kilder enes om detaljer, mens der er uoverensstemmelse om andet. De fleste historikere antager, at de to hære mødtes, hvor floderne Clain og Vienne mødes mellem Tours og Poitiers.
Baggrund Slaget stod efter tyve års muslimske erobringer i Europa. De begyndte med invasionen af det vestgotiske, kristne kongedømme på Den Iberiske Halvø i 711 og gik videre ind i de frankiske, tidligere romerske territorier i Gallien. Muslimske felttog var nået ind i Akvitanien og Burgund og til et større slag ved Bordeaux og et plyndringstogt mod Autun.
Parterne Det frankiske rige var den førende militære magt i Vesteuropa. Det bestod af størstedelen af Tyskland og Nederlandene og dele af det nuværende Frankrig: (Austrasien, Neustrien og Burgund). Frankerriget var begyndt at fremstå som den egentlige arvtager til det Vestromerske rige, mens det kæmpede om overherredømme mod horder af germansktalende stammer langs grænserne som de vilde saksere. Der var også interne stridigheder med fyrst Odo den store af Akvitanien.
De frankiske styrker under Karl Martell bestod hovedsageligt af tungt infanteri og udgjorde mellem 15.000 og 75.000 mand, sandsynligvis nærmest det mindste tal. Karl Martell havde forberedt sig på dette slag i et årti og utrætteligt hærdet sit infanteri til at stå fast mod muslimernes frygtede tunge kavaleri. Frankerne havde ikke stigbøjler, og kunne ikke modstå tungt kavaleri. I stedet trænede Karl sit infanteri året rundt i at kæmpe i den antikke græske formation falanksen, hvormed et disciplineret og tætpakket infanteri kunne modstå tungt kavaleri. Da muslimerne mødte Karl Martell i 732, var hans infanteri allerede en styrke af erfarne veteraner, hvoraf nogle havde fulgt ham helt tilbage fra 717. Historikeren Paul K. Davis skriver, at kernen i Martells hær var professionelt infanteri, som både var særdeles motiveret og disciplineret efter at have fulgt Martell i talrige kampagner over det meste Europa. Derudover brugte Martell lokale militsenheder til at udspejde og genere fjenden.Davis, Paul K. (1999) s. 105
thumb|C. 720. Kort over den islamiske ekspansion fra mellemøsten til den iberiske halvø (helt til Narbonne) Invasionen af Hispania og derpå Gallien blev udført af Det umayyadiske islamiske kalifat, der hidtil var den førende militærmagt. Ummayyaderne havde allerede erobret store dele af Nordafrika og Persien, hvorved de herskede over et imperium, der bestod af mange forskellige folkeslag, og som strakte sig fra den iberiske halvø i vest til Pakistan i øst. Styrker ledet af Tariq ibn-Ziyad krydsede Gibraltar og oprettede et islamisk styre på den iberiske halvø, samtidig med at andre muslimske styrker førte krig i Pakistan 6.500 km mod øst. Før ummayaderne mødte frankerne, havde de allerede besejret tidens to mægtigste militærmagter: Sassaniderne, som blev fuldstændigt absorberet og det byzantinske rige, som måtte afstå Syrien, Armenien og Nordafrika. kejser Leo formåede dog at forsvare Anatolien ved Slaget ved Akroinon i 739 under ummayyadernes sidste felttog.Eggenberger, 1985, s. 3.
De muslimske styrker under Abdul Rahman Al Ghafiqi bestod mest af berberisk let kavaleri, mens resten var tungt arabisk kavaleri. Styrken bestod af mellem 60.000 og 200.000 ryttere, sandsynligvis nærmest det laveste antal. Op til slaget var den muslimske styrke opdelt i mindre strejfgrupper, som skulle plyndre forskellige rige og vigtige frankiske centre. Hele den muslimske hær var ifølge arabiske beretninger samlet før slaget. Seks dage inden slaget tilkaldte Abdul Rahman alle dem, som var på plyndringstogter. Begge hære var altså på fuld styrke på den syvende dag, hvor slaget begyndte.
Styrkeforhold Det virkelige antal af tropperne kendes ikke. Alle samtidige kilder beretter, at de muslimske styrker talmæssigt var de kristne betydeligt overlegne, men det er uvist i hvilken grad. Ud fra senere arabiske kilder skønner den engelske historiker Creasy, at den muslimske styrke var på mindst 80.000 mand. Paul K. Davis vurderer de muslimske styrker til 80.000 og frankernes til 30.000,Davis, Paul K. 100 Decisive Battles: From Ancient Times to the Present men noterer, at andre moderne historikere bedømmer ummayyadernes styrke til at være mellem 20.000 og 80.000.Davis, p. 105. Historikeren Edward J. Schoenfeld noterer blot, at "vurderinger om at muslimerne havde over 50.000 soldater og frankerne endnu flere, er logistisk umulige" idet han bestrider ældre tal på mellem 60 og 400.000 muslimer og 75.000 frankere. En anden moderne militærhistoriker, Victor Davis Hanson, mener, at hærene var på omtrent 30.000 mand hver.Hanson, Victor Davis. Culture and Carnage: Landmark Battles in the Rise of Western Power Moderne historikere kan være tættere på det rigtige tal end de middelalderlige kilder, fordi det moderne skøn baserer sig på vurderinger af, hvor mange mænd og dyr det logistisk var muligt at føde. Både Davis og Hanson understreger, at begge hære var nødsaget til at klare sig med det, de kunne opdrive fra det omkringliggende land, da de ikke havde forsyninger til et langtrukket felttog.
Tab Tabene er ukendte. Middelalderlige lærde mente, at Martells tab lå på omkring 1.500 mand, mens muslimerne skulle have lidt tab på op til 375.000 mand. Disse tal er sandsynligvis upålidelige, ikke mindst i betragtning af, at Liber Pontificalis (Pavernes Bog) angav nøjagtigt de samme tabstal ved Odos tidligere sejr i Slaget ved Toulouse (721). Allerede Benediktinermunken Paulus Diaconus bemærker i Langobardernes historie fra omkring 785, at disse tabstal fra Liber pontificalis også blev benyttet i forbindelse med Odos sejr ved Toulouse omend han fejlagtigt hævdede, at Martell kæmpede sammen med Odo. Senere kilder formentlig "influeret af Fredegars krøniker tilskrev udelukkende de samme saracenske tabstal til Martell og Slaget ved Poitiers."Fouracre, 2000, s. 85 efter citat af U. Nonn: "Das Bild Karl Martells in Mittelalterliche Quellen", in Jarnut, Nonn and Richeter (udg.), Karl Martel in Seiner Zeit, s. 9–21, og s. 11–12. Vita Pardulfi fra midten af det 8. århundrede bemærker, at Abdul Rahmans styrker efter slaget hærgede og plyndrede sig vej gennem Limousin på vejen tilbage til Al-Andalus. Det antyder, at de ikke blev tilintetgjort i samme omfang som forestillet i Fortsættelsen af Fredegars krøniker.Fouracre, 2000, s. 88.
Optakt right|thumb|300px|Den formodede slagmark mellem Poitiers og Tours er markeret med rødt. Septimanien er området, der strækker sig langs Middelhavskysten fra grænsen til Spanien til Arles i nord (markeret i grønt), og Aquitanien er området i Sydvestfrankrig fra Spanien op langs Atlanterhavskysten (markeret i brunt).
De muslimske maurere under Andalusiens hersker og general Al-Samh ibn Malik havde i kølvandet på erobringen af den Iberiske halvø kastet deres øjne på Septimania, som lå nord for Pyrenæerne, og som de forholdsvis ubesværet fik løbet over ende omkring 719. Hvorefter de opslog hovedkvarter i havnebyen Narbonne, som de kaldte for ”Arbūna” og gav byens hovedsagelig ariansk kristne indbyggere milde betingelser. Fra Narbonne udbredte maurerne deres magt og undertvang byerne Alet, Béziers, Agde, Lodève, Maguelonne og Nîmes, som stadig var kontrolleret af deres vestgotiske hertugerSaudi-Arabiens historiske område i Aramco,
Det muslimske indtog i Aquitaine blev stoppet, da muslimerne led et stort nederlag ved Toulouse i 721, hvor Odo overraskede Al-Samh ibn Maliks styrker og dræbte Al-Samh ibn Malik. Men det satte ikke en stopper for de arabiske plyndringstogter, som med udgangspunkt i en sikker base i Narbonne i 720’erne slog til i nordøstlig retning, og i 725 nåede de så langt som byen Autun i Burgund.
Efter trusler både i syd (arabere) og nord (frankerne), allierede Odo sig i 730 med Uthman ibn Naissa, af frankerne også kaldt ”Munuza”, som var den berberiske emir i det senere Catalonien. For at besegle alliancen fik Uthman Odos datter Lampade til ægte, og arabernes plyndringstogter over Pyrenæerne, Odos sydlige grænse, stoppede.
Men året efter gjorde Uthman oprør mod guvernøren af al-Andalus, Abdul Rahman. Rahmna knuste hurtigt oprøret og vendte sin opmærksomhed mod oprørenes tidligere allierede: Odo. Rahmna havde samlet en kæmpe styrke af arabisk tungt kavaleri, berbisk let kavaleri og andre fra imperiets vidtstrakte provinser i et forsøg på at erobre Europa nord for Pyrenæerne. Ifølge en ubekendt araber, "Gik hæren gennem alle steder som en ødelæggende storm". Hertug Odo samlede sin hær ved Bordeaux, men blev besejret ved floden Garonne og Bordeaux blev plyndret. Nedslagtningen af kristne ved Garonne var grusom. Isidorus Pacensis skriver: "solus Deus numerum morientium vel pereuntium recognoscat" ("Gud alene ved antallet af døde, ja dræbte"). De muslimske ryttere lagde så den del af Gallien øde. Deres egne beretninger fortæller, at "Trofaste trængte gennem bjergene, trampede over ujævn og jævn grund, plyndrede så langt ind i landet som til frankerne og slog alle med sværd så meget, at da Odo kom til kamp med dem ved floden Garonne, flygtede han”. Og efter at have ødelagt Odos styrker, plyndret og lagt syden øde, vendte de muslimske hære sig mod nord, hvor de forfulgte den flygtende Odo, mens de plyndrede og ødelagde alt på deres vej.
Odos appel til frankerne