Oberstløjtnant George Armstrong Custer (5. december 1839 – 25. juni 1876) var en amerikansk kavaleriofficer, bedst kendt for sit nederlag i slaget ved Little BighornDippie, Brian W.: George A. Custer. Kapitel i Hutton, Paul Andrew (Ed.): Soldiers West. Biographies from the Military Frontier. Lincoln and London. 1987. til lakotaer og nordlige cheyenner anført af høvdingen Sitting Bull og strategen Crazy Horse, der havde invaderet de fjendtlige crow indianeres reservat i Montana,Bauerle, Phenocia, Cindy Bell, Luelle Brien, Carrie McCleary, Timothy McCleary and Hubert B. Two Leggins: The Apsáalooke (Crow Indians) of Montana. A Tribal Histories Teacher’s Guide. Crow Agency, 2010. som Custer og hæren samarbejdede med.
Udødeliggjort via statuer,Equestrian Statue of George Armstrong Custer. Unveiling Ceremonies, Monrou, Michigan, June 4. 1910. over 967 forskellige illustrationer af ham, amerikanske byer og counties opkaldt efter ham samt mindst én National Forest,Schwartz, Warren E.: The Last Contrary. The Story of Wesley Whiteman (Black Bear). Sioux Falls, 1988. film – beundrende som nedgørende – og genstand for mange bøger. Skrev ”My Life on the Plains, or, Personal Experiences with Indians” som en artikelserie trykt i ”Galaxy Magazine”Dellenbaugh, Frederick S.: George Armstrong Custer. New York. 1917. og siden samlet til en bog.Custer, George Armstrong: My Life on the Plains, or, Personal Experiences with Indians. New York. 1874. Deltog i borgerkrigen på unionens side. Allerede i live en kontroversel person, beundret af nogle og ringeagtet af andre, også indenfor militæret. Var med i indianerkrigene mod nogle få og ganske bestemte stammer, mens han sikrede sig loyal støtte fra andre oprindelige amerikanere. Af National Congress of American Indians lagt for had som 1800-tallets Adolf Eichmann; men respekteret som en sympatisk indstillet allieret af hans arikara spejdere, hvis efterkommere stadig synger ”Custer Song” til minde om ham efter at have sunget æressange for stammens afdøde veteraner.
Familieliv og karrierevalg Født i New Rumley, Ohio, som søn af Maria og Emmanuel Custer, der hver havde tre børn fra tidligere ægteskaber. Fire yngre søskende.Whittaker, Frederick: A Complete Life of George Armstrong Custer. New York. 1876. West Point elev fra juni 1857 til juni 1861 efter at have opgivet et kedeligt job som skolelærer i Hopedale, Ohio, efter et års tid. Fik anmærkninger om forsømmelighed og lå i den tunge ende af sin klasse, men bestod.
Gift med Elizabeth B. Bacon (1842 – 4. april 1933)Leckie, Shirley A.: ”Custer’s Luck Runs Out.” Montana, the Magazine of Western History. Vol. 43, No. 3 (Summer 1993). Pp. 30-41. i Monroe, Michigan, den 9. februar 1864. Hun fulgte sin mand, hvor han gjorde tjeneste. Under Custers ekspeditioner på prærien skrev de breve til hinanden, som Custer gerne underskrev med sit kælenavn Autie (for Armstrong). Ved hjælp af hustruens erindringsbøger om ham og hans soldaterliv som bl.a. ”Boots and Saddles, or, Life in Dakota with General Custer”Elisabeth B. Custer: Boots and Saddles, or, Life in Dakota with General Custer. New York. 1885. og ”Tenting on the Plains or General Custer in Kansas and Texas”Custer, Elisabeth B.: Tenting on the Plains or General Custer in Kansas and Texas. New York. 1895. trivedes myten om Custer efter hans død.
Custer i den amerikanske borgerkrig Han blev som 24-årig udnævnt til midlertidig (Brevet) general. Under den amerikanske borgerkrig udmærkede han sig ved en række dristige, men altid succesfulde kavaleriangreb, som gjorde ham til lidt af et idol hjemme i nordstaterne, hvor man kunne læse om hans bedrifter i aviserne. Han spillede desuden en stor rolle i krigens sidste dage, da hans tropper var med til at afskære sydstatshærens flugtrute.
Enten bevilget eller sendt på orlov fra den regulære hær i april 1865. Med borgerkrigen bragt til ende opløste hæren de frivillige regimenter og reorganiserede hæren i tråd med retningslinjerne i den nye ”Act to increase and fix the Military Peace Establishment of the United States” (kort kaldt ”Act of 1866”).Dunlay, Thomas W.: Wolves for the Blue Soldiers. Indian Scouts and Auxiliaries with the United States Army, 1860-90. Lincoln and London. 1980. I marts 1866 blev Custer hjemsendt fra Texas efter at have været generalmajor for en gruppe frivillige borgerkrigssoldater.
Præsident Andrew Johnsons personlige livvagt i en kort periode i 1866. Afslog en rang som oberst i det 9. kavaleriregiment med sorte ryttere.
På den sydlige prærie, 1866-1872 1866-1867
En følge af ”Act of 1866” var oprettelsen af det 7. kavaleriregiment samme år. Custer fik rang af oberstløjtnant den 28. juliHowe, George Frederick: “Expedition to the Yellowstone River in 1873: Letters of a Young Cavalry Officer.” The Mississippi Valley Historical Review. Vol. 39, No. 3 (Dec. 1952). Pp. 519-534 af præsident Johnson. Regimentet holdt først til i Fort Riley, Kansas, og fra 1867 til 1870 i Fort Hayes i samme delstat.Soldier and Brave. Introduction by Ray Allen Billington. The National Survey of Historic Sites and Buildings. Vol. XII. New York, Evanston and London. 1963.
Deltog med 11 kavalerikompagnier i generalmajor Winfield Scott Hancocks ekspedition i april 1867 mod bl.a. sydlige cheyenner i Kansas,Afton, Jean and David Fridtjof Halaas, Andrew E. Masich with Richard N. Ellis: Cheyenne Dog Soldiers. A Ledgerbook History of Coups and Combat. Hong Kong, 1997. der nok på lidt løst grundlag var anklaget for flere drab og tyverier i 1866. Resultatet af ekspeditionen var Hancocks ildspåsættelse af en over 200 tipier stor,Hyde, George E.: Life of George Bent. Written From His Letters. Norman, 1987. men praktisk talt rømmet cheyenne - og lakota lejr ved Pawnee Fork. Episoden afstedkom mere end 50 sammenstød mellem oprørte stammefolk og dels soldater, dels civile hvide, gennem sommeren og efteråret 1867.
Custer holdt et møde med bl.a. oglala lakota høvding Pawnee Killer ved Fort McPherson engang efter Hancocks ekspedition. Den 24. juni blev hans vogntog angrebet af cheyenne Dog Soldiers og lakotaer under netop Pawnee Killer ved Republican River. Ingen led tab, og krigerne red væk efter en ny samtale mellem Custer og høvdingen. Nogle dage senere fandt Custers delaware spejdere ligene af en gruppe ordonanser og lakota spejderen Red Bead, alle dræbt og lemlæstet af Dog Soldiers og lakotaer under Pawnee Killer.
Stillet for en krigsret i 1867 for at have tilladt en officer at skyde en desertør (i hævdet selvforsvar) og måske mest for engang at have forladt sin post uden lov for at besøge sin kone i Fort Riley. Fundet skyldig og den 11. oktober frataget rang og løn i et år. Hans støtter betragtede dommen som politisk/personlig motiveret.
!868 Kaldt tilbage i tjeneste mod sydlige cheyenner og – arapahoer af generalmajor Philip H. Sheridan i september 1868. Baggrunden var bl.a. brud på og uenighed om teksten i Medicine Lodge Treaty indgået den 28. oktober 1867, der afstedkom små episoder, der tog til i alvor og antal i 1868. Custer indførte et nyt system i sit kavaleriregiment, så de forskellige kompagnier red på heste i hver deres farve, hvorved han kunne skelne dem fra hinanden. Den 26. november fulgte Custers kavaleri et spor i sneen efter en bereden og formodet krigsgruppe, stammen ukendt. Ledt frem af hærens osage spejdere angreb kavaleriet en uidentificeret lejr ved Washita River, Oklahoma, den næste morgen. Lejren var cheyenne høvding Black Kettles, og den lå 150 kilometer nord for Fort Cobb.Hoig, Stan: The Battle of The Washita. The Sheridan – Custer Indian Campaign of 1867-69. Lincoln. 1979. En sikkerhedszone omkring fortet, der var etableret for venligsindede indianere, så hæren ikke angreb dem ude på prærien ved en fejl, omfattede ikke umiddelbart cheyenner, uagtet Black Kettle hævede at arbejde for fred.Nye, W.S.: Carbine and Lance. The Story of Old Fort Sill. Norman and London. 1988. Lejrens tabstal opgøres forskelligt fra 11 mænd – inklusive Black Kettle - , 12 kvinder og seks børn til 103 dræbte krigere. En kvinde i lejren blev skudt efter at have dræbt en tilfangetaget lille, hvid dreng, der muligvis var hendes egen lyshudede søn, som hun frygtede ville falde i hænderne på hæren. En hvid, kvindelig fange siges at have lidt samme skæbne som drengen. Hæren tog 53 kvinder og børn til fange. Kavaleriets tab var fire under angrebet på lejren og 17 mænd i en afskåret gruppe.Record of Engagements with Hostile Indians within the Military Division of the Missouri, from 1868 to 1882, Lieutenant General P. H. Sheridan, Commanding. Chicago. 1882. Lejren brændt efter at Custer havde sikret sig en tipi som trofæ. Op mod 800 ustyrlige heste skudt. Major Frederick W. Benteen skrev ætsende om Custers lyst til selv skødesløst at skyde både hunde og heste, til trods for at soldater på den anden side af hesteflokken risikerede at blive ramt. Efter at have indtaget lejren så Custer sig omringet og beskudt af arapahoer, kiowaer og comancher fra uopdagede lejre længere væk. Custer begyndte en march op mod lejrene for at fingere et forestående angreb på dem. Krigerne red væk for at advare deres familier, hvorpå Custer gjorde en hastig retræte.
Den 17. december arresterede Custer kiowa høvdingene Lone Wolf og Satanta og bragte dem til Fort Cobb. Han truede med at hænge dem, hvis deres lejre, regnet for fjendtligsindede, ikke ankom til fortet indenfor en given tidsfrist. De kom.
1869 I marts 1869 førte hærens osage spejdere det 7. kavaleriregiment og et regiment Kansas Volunteers frem til 260 sydlige cheyenne tipier ved Sweetwater Creek, Texas. Custer afstod fra et lyn-angreb, da cheyennerne så nok ville dræbe en hvid kvinde og en hvid pige, de holdt fanget. Han arrangerede et møde og sammen med oberst Cook red han ind i lejren for at tale med høvdingene.Stands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln and London, 1972. Custer røg pibe med pilevogteren Rock Forehead (kaldt Medicine Arrow af Custer) inde i dennes tipi med det hellige mahuts bundt. Rock Forehead anviste personligt Custer en lejrplads til hans ca. 1.500 soldater omkring en kilometer fra cheyennernes lejr. Under et cheyenne besøg i soldaterlejren samme dag mistænkte hæren, at tipilejren ville drage væk i skjul af besøget. Custer tog tre ældre mænd som gidsler som garanti for 1) cheyennernes frigivelse af de to fanger og 2) et løfte fra dem om at opgive al modstand og slå sig ned i et reservat. Efter flere dages stilstand kom pigen og kvinden ind i lejren. Cheyennerne lovede også at melde sig ved Camp Supply, Oklahoma, snarest muligt. Hæren drog tilbage til Camp Supply uden kamp og videre til Fort Hays med de tre gidsler. I løbet af foråret ankom cheyennerne til Camp Supply, og om sommeren førte hæren fangerne fra Black Kettles lejr sammen med dem. To af gidslerne blev dræbt i Fort Hays, da de fejlagtigt troede, de skulle henrettes og greb til knive.
Cheyennerne siger, at Rock Forehead hemmeligt kastede en forbandelse over Custer ved at tømme tobaksasken fra piben på hans støvlesnude; forbandelsen ville ramme ham og hans regiment, hvis han bedrog dem. Lejren havde været parat til at frigive de hvide fanger uden trusler fra Custer, hvis den havde fået tid nok. Ved at byde cheyenner velkomne i soldaterlejren ene og alene for at kunne tage gidsler havde Custer optrådt forræderisk. Drabene på de to gidsler regnes for en planlagt handling.
1869-1873 Tiden fra marts 1869 til det 7. kavaleriregiment blev splittet op i oktober 1870 gik med trivialiteter. Custer bad om at komme til Fort Hays, men han endte i en ubetydelig militærstation i Elizabethtown, Kentucky, i juni 1871. Ledsager og jagtguide for den russiske storfyrste Alexis Alexandrovich Romanov, søn af zar Alexander II, på en bisonjagt i Nebraska i januar 1872 sammen med bl.a. Buffalo Bill.Carlson, Peter: “Grand Duke Alexis Meets Buffalo Bill, Custer, Sherman and Chief Spotted Tail.” American History. June 2010. Pp. 16-17. Kaldt til North Dakota i 1873.
På den nordlige prærie, 1873-1876 1873