Frederik Paludan-Müller (født 7. februar 1809 i Kerteminde, død 28. december 1876) var en dansk digter. Han var fjerde søn af præsten Jens Paludan-Müller (1771-1845) - senere biskop i Aarhus fra 1830 til 1845 - og Marie B. Rosenstand-Goiske (1775–1820). Han var bror til historikeren Caspar Paludan-Müller (1805-1882) og præsten Jens Paludan-Müller (1813-1899).
Barndom Hans mor beskrives som en meget livlig og begavet kvinde, som også havde et vist digterisk talent. Hun var dog "nervøst anlagt", og allerede mens sønnen var lille, blev hendes tilstand så anspændt, at den udviklede sig til en egentlig sindssygdom. Det betød, at Frederik Paludan-Müller i sine barndomsår i høj grad voksede op blandt søskende og kammerater og levede, som han senere selv udtrykte det, lidt "for Lud og koldt Vand".
Alligevel bevarede han hele livet en varm kærlighed til Kerteminde og fortalte gerne anekdoter om byens særprægede personer. Mange af disse fandt vej ind i hans sidste store værk, Ivar Lykkes Historie.
Da faren i 1819 blev stiftsprovst i Odense, gik "Frits" på latinskolen dér og blev student i 1828, hvorefter han rejste til København for at studere.
Han begyndte meget tidligt at skrive digte og må allerede i skoletiden have skrevet en hel del.
Frederik Paludan-Müller blev ofte kaldt "Frits" af sine nærmeste.
Ungdom og uddannelse
Blandt studenterne fra 1828 blev han ikke regnet til at være blandt “de fire store poeter”,I, 250 i artiklen om H.C. Andersen: "...Det var «de 4 store og de 12 smaa Poeters» Artiumsaar. Andersen regnedes til de førstnævnte (sammen med A. L. Arnesen, F. J. Hansen og Hollard Nielsen); han havde givet sin Pegasus slappere Tøjler under Examenslæsningen og havde faaet et Par Digte ..." – De var vittigt inspireret af der fire store og 12 små profeter. De blev alle afbildet på et litografi. De fire store var H. C. Andersen, A. L. Arnesen, F. J. Hansen, J. M. G. Hollard Nielsen. De 12 små: Carl Bagger, Frederik Barfod, J. L. Bechman, P. D. Blicher, H. H. Bruun, C. H. Hellemannn, C. E. Høxbroe, F. L. Liebenberg, J. L. Møller, Frederik Paludan-Müller, Frederik Petit og M. J. Hammerich. – I, 353 :Anton Ludvig Arnesen, dramatisk forfatter, 1808–60. "... Han var en Søn af Inspektør i Stokhuset Hans A. (d. 1811) og Annette f. Dorscheus, blev født i Kjøbenhavn 28. Juni 1808 og dimitteredes 1828 fra Metropolitanskolen som en af det litterært berømte Rusaars 4 «store Poeter»; ..."–
VI, 614 Frantz Johannes Hansen, 1810–52, Digter, er Søn af Brygger, Kapitajn Jørgen H. og fødtes i Kjøbenhavn 4. Sept. 1810. "... I venlige, men lidet understøttende Forhold voxede han op og arbejdede sig frem ved Flid og Talent; han gjennemgik Metropolitanskolen og leverede allerede da en stor Mængde Bidrag i Vers og Prosa til det af hans Fader redigerede Borgerblad «Patrouillen». I 1828 blev han Student og regnedes da sammen med Arnesen, Hollard Nielsen og H. C. Andersen til Aarets «4 store Poeter», medens Fr. Paludan-Müller maatte nøjes med Pladsen blandt «de 12 smaa». Han var en Søn af Inspektør i Stokhuset Hans A. (d. 1811) og Annette f. Dorscheus, blev født i København 28. Juni 1808 og dimitteredes 1828 fra Metropolitanskolen som en af det litterært berømte Rusaars 4 «store Poeter»; ..." –
XII, 248 : "... Johan Moses Hollard Nielsen, 1804–70, Litterat, var Søn af Lærer Hans Chr. N. og Johanne f. Knudsen og fødtes i Odense 3. Sept. 1802 (efter Odense St. Hans Kirkebog). 1824 dimitteredes han med Udmærkelse fra Skaarup Seminarium. Han havde allerede da udgivet flere Digtsamlinger, og Fyns Gouvernør Prins Christian lod ham studere; han blev sat i Nyborg lærde Skole, hvorfra han ogsaa udsendte Digte; da han i 1828 havde taget Examen artium, nød han den Ære at blive regnet blandt dette Aars «4 store Poeter». ..." kun til “de tolv små”Om «de 12 smaa» poeter: "De 12 små p(r)o(f)eter var russer fra 1828, med en poetisk åre. De opremses i H C Andersens Samlede Skrifter I på side 82. [...] Både de fire store i midten og de 12 små poeter i krans omkring ses afbildet omkr. 1828." (CASE) – Se desuden opregning i note 1. Dengang skrev næsten alle studenter digte, og blandt de unge var det svært at skelne mellem dem, der virkelig havde et kald, og dem der ikke havde. "De fire store poeter" fra 1828 var , J.M. Hollard Nielsen, F.J. Hansen og H.C. Andersen.
Faren sørgede for, at han fik et "brødstudium" - en uddannelse han ville kune leve af - og derfor læste han jura. Han tog juridisk embedseksamen i 1835, men kom aldrig til at bruge den til noget i praksis.
Et selskabsegnet 'verdensbarn' Han var efter alt at dømme usædvanligt idealistisk af natur, men det udelukkede ikke, at han i sin ungdom i høj grad var det, man dengang kaldte et verdensbarn. Med sin slanke, ungdommelige skikkelse, sine fine og harmoniske ansigtstræk, de mørkeblå, intense øjne og det lysebrune, krøllede hår gjorde han indtryk på sine omgivelser og havde let ved at tiltrække opmærksomhed fra kvinderne. Samtidig fornemmede mange, at der gemte sig noget særligt i ham, mere end hos de fleste andre unge. Hans livlige temperament og sprudlende humor gjorde ham til midtpunkt i selskabslivet, hvor han ofte var den, der skabte stemningen.
Kåd ungdom I denne periode var han efter sigende både en sværmerisk romantiker - en "Cherubino d'Amore" og noget af en "kåd galning", som uden større hensyn kunne finde på at gøre ting, der lå på grænsen af, hvad man dengang anså for passende.
Under et ferieophold hos sin far i bispegården i Aarhus morede han sig ved et klubbal med at gøre voldsom kur til en ung købmandskone, som især havde fanget hans opmærksomhed på grund af en stærkt rød kjole. Han morede sig ikke mindst over at gøre hendes mand "som lignede en Bulbider" rasende jaloux.
Den gamle biskop havde allerede tidligere modtaget skriftlige opfordringer til at holde sin søn i strammere tøjler, men det var, som man kan forestille sig, lettere sagt end gjort. Selv når han var mest løssluppen, havde hans væsen dog altid et strejf af aristokratisk elegance.
Kærlighedsliv Allerede i sine første år som student blev han tæt knyttet til en kreds af kvindelige slægtninge, døtre af professor Caspar Abraham Borch i Sorø. II, 501 ) Professor Caspar Abraham Borch, 1746–1805, født i Sundals præstegård i Throndhjems stift, hvor hans fader, Peder Borch, var præst Til den ene af dem, Andrea, som var mere end tyve år ældre end ham og gift med den norske naturforsker ,VII, 71 Den norske naturforsker Christopher Hansteen, 1784–1873, fysiker, født i Christiania, hvor hans fader, Johannes Matthias Hansteen, gift med Anna Cathrine f. Treschow, var konsumtionsinspektør. – Christopher Hansteen på norsk Wiki: ... var en norsk astronom. Han var professor i astronomi og anvendt matematik ved Universitetet i Christiania 1816–1861. Hansteen var en central person i norsk og international videnskab i 1800-tallet. ... fik han et nært og næsten andægtigt venskab. Over for hende betroede han sig åbent og fortalte uden omsvøb om sine ungdommelige udskejelser.
De bevarede breve viser, at han fra egen erfaring kendte de fristelser, han senere skildrede i Adam Homos ungdomsliv - det, han selv sammenfattede som “Piger, Vin og Kortenspil”.
Kvaler efter udskejelserne I sine breve skriver han med stor oprigtighed om den anger og de åndelige kvaler, der fulgte efter hans udskejelser. Samtidig ærgrer han sig over, at han;"kan være lystig, fornøjet, spøge og spase, gøre Kommers og bære sig, som han ikke vidste, hvor han skulle anbringe de tusend Løjer og Indfald, som for andres Øjne sidde en på Læberne og i Blikket, ja lyve allerstærkest, når Sandheden gærne styrtede frem i tusende Taarer".På denne tid læste og beundrede han også Heinrich Heine. Engang sendte han fru Hansteen Reisebilder af Heine med håbet om, at hun ville more sig over bogen. Samtidig bemærkede han spøgefuldt, at den fromme Charite - fru Hansteens yngre søster og senere hans hustru - sikkert ville; "korse sig nogle Gange over dem; men i Grunden tror jeg, at det er en meget gudfrygtig Bog".
Voksenliv
Forfatterskabets begyndelse Allerede mens han var student, havde han fået et godt ry som digter og nød betydelig anerkendelse. Han debuterede i 1831 med det større lyriske digt Raab til Polen, der flammer af ungdommelig begejstring og samtidig viser en overraskende sikker form for en så ung forfatter.
Året efter udgav han Fire Romancer,"... Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse – grundlagt i 1759 – havde udsat en pris for de fire bedste romancer med emner af dansk historie, og Holst konkurrerede med de af Adam Oehlenschläger mærkbart påvirkede romancer "Svend Tveskjæg", "Aslaug", "Kong Skjold" og "Kong Valdemars Stævne". Prisen tilkendtes ingen, men Holst fik ligesom Paludan-Müller "Hæderlig Omtale ...", se omtale i artiklen om Hans Peter Holst. som er mindre særprægede, samt skuespillet Kærlighed ved Hoffet. Det er det eneste af hans værker, der for alvor har haft et længere liv på scenen, selvom det aldrig blev noget stort publikumshit. Stykket er tydeligt inspireret af Shakespeares komedier og Carlo Gozzi, 1720–1806, var en italiensk teaterdigter, omtales her i forbindelse med Sophus Schandorph (1836–1901) maskespil.
I 1833 udkom det fortællende digt Danserinden, skrevet i ariostiske? , 1474–1533, italiensk digter stanzer.Stanzer, ottaverim, Den erotiske tragedie, som digtet skildrer, er i sig selv ret let og enkel og giver mere anledning til stemningsfulde billeder end til dyb karaktertegning. Til gengæld er værket rigt på poetiske indfald: refleksioner, lyriske passager og ironiske eller satiriske bemærkninger slynger sig gennem teksten som ranker i et tæt bevokset landskab.
Der er tydelig påvirkning fra Byrons Don Juan, men digtet fremstår alligevel meget selvstændigt og stærkt poetisk. Samtiden tog imod det med stor begejstring, og som Johan Ludvig Heiberg skrev; "alle vare enige om at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde existeret".
Amor og Psyche
Endnu større beundring vakte det lyrisk-mytologiske drama Amor og Psyche, som udkom i 1834. Især gjorde værket indtryk ved sin blændende sproglige virtuositet.
Motivet er hentet fra den antikke mytologi, og stilen i dette - og i hans senere mytologiske dramaer - er dog ikke præget af antikkens litteratur og kunst, men snarere af romantikkens moderne digtning og af den tids balletter.
Der er i Amor og Psyche meget, som er både poetisk, dybsindigt og oprigtigt følt, men samtidig også noget, der kan virke som ren metrisk kunstfærdighed uden større indhold. Ved siden af den meget begejstrede modtagelse lød der derfor også kritiske røster, især fra ældre digtere, som mente, at der var mere "klingklang end malm" i værket.
I et brev fra Adam Oehlenschläger findes et skarpt og vittigt angreb på Amor og Psyche, og det er kendt, at Poul Martin Møller var en streng kritiker af Paludan-Müllers tidlige poesi, som han formentlig regnede til den slags, der - som han udtrykte det; "som døver Folket med sit Lirespil"Til gengæld fandt Paludan-Müller både støtte og venskab hos Johan Ludvig Heiberg, som ikke blot havde blik for hans sjældne tekniske talent, men også for hans særlige og dybe egenart. I sine yngre år, indtil han blev gift, var Paludan-Müller en hyppig gæst i det heibergske hjem.
Også fra F.C. Sibberns og Christian MolbechsXI, 347 Historikeren og biblioteksmanden Christian Molbech (1783–1857) må ikke forveksles med sønnen Chr. K.F. Molbech, 1821–1888), digter og oversætter af Dantes Divina Commedia 1851–1863 og forfatter til bl.a. skuespillet Ambrosius (1877) og sangen "Roselil og hendes Moder". side fik han stor anerkendelse og blev beundret.
Kritik Det var dog snarere hans mere kritiske modstandere, der fik overtaget i offentligheden. I de fem-seks år, som fulgte efter hans tidlige ungdomsværker, udgav han ikke noget større arbejde, der for alvor styrkede hans ry, og interessen fra publikum begyndte at aftage.