Karl XI (født 24. november 1655, død 5. april 1697) var konge af Sverige fra 1660 til sin død. Han regerede også fra 1681 som hertug Karl I over Pfalz-Zweibrücken. Han var søn af Karl X Gustav og Hedvig Eleonora af Slesvig-Holsten-Gottorp og gift med Ulrika Eleonora af Danmark (1656–1693), datter af Frederik 3.. De havde blandt andre børnene Hedvig Sofia, Karl XII og Ulrika Eleonora.
Karl XI var med sin indgriben medvirkende til det danske nederlag ved Lund i 1676. Han indførte enevælden i 1680 og reducerede adelens indflydelse kraftigt. Adelens ressourcer blev anvendt til en kraftig udbygning af en civil og militær organisation under Karl XI's ledelse. Den svækkede adel gjorde, at bønderne igen blev en jordejende klasse.
Han er berygtet for at have beordret massakren 1678 i Ørkened sogn (svensk: Örkeneds socken), Skåne, hvor alle mænd mellem 15 og 60 år blev efterstræbt på livet og alle huse og gårde brændt ned.
Vægterperiode (1655–1671) thumb|venstre|left|Karl XI, 5 år gammel, udklædt som en romersk hærfører. Maleri (1660) af David Klöcker Ehrenstrahl thumb|left|Kostume og hesteudstyr båret af kong Karl XI ved hans kroningskarrusel "(Certamen Equestre)". Karl XI optrådte i romersk dragt som "æresridder". thumb|left|Charles XI's kroning den 28. september 1673, udødeliggjort i et kroningsmaleri af David Klöcker Ehrenstrahl. Karl XI, det eneste barn af Karl X Gustav og Hedvig Eleonora af Holstein-Gottorp, blev født den 24. november 1655 på slottet Tre Kronor og arvede Sveriges krone den 13. februar 1660. Da Karl XI blev født, havde faderen travlt med sin kampagne i Polen, og da nyheden om tronfølgerens fødsel nåede ham i hovedkvarteret i Elbing, beordrede den lykkelige far artilleriet til at skyde salver.Alf Åberg (1989) Kungliga barn i tid och rum. Red.: Marianne von Baumgarten- Lindberg, Agneta Lundström, Lena Rangström, Veronica Öhman. Berghs Förlag AB och Livrustkammaren. Til dåben den 9. december modtog hans mor en forgyldt dåbsvugge som en gave fra hendes forældre, hertug Frederik III af Holstein-Gottorp og Marie Elisabeth af Sachsen. Vuggen har siden fungeret som det svenske kongehus' ceremonielle dåbsvugge og blev sidst brugt ved prinsesse Estelles barnedåb i maj 2012.Karl XI's dopvagga . Kungahuset.se. Hentet 4. oktober 2019.Granlund, John; Munck, Anders; Sundell, Camilla. Prinsessan Estelle döptes i Slottskyrkan. Aftonbladet, 22. maj 2012. Hentet 4. oktober 2019.
Der var først juleaften 1659 at Karl mødte sin far for første gang, i forbindelse med at Riksdagen var indkaldt af kongen til at mødes i Göteborg 1660. Rigsdagen blev åbnet den 3. januar 1660, og dagen efter sad den lille kronprins på en stol ved siden af kongen, som holdt en lang tale om sine militære bedrifter. Godt en uge senere blev kongen syg, den 12. februar skrev han sit testamente og dagen efter døde han. Samme dag blev den fireårige Karl XI hyldet som konge og var ved den lejlighed iført et bluse i lilla guldbrokade. Blusen er bevaret i Livrustkammaren, hvor det er udstillet sammen med et skjold, som den unge konge modtog af dronning Kristina i forbindelse med sin fars begravelse, der fandt sted den 4. november samme år i Stockholm. Den nu næsten femårige konge blev skiftevis båret og ført i hånden bag sin fars kiste i det lange optog, der snoede sig fra slottet i regn og blæst, gennem Skeppsbron og Stora Nygatan til Riddarholmskirken.
Karl X Gustav havde i sit testamente udnævnt professor Emund Gripenhielm til sin søns lærer. Uddannelsen omfattede blandt andet latin, fransk og tysk. Kongen skulle også have viden om historie, statskundskab, geografi, astronomi, arkitektur og krigskunst. Formynderregeringen holdt nøje øje med, hvordan studierne gik og opdagede hurtigt, at kongen klarede sig dårligt på grund af sin ordblindhed. Kongen var genert, havde svært ved at læse og skrive, men var god til at lære ting udenad. Da den italienske forfatter og diplomat Lorenzo Magalotti besøgte Stockholm i 1674, beskrev han den unge Karl XI som "en mand, der er flov og bange for alting. Det ser ud til, at han ikke tør se nogen i ansigtet, og han bevæger sig som hvis han gik på glas". Magalotti beskrev ham endvidere som en godmodig mand "der kunne lide at spise og drikke og besad alle de gode egenskaber, som uvidenhed kan bringe". Andre egenskaber, som Megalotti anså for at kendetegne kongen, var hans dybe fromhed og hans dygtighed som fægter og rytter.
I 1671 fik kongen lov til at begynde at deltage i Riksrådets møder. Vægterregeringen blev ledet af enkedronning Hedvig Elonora. Andre medlemmer var Riksdrot Per Brahe, kansler Magnus Gabriel De la Gardie, nationalkasserer Herman Fleming og rigsmarskal og rigsadmiral Carl Gustaf Wrangel . Det er blevet sagt om denne regering, at den havde iøjnefaldende svagheder; den havde svært ved at ordne de dårlige statsfinanser. Fjärdepartsräfsten, som blev besluttet i 1655, blev gennemført uden engagement.
Den første regeringstid (1672–1674) Karl XI blev myndig i forbindelse med Rigsdagen i 1672 og kunne derefter tage tronen i besiddelse. Et spørgsmål, der vakte kontroverser i Riksdagen, var spørgsmålet om håndfæstningen, den forpligtigelse som kongen skulle aflægge ved sin tronbestigning. Adelsudvalget foreslog, at den kongelige erklæring skulle indeholde en garanti for adelens privilegier. Et andet spørgsmål var, om den kongelige forsikring ville beskytte Riksdagens medlemmer, hvis det efterfølgende skulle vise sig, at Riksdagens råd til kongen var dårligt. Adelsudvalget foreslog også, at regeringsgrundlaget fra 1634, der var Sveriges første regeringsgrundlag, udencdog at have karakter af en grundlov, blev ratificeret. I Riksdagen var der uenigheder med hensyn til, hvordan den kongelige erklæring skulle se ud, men til sidst besluttede man at foreslå kongen en beskyttelse mod falske anklager, beskyttelse af rigsdagens medlemmer og at regeringsgrundlaget skulle ratificeres. Det første punkt nægtede kongen at gå med til. I forbindelse med Riksdagen afleverede formynderregeringen en rapport om, hvordan den havde varetaget sit embede. To dage efter at han modtog dette, gav Karl XI formynderregeringen fuld ansvarsfrihed.
Tronbestigningen blev fejret den 18.–20. december 1672 og blev blandt andet fejret med en procession fra slottet Tre Kronor til Beridarebanan, hvor Karl XI deltog klædt ud som en romersk hærfører. Denne karrusel hed Certamen Equestre og blev udødeliggjort af David Klöcker Ehrenstrahl i hans panelværk af samme navn.David Klöcker Ehrenstrahl (1686) Certamen equestre cæteraque solemnia Holmiæ Suecorum Ao: MDCLXXII .M. Decbr: celebrata cum Carolus XI. omnium cum applausu aviti regni regimen capesseret. Holmiæ. Libris=2514791 (latin) I sommeren 1673 påbegyndte Karl XI sin Eriksgata, den rejse, som nyvalgte svenske konger tidligere skulle gennemføre gennem de forskellige provinser for at blive bekræftet af provinsernes lagmænd. Sidst på efteråret blev han livstruende syg af mæslinger og måtte aflyse den planlagte anden del af Eriksgatan.
Svensk sikkerhedspolitik havde i form ynderregeringens tid været præget af ambitionen om at forhindre Danmark i at blive medlem af enhver stormagtskoalition, der kunne true Sverige. Hovedtruslen var, mente man, at Danmark ville slå sig sammen med Frankrig. Dette kunne give Danmark mulighed for at generobre sine østlige dele, men også true suveræniteten for Holstein-Gottorp, Sveriges allierede, et område Sverige havde lovet at forsvare. En anden trussel var Holland, som havde en fuldstændig dominerende stilling for så vidt angår handelen i Østersøen.
Sverige var sammen med Frankrig og den hellige romerske kejser garant for den Westfalske Fred. For at blokere for mulige franske ekspansionsplaner indgik Sverige en trippelalliance med England og Holland i 1668. Inden for Riksdagen var der forskellige meninger om, hvordan svensk udenrigspolitik skulle udformes. De la Gardie ønskede tættere bånd til Frankrig, mens Johan Göransson Gyllenstierna gik ind for tættere bånd til England, Holland og den tyske kejser. Da den engelske konge Karl II gennem Dover-traktaten i 1670 overraskende blev allieret med Frankrig, blev denne sidste mulighed blev forspildt.
I 1672 dannede Frankrig og Sverige en alliance. Frankrig lovede at betale Sverige 400.000 riksdaler årligt i fredstid og 600.000 om året i krig. Sverige påtog sig at holde fred i det tyske rige og at holde de tyske stater ude af en krig mellem Frankrig og dets modstandere Holland og Spanien. Det sidste ville blive arrangeret ved, at Sverige oprettede en hær på 16.000 mand i Tyskland. Fra et svensk synspunkt var motivet, at man ikke ønskede, at det franske tilbud skulle til Danmark i stedet. En militær oprustning blev anset for nødvendig i det nordlige Tyskland for at forsvare de svenske provinser.
Skånske Krig (1675–1679) Tabene i Tyskland og til søs I 1672 var den fransk-hollandske krig begyndt. I april 1674 tilbød den franske ambassadør i Stockholm at øge de årlige tilskud til Sverige med et betydeligt beløb i bytte for, at de svenske tropper i Pommern steg til 22 000 mand. Dette tilbud blev accepteret af Riksdagen, og kongen og Sverige begyndte at sende tropper til Pommern. Sverige havde stort behov for tilskuddene fra Frankrig, men derfra blev det nu meddelt, at pengene først ville blive udbetalt, når de svenske tropper var kommet ind i Brandenburg. Chefen for de svenske tropper i Pommern var Carl Gustaf Wrangel og i december 1674 gik tropperne ind på Brandenburgs område. Den 28. juni 1675 mødtes de svenske og brandenburgske tropper i slaget ved Fehrbellin, som endte med et svensk nederlag. thumb|Slaget ved Ølands sydlige spids som resulterede i dansk flådeoverherredømme i den sydlige del af Østersøen. Maleri (1686) af Claus Møinichen.
Fra svensk side havde man forsøgt at indgå et neutralitetsforbund med Danmark. Riksrådet Nils Brahe kom endelig til København i 1674 for at diskutere et sådant, men også for at tilbyde Karl XI's forslag til Christian V's søster Ulrikke Eleonore (svensk: Ulrika Eleonora). Karl 11. prioriterede en alliance, men den var imod Christian 5. I juni 1675, lige før slaget ved Fehrbellin, blev forlovelsen udråbt. Da det svenske nederlag blev kendt i København, angreb Christian 5. hertug Kristian Albrekt af Holstein-Gottorp, som blev fængslet. Den 2. september 1675 erklærede Danmark Sverige krig.
De la Gardie havde i juli 1675 lovet, at flåden ville kunne stævne ud med 40 krigsskibe inden for to uger. Det viste sig hurtigt, at flåden var i dårlig stand, og at ledelsen af flåden var inkompetent: Rigsadmiralen Gustaf Otto Stenbock havde aldrig været til søs, og heller ikke de to admiralitetsråd Nils Brahe og Claes Nilsson Stiernsköld. Flåden kastede anker i oktober, men blev af en storm tvunget til at vende om ved Karlsöarna, fordi skibene ikke holdt mål. Efter krigsudbruddet, samledes Sveriges lovgivende forsamling, Ståndsriksdagen, i Uppsala for at bevilge midler. Til gengæld nedsatte rigets stænder en undersøgelseskommission, der skulle undersøge, hvordan formynderregeringen og rigsdagen havde styret landet i formyndertiden. Medens Rigsdagen var samlet fandt Karl XI's kroning sted den 28. september. I april 1676 kunne en omorganiseret og genbevæbnet flåde stævne ud, en flåde der bestod af 59 skibe og 11.000 mand. Den svenske flåde mødte den danske i farvandet mellem Bornholm og Skåne den 25. maj, men intet afgørende skete den dag. Den svenske flåde trak sig tilbage mod Kalmarsund og den 1. juni angreb den danske flåde, forstærket af skibe fra den hollandske flåde. Søslaget ved Ølands sydlige spids resulterede i et svensk nederlag på grund af den svenske flådes inkompetence, og det kongelige skib Kronan gik tabt.
Krigen i Skåne
thumb|left|Dette maleri af Johann Philip Lemke skildrer en episode i Slaget ved Lund, hvor Charles XI (til højre) troede, han var på Svensk linje og forsøger at beordre en dansk trommeslager til at give ordre til at angribe.