thumb|upright=2.0|Skitse over frugtlegemet af to basidiesvampe (en lamelsvamp og en rørhat)
Svampe (Fungi) er en stor gruppe af organismer, der oprindeligt blev anset for at være en form for planter, men nu er samlet i et selvstændigt rige, svamperiget, der har vist sig at være mere beslægtet med dyreriget end med planteriget.Baldauf SL, Palmer JD (1993) Animals and fungi are each other's closest relatives: congruent evidence from multiple proteins. Proceedings of the National Academy of Sciences U.S.A. 90: 11558-62. doi: 10.1073/pnas.90.24.11558.<ref name="baldauf2">Baldauf SL (1999) A Search for the Origins of Animals and Fungi: Comparing and Combining Molecular Data. American Naturalist 154: S178-S188. doi: 10.1086/303292.</ref>. Blandt de 100.000 kendte arter er mange vigtige nedbrydere af dødt organisk materiale. Andre er parasitter, der lever af levende planter og dyr, eller lever i symbiose med planter ved hjælp af såkaldt mykorrhiza. Svampe er desuden kendt for undertiden at indeholde giftige og psykedeliske stoffer.
Selvom svampe er meget almindelige over hele verden, lægges der ikke meget mærke til dem, fordi mange er mikroskopiske og lever et skjult liv f.eks. i jorden, på dødt organisk materiale eller som del af en symbiose med planter, dyr eller andre svampe. Nogle arter af svampe bemærkes, når de for at formere sig danner frugtlegemer (fx paddehatte) eller som skimmel- og mugsvampe dækker en overflade og spreder deres sporer.
Den disciplin af biologien, der beskæftiger sig med svampe, kaldes mykologi. Mykologi blev tidligere betragtet som en gren af botanik, fordi svampe henregnedes til planteriget.
Levevis thumb|En art af huesvamp (Mycena sp.) på en kogle. thumb|Rod af stilkeg (Quercus robur) med mykorrhiza.
Svampe lever først og fremmest af at nedbryde organisk materiale. Eksempelvis er tåge-tragthat en af de vigtigste nedbrydere af blade, grene og kviste. Svampe hører sammen med bakterier til de vigtigste nedbrydere i naturen, og er en nødvendig forudsætning for at stofkredsløbet kan opretholdes. Et krav for at svampesporerne kan spire er en vedholdende fugtighed, hvilket f.eks. er opfyldt i jorden.
Svampe lever især af sukker f.eks. i form af cellulose som nedbrydes til simple sukkermolekyler og derefter fordøjes af svampens mycelium. Det meste døde plantevæv består netop af cellulose, og svampe fordøjer derfor ofte plantevæv. Langt de fleste svampe kan leve i både iltfri (fx som gærfase) og i iltrige miljøer.
Drøvtyggere (fx får og tamkvæg) fordøjer planternes cellulose ved hjælp af mikroorganismer som bakterier og svampe i en af deres dertil indrettede maver. Her nedbrydes cellulose til glukose og omdannes til fedtsyrerne eddikesyre, propionsyre og smørsyre, hvilket drøvtyggerne så lever af.
Symbiose
Mange svampe har en form for symbiose med organismer fra andre biologiske riger, fx planter, dyr eller bakterier. Symbiosen kan for den anden organisme (værten) enten være gavnlig eller skadelig (i nogle tilfælde dog ingen af delene). Der kan i relationen mellem svamp og vært altså både være tale om mutualisme, parasitisme og kommensalisme. Laver er en symbiose mellem svampe og visse alger.
Symbiose med planter
Symbiosen med planter ved hjælp af mykorrhiza, hvor svampens mycelium gror ind i plantens rødder, er en af de bedst kendte relationer mellem planter og svampe, og den er af stor betydning for planters vækst og livsmuligheder i mange økosystemer. Over 90% af alle plantearter har symbiose med svampe, og kan være afhængige af dette for at overleve. Det øger ofte plantens optagelse af uorganiske forbindelser, f.eks. nitrat og fosfat fra steder hvor der er lave koncentrationer af disse vigtige næringsstoffer.
Morfologi
thumb| Hyfer, der tilsammen danner et mycelium og dermed selve svampe-individet
Svampe kan være encellede (fx gærsvampe) eller flercellede. De flercellede består af hyfer, der er lange celletråde typisk omkring en hundrededel millimeter i diameter. Disse hyfer er forgrenede og danner tilsammen det såkaldte mycelium, der helt kan gennemvæve det medium (fx jord eller planteved) som det vokser i. Svampen sender enzymer ud i omgivelserne som muliggør at de større organiske forbindelser nedbrydes til mindre dele, således at de bliver tilpas små til at kunne optages gennem cellevæggene. Det er på denne måde svampen optager næring.
Det er for de flercellede svampe myceliet, der kan siges at være selve svampeindividet. Det samme individ (eller genetisk ens gruppe af individer) kan med tiden udbrede sig over et meget stort område og opnå en høj alder. F.eks. er en genetisk ens gruppe af individer af arten mørk honningsvamp (Armillaria ostoyae), der vokser i en nåleskov i Oregon (USA), blevet målt at dække et område på 900 hektar og være mindst 1900 år gammel.
I modsætning til det næsten skjulte mycelium kan svampens eventuelle frugtlegeme ses over jorden som fx en paddehat.
Taksonomi thumb|upright=2.0|Eksempler på formrigdommen hos basidiesvampe: Rød fluesvamp (Amanita muscaria) (en lamelsvamp); Tåresvamp (Dacrymyces sp.); Rød gitterkugle (Clathrus ruber) (en stinksvamp) (kun fundet en enkelt gang i Danmark);Rød gitterkugle. Danmarks svampeatlas. Karl Johan (Boletus edulis) (en rørhat); Tyttebærblad-bøllesvamp (Exobasidium vaccinii) (en mikrosvamp der kan inficere tyttebær); Skræpperust (Uromyces rumicis) (en mikrosvamp der kan inficere arter af skræppe; Phallus indusiatus (en tropisk stinksvamp); Meredithblackwellia eburnea (en mikrosvamp indsamlet fra et bregneblad og her dyrket på et næringsrigt medium).
thumb|upright=2.0|Eksempler på formrigdommen hos sæksvampe: Spiselig morkel (Morchella esculenta (findes i Danmark, men er ret sjælden);Spiselig morkel. Danmarks svampeatlas. Ursækkølle (Neolecta vitellina) (en kølleformet sæksvamp der ikke findes i Danmark);Ursækkølle. Danmarks svampeatlas. Perigordtrøffel (Tuber melanosporum) (hører hjemme i Sydeuropa og er en af de dyreste spisesvampe i verden); Krølhåret pragtbæger (Sarcoscypha austriaca) (en bægersvamp, der vokser hist og her i Danmark);Krølhåret pragtbæger. Danmarks svampeatlas.Penselskimmel (Penicillium sp.) på mandarin; Art af skorpelav (to organismer, en sæksvamp og en grønalge, lever sammen i symbiose); Spaltegær (Schizosaccharomyces pombe) (en encellet gærsvamp); Ringorm (Microsporum canis) (giver infektioner i huden på husdyr og mennesker);
Kladogram, der viser svampenes inddeling i underriger/rækker.
I alt er navngivet omkring 100.000 forskellige arter af svampe, men der findes måske ti gange så mange, der stadig er ubeskrevede. Svampene inddeles i seks forskellige rækker/underriger.James TY, Stajich JE, Hittinger CT, Rokas A (2020) Toward a Fully Resolved Fungal Tree of Life. Annual Review of Microbiology 74: 291-313. doi: 10.1146/annurev-micro-022020-051835.Li Y, Steenwyk JL, Chang Y, Wang Y, James TY, Stajich JE, Spatafora JW, Groenewald M, Dunn CW, Hittinger CT, Shen XX, Rokas A (2021) A genome-scale phylogeny of the kingdom Fungi. Current Biology 31: 1653-1665 doi: 10.1016/j.cub.2021.01.074.
Dikarya: Basidiesvampe og sæksvampe
Langt de fleste arter (>97%) findes i underriget Dikarya som inkluderer de to beslægtede rækker basidiesvampe (Basidiomycota) og sæksvampe (Ascomycota). Livscyklus hos de to svampegrupper består af en lang haploid og en kort diploid fase, hvor der ind imellem er indskudt en tokernet (dikaryotisk) fase.
Disse svampegrupper har navn efter det sted på svampene, hvor sporerne dannes. Hos basidiesvampe sidder sporerne fire sammen for enden af et såkaldt basidie, mens de hos sæksvampe dannes i sække med otte sporer i hver. Hos en basidiesvamp som champignon sidder basidierne tæt sammen på lameller på hattens underside, og her kan der i løbet af få dage dannes 10-20 milliarder sporer.
Hos begge disse rækker danner nogle arter frugtlegemer medens andre arter er mikrosvampe. De største af disse frugtlegemer er de såkaldte hatsvampe hos basidiesvampene.
Basidiesvampe, Basidiomycota kan have frugtlegemer som fx lamelsvampe, rørhatte, poresvampe. Omkring 32.000 kendte arter. Sæksvampe, Ascomycota kan ligeledes have frugtlegemer som fx morkler eller bægersvampe. Omkring 64.000 kendte arter.
Øvrige rækker De øvrige rækker rummer kun mikrosvampe.
Mucoromycota former en søstergruppe til Dikarya og inkluderer mange mikrosvampe, der lever sammen med planter. En inddeling indenfor denne række er Glomeromycotina, der er mikrosvampe, der danner arbuskulært mykorrhiza. Kun cirka 169 arter kendes. Denne gruppe var traditionelt en del af formgruppen koblingssvampe (Zygomycota). Zoopagomycota er en gruppe mikrosvampe hvoraf mange lever som parasitter. Chytridiomyceta er et underrige, hvis medlemmer formerer sig med zoosporer, og inkluderer tre rækker, der totalt rummer mindre end 1000 arter. En række er piskesvampe, Chytridiomycota, en gruppe mikrosvampe, der mest lever i vand. En anden række er Neocallimastigomycota, mikrosvampe, der lever i drøvtyggeres maver. Kun cirka 20 arter. Blastocladiomycota er mikrosvampe der formerer sig med zoosporer (selvbevægelige, ukønnede sporer med flageller) og alternerer mellem haploide og diploide generationer (de har en såkaldt haplodiplontisk livscyklus). Kun cirka 179 arter. Opisthosporidia udgør de mest basale svampe og er en muligvis parafyletisk gruppe (uden fælles stamfader) af endoparasitter (indvendige snyltere). En gruppe her er Microsporidia, encellede parasitter i dyr. Over tusind kendte arter.
Sammenligning med dyr og planter
Kladogram der viser svampes slægtskab med bl.a. dyr og planter.
Indenfor den nyere biologiske taksonomi henregnes svampe nu til et selvstændigt rige (blandt 6-7 andre riger), fordi bl.a. genetiske undersøgelser har vist, at svampe er nærmere beslægtet med dyr end med planter. Hvor man betegner et områdes planter som "flora" og dyreliv som "fauna", betegnes et områdes svampeliv som "funga".
Før indførelsen af molekylære metoder for fylogenetisk analyse betragtede taksonomikere svampe som hørende til planteriget på grund af lighederne i vækst: både svampe og planter er hovedsageligt immobile og ligner hinanden i generel morfologi og voksested. Ligesom planter vokser svampe ofte i jord, og danner for nogle svampes vedkommende kraftige frugtlegemer, der kan ligne visse planter såsom mosser. I dag anses svampe for at høre til et selvstændigt rige - adskilt fra både planter og dyr, som de formodes at have udviklet sig fra for en milliard år siden. Visse morfologiske, biokemiske og genetiske træk har de til fælles med andre organismer, mens andre er unikke for svampe og dermed adskiller dem klart fra andre riger.
Fælles træk med dyr: Svampe mangler grønkorn og er heterotrofe organismer, der derfor kræver allerede dannet organisk materiale som energikilde.Alexopoulos et al., side 28–33. Fælles med planter: Svampe har i deres celler vakuoler og cellevæggeAlexopoulos et al., side 31–32.. De kan formere sig både kønnet og ukønnet og ligesom lavere planter (såsom bregner og mosser) frembringe sporer. Ligesom mosser og alger har svampe typisk haploide cellekerner. Unikke træk: Nogle arter lever som encellede gærsvampe, der formerer sig ved knopskydning eller binær fission. Der findes svampe, der er i stand til at skifte mellem en gærfase og en fase med trådformede cellerækker (hyfer) som reaktion på ydre forhold.Alexopoulos et al., side 30. Svampenes cellevægge er sammensat af glucaner og kitin. Selv om kitin også findes hos planter og glucaner i exoskelettet af leddyr,Alexopoulos et al., side 32–33. så er svampe de eneste organismer, der kombinerer disse to strukturmolekyler i deres cellevæg. I modsætning til planter og ægsporesvampe indeholder svampes cellevægge ikke cellulose.Alexopoulos et al., side 33.