Belgien (nederlandsk: België, fransk: Belgique, tysk: Belgien), officielt Kongeriget Belgien (nederlandsk: Koninkrijk België, fransk: Royaume de Belgique, tysk: Königreich Belgien), er en suveræn stat i Vesteuropa. Det grænser op til Frankrig, Nederlandene, Tyskland, Luxembourg og Nordsøen. Belgien er et tætbefolket land. Det har et samlet areal på 30.528 kvadratkilometer (landareal 30.230) og et indbyggertal på . Belgien ligger på grænsen mellem det germanske og romanske Europa og er således hjemsted for to lingvistiske hovedgrupper: De nederlandsktalende flamlændere, som udgør omkring 59 % af befolkningen, og de fransktalende vallonere, som udgør cirka 41 %. Der findes desuden en lille gruppe tysktalende i den østlige del af landet. Hovedstadsregionen har over 1,255 million indbyggere (2025).
De moderne stater Belgien, Nederlandene (Holland) og Luxembourg er historisk set blevet kaldt for Nederlandene. Foruden de nuværende Benelux-lande, omfattede dette område oprindeligt også mindre dele af det nordlige Frankrig og vestlige Tyskland. Regionen blev på latin kaldt Belgica, som var afledt af navnet på den romerske provins Gallia Belgica. Fra slutningen af middelalderen og frem til begyndelsen af 1600-tallet var det nuværende Belgien et blomstrende kultur- og handelscentrum. Fra det 1500-tallet frem til Den Belgiske Revolution i 1830, da Belgien løsrev sig fra Nederlandene, tjente Belgien i flere tilfælde som krigsskueplads for Europas stormagter. Landet blev derfor kendt som ”Europas slagmark”, hvilket yderligere blev forstærket under begge verdenskrige.
Føderationen Belgien er et konstitutionelt monarki bestående af tre regioner og tre såkaldte fællesskaber. Landets to største regioner er det nederlandsktalende Flandern i nord og det fransktalende Vallonien i syd. De er begge officielt etsprogede. Hovedstadsregionen Bruxelles er officielt en tosproget (fransk og nederlandsk) enklave midt i Flandern. Der findes et tysktalende fællesskab i den østlige del af Vallonien. Belgiens lingvistiske mangfoldighed og dertilhørende politiske konflikter reflekteres bl.a. i landets politiske historie og komplekse styreform.
Belgien deltog i Den Industrielle Revolution, og i løbet af 1900-tallet erhvervede den belgiske stat sig adskillige afrikanske kolonier. Anden halvdel af 1900-tallet var præget af spændinger mellem Belgiens nederlandsktalende og fransktalende indbyggere. Spændingerne skyldtes først og fremmest sproglige og kulturelle forskelle, men også ulige økonomiske forhold mellem Flandern og Vallonien. Fjendskabet mellem flamlændere og vallonere har ført til flere vidtgående reformer. Belgien gik således fra at være en samlet enhedsstat til en adskilt føderation i perioden 1970-1993. På trods af de mange reformer hersker der stadig en fjendtlig stemning imellem de to grupper, og især blandt flamlændere er der et stærkt ønske om uafhængighed. Disse konflikter førte også til, at Belgien efter parlamentsvalget i 2010 stod uden regering i 18 måneder, hvilket er en verdensrekord. Arbejdsløsheden er mere end dobbelt så høj i Vallonien som i Flandern.
Belgien er blandt de seks lande, som i sin tid grundlagde EU. Landet er hovedsæde for adskillige internationale organisationer, heriblandt Europa-Kommissionen, Ministerrådet, Europarådet, Europaparlamentet samt NATO. Belgien er også medgrundlægger af Eurozonen, NATO, OECD og WTO. Landet er medlem af Schengen og den økonomiske union Benelux. Belgien er et industrielt højindkomstland med en høj levestandard.
Historie Uddybende artikel: Belgiens historie
Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række folkevandringer og kulturelle påvirkninger. Som provins i Romerriget blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske riges sammenbrud tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til folkevandringstiden, hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra 1548 til 1648 førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, firsårskrigen.
Fra 1648 skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Holland. Med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, hvor protestanterne, især borgere i byerne, flygtede til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i 1713, overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under Napoleon blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år.
Efter Napoleons nederlag i 1815 blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, der indvarslede den belgiske stat. Landet fik sin første forfatning i 1831. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket Holland, anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, baseret dels på kul- og stålindustrien, dels på kolonierne i Afrika. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet.
Belgien var neutralt, men blev invaderet både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig var Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, senere EU. Begge organisationer har deres hovedkvarterer i Bruxelles.
I 1970 opdeltes Belgien grundlæggende i tre regioner efter sproggrænsen, og i 1993 blev landet til en føderation. Den føderale opbygning består af to parallelle systemer: regionerne Flandern, Vallonien og Bryssel samt de nederlandske, franske og tyske kulturfællesskaber. Som følge heraf har Belgien fem "delstatsregeringer". Landets opbygning er stadig til debat, men ændringer kræver konsensus, og fremtiden er uafklaret.
Den 22. april 2010 indgav Belgiens premierminister Yves Leterme sin afskedsbegæring til Kong Albert 2.Belgiens regering træder tilbage, Politiken.dk, 22. april 2010.
Navn De først omtalte indbyggere i området var belgerne, en keltisk stamme. Dette folk nævnes også af Julius Cæsar. Det latinske navn Belgium blev brugt i renæssancen som navn for hele det nederlandske område. Sidst i 1700-tallet blev adjektivet belgique også brugt på fransk. Ved opstanden mod Østrig i 1789 udråbte provinserne "Belgiens forenede stater" (Etats belgiques unis). Først efter revolutionen i 1830 blev navnet Belgien almindelig udbredt som en betegnelse for kun de sydlige Nederlande.
Sprogstrid Den politiske strid mellem fransk- og flamsktalende har både historiske, sociale, økonomiske og politiske årsager.
I tiden efter uafhængigheden talte adelen og det højere borgerskab udelukkende fransk. I 1870'erne opstod der en flamsk bevægelse. Først i 1914 blev der indført almindelig skolepligt, og indtil da var de fleste flamlændere både analfabeter og uden kundskaber i det herskende sprog. Under 1. verdenskrig var der store tab blandt flamske soldater, da de ikke forstod kommandoer fra de fransktalende officerer. Nederlandsk blev principielt ligestillet som officielt sprog i 1898, men først i 1950'erne og 1960'erne fik det samme sociale status som fransk.
Industrialiseringen af Belgien fandt først og fremmest sted i Vallonien, hvor der bl.a. var minedrift, mens Flandern var et landbrugsområde helt op til 1900-tallet. Den sociale modsætning mellem fattige, stærkt katolske flamlændere og den fransktalende elite blev derfor skærpet. Mange flamlændere flyttede dengang til Vallonien for at få arbejde. Siden 1960'erne er situationen gået den modsatte vej, efter at sværindustrien i Vallonien stort set blev afviklet, mens Flandern har udviklet sig til et af Europas rigeste områder.
Sproggrænsen mellem nederlandsk, fransk og tysk blev fastlagt i 1963. Indtil da havde der været afholdt folketællinger hvert tiende år. Resultatet var, at flamske kommuner efterhånden blev tosprogede, og tosprogede kommuner blev énsproget franske. Sprogtællingerne var præget af manipulation og fandt ikke sted efter 1947. Det var imidlertid de fransktalende i Vallonien, som havde det stærkeste krav om at opdele landet i selvstyrende områder, hvilket skete i flere trin fra 1970'erne til 1993. Undervejs havde rivaliseringen i en årrække givet anledning til den såkaldte vaffeljernspolitik, ifølge hvilken offentlige udgifter til et projekt i én af de to landsdele altid skulle ledsages af tilsvarende udgifter i den anden landsdel.
Den nordlige del af landet finansierer i dag størstedelen af det føderale budget, eksempelvis socialudgifter. Udligningen betyder, at der "overføres" store beløb til den sydlige del. Vallonien er socialistisk præget, og Flandern borgerligt. Det har givet øget støtte til flamske (og delvis også vallonske) separatistbevægelser, der ønsker at opdele landet i to eller give regionerne endnu mere selvstyre (en konføderation). Alternativt findes der også nogle mindre bevægelser, der vil slutte Vallonien til Frankrig.
Administration og politik Belgien har et særligt dobbelt føderativt system, hvor der både findes tre regioner (der har 565 kommuner i alt (fra 1. januar 2025)) (Flandern med 285 kommuner (fra 1. januar 2025), Vallonien med 261 kommuner og Bruxelles med 19 kommuner) og tre (sprog)fællesskaber (det nederlandske, franske og tyske). De to begreber overlapper kun delvis og har forskellige opgaver. Regionerne står for økonomi, teknik, miljø og planlægning. Sprogfællesskaberne står for kulturelle områder som undervisning, forskning og sport. Den føderale regering står for øvrige opgaver som forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik og socialpolitik. Selv om landet er en føderation, fordeles mere end 90 % af de offentlige udgifter centralt.
Der findes derfor fem regionale parlamenter og fem regionale regeringer i Belgien. thumb|Belgiens sprogområder: Nederlandsk (gult), fransk (rødt), tysk (blå), fransk/nederlandsk (skraveret).
Nationalt
Det føderale (centrale) plan styres af Belgiens regering og et tokammerparlament bestående af senatet og repræsentantkammeret (Kamer van Volksvertegenwoordigers, Chambre des Représentants, Abgeordnetenkammer).
Regering Regeringen består af højst 15 ministre, lige mange nederlandsk- og fransktalende (premierministeren undtaget). Hertil kommer et antal statssekretærer. Den nuværende regering (pr. 2025) er ledet af premierminister Bart De Wever (N-VA) og består af de flamske kristendemokrater CD&V, N-VA, Vooruit, samt de fransktalende liberale MR og LE.
Kongen spiller en rolle ved regeringsdannelse og ved løsning af kriser. Eksempelvis kan kongen udpege en eks-politiker til at forsøge at lede forhandlinger mellem sproggrupperne.
Parlament Repræsentantkammeret er det vigtigste organ, da det står for at støtte eller vælte en regering. Medlemmerne vælges i 11 valgkredse, svarende til provinserne, bortset fra at Bryssel er slået sammen med en del af provinsen Flamsk Brabant (se afsnittet Bruxelles-Halle-Vilvoorde). Der er stemmepligt, og valg afholdes normalt hvert fjerde år, men kan også holdes i utide. Valg til senatet og repræsentantkammeret holdes samtidig. Metoden er forholdstalsvalg i de enkelte valgkredse (ingen udlignings- eller tillægsmandater). Der er en spærregrænse på fem procent i hver valgkreds, som dog i praksis er af mindre betydning, da den største valgkreds, Antwerpen, kun fordeler 24 mandater.