Religionskritik er kritisk stillingtagen til religiøse udsagn, religiøse antagelser og religiøse praksisser. Religionskritik er desuden kritik af religioners historiske eller nutidige indflydelse på samfundsforhold.
Filosofisk set har religionskritik har som regel et materialistisk udgangspunkt. En sådan religionskritik afviser alt, hvad der ikke kan forklares naturvidenskabeligt eller rationalistisk, og betragter det som en illusion.
Religionskritikken ser religion som skabt af mennesker og ser organiseret religion som en social konstruktion. Se socialkonstruktivisme.
I den den vestlige verden er religionskritikken mest fokuseret på kristendommen, men i nogen grad også på islam og jødedommen.
Hovedpunkter i religionskritikken En stor del af religionskritikerne betragter alle former for religiøs tro som irrationelle og uforenelige med fornuften og videnskaben. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844–1900) definerede f.eks. religiøsitet på følgende måde: " 'Tro' betyder ikke at ville vide, hvad der er sandt." Freidrich Nietsche: Der Antichrist, kapitel 52.
En almindelig kritik af religionerne går ud på, at de indeholder nogle centrale dogmer, som der ikke er videnskabelig evidens for, og som religionen kræver, at tilhængerne tror på.
Kritikerne betragter religion som en social konstruktion. Denne konstruktion kan i fortiden have haft en nyttig funktion i samfundet, men den er nu overflødiggjort af naturvidenskab og humanistisk etik, siger de.
Nogle religionskritikere tager udgangspunkt i, at verden kan beskrives ved hjælp at naturlove. Andre religionskritikere tager udgangspunkt i en ideel humanisme, som der kan argumenteres rationelt for.
Hos mange religioner er forestillingen om en eller flere guder central. Ifølge disse religioner har guderne givet menneskeheden en hellig viden om den åndelige sandhed om verden, enten ved selv at have været inkarneret i den jordiske verden eller ved at have inspireret mennesket gennem åbenbaringer eller profeter. Ifølge religionskritikerne kan der ofte sås tvivl om, at der er et historisk grundlag for beretningerne om de hændelser, som beskrives i helligskrifter (f.eks. Bibelen eller Koranen). Eksempler på hændelser, som der ikke er et historisk grundlag for, er Bibelens skabelsesberetning og syndefaldsberetning.
Religionskritikerne fremhæver, at repræsentanter for de enkelte religioner ofte hævder, at netop deres religion er den eneste sande religion blandt de mange religioner og religionsformer. Men de kan ikke alle være den eneste sande religion, siger kritikerne. Den religion, der gør krav på at repræsentere den absolutte sandhed, anser tilhængere af andre religioner for at være fjernere fra sandheden, og derved andenrangs mennesker. En sådan anskuelse kan føre til forfølgelse. Religion kan ligefrem bruges til at legitimere krige mod anderledes troende (religionskrige), herunder terrorisme.
Religionskritikerne fremhæver også, at religiøse institutioner ofte har forsvaret deres magtposition ved at undertrykke rationelle og skeptiske tanker. Det kan ske ved at udstede love, der forbyder blasfemi eller ved at kræve, at bestemte religiøse trosforestillinger bliver mødt med en særlig stor respekt. Religiøse institutioner har en tendens til at undertrykke individer eller grupper, der bliver anset for at være en trussel mod deres autoritet. For at opretholde deres autoritet bruger de ofte ideologisk indoktrinering.
Institutionaliseret religion indebærer typisk en form for autoritet, der kontrollerer tilhængernes handlinger og trosopfattelser (dogmer). Dogmer opstår primært fordi de religiøse institutioner må fastholde opfattelsen af, at den viden, de besidder, er oprindelig og tidløs. De må fastholde, at denne viden, der stammer fra den "tidløse" mytologiske tid, er den mest troværdige.
Religiøse institutioner er desuden hierarkisk opbygget, hvilket fremmer skabelsen af dogmer og idéen om, at tankefrihed er en trussel mod systemet. Modvillighed mod den frie tanke og opretholdelsen af fortidens autoritet hæmmer fornyelse og standser samfundets udvikling, påpeger kritikerne.
De religiøse institutioner regulerer også gerne deres tilhængeres adfærd gennem påbud, der udefra set virker tilfældige. Det kan f.eks. dreje sig om, hvad det er tilladt at spise, at drikke eller at bruge som påklædning. Det samme gælder ritualer som f.eks. faste eller pilgrimsfærd. Disse restriktioner er blevet kritiseret for at være unødvendige og i værste fald undergravende for det enkelte menneskes frihed.
Religiøse institutioner har derfor en tendens til at udvikle sig til autoritære systemer, der ofte får afgørende indflydelse på samfundets love, og som kan vise sig i form af en diskriminerende behandling af minoritetsgrupper. Historiske eksempler på religionskritik
Antikken
Det tidligst kendte eksempel på religionskritik i den vestlige filosofi fandtes i Grækenland i 500-tallet f.Kr., hvor Xenofanes ( ca. 570 f.Kr. – ca. 478 f.Kr.) fremførte det standpunkt, at folkereligionernes guder i menneskeskikkelse var produkter af menneskets fantasi. Mennesket skabte guderne i deres eget billede, mente han.
En anden græsk filosofi, Prodikos (ca. 465 f.Kr. – ca. 395 f.Kr.) mente, at de guder, som mennesker vælger at dyrke, var dem, der var vigtige i deres dagligdag. Prodikus betragtede guderne som personificeringer af solen, månen, floderne, springvandene og hvad der ellers bidrager til livets komfort. Hans teori var, at det primitive menneske var så imponeret over de gaver, naturen gav det til videreførelse af dets liv, at det troede, at disse naturens gaver var en indkapsling af guddommen.William Guthrie: The Sophists, s. 279.
De tendenser til religionskritik, der opstod i århundrederne før vores tidsregnings begyndelse, blev dog undertrykt, da Romerriget udviklede sig til et monarki efter Augustus’ magtovertagelse i 31 f.Kr. Senere, da kristendommen blev den altdominerende religion i 300-tallet, blev religionskritikken yderligere undertrykt. Oplysningstiden I oplysningstiden i 1700-tallet fik den rationalistiske filosofi en opblomstring, og der kom som følge heraf en forøget religionskritik. Blandt de franske encyklopædister blev den rationelle naturvidenskab og oplysningstanken brugt som platform for en kritisk stillingtagen til de overtroiske og ulogiske elementer i religionen.
Et eksempel var kritikken af den kristne treenighedslære, hvor den underliggende påstand 1+1+1 = 1 rent logisk ikke giver mening. Et andet eksempel er kritikken af forestillingen om en oprindelig skabergud, idet der spørges, hvordan denne gud blev skabt. Blandt de mest indflydelsesrige franske religionskritikere var personer som Diderot, D'Alembert, d'Holbach og Voltaire.
Kritikken af religionen med udgangspunkt i logiske argumenter er fortsat helt op i 1900-tallet. En af de nyere kritikere indenfor denne tradition var den britiske filosof Bertrand Russell.
Ludwig Feuerbach Tankerne fra oplysningstiden satte deres præg på den efterfølgende periode. En indflydelsesrig religionskritiker fra 1800-tallet var den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872). Han mente, at religion er en kompensation for menneskelige behov, der ikke er blevet tilfredsstillet. Samtidig er religionen udtryk for en selvoptagethed, der forhindrer en sand erkendelse af verden, mente han.
Feuerbachs mest berømte værk er Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. Bogens centrale tese er, at Gud er en projektion af menneskets natur.Marx W. Wartofsky: Feuerbach, s. 197 Mennesket fremmedgør sig fra sine egne væsentlige egenskaber – såsom fornuft, kærlighed og vilje – og projicerer dem over på et guddommeligt væsen, som det derefter tilbeder som noget andet end sig selv.Marx W. Wartofsky: Feuerbach, s. 252 og s. 308. De egenskaber, som mennesket savner og efterstræber i sit liv - almagt, alvidenhed og algodhed - adskiller det fra sig selv og tillægger Gud dem. "Gud er kærlighed" skal læses som "Kærlighed er Gud"; det vil sige: Kærlighed er at betragte som noget guddommeligt, som en egenskab af den højeste kvalitet. Teologi er antropologi, sagde Feuerbach. Det vil sige: Teologien ikke er en lære om Gud, men en lære om mennesket. Det er en lære om menneskets frygt, håb, ønsker, lyksalighedsdrift og fuldkommenhedstrang.Rudolph Arendt: Tænkning og tro, s. 15. Det er altså ikke mennesket, der er skabt i Guds billede, men Gud, der er skabt i menneskets billede.
Feuerbach var den første, der for alvor brugte en psykologisk metode i sin religionskritik. Religion så han som en projektion af noget psykisk over på noget guddommeligt (Gud). Gud er noget indbildt, et produkt af den menneskelige fantasi.Religion, en illusion, s. 37. Hermed lagde han grunden til en tankegang, der har holdt sig blandt nogle psykologer (blandt andre Sigmund Freud) helt op til nutiden.Religion - en illusion, s. 58.
Karl Marx
Karl Marx (1818-1883) overtog Feuerbachs religionskritik. Han sagde: "Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket." Karl Marx: Til kritikken af Hegels retsfilosofi. Marx-Engels-Gesamtausgabe. Bind 2, afsnit 1, s. 170. Denne religionskritik koblede han sammen med sin teori om samfundets udvikling. Han beskrev religion som massernes flugt ind i en illusorisk lykke væk fra utilfredsstillende levevilkår. Han mente, at religion er en social konstruktion, der fører til en følelse af utilstrækkelighed i livet. Denne følelse kan ifølge ham kun blive elimineret gennem en total frigørelse fra religionen.
thumb|Hans Holbein den yngre: Landmanden. Træsnit. Omkring 1525. Religion er skadelig for menneskeheden, fordi den virker sløvende, og dermed er den en hindring for reelle forandringer i verden. Det undertrykte menneske skaber religionen for at finde trøst i en indbildt himmelsk verden. Det søger trøst for al den undertrykkelse og elendighed, det oplever i verden. Religionen gør det muligt for det undertrykte menneske at udholde sin elendige situation - ligesom opium gør det muligt for den syge at udholde sin smertefulde situation.
Imidlertid er religion ikke kun indbildning, men er også et udtryk for en sandhed om det undertrykte menneske. Marx udtrykker det på denne måde:"Den religiøse elendighed er på samme tid udtrykket for den virkelige elendighed og protesten mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjertelag, ligesom den er åndløse tilstandes ånd. Den er folkets opium." Karl Marx: Til kritikken af Hegels retsfilosofi. Marx-Engels-Gesamtausgabe. Bind 2, afsnit 1, s. 171. Både religion og opium skaber illusioner. Den trøst, de giver, er illusorisk og falsk. Begge tilslører tingenes virkelige tilstand. Religionen får for eksempel det undertrykte menneske til at tro på illusioner som en Gud i himlen eller et liv efter døden, hvor samfundets uretfærdighed kan blive udlignet. Derved afledes dets opmærksomhed fra at forsøge at ændre den undertrykte situation. Religionen får mennesket til at søge en illusorisk lykke i himlen, så det glemmer at søge sin virkelige lykke i samfundet.
Religion bliver derfor brugt af de herskende klasser som et redskab til at kontrollere masserne ved hjælp af udsigten til en belønning i det hinsidige liv. Derved bliver deres opmærksomhed afledt fra at løse problemerne i denne verden.
Religionen skal derfor kritiseres. Den skal afsløres som en illusion. Afsløringen af folkets illusoriske lykke skal bane vejen for dets virkelige lykke.Kaj Mogensen: Folkets opium, s. 22. Folkets virkelige lykke er den lykke, det finder i samfundet.
Marxister har siden Marx anset forestillingen om arvesynden for at være dybt asocial, da denne forestilling bruges til at overbevise masserne om, at grunden til deres egen lidelse ligger i en nedarvet og uforanderlig syndighed. I stedet for aktivt at forandre livsvilkårene undertrykkes masserne i en apatisk venten på den kommende frelse fra synden.