Apostelmødet i Jerusalem refererer til et kirkemøde i Jerusalem omkring år 50 imellem apostlene og de ældste i jerusalemsmenigheden på den ene side og Paulus fra Tarsus og Barnabas på den anden.
Apostelmødet i Jerusalem er det første 'topmøde' i den kirkelige verden, og fik stor betydning for kristendommens videre udbredelse, og mødet dannede model for de kommende århundreders mange kirkemøder, de såkaldte konciler, hvor vigtige teologiske spørgsmål blev afgjort, og hvor afgørende bekendelsesskrifter blev formuleret.
Jerusalem var den tidlige kristendoms center indtil byen blev ødelagt af romerne i år 70.
Anledningen til mødet Den spæde kristne kirke stod over for en afgørende beslutning. På grund af især Paulus' omfattende missionsvirksomhed blandt hedninger, voksede antallet af kristne med en ikke-jødisk baggrund. Topmødet skulle bringe en løsning på stridsspørgsmålet som truede med at splitte kirken; skulle nye kristne fra den ikke-jødiske verden lade sig omskære og overholde de jødiske leveregler for at være rigtige kristne?
Afgørelsen faldt ud til fordel for de hedningekristne; de behøvede ikke at overholde de jødiske forskrifter, men skulle anerkendes som ligeberettigede kristne. Dog blev de pålagt at overholde tre minimalbestemmelser fra den jødiske lov: De skulle afholde sig fra 1) afgudsofferkød, 2) blod og kød fra kvalte dyr, og 3) utugt. ((-29).
Apostelmødet anses blandt teologer for afgørende i kristendommens udvikling fra en jødisk sekt til en verdensreligion.
De vigtigste deltagere Hedningemissionærerne Paulus fra Tarsus, Barnabas og Titus repræsenterede de hedningekristne over for lederne af den jødekristne menighed i Jerusalem; disciplene Peter, Johannes og Jesu ældste bror Jakob.
Mødets konklusion ifølge Lukas For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel! (-29).
Kilder Beretninger om mødet kan man finde i Galaterbrevet fra kort efter begivenheden (-10), og i Lukas' Apostlenes Gerninger der anslås til mellem 80 og 100 (), altså omkring en generation senere.
Kilderne ligger ikke kun over 40 år fra hinanden, men har også forskellig anledning og adresse, målgruppe. Paulus forsvarer sig i Galaterbrevet mod aktuelle teologiske modstandere inden for den menighed har har grundlagt, mens Lukas beskriver de første årtier af den kristne missionshistorie i tilbageblik.
Datering Paulus henviser til at han efter 14 år besøgte Jerusalem for anden gang efter sin omvendelse (). Man ansætter denne Paulus' såkaldte Damaskus-oplevelse til 32 eller 33, hvorefter apostelmødet tidsmæssigt kan placeres midt i 40'erne.
Til et lignende resultat kommer NT-historikere ud fra angivelser i apostelhistorien: ifølge f lå mødet før Herodes Agrippa's død som ifølge Flavius Josefus skulle være i 44. Derpå følger Paulus' anden missionsrejse til Grækenland, hvor han opholdt sig i Korinth til 50 (). De fleste teologer sætter herudfra apostelmødet til mellem 44 og 49.
Enkelte eksegeter hælder til en datering før 44. Derved går de ud fra at Paulus i Galaterbrevet kun nævner to Jerusalembesøg. Apostelhistorien beretter dog også om en kollekt før Herodes Agrippas død, en kollekt som på grund af en fordyrelse af melet skulle være organiseret af Paulus og andre og være overbragt til Jerusalem endnu før Agrippas død (–30). Dette besøg betragter man som det samme som den rejse Paulus beskriver til apostelmødet.
Andre eksegeter sætter mødet til de tidlige 50'ere, fordi Paulus havde en position i Jerusalem som han kun kan have opnået som resultat af sit missionsarbejde i Grækenland. Disse eksegeter afviser helt og holdent Apostlenes Gerninger som kilde.
Endelig fører nogle eksegeter uoverensstemmelsen mellem de to tekster tilbage på to forskellige møder, således at Galaterbrevet skulle omtale et tidligere møde og Apostlenes Gerninger kapitel 15 () et senere møde mellem Paulus og repræsentanter for urmenigheden. Derfor lader den i –14 beskrevne fornyede konflikt sig sætte lig de tildragelser som –6 fremstiller som udløser af det (nu "andet") møde.Det tyske forlæg har: "Diese These vermag jedoch nicht zu erklären, weshalb Lukas die von Paulus als einschneidend beschriebene Entscheidung für die Heidenmission, Paulus den Kompromiss verschwiegen haben sollte." — (Kan nogen udrede disse forhold?)
Den nytestamentlige teolog Hans ConzelmannHans Conzelmann, 1915–1989, afviser derfor såvel den tidlige datering som teorien og de to møder. Han henviser til at andre kilder for årene før Agrippas død ikke beretter om nogen "dyrtid", men nok om en lokal forsyningskrise for 46 og 48. Lukas har muligvis byttet om på rækkefølgen af begivenhederne: thi i er der for Paulus og Barnabas tale om en "tilbagevenden" til Jerusalem fra Antiokia, som vel efter først fandt sted efter mødet (sml. –35)
Forhistorien Urkristendommen i Jerusalem bestod ifølge fra begyndelsen af jøder, proselytter og hellenisterSe Udenfor og indenfor for nærmere om "hellenister", "hebræere" og "judaister", som i Jesus Kristus så Israels Messias. Deres forskellige religiøse baggrunde kom til udtryk i meget forskellige holdninger til tempelkulten og til toraen, noget der snart førte til konflikter.
Tidligere var der en konflikt om forsørgelse af hellenisternes enker, som blev løst med valget af de syv fattigforstandere eller menighedstjenere (diakoner) . Dog blev deres formodede leder Stefanus anklaget og stenet af de saddukæiske tempelpræster på grund af den tempelkritik han fremførte. Derefter blev hans tilhængere forfulgt og de flygtede ud af Jerusalem. Blandt deres forfølgere var også farisæeren Paulus. ().
En følge af deres fordrivelse var missionen i de omliggende områder, hvor nu også ikke-jøder, hedninger, blev vundet for troen på Jesus Kristus. Således opstod der kristne menigheder i Samaria, Syrien, Kypern und Lilleasien. En yderligere konsekvens var den rumlige adskillelse af "judaister" ("hebræere"?) fra "hellenisterne" inden for urmenigheden i Jerusalem. Fra at have levet med hinanden levede de nu snarere ved siden af hinanden med forskellige teologiske opfattelser hvad angår de jødiske rituallove.
Menigheden i Jerusalem forstod det at være kristen som tilhørighed til de sidste tiders "sande" henholdsvis "fornyede" gudsfolk med de tolv apostle som symbol for Israels tolv stammer. For så vidt ville de forblive en del af jødedommen og havde agtelse for jødisk skik med omskærelse, renheds- og spiselove og ofring i templet i Jerusalem som var de første kristnes samlingssted. For den palæstinænsiske urkristendom var Jesus på ingen måde kommet for at ophæve toraen, men for at opfylde (–20).
Deraf drog nogle jødekristne den slutning at en kristen der troede på Jesus som Israels Messias, måtte lade sig omskære for at være en del af gudsfolket og få sin del af forjættelsen, og hertil hørte traditionelt forpligtelsen på alle torabud. Denne opfattelse kaldes ofte judaisme og tilhængerne af denne strenge opfattelse for judaisterHyldahl (1993, s. 210ff) mener at "judaisme" og "judaister" hører en senere tid til: efter 50 (s. 214). og har formodentlig haft tilhængere blandt farisæere i Jesu nære omgivelser.
Ved siden af denne gruppe som Paulus selv før sin omvendelse så som "ivrige for loven", fandtes der formidlende positioner, til hvilke Peter og Jakob, Jesu bror hørte. Jakob blev apostel efter Jesu død og fik en ledende rolle i urmenigheden. Han nød stor anseelse på grund af sin toratro holdning og gjaldt som ubestridt moralsk autoritet, hvilket antydes af at man tilskrev ham Jakobsbrevet.
På den anden side synes den hellenistiske del af menighederne blot at have anset den jødiske lov for en moralsk målestok og efterlevede åbenbart hverken omskærelse, tempelkult eller spiseregler. Dette var formodentlig anledning til de videre kristenforfølgelser under Herodes Agrippa, der på den måde kunne vinde sympati hos det saddukæisk dominerede Synedrium (). Dette satte den jødekristne menighed i Jerusalem i et dilemma. Thi hvis de ville stå sammen med deres kristne brødre, udsatte de sig for forfølgelse og gjaldt for forrædere af jødedommen, som de dog tilhørte og anså for deres hjem.
De forskellige apostles rejser til de nye menigheder bragte hele tiden konflikter om at følge toraen på dagsordenen. Det centrale stridspunkt i denne sammenhæng drejede sig om de fælles måltider; her var spiselovene en forhindring.
Paulus tilspidsede konflikten: for siden sin omvendelse omkring 35 gik han ind for det modsatte af sine tidligere farisæiske holdninger. Som hovedfortaler for den hellenistiske teologi lærte han renhed for hedningerne ved tro og Helligånden; tilknytningen til det abrahamitiske forblev ganske vist også for ham nødvendigt for frelsen, men betød ikke nødvendigvis jødisk herkomst eller praksis. Ved farisæisk metodik og hellenistisk retorik definerede Paulus således et afgørende alternativ til farisæernes holdninger. Der blev derved en teologisk konflikt ud af et praktisk problem. Gennem sin omfangsrige missionsvirksomhed forøgede han tillige antallet af hedningekristne menigheder betragteligt og forandrede derved størrelsesforholdene, så en løsning på problemet blev nødvendig.
Ifølge var den umiddelbare anledning til mødet et sammenstød mellem Paulus og Barnabas med mænd fra "Judæa" der forlangte omskærelse af menigheden i Antiokia med begrundelsen: Hvis I ikke lader jer omskære efter moseloven, kan I ikke blive salige Man antager at disse judaister var identiske med "de jøder" der allerede havde stillet Peter til ansvar for de første dåb og bordfællesskab med hedninger (f) og åbenbart tilsluttede sig Jakobs position (). Derfor havde menigheden sendt Paulus og Barnabas til Jerusalem for at indhente råd og afgørelse fra apostlene i Jerusalem (–6).
Forløb og beslutning Fremstillingen i Galaterbrevet Paulus forstod ikke blot mødet som løsningen af et praktisk problem således at jøder og kristne igen kunne have måltidsfællesskab, men som afgørelse af sandheden af det evangelium han havde prædiket, altså om hans tro og forkyndelsesopgave. For skønt han tilbageførte sin opgave med hedningemission direkte til sin egen personlige erfaring med Jesus, og efter sine egne oplysninger allerede længe havde virket uafhængigt af de øvrige apostle, drejede det sig nu om for ham at få deres tilslutning: ... så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. ().
Han fremstiller sig selv (-10) som ordfører i forhandlingen, uden at nævne at det skulle være som udsending for Antiokia. Det var således ikke lykkedes for de "falske brødre" der havde sneget sig ind for at udspionere hans frihed i Kristus at trænge ham i defensiven – om så blot for en stund. Ydermere havde ingen der havde noget at sige inden for menigheden pålagt ham noget – Paulus nævner kun de "tre søjler" Jakob, Peter (Kefas) og Johannes – end ikke hans ledsager grækeren Titus var blevet tvunget til omskærelse. De havde snarere erkendt at hans missionsresultater var at sidestille med Peters, og de havde med håndslag forsikret ham at han og Barnabas havde ret til at forkynde evangeliet blandt hedninger – ganske som han selv havde forstået det. De skulle blot huske på "de fattige".
Dermed er de kollekter der er omtalt i –26 tiltænkt menigheden i Jerusalem til hvilke Paulus ofte henviste (; ). Ellers citerer Paulus ingen officielle eller overhovedet nogen skriftligt fastholdte beslutninger fra Apostelmødet som han ville have skullet rette sig efter. Der blev nået enighed om en arbejdsdeling efter hvilken Peter hovedsagelig skulle missionere blandt jøder, Paulus og Barnabas bandt hedninger.
Fremstillingen i Apostlenes Gerninger